Interview
Læsetid: 9 min.

Følsom historieskildring eller identitetspolitisk storangreb: SMK har sat gang i en debat om kuratering

Statens Museum for Kunsts store forårssatsning ’Kirchner og Nolde til diskussion’ har delt anmelderstanden i to. De kuratoriske valg er blevet kaldt både »følsomme« og »komplekse«, mens andre ser dem som led i et »identitetspolitisk storangreb«. Information har været på besøg i udstillingen med kuratorerne
Udstillingen på Statens Museum for kunst har til formål at vise, hvordan Kirchner og Noldes værker var indlejret i den koloniale tankegang, skriver museet. Her ses ’Mutter und knabe’ (1914) af Emil Nolde (th.) og ’Siddende kvinde med træskluptur’ (1912) (tv.).

Udstillingen på Statens Museum for kunst har til formål at vise, hvordan Kirchner og Noldes værker var indlejret i den koloniale tankegang, skriver museet. Her ses ’Mutter und knabe’ (1914) af Emil Nolde (th.) og ’Siddende kvinde med træskluptur’ (1912) (tv.).

Statens Museum for Kunst

Kultur
14. maj 2021

Majsolen strømmer ind i foyeren på Statens Museum for Kunst (SMK), da kuratorerne Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung går mig i møde. De to er de centrale figurer bag forårets store udstilling ’Kirchner og Nolde til diskussion.

Udstillingen har splittet anmelderstanden i to lejre. Børsen og Jyllands-Posten roste den til skyerne, for at være en både »nuanceret« og »kompleks« skildring af Kirchner og Noldes forhold til kolonialismen. I Information og Kristeligt Dagblad var Peter Nielsen og Henrik Wivel langtfra lige så positive. For dem at se blev kunsten skæmmet af for meget kontekst. For Wivel tenderede udstillingen ligefrem til at være »revisionistisk« i sin portrættering af historien og kammede over af moraliseren, en pointe han deler med Nielsen. Også på Berlingske var der splittelse. Her kvitterede anmelder Birgitte Ellemann Höegh med fem stjerner, mens chefredaktør Tom Jensen mente, at kunsten var under »identitetspolitisk storangreb«.

Allerede i udstillingens første rum, hvor Aagesen, Rung og jeg står foran en væg med påskriften ’Statement’, kan man da også mærke at der er noget på færde. Her beskrives udstillingens formål: At sætte Kirchner og Nolde, der som oftest bliver omtalt som bannerførere for ekspressionismen med deres stærke farver og heftige penselstrøg, ind i en kolonial kontekst. At vise, hvordan Kirchner og Noldes værker var indlejret i den koloniale tankegang, der var dominerende i Tyskland i perioden fra 1900-1918, som udstillingen dækker, og hvordan de, som det hedder i udstillingsbrochuren, »endda bidrager aktivt til den«.

’Holzfigur’ (1912).

Nick Ash
Derfor er udstillingen heller ikke opbygget lineært som en klassisk, monografisk udstilling men i såkaldte »kontaktzoner«, rum eller steder, hvor Kirchner og Nolde kom i kontakt med mennesker og kulturer fra for eksempel Afrika og Oceanien som Aagesen og Rung forklarer mig, mens vi bevæger os igennem den første zone, der skal imitere etnografiske museer i datidens Tyskland.

Væggene er tæt behængt med kunst. Men også med tekst, fotostater, videoskærme, plakater og andet historisk materiale brydes om pladsen og kontekstualiserer kunsten.

Epokegørende

Her i avisen anmeldte litteraturredaktør Peter Nielsen udstillingen på åbningsdagen under titlen ’Statens Museum for Skyld og Skam’. For ham var udstillingen en nedslående åbning på et nyt kunstår.

»Kunstfesten er aflyst her i 2021, for vi befinder os midt i et opbrud. Uskyldens æra er endegyldigt slut: Den epoke, hvor kunsten på et stort, dansk kunstmuseum kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, er ved at blive afløst af en praksis, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, bliver det centrale,« skrev han.

For Nielsen har konteksten overtaget kunstens rolle som det betydningsbærende element i udstillingen. Han bifalder, at museerne tager deres egen rolle op til genovervejelse. Men det har taget overhånd. Man kan ikke, argumenterer han, længere regne med, at kunstværkerne har en egen autonomi, der hæver dem over den sociale og politiske kontekst, de er skabt i.

»Fra nu af tæller andre hensyn. Fra nu af er det åbenlyst, at problematisk kunst også skal ledsages af et stort undskyld, når det udstilles!«

Til sammenligning nævner Nielsen Glyptotekets udstilling Paul Gauguin – Why Are You Angry? fra efteråret 2020. Det var en udstilling, der brugte lignende greb med inklusion af historisk materiale, men i højere grad brugte samtidskunst til at nuancere Gauguins portrættering af Tahiti. Et greb, hvor nutidige kunstnere fra Tahiti fik lov at svare igen. En vægtning, der i følge Nielsen i højere grad lod kunsten tale for sig selv, uden moraliseren.

Det nye SMK?

Noget kunne da også tyde på, at der er ved at ske et epokeskift på SMK, som Nielsen proklamerer det. I januar i år skrev museets direktør Mikkel Bogh en længere kronik i Politiken, hvor han proklamerede, at museerne ikke kan se sig selv som »neutrale størrelser«. De skal i fremtiden indtage en mere central plads i offentligheden.

I et opfølgende interview på Kunsten.nu forklarede Bogh videre, at man skeler til etnografiske og kulturhistoriske museers måde at forholde sig til fortiden og gøre museet til en aktiv stemme i samtidige debatter som en måde at synliggøre, hvordan museet aldrig er neutralt.

Dorte Aagesen, overinspektør og seniorforsker på SMK og Mette Houlberg Rung, kunstformidler og forsker, lægger da heller ikke skjul på, at de selv forstår udstillingen som et nybrud og en ny måde for museet at forholde sig til sin egen samling på.

»Afsættet er, at vi har Nolde i vores samling og er forpligtet til at arbejde aktivt med den og stille nye spørgsmål. Hvordan skal man bruge sådan nogle værker i vores tid?«

»Og så forsøger vi også at spørge kritisk til udstillingsformatet,« siger Aagesen.

Som vi bevæger os gennem udstillingen afviser de flere gange, at der er tale om et forsøg på at placere skyld hos de to malere. I stedet vil de med udstillingen give en ny linse at se de tos respektive oeuvre igennem.

»Vi vil gerne placere værkerne i en historisk kontekst. Normalt er ekspressionismen blevet karakteriseret ved sine formelle træk, ved udtrykskraften. Det er der lavet rigtig mange udstillinger om. Vi vil gerne tilføje et nyt perspektiv.«

For Aagesen og Rung samt holdet på det hollandske Stedelijk Museum, der de sidste fire år har samarbejdet om udstillingen, har man derfor i højere grad skelet til kulturhistoriske museer end kunstmuseer. Helt i tråd med Boghs udmelding.

»Vi bruger landkort, film og tekst og trækker derigennem på en udstillingstype, som man kender fra de kulturhistoriske museer. Vi har forsøgt at tænke tværfagligt. Ikke kun i valget af objekter, men også i mange af de kuratoriske valg. Konteksten skal være forstyrrende her.«

– For folk der ikke er bekendt med Nolde og Kirchner, kan det virke som en meget skarp vinkling. Så skarp, at man kunne gå herfra og tro, at det her er hele historien om de to malere?

»Det er klart, at det er en temaudstilling. Det er ikke en klassisk monografisk udstilling, hvor man lærer hele kunstnerens værk at kende. Vi er helt bevidste om, at det lag ikke er trukket frem her. Selvfølgelig har vi en introtekst, hvor de rammesættes og introduceres, men derfra forstørrer vi temaet.« siger Aagesen.

’Rygvendt model med spejl og mand’ (1912).

Nick Ash
Peter Nielsen kritiserer i sin anmeldelse udstillingen for, at man ikke uforstyrret kan nyde værkerne. Men det er ifølge kuratorerne et bevidst valg, at man som besøgende skal konfronteres med skiftende materiale.

»I mange tidligere udstillinger andre steder er Kirchners og Noldes kunst blevet præsenteret på klassisk vis. Det her er et forsøg på at tage fat i en særlig problematik, der ikke kun gælder disse to kunstnere men hele periodens kunst. Vi introducerer Kirchner og Nolde som hovedeksempler på den tendens, og det er klart, at man skal være bevidst om den præmis. Det er en helt ny måde at se de her kunstnere på.«

Museet under lup

Da jeg ringer til Malene Vest Hansen, der er lektor i kunsthistorie på Københavns Universitet og forsker i kuratering og kunstmuseers historie, er hun ikke helt enig med Aagesen og Rung i, at det skulle være banebrydende at forbinde Kirchner og Nolde med en kolonialistisk tankegang.

Til gengæld mener hun, at det er spændende, at SMK nu laver sin første mere kulturhistorisk funderede udstilling. Hun påpeger dog også nogle lidt ærgerlige udeladelser.

Som hun ser det, så bliver det eksempelvis aldrig rigtig tydeligt, hvad Nolde og Kirchners forbindelse til SMK egentlig er:

»Jeg vil tro, at det er fordi, der er en stor Nolde-samling på SMK. Det kunne jeg godt tænke mig, at man havde gjort synligt, så det ikke bare blev en kritik af museumsinstitutionerne, men også pegede tilbage på det museum, hvor udstillingen nu engang foregår.«

Kritikken er parallel med den, ph.d og kurator Johanne Løgstrup mener, man kan rette mod Glyptoteket, der i efteråret 2020 lavede en lignende udstilling om Gauguins arbejde. Løgstrup er tilknyttet Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og har netop afsluttet sin afhandling om kuratering og kunstmuseets rolle i samtiden:

»Det er interessant, når institutionerne tager diskussionen på sig og tager højde for sig selv. Hvis jeg skal rette en kritik mod Glyptotekets udstilling, så er det, at de ikke i lige så høj grad har forholdt sig til deres egen store samling af genstande.«

Som Løgstrup ser det, så bliver den nyeresearchtunge og mere kulturhistorisk funderede udstillingsform, som de to udstillinger repræsenterer, også mere og mere udbredt internationalt. Hun nævner både de årlige internationale biennaler og Documenta-udstillinger som eksempler, men også flere internationale museer og specielt den tyske tradition og museet Haus Der Kulturen der Welt i Berlin.

Autonom kunst

I SMK-udstillingens halvmørke har jeg og de to kuratorer nu lagt Antropologi, Populærkultur’ og Kirchners atelier’ bag os. I ’Papua Ny Guinea’-afdelingen hænger Noldes Palmen Am Meer med sit brændende orange skær og dybe blågrønne toner og viser en uberørt kyststrækning. Maleriet er et af dem, Peter Nielsen mener bliver tvunget ind i en kolonialistisk kontekst, som det ikke passer ind i.

»De karikerende træk i billederne er jo en del af selve den ekspressionistiske stil og kan ikke siges at være vendt mod et koloniseret landskab eller person,« argumenterer Peter Nielsen.

Da vi står foran værkerne, gør Rung opmærksom på den sort-hvide fotostat, der er opstillet ved siden af værket. Den viser, hvordan der egentlig så ud i den tyske koloni på den tid, hvor maleriet blev til.

»Du har plantager, koloniale bygninger og soldater. Alt det bliver censureret væk. Nolde maler sin drøm om et uspoleret sted, hvor mennesket lever mere ægte. Ved at konfrontere det blik med en kolonial virkelighed, ser man, hvad han har gang i.«

Da jeg over telefonen spørger Johanne Løgstrup, om hun er enig med de kritiske anmeldere i, at der er en risiko for, at værkerne og kunsten, kan blive overdøvet af den historiske kontekst, er svaret ja.

»Men i det her tilfælde handler det jo ikke om to ukendte kunstnere. Hvis der er nogen, der er blevet vist frem i en central, europæisk tradition, så er det Nolde og Kirchner. Vi kender på en måde allerede værkerne. Det nye er at se dem i et nyt perspektiv.«

Det samme giver Vest Hansen udtryk for. »Kunstværkerne er ikke hellige genstande, de kan klare at blive sat i alle mulige forskellige konstellationer.«

I sin anmeldelse bruger Peter Nielsen ord som autonomi og uskyldens æra om kunsten. Det får Vest Hansen til at klukke i telefonen. »Der har aldrig nogensinde været en uskyldens æra. Museer er aldrig neutrale, og udstillinger er aldrig neutrale.«

Men som hun ser det, burde det faktum være trukket helt frem i udstillingen. Som museum har SMK siden sin opførelse, i samme periode som udstillingen dækker, været med til at opdyrke et kunstsyn – en forestilling om det autonome værk og en vestlig kanon. Man har været med til at definere, hvad der skulle vises på etnografiske museer og være objekt for antropologiske undersøgelser (det ’fremmede’), og hvad der hørte til i kunstens ’rene æstetiske’ verden (det vestlige).

På udstillingen er der blandt andet afrikanske værker, som Nolde og Kirchner lod sig inspirere af og brugte som kildemateriale i deres værker. Normalt ville de kunne ses på etnografiske museer i Europa, men på udstillingen er de tituleret ’Ikke registreret kunstner’: Et skridt på vejen til at rykke ved grænsen mellem kunst og etnografi, men ifølge Vest Hansen heller ikke mere end det.

Diskuter!

På vores vej gennem udstillingen er ordene »argument« og »diskursiv« flere gange kommet op i beskrivelsen af de kuratoriske valg. Ord hentet fra retorikken, der lægger op til at udstillingen skal indgå i en debat. Da vi står i udstillingens sidste rum med det rammende navn Diskussion, hentet fra udstillingens titel, byder Aagesen og Rung da også Peter Nielsens og de andre kritiske røster velkommen.

I diskussionsrummet kan publikum selv bidrage med deres holdning til den verserende debat, ved at scanne en QR-kode og stille spørgsmål, der efterfølgenede bliver vist på en interaktiv skærm. Som rummet og udstillingens navn lægger op til, så har Aagesen og Rung lige netop ønsket en diskussion. Som de påpeger, så er der også kritikere i en helt anden lejr end anmeldernes. Folk, der mener, at SMK med genoptryk af for eksempel historiske billeder af menneskeudstillinger og lignende bidrager til at videreføre en voldelig tradition og billedøkonomi.

På den måde synes SMK at have opnået at gøre museet til det, de gerne vil have det skal være, gennem nye kuratoriske valg: En samfunds- og samtidsdiskuterende institution. I 2021 skal kunsten, tyder det på, være til diskussion i meget bogstavelig forstand.

Udstillingen ’Kirchner & Nolde – til diskussion’ kan opleves på Statens Museum for Kunst indtil den 1. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Som museum har SMK siden sin opførelse, i samme periode som udstillingen dækker, været med til at opdyrke et kunstsyn – en forestilling om det autonome værk og en vestlig kanon. Man har været med til at definere, hvad der skulle vises på etnografiske museer og være objekt for antropologiske undersøgelser (det ’fremmede’), og hvad der hørte til i kunstens ’rene æstetiske’ verden (det vestlige)."

Jeg er enig, selv om problemstilllingen er vel hårdt trukket op, og man derfor står tilbage med en følelse af, at der lægges op til et "enten - eller". Som når man siger, at intet kan være objektivt, og at man som konsekvens mener, at det er helt i orden at gøre alt så subjektivt som muligt. Eller: Kunstneren og hans værk er "i sig selv" ligegyldigt, alt drejer sig om kontekst og perspektiver.

Spørgsmålet må være, hvordan man på en nogenlunde balanceret måde sætter noget andet og rimeligt i stedet for en tilgang, der tager udgangspunkt i kunstens ’rene æstetiske’ verden?

Kulturhistorisk og etnografisk orienterede museer og kunstmuseer skal vel stadig være to forskellige former for museer? Deres opgave er vel stadig forskellig på en række områder, som der skal tages særskilt hensyn til?

Jeg vil illustrere det med et eksempel:

For nogle år siden deltog jeg i en kunsthistorisk orienteret rundvisning og præsentation på SMK under et tema, der havde med værkernes fremstilling af familien at gøre, og den, der foretog rundvisningen, var studerende på Visuel kultur på KU.

Da vi nåede til Willumsens "En bjergbestigerske", 1912, var det første, vi fik at vide, at Willumsen stod for en kønsfascistisk opfattelse af kvinden, og efter kort at have nævnt Nietzsche og vitalismen, gik præsentationen over til en perspektivering til Lene Riefenstahls "Triumph des Willens" (1935).

Det, jeg blev stødt over, var ikke den præsenterede opfattelsen af hans kvindesyn og sammenligningen med den nævnte film. Jeg forstod udmærket, hvor hun ville hen med det, selv om det måske var vel hårdt trukket op.

Det var den indledende indfaldsvinklen til værket og det faktum, at kunstneren vel ville noget helt andet med det?

Hvis man undersøger værket ud fra en "implicit kunstners" perspektiv, drejer det sig jo ikke om et værk, der ønsker at fremstå kønsfascistisk eller at fremme en kunst og en ideologi, der senere kan føre til f.eks.nazisme.

Som jeg oplevede det, var præsentationen udtryk for en kønspolitisk "voldtægt" af såvel kunstneren som værket.

Jeg erindrede vores tilgang til f.eks. Henrik Pontoppidans "Fra Hytterne" i starten af 1970erne, hvor værket, ud fra et ideologikritisk perspektiv, blev fordømt som borgerlig litteratur, fordi værket manglede et socialistisk klasseperspektiv og ikke opfordrede til revolution.

Det at få fordømt den slags værker var vigtigt, og det var sådan set det, der var formålet med undersøgelsen af det.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Der er et & andet at overveje her. For mit eget private vedkommende ser jeg ingen fornuftig grund til at lade interessen for én komponent af tegnet spærre for resten.

Men et er den private opfattelse, noget andet den herskende i kunstinstitutionen. Den "rene æstetiske" betragtning af tegnets form har en gevaldig magt, og den er alt i alt ikke blevet mindre af, at analyserne af tegnets indhold greb til metoder, der mest af alt fik en til at tænke på begivenheder i Kina, men inden vi sætter lighedstegn mellem visse strømninger i vesten i 1970erne lig med rødgardisternes indsats, vil jeg henvise til Poul Nielsens analyse af Beethovens 3. symfoni i "Musik og materialisme". Den behersker hele tegnet.