Interview
Læsetid: 11 min.

Camilla og Martha fra ’Alene i vildmarken’: Det var blevet en kort tur, hvis vi havde været helt alene

Ægteparret Camilla Varming Nielsen og Martha Marie Jensen var årets stjerner i DR’s realityprogram ’Alene i vildmarken’, kendt for at drikke tis, men vigtigere: for at holde hinanden med godt selskab og give hinanden fred. Det er Information taget til Fyn for at blive klogere på
Ceremonier af forskellig art er en vigtig del af livet for Camilla Varming Nielsen og Martha Marie Jensen. Det kan være en måde at opnå jordforbindelse på eller at markere en intention eller et ønske. Her ofrer de ved husalteret og gør på den måde noget ud af deres taknemmelighed for deres hjem.

Ceremonier af forskellig art er en vigtig del af livet for Camilla Varming Nielsen og Martha Marie Jensen. Det kan være en måde at opnå jordforbindelse på eller at markere en intention eller et ønske. Her ofrer de ved husalteret og gør på den måde noget ud af deres taknemmelighed for deres hjem.

Kultur
4. maj 2021

Camilla Varming Nielsen og Martha Marie Jensen nåede kun at få »gjort ’energetisk’ nogenlunde rent« i det stråtækte bindingsværkshus fra 1775, de lige havde overtaget, inden de i begyndelsen af efteråret 2020 rejste fra Sydfyn til Nordnorge for at deltage i femte sæson af DR’s realityprogram om overlevelse Alene i vildmarken. Vi sidder i de 32-årige ægtefællers lavloftede stue, hvor alting nu er på plads, selv om deres sorte kat Lucy bliver ved med at prøve at skubbe forskellige krystaller ned fra vindueskarme og hylder.

Den ’energetiske’ rengøring bestod blandt andet i at gå rundt i huset med en form for røgelse og en syngeskål af den slags, man bruger til at lave beroligende lyde i forbindelse med meditation, mærke efter, hvad der før har fundet sted der, og kramme væggene. For Martha og Camilla er det en fuldstændig naturlig del af livet og hverdagen, at man kan komme i kontakt med diverse energier på tværs af tid og sted, og at alting i en vis forstand er besjælet og har et højere formål.

I vildmarken kom det holistiske verdenssyn til udtryk ved, at Camilla og Martha konsekvent takkede Moder Jord for de fisk, de fik i nettet, og den fluesvamp, der forskønnede deres boplads, og at de fornemmede sig til, hvilke træer der helst ville lade sig fælde for at blive en del af parrets shelter.

29 dage blev det til, før de som det tredjesidste af seks par valgte at blive hentet af tv-holdet – efter at have kastet kugler (i form af småsten) for at søge svar på, om det var på tide. Med en rask svømmetur i søen, de boede ved, tog de afsked med deres lejrplads og det nordnorske oktobervejr. 

»At deltage i Alene i vildmarken var en fantastisk mulighed for at lære sig selv bedre at kende og komme tættere på naturen og den sammenhæng, vi indgår i,« siger Martha.

Camilla og Martha har været sammen i ni år, og i løbet af den tid har de fundet ud af, hvordan de undgår at blive alt for påvirket af hinandens humør og energier, når man er vred eller irriteret.

Camilla og Martha har været sammen i ni år, og i løbet af den tid har de fundet ud af, hvordan de undgår at blive alt for påvirket af hinandens humør og energier, når man er vred eller irriteret.


»Man mærker den på nært hold, fordi man bliver så afhængig af de ressourcer, der er lige omkring en.«

Sæsonens sidste afsnit blev sendt i torsdags, og selv om de ikke vandt, var de formentlig det af parrene, der gjorde størst indtryk på de fleste af seerne. Mange har reageret på, at Camilla drak af sin egen morgenurin for at få mere energi (en gammel yogisk praksis, som man skal sætte sig ind i, før man praktiserer, understreger hun).

Rigtig mange har også bidt mærke i, hvor gode parret var til skiftevis at holde hinanden med godt selskab og give hinanden fred. Det er de evner, vi er kommet for at høre om.

Det er første gang, den danske udgave af Alene i vildmarken sender par afsted frem for enkeltpersoner, og den mulighed har Camilla og Martha ventet på, siden de fulgte parrene i det amerikanske forlæg.

»Vi vidste nok, at det ville blive en kort tur, hvis vi havde været alene,« siger Martha.

»Jeg var lynhurtigt gået amok på tændstålet og birkebarken, når det bare ikke ville virke,« siger Camilla.

»Og Martha ville have det svært med det fysisk anstrengende arbejde. Jeg kan bare køre videre, uanset om jeg får noget at spise eller ej. Men ligegyldigt om vi er hjemme eller i vildmarken, så er jeg utrolig udfordret på tålmodighed.«

Martha bryder sig heller ikke om at være alene.

»Jeg har brug for at tale med nogen hver dag om mit liv, hvad der sker, og hvad jeg tænker på. Det er så vigtig en del af den, jeg er, så hvis jeg ikke havde nogen at dele mine oplevelser med, tror jeg, jeg ville visne som menneske,« siger hun.

’Høj på Hanne Bergdoktor’

Til daglig, og når der ikke er corona, lever Camilla og Martha af at sælge økologiske grøntsager til restauranter og storkøkkener, men deres firma er lukket for tiden, og det meste af grejet er opmagasineret i en container i haven. Kasser står stablet rundt omkring, og lige foran huset står parrets campingvogn, som de også bruger, når de sælger juletræer i Odense til jul.

De er vant til at se mange mennesker, både i forbindelse med arbejdet, og når venner og familie kigger forbi. I Alene i vildmarken blev Martha sat af ved den søbred, hvor de skulle bo, mens Camilla blev placeret nogle dagsvandringer derfra og så skulle finde vej til det nye habitat med kort og kompas. Herefter var det bare dem. Eller bare og bare, de var jo hele tiden i Moder Jords gode selskab og talte med luften, vandet, stenene og træerne, men der var ikke andre mennesker at tale med og spejle sig i.

Martha Marie Jensen og Camilla Varming Nielsen tog en masse enebærkviste med hjem fra Altevatn i Nordnorge, hvor de som deltagere i DR-programmet ‘Alene i vildmarken‘ tilbragte 29 dage på egen hånd. Kvistene brænder de eksempelvis af, når de ofrer til det husalter, der står uden for deres entrédør.

Når der hver syvende dag kom en læge ud for at tjekke deres tilstand, var de helt oppe at køre både før og efter. »Vi var høje på Hanne Bergdoktor,« siger Camilla. Martha tilføjer: »I bund og grund er mennesker jo heller ikke designet til at være alene. Vi er en dyreart, der reflekterer os selv i andre, og hvis de forsvinder, forsvinder vores grundlag for vores identitet. Alt, hvad man sætter på sig selv af prædikater, er jo i forhold til andre mennesker.«

Selv om det var småt med menneskeligt selskab, følte Camilla og Martha sig hverken ensomme eller specielt alene i vildmarken. Ensomhed er snarere noget, de forbinder med at være omgivet af mennesker, man ikke kan mærke en forbindelse til, eller som man ikke føler sig set af, fordi man sidder og putter med, hvordan man har det.

»Naturen giver ro, jordforbindelse og en følelse af at høre til og være en del af noget større,« siger Martha. Noget af det bedste, Camilla ved, er i forvejen at gå alene rundt og arbejde, mens Martha er et sted i nærheden. At være helt alene synes hun til gengæld er »mega freaky. Fordi så begynder man at tænke på, hvem man er, hvad man laver, hvorfor er man her«.

Tag ikke hjem på en dårlig dag

Mens katten Lucy ihærdigt prøver at vappe en bestemt båndametyst ned fra vindueskarmen, og Martha lige så ihærdigt forhindrer den i det, har Camilla fundet de fire laminerede a4-ark med noter, de måtte have med i vildmarken. På et af Marthas ark er der billeder af de orakelkort, hun trak inden afrejse for at se, hvad der ville være af temaer uge for uge. Camilla nøjedes med at skrive navnene på sine kort ned, så der var mere plads til noter om kinesisk medicin, en tegning af, hvordan man laver et dobbelt halvstik, og en hjemmelavet sang om menneskekroppens forskellige chakraer.

Omkring den 16. dag  blev Martha meget udmattet, og i fire dage blev hun inde i det shelter, parret havde bygget, og som efterårsvinden hev og sled i, så det buldrede. Det var frustrerende, men ikke overraskende, siger Martha.

»Det var det, mine kort passede til. Jeg vidste, det ville blive mørkt og dystert. Jeg tror ikke, jeg var kommet gennem de fire dage, hvis ikke jeg havde vidst, at det ville vende på dag 21.«

Imens Martha lå i shelteret, gik Camilla ud og lavede et kalahaspil ud af en flækket træstamme og nogle småsten. Hun vidste, fordi hun havde trukket orakelkortet ‘hvid heks‘, at nu var det hende, der skulle »være lyset« og holde humøret oppe for dem begge.

»Det handler om ikke at gå ind i nogen diskussioner, selv om man føler sig uretfærdigt behandlet, uddyber hun. »Bare vær lys og kærlighed. Lav et kalahaspil. Få hende med ud at gå en tur. Skift emne til noget positivt. Hvis ikke jeg havde haft den reminder, var jeg gået ind i mine mønstre, jeg har med hjemmefra. Men jeg havde lige en mental førstehjælpskasse, der fortalte mig, at jeg skulle gøre noget andet. Vi har også begge to haft det sådan, at man ikke tager hjem på en dårlig dag. Man tager hjem på en god dag, hvor man ved, at det er ovenpåhjernen og ikke nedturshjernen, der tager beslutningen,« siger Martha.

Camilla og Martha har været sammen i ni år, og i løbet af den tid har de fundet ud af, hvordan de undgår at blive alt for påvirket af hinandens humør og energier, når man er vred eller irriteret, fortæller Martha. 

»I stedet for at køre med i den vrede eller irriterede energi kan man sige: ‘Hov, jeg kan se, der er noget galt, men fordi jeg har en dårlig dag, kan jeg ikke hjælpe lige nu. Skal jeg gå i campingvognen, mens du har stuen, og så kan vi lige rumme os selv og finde ud af, hvad det handler om?’ Nogle gange er man også bare nødt til at bære sig selv. Dine nære relationer ikke skabt til at bære dig. De kan støtte dig og give dig noget, men du kan ikke få alle dine behov forløst,« siger hun. 

Frygten for at blive set

Vi forlader stuen for at se Camilla og Marthas have, der er præget af den slags rod, der vidner om et højt aktivitetsniveau. En tipi venter på at få dug på, og syv høns kagler i hønsegården. Ved indgangen til huset har de et husalter stående, ligesom de havde ved shelteret i Norge. De demonstrerer, hvordan de her med jævne mellemrum ofrer røg fra enebærgrene og et stykke helligt sydamerikansk træ.

En krystal og nogle vindruer pryder toppen af husalteret ud for det gamle bondehus i den fynske landsby, hvor Camilla og Martha bor.

For også at demonstrere, hvordan de forberedte sig til opholdet i vildmarken, sætter Camilla og Martha sig ved bordet i deres campingvogn og trækker nogle orakelkort. Hvert år mellem jul og nytår sidder de en hel dag og trækker kort for hver uge i det kommende år for at se, hvad det vil byde på. Lige nu er det mest til ære for Informations udsendte, men alligevel finder Martha det påfaldende, at de første to kort, hun trækker, er nogle, der handler om at stå ved sig selv.

»Det er sjovt, at de gør det, fordi det med pludselig at få opmærksomhed fra journalister og fremmede mennesker, det er jo ikke noget, vi går upåvirkede igennem,« siger Martha. Det var især hende, der var nervøs for at blive filmet og fremstillet i et tv-program. Seks til otte timer om dagen var kameraet tændt.

»Vi har virkelig sagt til tv-tilrettelæggerne, at vi håber, de er søde ved os,« siger Camilla.

»Der er forskel på, om man lægger banjomusik eller panfløjte ind under de ting, vi siger. Nu er det panfløjte, og det passer superfint til os, men de kunne også have valgt noget andet, der fik os til at fremstå som klovne i et cirkus.«

»Det tror jeg stadig, der er nogle, der synes, vi er,« siger Martha.

»Ja, men det kunne have været endnu flere,« svarer Camilla, som dog har moret sig over forargelsen over, at hun drak af sit eget tis. Det er ikke noget, der er fuldstændig uhørt i deres omgangskreds. »I den sfære, hvor vi færdes, er vi rimeligt mainstream,« siger Martha.

»Vi kender da også nogle, der drikker deres egen menstruation og sådan noget.«

For hende har deltagelsen i programmet været »den ultimative test i at stå ved sig selv«. Det gik godt med det. Samtlige beskeder, parret har fået, har været positive, de kritiske kommentarer har kun været i kommentarspor, som man bare kan ignorere. Folk har takket dem, rost dem og bedt om strikkeopskrifter.

»Det er dejligt at blive taget imod på den måde, siger Camilla. »Men det vigtigste er jo ikke, hvordan folk tager imod os, men at vi kan være tro imod os selv og glade og tilfredse med det, vi har gjort.«

»Men det kan man jo først, når man slipper frygten for at blive set,« indvender Martha. »For mig har den længe været en begrænsning, frygten for, hvordan andre ser en, og for, om de kan lide en. Det er frygten for ensomhed, som ligger bag frygten for at turde stå frem.«

’Jeg må sige det her til nogen!’

På havevandringen er vi nået til orangeriet, hvor der står forskellige planter og spirer. En diskussion om, hvordan man passer tomatplanter, opstår mellem Camilla, Martha og Informations fotograf. Martha siger, at man godt kan presse sine tomatplanter og springe vandingen over nogle gange, så de bliver nødt til at gro deres rodnet længere ud for at få næring. Jo større rodnet, jo større modstandskraft over for bladlusangreb eller sommertørke.

Tomatplanter kan ifølge Martha Marie Jensen (t.h.) godt tåle at blive presset lidt. Hvis man springer vandingen over en gang i mellem, udvider de deres rodnet og bliver mere modstandsdygtige. Camilla Varming Nielsen (t.v.) mener, det er lidt det samme med børn. De skal passes på, men også prøve sig selv af.

Tomatplanter kan ifølge Martha Marie Jensen (t.h.) godt tåle at blive presset lidt. Hvis man springer vandingen over en gang i mellem, udvider de deres rodnet og bliver mere modstandsdygtige. Camilla Varming Nielsen (t.v.) mener, det er lidt det samme med børn. De skal passes på, men også prøve sig selv af.

Hængende i armene fra en bjælke i loftet sammenligner Camilla tomatplantepleje med børneopdragelse: »Tomatplanter og børn skal passes i kærlighed, men de skal også have lov at mærke livet og være i livet. På den måde er vi ikke så forskellige.«

Hendes striktrøje er gledet ned, så man kan se den tatovering, hun har på underarmen. På det oldindiske sprog pali står der den buddhistiske sandhed, at alting her i verden forandrer sig. Camilla fik den lavet som en påmindelse efter et vipassana-meditationsforløb, hvor hun i ti dage hverken talte med andre eller så nogen i øjnene, men bare mediterede ti timer om dagen.

»Til sidst havde jeg det sådan, at det bliver fedt nok lige at snakke med de andre om de oplevelser, man har haft. Man har sådan en energi, der bare siger ’huwaAAARrhhh, jeg må sige det her til nogen!’. Men hvis du lader den energi blive inde i dig, begynder den at udtrykke sig på en anden måde. Det var også interessant. Til sidst var jeg meget mere ved bevidsthed, end jeg ellers er. Men det skal holdes ved lige. Jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at træne det. Hvorfor laver jeg ikke de meditationer hver dag, der gør mig i stand til at fastholde den bevidsthedstilstand?«

»Fordi du blot er et menneske,« siger Martha.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Det var de forkerte - cykeldrengene der vandt årets tosomhed i vildmarken. Det skulle have været de to gifte piger der vandt - selvom de trykkede først på hjem-knappen - eller måske netop derfor!? En enkelt kommentar: optur at der er folk der kan rejse i vildmarken uden de dyre udendørs mærkevare tøj og udstyr.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Steen Sommer anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Begge hold, cykeldrengene og de to kvinder vandt på deres udholdenhed, ukuelighed, humor og opfindsomhed.

Katrine Damm, David Zennaro og Anna Louise Finck-Heidemann anbefalede denne kommentar
Steen Sommer

Fede typer de to livsfulde gifte piger.
Gad godt ha set, hvis de der guidekugler havde sagt + 28 dage mere . .
Men flere gode typer. Tumbs up

jens christian jacobsen

'Alene i vildmarken?' Hvad er det? Og hvorfor det?

Katrine Damm

I min verden hedder det altså ' Halløj i ødemarken ' ;-)

Men jeg synes altså også at de to kvinder var skønne og omsorgsfulde - over for hinanden - og for Moder Jord :-)

ingemaje lange, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Omsorgsfulde det var drengene fandme også!!

Katrine Damm

Det har du da ret i jens peter hansen, drengene var fandme også rigtig søde!! ;)

En fortrydelsesret på et par måneder efter at have trykket på 'hjem-knappen' ville give konkurrencen en helt ny dynamik: "Okay boys, aflever prisen, tilbage til Norge! Pigerne har fortrudt, har skiftet trusser og er klar til kamp igen."