I Thomas Vinterbergs film er det svært at blive voksen

Denne artikel blev udgivet første gang op til oscaruddelingen 2021, hvor Thomas Vinterberg var nomineret som bedste instruktør for filmen ’Druk’.

Thomas Vinterberg er ikke noget geni. Med Festen fra 1998 lavede han et mesterværk. Siden har han lavet både ret dårlige film, sobert bestillingsarbejde og gode dramaer. 22 år efter det internationale gennembrud og juryens specialpris i Cannes kan han natten til mandag vinde en Oscar som bedste instruktør for Druk – en velsmurt, velspillet, relativt sofistikeret drengerøvskomedie med en vaskeægte dobbelttydig kunstfilmfinale, der kommer til at få sin egen passage i filmhistorien: Mads Mikkelsens drukjazzballet i spring ud i enten døden eller livet.

Thomas Vinterberg er ikke din typiske europæiske filmauteur. Han er ikke af den støbning, som filmmyter er gjort af, intet mystisk eller farligt eller mærkeligt er der ved ham. Han er sådan én, der – modsat dogmestorebror Lars von Trier – kan begå sig i et hvilket som helst selskab.

Han har altid noget ret interessant og aldrig rigtigt forstyrrende at berette, når journalister spørger. Om at vokse op i et kollektiv i Hellerup, for eksempel, fra barnsben at sidde med ved kollektivets lystige, rødvinsdrikkende, evigt diskuterende langbord. Da hans forældre bliver skilt og siden begge flytter derfra, bliver han boende.

Han er stadig nærmest et barn, eller ved at vokse fra at være det, men det går man ikke så meget op i i denne talende klasse dengang, så han lader sig ikke begrænse.

Og allerede som 16-årig begynder han at lave film. Debutkortfilmen (som ikke er til at opdrive) hedder Sneblind. Han bruger fire år på at lave den. Den er ikke særligt god, synes han selv, men han finder ud af, at han kan samle og lede folk og styre en produktion – og at han kan lide at gøre det. 

Han er et ungt og fremadstormende kæmpetalent, den yngste, der er optaget på Statens Filmskole nogensinde, 20 år gammel, og han laver, siger man gerne, den bedste afgangsfilm, der er kommet ud af den institution: Kortfilmen Sidste omgang (1993) har en ung og rørende Thomas Bo Larsen i en typisk Thomas Bo Larsen-rolle: som brovten-følsom type.

I filmen er præmissen, at han snart skal dø, men først skal han lige tage afsked med verden med maner i selskab med sin bedsteven (en nedtonet Martin Brygmann) og en dejlig dame.

De tidlige kendetegn

Sidste Omgang har mange af kendetegnene fra de film, Vinterberg de næste 17 år selv skriver/medskriver og instruerer, og hvoraf debutspillefilmen De største helte, skrevet med Bo Hr. Hansen, forbliver en virkelig vellykket Vinterberg-classic: Han har en særlig sans for patos og sentimentalitet, for humor og charmerende og rørende skildringer af venskaber og omsorg for børn, han smider altid en ’dejlig dame’ ind et sted.

Og så er der nærmest altid et catchy og salgbart præmis for dramaerne: Mand flygter fra fængslet for at redde den teenagedatter, han ikke vidste, han havde (De Største Helte). Folk over hele verden er begyndt at dø spontant – af ensomhed (It’s All About Love). En uskyldig mand anklages for pædofile overgreb (Jagten). En mand flytter i kollektiv med sin hustru, og snart flytter elskerinden også ind (Kollektivet). Fire mænd afprøver en tese om, at mennesket er født med en halv promille alkohol for lidt i blodet (Druk). Og så videre.

Den mest geniale præmis må dog være Festens: En mand holder en tale om sin fars seksuelle misbrug til farens fødselsdagsfest i overklassen. Det er også med den, at Thomas Vinterberg i 1998 er med til at gøre dansk film spændende igen og til at gøre en teenager som mig opmærksom på instruktørens rolle – at der står et menneske bag en produktion.

Og at det er manuskriptforfatteren og instruktøren og ikke karaktererne på lærredet, der bestemmer, hvad der skal ske. Og hvordan det skal ske.

Den erkendelse skyldes ikke mindst de produktionsmæssige benspænd fra Vinterbergs og Lars von Triers Dogme 95-bevægelse: På grund af al medieståhejet omkring de begrænsende dogmeregler gyser man dengang i sluthalvfemserne blot ved forventningen om at skulle se en film skudt udelukkende med håndholdt kamera. Også selv om man ikke rigtig har tænkt over kameraets rolle før.

At lære om, hvordan Dogme 95 vil bryde filmvaner med sine egne regler, er min første lektion i, hvad for eksempel et kamera gør for oplevelsen af en film. Hvad underlægningsmusik gør.

Det er en smart konsekvens af dogmereglerne, at publikum bliver opmærksom på den slags – at de gør filmproduktion til publikumssport. Nogle gange skal man lege en underlig leg for at finde ind til noget nyt.

I et klip fra dokumentarfilmen Idioterne, der startede Festen sidder Thomas Vinterberg i 1998 i Efter Deadline på DR2, intimt fremlænet i en jakke i halvfemserrigtig overstørrelse, håret er farvet gult, han har ørering, 29 år gammel, flot fyr.

»Jeg blev meget, meget overrasket, vil jeg sige, for det er lidt inde i de voksnes rækker,« siger han om at skulle deltage i hovedkonkurrencen på filmfestivalen Cannes samme år. Ingen har regnet med, at de der dogmefilm vil blive set af nogen, sådan lyder fortællingen i hvert fald om ’eventyret om dansk film’.

Men i 1998 vil hele verden se Vinterbergs mirakuløst vellykkede, teknisk skramlede kaos af et melodrama, Festen. Han vinder Cannes-juryens specialpris og bliver for en stund sidemand til filmstorebror Lars von Trier, der er der med Idioterne. Den unge ved de voksnes bord. At være på vej til voksenlivet er et tema i hans liv, virker det til, og i hvert fald hos alle de drenge og drengerøve, der befolker hans film og berører os i deres forsøg.

Gode historier

Eventyret om den lille grimme film, der blev en svane, er en god historie. Det er dogme også. Vinterberg formår altid – bevidst og ubevidst – at opbygge fortællinger omkring sine egne film, som vi tager med ind i biografen, og som vi tager med ud bagefter.

Som det med at hans nabo, en psykiater, i Kartoffelrækkerne i København i flere år insisterede på, at Vinterberg burde levere modperspektivet til Festen, indtil instruktøren en dag tilfældigt læste den bunke rapporter og artikler, han havde fået stukket i hånden om falske anklager. Så lavede han Cannes-comebacket Jagten.

En tragedie sker under indspilningerne af Druk: Vinterbergs datter Ida omkommer i et trafikuheld i Belgien. Oplevelsen får indflydelse på færdiggørelsen af filmen, på filmens retning, der bliver mindre ildevarslende end først tænkt.

Den bliver i stedet en hyldest til datteren via den ungdom, hun repræsenterer. Kender man den historie, som Vinterberg har valgt at gå ud med, er det – for mig – umuligt ikke at tage den med ind i biografen – at tænke denne kærlighed til ungdommen, skabt på en bund af sorg, med ind i oplevelsen.

Alle retninger

Temaer går igen, de samme skuespillere vandrer ind og ud af mange af filmene (Ulrich Thomsen, Thomas Bo Larsen, Trine Dyrholm, Magnus Millang, Mads Mikkelsen). Når man genser dem, tegnes et portræt af en instruktør, der har forsøgt at dygtiggøre sig på alle måder med film, der genremæssigt stritter i for mange og for underlige retninger til, at de opleves som et samlet værk af en instruktør med stort I.

For eksempel overgør han drømmen om at skabe en sand kunstfilm med It’s All About Love, der i 2003 skulle cementere ham som stor europæisk auteur efter Festen ved at demonstrere et gigantisk genremæssigt vingefang: Han ville med de pludselige muligheder for storproduktion og internationale filmstjerner på rollelisten (Joaquin Phoenix og Claire Danes m.fl.) kreere en rigtig europæisk kunststorfilm. Om et sted, hvor folk dør af ensomhed på gaden, og hvor det sner i juli, hvor afrikanere flyver, og hvor en mand skal redde sin snart ekskone Claire Danes, der er skøjteprinsesse, og hvis familie og folk omkring hende har indkøbt østeuropæiske kopier af hende, så hun kan gå på pension.

Resultatet, skrevet sammen med Mogens Rukov, der også skrev Festen med ham, føles mere som en flot og hed drøm om en ægte kunstfilm end som fængende filmkunst. Og så var der de praktiske omstændigheder: At den pludselige instruktørstjerne skulle skrive filmen, mens han rejste verden rundt med Festen. Ingmar Bergman havde fortalt ham, at han var en idiot, fordi han ikke havde næste manuskript klar allerede, da Festen havde premiere. 

Men hvem kunne have forudset succesen. Og præstationspresset, der fulgte.

Efter at have instrueret Lars von Triers ubrugte manuskript til den mærkeligt distancerede Dear Wendy i 2005 om skydegale teenagere (Zombies-soundtracket er dog virkelig godt) forsøger han sig med at være sjov og letbenet og skriver og instruerer alene manuskriptet til hans bud på en luskebukset folkekomedie, En mand kommer hjem fra 2007. Men den er ikke sjov. Den er endnu en genreforvirring.

Og så overdriver han elendigheden i sin ellers kritikerroste filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman Submarino (2010). Den fortæller om to drenge fra et misbrugshjem, hvis spædbarnslillebror dør i deres varetægt, mens mor er døddrukken, og som kæmper med heroin og øller og vold som voksne – og dét at passe på en lille søn. 

Det er mainstream socialrealisme, som et dansk publikum godt kan lide at forfærdes og chokeres over. Men de højdramatiske effekter, som Vinterberg kan excellere i, når de doseres med let hånd (det samme med komikken i øvrigt), lammer her filmen. Død, vold, misbrug. Da den ene hovedpersons ’bolleveninde’ bliver kvalt af hans ekssvoger, er filmen allerede på vej videre. Den føler ikke chokket selv.

Thit Bitsch

Barnet ved bordet

Det falder i øjnene ved gensyn med Vinterbergs film, hvor meget emotionel kraft, Vinterberg generelt henter fra børn i sine film. Igen og igen lader han barnet træde frem og spejle de voksne. I kortfilmen Drengen der gik baglæns (1993) sørger lillebror over storebrors død.

I den underholdende Kollektivet (2016) trækker Vinterberg på sin opvækst i Hellerup og lader filmens to kollektivbørn, den seksårige, dameglade og hjertesyge Vilads og teenageren Freja, skildre som smilende statister til de voksnes sjov og drama. Med Vilads er det nærmest, som om hans alder er et slags kuriøst personlighedstræk. Hans underlige flirt med voksne kvinder føles som en voksenjoke – som når man lærer en hund at gø, når man siger Trump.

Men så – midt i de voksnes drama – holder lille Vilads’ hjerte op med at slå, og denne gang kan de ikke få ham reddet. Så bliver barnet gjort synligt som barn. Barnet bliver en uskyldsfigur. Faren holder en luftig og hul tale om, at Vilads kun kunne leve i en verden, der er god. Alle er skildret lidt lunt og latterligt i den film, de er indtagende og en smule selvbedrageriske. Barnets død udstiller dem og får os til at genvinde sympatien for dem. Vi bliver følelsesmæssigt involveret for en stund.

Vinterberg vil også gerne kaste os følelsesmæssigt om bord med den døde baby som chokeffekt i den alt for ubehagsjagende Submarino. Og senere, da vi følger babyens storebrødre som voksne, er det heroinmisbrugerens søn, der skal få os til at heppe på de to.

På samme måde er det også i De største helte barnet – Karstens datter Louise (Mia Maria Back), der skal reddes fra sin misbrugende stedfar, og som gør drengerøven Karsten (Thomas Bo Larsen) moralsk ansvarlig. Det er et ansvar, som vi får cementeret gennem store (og uimodståelige) doser af patos – som når Louise i en pause midt under en hæsblæsende roadtrip i taknemlighed besynger Karsten med et digt:

»Når jeg tænker på de største helte
begynder mit hjerte straks at smelte
De hjælper små piger i havsnød
Og sult og den grufuldeste død
Sådan en helt kender jeg
Han er tynd som et siv
Men han er sej
Han er den største superstar
jeg kalder ham far«. 

I Druk er der Brille, den lille forsigtige knægt på Tommys (Thomas Bo Larsen) frivillige fodboldhold, hvis forældre altid glemmer at give ham en drikkedunk med, og som de andre børn råber ad ude på banen, og som knytter et ordløst bånd til Tommy, tager ham i hånden, føler sig set af nogen.

Da Thomas Bo Larsens karakter dør, er det Brille, der får mig til at græde både første og anden gang, jeg ser filmen. Der står han, helt betuttet, med sine tykke briller og sit fodboldtøj på, kisten bæres ind i ligvognen, OG så begynder Brille lige så bravt at synge den danske nationalsang med knyntæven mod brystkassen.

Det er en uimodståeligt tårefremkaldende scene, man kan se tricket på lang afstand, den kalkulerede effekt, men lige lidt hjælper det.

Vi græder vel, fordi barnet må blive voksent.

Jeg tror også, det er det, der får Vinterberg til at elske og bruge Thomas Bo Larsen i sine film igen og igen. Vi elsker barnet i ham og forsoner os derfor med råheden, brutaliteten, med mandens kaos.

Som i Festen, hvor han er den brovtne, temperamentsfulde, racistiske og klodset-dominerende storebror, Michael: en overklasseknægt, der virker til at være født med værtshusblod i årene. Han er en egentligt urealistisk figur, men desto mere indtagende. Og det er ham – drengen i manden – der ender med i sit grådkvalte, råbende og rasende overfald på faren at forløse den sorg, som misbrugsfortællingen har ophobet i os. 

Den omsluttende kvinde

I Vinterbergs film er der knap så meget kaos i kvinderne, højst over noget træls, en mand har gjort (hverdagsdrukken i Druk, den racistiske storebror i Festen) eller over en higen efter ham – som Trine Dyrholms desperation i Kollektivet. Men der er mange dejlige kvinder at blive forelsket i i hans film.

Den mandlige hovedperson har nærmest altid mindst en af dem som statist i sit eget indre drama. Man kan vist godt tale om en vinterbergsk idé om en idealkvinde. Kvinder, som de mandlige hovedroller bliver selvforelsket i. Hun er villig, med på den, beundrende, hun tilbyder omsluttende varme og ro til Vinterbergs mere knastede, kaotiske – komplekse, kunne man nok også sige – mandlige karakterer.

I De Største Helte spiller Trine Dyrholm og Hella Joof to overordentligt dejlige kvinder, helt barfodede og solskinssunde, som vores to småtossede hovedpersoner, Karsten (Thomas Bo Larsen) og Peter (Ulrich Thomsen), flygter fra spjældet for at nå frem til med Peters teenagedatter på bagsædet. De to kvinder repræsenterer det utopiske endemål, de er glade, erotisk frisindede.

I filmens lykkeligste scene – før alt går ned ad bakke igen – står Pernille (Trine Dyrholm) let bøjet over køkkenbordet og taler i telefon, da Karsten sniger sig op til hende, trækker kjolen op og begynder at tage hende bagfra. Hun forsøger drillende at fortsætte samtalen, men til slut må hun stønnende give op, lægge på og give sig hen.

Også i Festen spiller Dyrholm trøsteren, den dejlige servitrice, der gerne vil med hovedpersonen Christian til Paris, efter at patriarken er faldet. Og så er der Nadja (Alexandra Rapaport), der arbejder i Lucas’ børnehave i Jagten, og som selvsikkert og liderligt og fuld af erobring erobrer ham og genvækker ham fra skilsmissens sump.

I En mand kommer hjem er der Den Anden Kvinde, den erotisk dragende tæpperbankerske og barndoms-ekskæreste Maria (Ronja Mannov Olesen), der kalder vores akavet stammende hovedperson Sebastian for »en god dreng« og synes, at hans stammen er kær og taler til ham, som om hun var hans storesøster og så elsker med ham ude i marken om morgenen og så dejligt, at han straks, og måske lidt for hurtigt, må forlade sin smukke, ordinære kæreste.

Lige så forførende er smukke Emma (Vinterbergs hustru, Helene Reingaard Neumann) i Kollektivet, der efter sex med den gifte arkitekt Erik (Ulrich Thomsen) på hans kontor på Arkitektskolen indlevet forklarer ham, hvorfor hans arbejde er så genialt. Han kigger ind i hendes mørke, kloge, bløde øjne og mumler med neddæmpet lidenskab, at han savner hende – også når hun ikke er der. Og hun trumfer – som man skal: »Jeg savner også dig – hele tiden.« Og hun er villig til at flytte sammen med hustruen for at få det til at fungere.

Det er sådan nogle kvinder, man kan få til at eksistere ved at skrive dem ind i sine film.

Thomas Vinterberg er ikke noget geni, men en filminstruktør, der har prøvet sig frem og fejler og er vendt tilbage til det, han kan og har lært. I Druk samles al den patos og al den dramatik og al den drengede humor, som er hans hjemmebane, og som han peakede med i De største helte og Festen, og som han har brugt og misbrugt gennem tiden. 

Det er ikke hos Vinterberg, man skal lede efter komplekse kvindelige karakterer. Men i Druk er perspektivet præget af, at drengen ved de voksnes bord både er vendt tilbage til sit udgangspunkt og er blevet ældre. De dejlige damer er blevet til sure og skuffede hustruer– med god grund. 

Man aner længslen efter de mandevenskaber, som Vinterberg tidligere har hyldet – fra afgangsfilmen, over ubådskammeraterne i Kursk til jagtvennerne i Jagten. Thomas Bo Larsen får os til at græde – om man kan lide det eller ej. Et tema, der altid har hjemsøgt hans film, bliver her centrum for historien: Man skal langt ud for at finde hjem. Det beviser den brogede vej rundt i et langt og besværligt instruktørskab som Vinterbergs.

En lang række af Thomas Vinterbergs film er for tiden frit tilgængelige på dr.dk/tv samt bibliotekernes gratis streamingtjeneste Filmstriben. De øvrige kan lejes på Blockbuster, Viaplay, iTunes m.fl.

Kilder: Filmtidsskiftet Ordet, Filmmagasinet Ekko, DR2, Berlingske.