Nekrolog
Læsetid: 5 min.

Cronhammars hjertesprog var de sære, rumsterende skikkelser, vi møder uventet på mærkelige steder, og som kalder sig skulpturer

Billedhugger Ingvar Cronhammar er død. Han vil blive husket, skriver hans ven Peter Laugesen, for enorme afstande mellem højt og dybt, hvor tanken rejser og sætter sine mærker, sine varder og forvirrede mindesmærker, sine skulpturer
Måske er det skibet, der er Cronhammars centrale metafor, hans billedernes billede. Skibet på vandet og i rummet, skriver hans ven Peter Laugesen.

Måske er det skibet, der er Cronhammars centrale metafor, hans billedernes billede. Skibet på vandet og i rummet, skriver hans ven Peter Laugesen.

Joachim Adrian

Kultur
22. maj 2021

At livet ender en dag er en selvfølge. Døden kræver ingen forklaring. Ingvar Cronhammar begyndte i udkanten af kunsten, i dens vilde vækstlag.

Han frembragte ironiske værker, parasoller med nazitegn blomstrede i borgerskabets parcelhushaver, og rækker af grisehoveder prædikede i munden på hinanden langs kunstige damme, åletænder grimasserede, og svanevinger markerede en mulighed for flugt, men der var ingen steder at flygte hen, og i det lukkede rum begyndte der nu at optræde syner, der ligesom kom fra andre universer, nye galakser, uden dog af den grund at love nogen fremtid eller hilse fra nogen fortid.

The Gate er fra 1988, midtvejspunktet i Cronhammars værk, og er en slags kosmisk hvalfanger, der ligesom er uden mål eller med. Hvalens kranie ligger allerede i det dystre fartøjs bund, og kaptajnen synes at være stået af skuden i rum sø.

Med sig har han en campingvognslignende gestalt, der kalder sig »Pioneer«. Den kan måske bringe ham hjem, hvis det er hjem, han skal. Men hvad skulle han hjem efter?

Han er fra Sverige, fra det »folkhemska« Sverige, som hans landsmand Gunnar Ekelöf digtede om. Han har i hele sin ungdom racet forvildet rundt med kammeraterne i de store grupper af såkaldte raggare, der hærgede vort broderlands byer i de triste halvtredsere, hvor alle de kulørte bomber, der senere skulle eksplodere over de poppede tredsere, lå skjult.

Lysbomber

Ingvar Cronhammar kørte sit lager af lysbomber til Danmark, til det dybe Danmark, til hedebøndernes og hosekræmmernes Herning. Han overtog sin nye hjemstavns sørgmodige hymner, og tit har han sunget, når natten kom skvulpende ned fra de små skæve træer, mens maskinerne hamrede i skjortefabrikkerne, hvordan livet egentlig burde være og altid skulle have været:

»Bad vi da i lys fra månen,

som kun børn og bønder beder,

medens tunge stjerner tændtes

over brede, tavse heder.«

Hjertesproget er vers og sang, som hos Aakjær, men det er også de sære, rumsterende skikkelser, vi møder uventet på mærkelige steder, og som kalder sig skulpturer.

The Gate, Ingvar Cronhammar, 1988.

The Gate, Ingvar Cronhammar, 1988.

Poul Ib Henriksen

The Gate, Pioneer, den vidt berømte Elia ved jernbanelinjen ind mod Herning fra øst eller ud fra Herning mod vest. Den står der som et pornografisk rumskib og rækker sig mod tordenens skyer, når de jager hen over himlen.

Den er en kæmpemæssig lillebror til Piero Manzonis Socle du Monde, den lille marmorklods ikke så langt fra den, som jorden hviler trygt på i sin hvirvlende flugt.

Rejser i sindet

Men det er måske egentlig ikke så meget værkerne, man tænker på, når man tænker på Ingvar Cronhammar – og det vil man blive ved med, selv om han nu har forladt kommandobroen – det er de rejser i sindet, de enorme afstande mellem højt og dybt, de store afstande, hvor tanken rejser og sætter sine mærker, sine varder og forvirrede mindesmærker, sine skulpturer.

Postulater er de, påstande, angreb af tilstande, drømme, anfald. Spektakulære konstruktioner. Umuligt at afgøre, hvad de egentlig vil, hvad de sådan set er, der er ikke noget egentligt, der er ikke noget sådan at se, de er der bare.

Cronhammar var i de sene tressere og begyndende halvfjerdsere et barn af den konceptuelt orienterede minimaliserende pipkunst, jeg mener popkunst, og følte vel, at der kunne være behov for et par dybe åndedrag af rædselssyner, et par flammende kampvogne, der kunne fragte de målløse profeter til himmels, at nogen kunne føle lyst til at mærke raslende, rustende vragdele af et eller andet, der er eksploderet i et fremmed univers, regne ned over jorden på kosmiske vinde af uddøde slægters minder om intet.

Med åletænder og svanevinger.

Nu kommer der ikke flere af dem, nu kan de endelig gennes i havn, de kan ligge i lagrene og vente på at blive ført frem som tamme dyr i cirkus, når man om to år skal fejre, at Ingvar Cronhammar alligevel ikke blev 75.

Ingvar Cronhammar, 1947-2021.

Ingvar Cronhammar, 1947-2021.

Mads Nissen

Det indre sanset i det ydre

Som en glødende skal af lys omkring mørkets flimrende hjerte. Som vragstumper af en forsvunden større sammenhæng. Som metafysiske tankebordeller i stål og læder. Apokalyptiske syner i sort og rødt. Som tøffende campingvogne i kosmos.

»Her har vi så hans arbejdsproces i en nøddeskal,« skrev en håbløs romantiker om Cronhammar for en små tredive år siden på baggrund af nogle betragtninger af hans landsmand August Strindberg, en anden magiker.

Det indre sanset i det ydre, det store i det små, naturen i videnskaben og omvendt, bønnen og skriget fra altings midte ... måske det er skibet, der er Cronhammars centrale metafor, hans billedernes billede. Skibet på vandet og i rummet.

For vi skal væk herfra. Vi har ødelagt planeten. Børnene ved det. Digterne ved det. Filosofferne ved det. Kunsten viser det. Videnskaben konstaterer det. Medierne ved det, og imens, i venteværelset, ser vi film. Film er en rejse mod døden. Film er et sort rum, hvor en maskine viser billeder. Film er en drøm. Film er kernen i Cronhammars billedtænkning.

Synger pædagogerne, når solen går op eller ned? Hvad skal vi med dem i det ufatteligt korte brag af lys, der markerer et menneskes rejse mellem fødsel og død? Lyset i lampen over bordet, der suger insekterne til sig som en dræbende sol, mens den glemte opdager ridser sine luftkasteller med en skarp kniv i pladen, som var bordet en LP, og knivens riller rejste et monster af synæstetiske vibrationer.

Og fugle flyver. Høns og svaler. Urtid og den kommende elektroniske stenalder.

Cronhammars parabol fanger den primitive film.

The Gate, hvor dyrehaler i raslende kæder hvirvler rundt om de afblegede hvalknogler i bassinet, der kan betragtes enten fra gangbroen, som på et skib, der fører rundt om det store pattedyrs kranie, eller fra de to tomme motorhuse, hvis sorte cylindre markerer dens ene og anden ende, og som man kan gå ind i, gennem tunge døre, rystende af professionel skræk eller fnisende af barnlig fryd.

Strindberg:

»Le åt döden! Huru kan detta vara möjligt om icke livet vore komiskt i sig själv? Så mycket bråk för så litet! Kanhända till och med att det i själens innersta allting här på jorden är endast föreställning, sken och gyckelbilder, och att gudarna roa sig åt våra lidanden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

Han talte også. Sagde f.eks.:

'Jeg synes faktisk, der er et ret kraftigt behov for at få lyst nåden. Jeg fornemmer en voldsom, omsiggribende desperation derude. Og det at være skrøbelig er der utrolig få mennesker, der kan håndtere i dag'.

'Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor de fleste mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtene er mest virkelige. Det er i den time, at den søvnløse jages af sin sværeste angst, og spøgelser og dæmoner har mest magt. Ulvetimen er også den time, hvor flest børn fødes'.

Louise Hansen

Anette Chronstedt, det varv vel Ingmar Bergman, der sagde det? Men cool nok, at du ikke lige har styr på citater ...

Annette Chronstedt

Louise Hansen: - ordene faldt under et interview i Berlingske.: https://www.berlingske.dk/kultur/mine-vaerker-er-smaa-forsoeg-paa-at-lav...

Louise Hansen

@Anette, og han citerer Ingmar Bergman.

Det har jeg intet problem med, at han gør, overhovedet. Men man skal ikke gøre det til hans ord.

Annette Chronstedt

Louise Nielsen: - ja, du har ret i.f.t. ulvetime-udsagnet, tak. Beklager at have overset det som citat.
Udsagnet om at få lyst nåden er dog stadig hans eget.

Sören Tolsgaard

JP var heldige at træffe Ingvar Cronhammar kort før ulvetimen:

https://jyllands-posten.dk/kultur/ECE12881169/ingvar-cronhammar-har-skab...

Artiklens referat af Cronhammars opgør med svensk mentalitet fik mig til at overveje, hvorvidt kæmpen inderst inde var en inkarneret snaphane, en dansksindet skåning på tværs af 2-3 århundreders svensk besættelse?

Man skal ikke ruske for meget op i fortiden - vil nogen sige - men har ikke både irere og skotter vedligeholdt en folkelig identitet på tværs af de grænser, som blev fastlagt med militære midler af det britiske imperium?

Jeg kan ikke lodde danskhedens dybder, men Cronhammer identificerer nogle af de egenskaber, danskere sætter højest, om end ofte ubevidst: Friheden til at ytre sig og den folkelige jævnhed, der kendetegner Grundtvig og Andersen, Blicher og Aakjær - og inspirerede Cronhammar på togterne over den jyske hede.

Briterne tog også Norge fra Danmark og siden fulgte Preussens besættelse af Slesvig, altsammen vistnok forårsaget af mindre duelige regenter i København. Den folkelige identitet forblev dog intakt og yderligere styrket under besættelsen, hvor svenskerne atter lurepassede uden slinger i valsen.

Cronhammar står som en moderne Asathor, idet han fremmaner lyn og torden over Nordens glemte historie. Som en moderne Hamlet handler hans liv om et opgør med fortiden, han frekventerer åndemanere og excorsister og forbeholder sig med Jacob Haugaard retten til ikke at forstå.

Cronhammar var dog ikke ubetinget begejstret for nutidens danske mentalitet, men det er, hvad der sker, når man spiser for meget medister ...

Og stadig lidt sjovere, end hvad man udsættes for i Sverige: Man får inte vissla i Allmänna Sparbanken!