Dansk oscarvinder bag ’Sound of Metal’: ’Filmen var altopslugende’

Man siger, at klipning er det usynliges kunst. Derfor er det symptomatisk, at Mikkel E.G. Nielsens ellers historiske oscarsejr for Sound of Metal – han var den første dansker til overhovedet at blive nomineret i klippekategorien – er blevet overskygget af Druks ditto.

Selv det trænede øje kan lettere se, når en film er dårligt klippet, end når den er godt klippet, og ofte går guldstatuetten til action- og krigsfilm, hvor den hektiske og iøjnefaldende klipning højner spændingsniveauet. Sådan en film er Sound of Metal ikke. I stedet er det en film, der udmærker sig ved en unik lydside, som lader os opleve omgivelserne gennem den hullede hørelse hos sin hovedperson, en trommeslager, der er ved at blive døv.

For 47-årige Mikkel E.G. Nielsen handlede klippearbejdet især om at finde ud af, hvor længe seerne kunne blive i stilheden, og hvornår han skulle tænde for lyden og vække vores sanser. Her fortæller han om sit arbejde med at finde åndedrættet i en film, som er baseret på instruktørens mangeårige research i det virkelige døvesamfund – og som slørede grænsen mellem virkelighed og fiktion for den danske klipper.

Fremmedgør de hørende

»Sound of Metal er ikke nogen ’klippefilm’. Det er ikke en film, hvor klipningen gør opmærksom på sig selv. Den handler om ikke at kunne høre, og mit arbejde skulle ikke kunne ses. Derfor blev jeg også meget overrasket over at blive nomineret til en Oscar.«

»Jeg blev tilknyttet filmen, da optagelserne var næsten færdige. Jeg reagerede stærkt på manuskriptet og de optagelser, jeg fik tilsendt. Filmen handler om en trommeslager, som mister hørelsen og må lære at leve i stilheden. Jeg har selv været trommeslager hele mit liv, og min far, som er musiker, er næsten døv på det ene øre. Darius (Marder, red.), instruktøren, havde arbejdet med filmen i 13 år, og han fortalte mig, at filmen skulle give døve mennesker en totaloplevelse, mens folk med hørelsen i behold skulle føle sig fremmedgjort på samme måde, som en døv normalt ville føle sig i en biograf. Den udfordring triggede mig.«

»Det første, jeg gjorde, var at sætte alle scenerne i den tiltænkte rækkefølge. Det vil sige alle de scener, som stod i manuskriptet, plus dem, der var blevet optaget oveni undervejs på settet. Det kalder man ’nulte gennemklip’, og det er som regel lidt køligt, uden så mange følelser, og meget langt. På Sound of Metal varede nulte gennemklip tre timer og 45 minutter, mens den færdige film varer to timer.«

Find den rigtige åbningsscene

»I de næste gennemklip arbejder man dybere med strukturen. Man skrotter unødvendige scener, beskærer scener, som er for lange, og bytter om på rækkefølgen, hvis det giver en bedre rytme. Meget af klippearbejdet handler om at give filmen en glidende rytme, en puls. Grundstrukturen ligger selvfølgelig i manuskriptet, men det, der fungerer på papir, fungerer ikke nødvendigvis på lærredet. Ofte behøver man for eksempel ikke ord til at forklare noget, som kan forklares med et blik eller med kropssproget. Når man klipper, omskriver man manuskriptet. Som klipper er jeg ikke bare en sekretærs hænder for instruktøren, men det hele foregår naturligvis i et tæt samarbejde.«

»Begyndelsen på filmen er tit en udfordring. Hvordan etablerer man tonen og karaktererne med få billeder? Det brugte vi utrolig lang tid på med Sound of Metal. Det var først efter mange gennemklip, at vi fandt frem til filmens åbningsscene: En punkrockkoncert med hovedpersonen Ruben og hans kæreste Lou, som oprindeligt lå lidt inde i filmen. Scenen hjælper seeren med at forstå, at de to er ligeværdige partnere, når de efterfølgende vågner op i deres autocamper.«

»I manuskriptet begyndte filmen i autocamperen, men det var svært at forstå deres relation – er hun en groupie, eller er de kærester? Er de musikere på tour eller vanlifere? Samtidig er koncerten filmens lydmæssige – eller i hvert fald volumenmæssige – højdepunkt, som vækker sanserne og skaber en stærk kontrast til den stilhed, der venter.«

»Når strukturen er på plads, laver man nogle gennemklip, hvor man arbejder med følelser, tone og karakterer. Åbner man en scene på et nærbillede af sin hovedkarakter? Hvis du gør det, så trækker du nogle følelser med fra scenen forinden. Eller åbner du på et totalbillede, hvor du sætter scenen? Darius og fotografen havde filmet scenerne fra flere forskellige vinkler, så jeg havde noget at vælge imellem. Og hvad med klippetempoet? Skal stemningen være hektisk og dirrende eller langsom og kærlig? Jeg bruger begge dele i Sound of Metal. Den første del af filmen har et højere tempo med hurtigere klip, som afspejler Rubens frustrationer og rastløshed. Senere bliver stilen næsten dokumentarisk med længere indstillinger, hvor vi er fluen på væggen i det døvesamfund, Ruben bliver en del af.«

»Ofte laver man et gennemklip for hver karakter, men den her film er meget båret af sin hovedperson. Vi oplever alting gennem Rubens sanser, og det er dét, der giver os mulighed for at tænde og slukke for lyden på den måde, vi gør. Det er også derfor, at der først kommer undertekster på tegnsproget, når Ruben selv lærer tegnsprog. Det sætter publikum i en situation, hvor de forstår lige så lidt som Ruben selv. Jeg lavede også et helt ’stumt’ gennemklip, altså uden lyd på dialogen overhovedet. Det var lærerigt, fordi filmen på mange måder var en øvelse i, hvor meget lydlig information man kan fjerne, uden at forståelsen går tabt. Det viste sig at være ret meget. Da Darius og jeg første gang så filmen med den færdigmixede lyd, klippede vi endda ekstra 12 minutter ud, fordi det virkede overfortalt, nu hvor lyddesignet fortalte så meget.«

»Jeg kunne enormt godt lide scenerne fra døvesamfundet, hvor Ruben løber rundt sammen med børnene på græsarealet. Der var noget utroligt ærligt og kærligt over de scener. Det føltes virkeligt, ikke som fiktion,« siger Mikkel E.G. Nielsen.

Camera Film/Amazon Studios/Daniël Bouquet

Fiktionen blev opløst

»Jeg tror, at final cut var 11. eller 12. gennemklip. Det er meget typisk, men det tog mig usædvanligt kort tid at nå dertil. Der gik 16 uger, fra jeg fik materialet, til filmen var færdigklippet. Det plejer at tage meget længere tid, men min arbejdsproces var ekstremt intens denne gang. Jeg holdt op med at betragte Ruben som en fiktiv karakter, jeg fik en stor kærlighed til ham og blev beskyttende over for ham. Jeg holdt ikke rigtig fri om aftenen og i weekenden. Det blev altopslugende. Da filmen var færdig, tog jeg på silent retreat i Sverige i fem dage. Jeg havde haft lyst til at gøre det i lang tid, og det var en enormt fin måde at afslutte hele projektet.«

»Oscarnatten var surrealistisk. Jeg troede overhovedet ikke på, at vi ville vinde. Min kone måtte ikke komme med til USA på grund af indrejsereglerne, og jeg var ked af at skulle af sted alene. Det var endda meningen, at jeg skulle have siddet alene ved bordet, når klippekategorien, som jeg var nomineret i, kom. Men vi fik overtalt en venlig dame til at lade Darius og mig sidde sammen. Det var jeg glad for, for filmen var en holdindsats og en rejse, som vi havde været på sammen – og som for Darius’ vedkommende havde varet i 13 år.«

»Darius og jeg sidder lidt hævet, og da Harrison Ford kommer ind for at uddele prisen, er det, som om lyset fra lamperne danner en regnbue, der ender ved guldstatuetten. Det var en fantastisk smuk måde at slutte det hele af på. Som barn får man at vide, at man skal følge regnbuen. Denne gang var der guld for enden.«

’Sound of Metal’ kan ses (og høres) i biografer over hele landet nu, lejes på Blockbuster eller streames via Amazon Prime.