At bruge ’Lolita’ til at groome piger er et dobbelt overgreb

Endnu en prominent amerikansk mand i uønsket spotlight, Nabokovs ’Lolita’ som ’grooming device’ og et brændt bibliotek med afrikanske skatte. Adda Djørup tager dig med ud i bogverdenen
Kultur
7. maj 2021
En aktuel #MeToo-sag er endnu et tilfælde, hvor en lærer angiveligt har bedt sine ofre om at læse Vladimir Nabokovs klassiker ’Lolita’ som en del af groomingprocessen.

En aktuel #MeToo-sag er endnu et tilfælde, hvor en lærer angiveligt har bedt sine ofre om at læse Vladimir Nabokovs klassiker ’Lolita’ som en del af groomingprocessen.

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

#MeToo is here to stay

… Sådan ser det i hvert fald ud. Et af de seneste eksempler fra kulturens verden på en prominent person, der er kommet i uønsket spotlight, er den prisvindende amerikanske forfatter og underviser Blake Bailey. Bailey er i den litterære offentlighed kendt for sine biografier om Richard Yates, John Cheever, Charles Jackson og, senest, Philip Roth.

Blandt en gruppe af sine kvindelige studerende er han også kendt som noget andet og mindre flatterende end det. De er stået frem med historier om, som mindreårige, at være blevet udsat for grooming og opførsel af upassende karakter og som unge for fysiske seksuelle krænkelser og i et enkelt tilfælde voldtægt.

Baileys forlag Norton, der ellers havde satset stort på hans Philip Roth-biografi, sælger og trykker ikke længere bogen og har valgt at donere et sekscifret beløb i dollar svarende til Baileys forskud til en organisation, der støtter ofre for seksuelle overgreb.

Lolita, Lolita, Lolita

Beskyldningerne mod Blake Bailey har fået en bemærkning med fra forfatteren Allison Wood i Vanity Fair. Wood udgav i 2020 memoirerne Being Lolita om sin egen oplevelse som offer for en pædofil lærer. Hvad der denne gang fik hende til tasterne, var, at Bailey angiveligt, præcis som hendes egen lærer, havde bedt sine ofre om at læse Nabokovs roman Lolita som en del af groomingprocessen.

Efter udgivelsen af Being Lolita modtog Wood hundredevis af beskeder fra kvinder, der havde lignende oplevelser med en lærer – heriblandt dusinvis, der nævnte at også i deres tilfælde havde overgrebsmanden gjort brug af romanen Lolita som ’grooming device’.

Det lyder unægtelig som et tilfælde af depraveret med depraveret på. Et dobbelt overgreb; mod et barn og et litterært mesterværk (hvoraf det første naturligvis er usigeligt meget værre) og en uhyggelig spejling mellem virkelighedens overgribere og Nabokovs hovedperson og notorisk upålidelige fortæller, Humbert Humbert, der dygtigt manipulerer sit barneoffer såvel som sin læser, gør sort til hvidt, offer til frister, voldsmand til offer, løgn til sandhed og fysisk og psykisk seksuel vold til forbudt ’kærlighed’.

Man ville nærmest tro, at det var umuligt, hvis man ikke nu og da læste nyhederne på DR – der for eksempel i denne uge kunne berette om et pædofilt netværk med ikke mindre end 400.000 brugere, der på det mørke internet chatter og deler børnepornografi.

Biblioteksbrand i Cape Town

I den nylige storbrand i Cape Town brændte også University of Cape Towns Jagger Library. Biblioteket husede en af verdens største samlinger af bøger, manuskripter, film, aviser med mere, relateret til det afrikanske kontinent og dets historie.

Som det ofte går med biblioteksbrande: Hvad ilden ikke fortærer, beskadiger først røgen, så vandet og dampen fra slukningen. Store dele af samlingen var ikke digitaliseret eller kopieret. Blandt de forsvundne skatte er blandt andet 80.000 monografier og 3.500 afrikanske film fra 1950’erne og frem. Filmene er produceret af afrikanere fra hele kontinentet og på en mængde forskellige sprog.

Branden er et signifikant tab for hele disciplinen African Studies. At genskabe hele bibliotekets samling er naturligvis ikke muligt, men man gør, hvad man kan for at komme så langt som muligt. Bibliotikarer og konservatorer fra hele verden har tilbudt deres hjælp, og Jagger Library beder også offentligheden om dens. Biblioteket har oprettet et Google Doc. og opfordret til, at man her oploader, hvad man som bruger af biblioteket har lånt og kopieret.

Har en læser noget sådant liggende på harddisken, er opfordringen altså hermed givet videre.

Habermas og Sheikh Zayed

Den med oliepenge velpolstrede Abu Dhabiske Sheikh Zayed Book Award har forsøgt at udnævne den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas til Cultural Personality of the Year for hans rolle som ’pioner inden for kritisk teori’ og ’mentor for mange teoretikere inden for politisk sociologi, social teori og social filosofi’. Med udnævnelsen følger en guldmedalje og én million dirham.

Habermas accepterede, men ombestemte sig og udtalte efterfølgende til Der Spiegel, at han ikke i tilstrækkelig grad havde gjort sig den nære forbindelse mellem institutionen, der uddelte prisen, og det eksisterende Abu Dhabiske politiske system klar.

Thit Bitsch

Godt nyt fra Utopia (psst, det er fiktion)

Her gik man og troede, at den sproglige vending ’man skal høre meget før ørene falder af’ blot var netop det. Nej. En ny norsk undersøgelse har vist, at det faktisk kan ske.

I Trondheim har man eksperimenteret med at lade hundrede særligt sensitive mennesker lytte til i en eller anden forstand spektakulære fortællinger. Disse præsenteres først som fiktive. Dernæst afsløres det, at de er aldeles virkelige. Det viser sig, at forsøgspersonernes ører bliver siddende på, når de er overbevist om, at hvad de hører er fiktion, men løsner sig i takt med, at de forstår, at sådan forholder det sig faktisk ikke.

Forsøget blev afbrudt af Norges etiske råd, da syv personer helt havde mistet ét eller begge ører – hvad de øreløse selv beskrev som en lettelse.

Bognyt fra resten af verden

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur. 

Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her