Baggrund
Læsetid: 12 min.

Tiden med de store bands er forbi – i dag er musikstjerner solister

Ny computerstyret produktionsteknologi, de sociale medier og individualismens fremmarch har i Vesten skabt en ny popmusikalsk kultur og fankultur, hvor gruppen og kollektivet ikke længere har samme magiske appel, som de havde i årtierne fra The Beatles til Oasis
Phoebe Bridgers til koncert i Madison, Wisconsin, USA i 2018. Hun har brugt sociale medier til at blive kendt.

Phoebe Bridgers til koncert i Madison, Wisconsin, USA i 2018. Hun har brugt sociale medier til at blive kendt.

Shutterstock

Kultur
6. april 2021

»The moment that we started a band/was the best thing that ever happenedSådan synger Matty Healy fra The 1975 på gruppens single fra sidste år, Guys. Nummeret er ét stort glødende kærlighedsbrev til ideen om bandet selv og til den særlige magi, der knytter sig til bands som sådan: kammeratskabet, solidariteten, den lystfulde fusion af kreativitet og venskab. Den magi er kendt og velbeskrevet i musikidolernes historie. Men i dag er den blevet sjælden.

»Det er mærkeligt, for da vi udsendte det første Maroon 5-album (i 2002), var der stadig masser af bands,« udtalte forsanger Adam Levine for nylig, da han var gæst i Apple Musics Zane Lowe Show.

»Nu synes jeg ikke, der er mange. Jeg oplever dem nok lidt som en truet art.«

Levine præciserede straks, at han kun tænkte på de bands, som befinder sig forrest i »poprampelyset«, men internetoffentlighed har ikke tålmodighed til præciseringer, så hans bemærkning udløste forvirring og forargelse. Både fra garvede rockgrupper som Garbage (som skrev på Twitter: »Hvad er vi så Adam Levine? KATTE?!?!?«) og fra fans af nye gennembrudsnavne som det irske postpunkband Fontaines D.C. og det amerikanske indieband Big Thief.

Men ser vi bort fra de krænkede følelser, er der faktisk fuld dækning for Levines iagttagelse. Da Maroon 5 brød igennem i 00’erne, kom der hele tiden nye bands til, og flere af dem fik også hurtigt platinplader og kom til at spille på de store koncertscener. I den rene popgenre var talentshows som X Factor samtidig en driftsikker rugekasse for pigegrupper og boybands – fra Girls Aloud til One Direction.

Sådan er det ikke længere. Populærmusikkens tyngdepunkt har forskudt sig til soloartister – i det mindste når vi måler på seriøs kommerciel succes. Sandt at sige har paradigmeskiftet været til at få øje på et stykke tid (»Hvad sker der lige for bands?‚« spurgte Rostam Batmanglij, da han i 2016 forlod Vampire Weekend. »Er de bare blevet corny nu?«). Siden har udviklingen bredt sig over mange musikgenrer.

Få hovednavne

Uanset hvilken målestok man bruger, er billedet klart. Lige nu er kun ni grupper repræsenteret på de britiske top 100-singler, heraf kun én enkelt er i top-40. To af dem er endda Killers og Fleetwood Mac med numre, der er henholdsvis 17 og 44 år gamle, mens de øvrige udgøres af den sidste britiske popgruppe, der stadig hævder sig i toppen af poppen (Little Mix), to firemandsbands (Glass Animals, Kings of Leon), to dancegrupper (Rudimental, Clean Bandit) og to rapbands (D-Block Europe, Bad Boy Chiller Crew). Der er dog også enkelte duoer og trioer, men de består typisk af solokunstnere på kortvarige gæstespil med hinanden. Se vi på Spotifys top-50 over de aktuelt mest spillede numre i verden lige nu, er der kun tre bands (BTS, Neighborhood og rapkollektivet Internet Money), og kun seks af de 42 kunstnere på den seneste Radio 1-playliste er bands: Wolf Alice, Haim, Royal Blood, Architects, London Grammar og The Snuts.

Det britiske band The 1975 på scenen i Odense i 2016. Forsanger Matty Healy synger i en af numrene en glødende kærlighedsbrev til ideen om bandet.

Det britiske band The 1975 på scenen i Odense i 2016. Forsanger Matty Healy synger i en af numrene en glødende kærlighedsbrev til ideen om bandet.

Lasse Lagoni

Radiokanaler og streamingtjenester domineres helt af pop-, rap- og dancesolister, og heller ikke festivalprogrammerne antyder, at vi skulle leve i en guldalder for bands. Af dem, der har fået gennembrud i det sidste årti, har kun de seks præsteret at blive nævnt på plakaten som hovednavne ved festivalerne i Coachella, Reading/Leeds, Latitude, Download, Wireless og på de to vigtigste scener i Glastonbury. Det drejer sig om 1975, Haim, alt-J, Rudimental, Bastille og Tame Impala – og sidstnævnte er måske mest et soloprojekt. På BBC’s årlige Sound of-liste i år var ét eneste band, Lathums, repræsenteret, men det er efterhånden ikke opsigtsvækkende. Bands har ikke udgjort noget flertal siden 2013.

I albumlistens top er der stadig bands med loyale fanskarer, der foretrækker at købe de fysiske formater –  Mogwai, Architects og Kings of Leon lå for eksempel pænt i sidste uge. Men ikke siden 2016 har noget band formået at blive hængende i flere uger i træk. Så hvad foregår der?

Artpopbandet Maxïmo Park slog igennem i 2005 under det boom af rockbands, der satte ind, da The Strokes gik i langvarig pladepause. I en periode, der stadig var defineret ved salgstalsbaserede hitlister og BBC-showet Top of the Pops, opnåede de otte hits i Top 40.

»Dengang var bands til stede i selskab med popstjerner i radioen og på TV,« siger forsanger Paul Smith.

»Vi optrådte i Top of the Pops sammen med Amerie og Scissor Sisters. Den blanding var sund. Det kunne være hvad som helst i næste omgang: R&B, alternativ rock, alt muligt. Musik i dag er langt mere opdelt med vandtætte skotter mellem genrerne.«

Rock og pop er splittet op i adskilte sfærer, og selv dagens største bands må kæmpe for at knække adgangskoden til den streamingstyrede top-20, men også inden for selv den alternative musik er bands trængt. En teori går på, at det er de store pladeselskaber, der undgår bands, fordi soloartister er billigere og lettere at håndtere.

Men det passer ikke, siger Jamie Oborne, hvis pladeselskab, Dirty Hit, har stor succes med både bands (1975, Wolf Alice) og soloartister (Beabadoobee, Rina Sawayama).

»Vi forsøger aktivt at signe up med bands. Jeg er desperat efter at finde et ganske ungt band, jeg kan hjælpe med at banke op,« siger han.

Soloteknologi

Problemet er bare, at dem er der ikke så mange af, siger han.

»Det er mere sandsynligt nu, at en eller anden ung gut laver musik i isolation, fordi teknologien til at gøre det er der. Da jeg første gang mødte 1975, var de alle i bandet gode venner, der elskede at mødes i et øvelokale for at lave en masse larm.«

Nu til dags foregår det i privaten foran skærme – »og så er man mere tilbøjelig til at være alene«, tilføjer han.

Ben Mortimer, meddirektør for Polydor Records, siger, at omkostningerne ved at etablere et band mere er et problem for musikere end for pladeselskaber.

»Hvis man er ung og føler sig inspireret til at blive musiker, står man over for et valg. Vil man gå bandvejen, skal man finde bandkammerater med en kongenial kunstnerisk vision, og man får også brug for dyre instrumenter og udstyr, og en masse tid på på turneer for at finpudse håndværket. På den anden side kan du også bare downloade Ableton (et musikproduktionsprogram, red.), lukke døren til soveværelset og gå i gang med det samme. Kultur formes af teknologi.«

»At starte et band er enormt dyrt,« siger Joff Oddie, guitarist i Wolf Alice.

»Man skal bruge en masse udstyr og en masse plads. Jeg brugte det meste af mit studielån på at booke tid i et øvelokale. At turnere er også dyrt. Alt, hvad der kan gøres for at gøre det nemmere for unge kunstnere at spille mere sammen, vil være godt. Ellers kan jeg godt være bange for, at vi helt mister den tradition. Jeg tror, ​​det kan blive katastrofalt, hvis kun middelklassens børn har muligheden.«

Bands er en truet art, ifølge forsanger for Maroon 5, Adam Levine, der her optræder med sin gruppe i Miami i 2020.

Bands er en truet art, ifølge forsanger for Maroon 5, Adam Levine, der her optræder med sin gruppe i Miami i 2020.

Jeff Lewis

Ben Mortimer, der startede i Polydors Artists & Repertoire-afdeling i 2001 og har bands som Haim og Years & Years på kontrakt, forsikrer, at Polydor stadig vil give debutchancer til nye unge bands, for eksempel Dublin’s Inhaler, mens søsterselskabet Island har Easy Life og Sports Team. Men færre byder sig til end for et årti siden.

»De fleste unge er ikke så begejstrede for bandmusik i traditionel forstand, forstået som grupper af fyre med guitarer. Det afspejler sig i, at den slags bands får færre streamingafspilninger. Og det påvirker igen, hvad de talentfulde unge musikere helst vil skabe. Hvis de er vokset op med at dyrke rapmusik med vennerne, vil de typisk forsætte ad samme spor.«

Den tekniske mulighed for at skabe symfonisk musik med intet andet end en bærbar computer har også ændret formen på de bands, der har klaret sig godt. Sanger-komponist-producenter, som Bastille og Polydors Glass Animals (som for nylig fortrængte Olivia Rodrigo fra de australske hitlisters top 10) er blevet dominerende og producerer teknologisk styret pop, hvilket betyder, at disse gruppers forsangere næsten kan fremstå som solokunstnere. Bortset fra Little Mix – som har oplevet et medlem forlade gruppen og et andet underskrive en solokontrakt for i år – er Haim måske det eneste unge band med mere end et medlem, der nyder berømmelse.

At få en gruppe af personligheder til at brænde igennem i offentligheden har altid været vanskeligere end at sælge én person, men tidligere blev markedsføringen lettet af MTV og en mere dynamisk musikpresse, samtidig med at talentshows i tv kunne introducere flere gruppemedlemmer over for millioner af seere over flere uger, endnu før gruppen havde udgivet et første nummer. Men disse tre institutioner spiller ikke længere en lige så stærk formidlingsrolle, og det betyder, at bands i vidt omfang er overladt til at klare sig selv i opmærksomhedsøkonomiens konkurrenceræs.

»De sociale medier har udfyldt hullet, men har også skabt individuelle stjerner, der ses som mere ’autentiske’ end noget, et retro talentshowformat kan tilbyde,« siger Hannah Rose Ewens, forfatter til Fangirls, der er en undersøgelse af tidens nye fankultur.

Smartphoneformat

De sociale medier er designet til individuel selvudfoldelse. Platforme som TikTok, Instagram og Twitter – ja, selv portrætformatet på en smartphoneskærm – er til fordel for de individuelle stemmer og ansigter, mens gruppeberømtheder er mindre læselige. Selv inden for indierock, den mest bandvenlige genre ved siden af metalrock, er den individualistiske kult stærkere end nogensinde, hvilket til gengæld har den fordel, at flere kvinder træder i forgrunden.

»Phoebe Bridgers, Soccer Mommy, Waxahatchee og andre solorockstjerner er stort set førende i genren nu,« siger Hannah Rose Ewens.

»Phoebe Bridgers, som er ekstremt meget online og superdygtig til at bruge Instagram og Twitter på en måde, som Gen Z finder engagerende og morsom, har opnået afgudslignende niveauer for fandyrkelse.«

Samtidig er der måske også en mindre appetit på en musikgruppes interpersonelle dramaer. I tiden før realityshows rummede bands rige muligheder for indsigt i gruppedynamikker (hvis vi skal sige det lidt pompøst) eller i voyeuristisk underholdning (hvis vi skal sige det lidt populært). Selv i dag kan generationer af Beatles-fans gå intenst op i, hvad Paul eller John sagde i 1969, eller hvilken rodet skilsmisse der blev inspireret til hvilken Fleetwood Mac-sang, eller hvordan Noel og Liam fra Oasis kom til at hade hinanden som pesten.

I en vis forstand er et band altid også et psykologisk eksperiment, hvor forskellige personligheder presses sammen i stærk intimitet og kastes ud i rampelyset. Man behøver ikke bands for at få samme oplevelse i dag, da den udgør grundopskriften i reality-tv. De store te-spildende, kliktiltrækkende fejder i moderne pop raser nu mellem rivaliserende solokunstnere, ikke internt i bands.

Et godt band skaber et fællesskab. Bandmedlemmerne udgør et økosystem, man som fan føler, man gerne vil være en del af. Et eksempel er naturligvis The Beatles, hvor fans stadig i dag kan diskutere Paul og John. Her ses bandet i 1970.

Et godt band skaber et fællesskab. Bandmedlemmerne udgør et økosystem, man som fan føler, man gerne vil være en del af. Et eksempel er naturligvis The Beatles, hvor fans stadig i dag kan diskutere Paul og John. Her ses bandet i 1970.

Ritzau Scanpix

I Asien er det dog en ganske anden historie. ’Idol’-grupper, omhyggeligt udvalgt, skolet, stylet og koreograferet for at vække maksimal appel har årtier domineret japansk og koreansk pop. K-Pop-stjernerne BTS er i dag verdens største popgruppe.

»Strategisk har dette system mere at tilbyde fans end solokunstnere,« siger Shin Cho, leder af K-Pop og J-Pop-afdelingen hos Warner Music Asia.

»Fans har hver især deres egne yndlingsmedlemmer, men sætter samtidig pris på kemien i en gruppe. Gruppeformatet opleves som mere dynamisk, fordi der simpelthen er mere, der kan lade sig gøre, og mere at vise frem end med en soloartist.«

Sonny Takhar, der er tidligere global leder af Simon Cowells Syco Music, og har arbejdet med One Direction, Little Mix og Fifth Harmony, håber inderligt på, at det samme trods alt stadig kan lade sig gøre i Storbritannien og USA, selv om han foretrækker en mindre stramt orkestreret måde. Han er i dag administrerende direktør for og grundlægger af KYN Entertainment og lancerede for nylig et kvindeband på fem, Boys World, der allerede har fået over 30 millioner likes på TikTok.

»Det har altid været meget dyrere at markedsføre et band end en soloartist,« siger han.

»På dagens marked må man være mere tålmodig. Generation Z har mange præferencer og prioriterer deres tidsforbrug mere strikt, end teenagere gjorde for fem år siden. Der foregår en stadig kamp om deres opmærksomhed. Popgrupper skal være stærkt engagerende. Hver fan skal genkende et element af sig selv i pigernes personlighed og liv.«

Takhar samlede Boys World i kraft af en mere organisk proces end den gamle Syco-model og gav for eksempel eksisterende medlemmer den besluttende rolle i rekrutteringen af nye.

»Pigerne var meget i centrum for alle beslutninger for at sikre, at de først og fremmest dannede et band, hvor man kunne blive venner. De er selv vokset op med de sociale medier og er meget trygge ved at bruge det på deres egne præmisser. Det fungerer langt bedre end tv-show-formater. De har selv kontrollen. Tiden med den manipulerende manager er forbi.«

Udfordringen i popkulturelle tendenser er at finde ud af, om tendensen er en permanent strukturforvandling eller bare en forbigående fase. Den rigtige gruppe på det rigtige tidspunkt – om det så er The Strokes eller Spice Girls – kan pludselig ændre alt. På kort sigt har pandemien desuden gjort det umuligt for nye bands at etablere sig og truer også de regionale koncertscener på deres overlevelse, ligesom Brexit betyder nye forhindringer for turnerende bands. Alligevel er Oborne ukuelig optimist.

»Jeg er begejstret ved udsigten til den bølge af kreativitet, jeg tror må komme efter den periode, som vi lige har gennemlevet,« siger han.

»Jeg kan mærke stærke længsler i ungdomskulturen efter ægte oplevelser og samvær. Jeg er stadig romantiker, når det gælder musik. Se på Fontaines DC. Når jeg ser et billede af dem, ville jeg ønske, jeg selv var i et band. Det er det samme som at gå ned ad gaden med sine venner og føle, man er del af noget. Alt kan lade sig gøre.«

Uanset tendenserne i musikteknologi, streaming og berømthedskultur er der stadig meget, som taler for at dele tilværelsens fornøjelser og genvordigheder i musikbranchen med en gruppe af jævnaldrende. Efter at have udgivet fire soloalbum og syv med Maxïmo Park er Paul Smith i en god position til at sammenligne de to scenarier.

»Jeg kan få tingene gjort langt hurtigere som solokunstner,« siger han.

»Jeg kan selv vælge coverillustration, titler, bestemme tracklisten: Små ting, der tager uger for bandet, fordi vi har en egalitær tankegang. Jeg kan også tjene lidt flere penge. Men jeg elsker fællesskabsaspektet i bandet. Man deler alt – ikke kun overskuddet, men også byrderne. Hvis man er en stor solostjerne og ikke nyder at være det, må det være ét af de mest ensomme steder, man kan befinde sig.«

»Vi er fanatiske tilhængere af at være bandmedlemmer i et band,« siger Wolf Alices Joff Oddie.

»Et godt band skaber et fællesskab. Bandmedlemmerne udgør et økosystem, man som fan føler, man gerne vil være en del af. På trods af alt, hvad der er blevet sagt om individualismens fremmarch, er der stadig en sult efter følelsen af kollektiv enhed.«

Hvis nu bare man kunne presse den ind på en smartphoneskærm.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaūs Rød Frederiksen

Det er en spændende artikel med mange gode pointer - især den helt nødvendige, at teknologi former vores kultur.
Jeg synes dog ikke billedet passer lige så godt til den danske musikscene, hvor bands har været godt fremme i billedet de sidste år.