Interview
Læsetid: 9 min.

Følsom historieskildring eller identitetspolitisk storangreb: SMK har sat gang i en debat om kuratering

Statens Museum for Kunsts store forårssatsning ’Kirchner og Nolde til diskussion’ har delt anmelderstanden i to. De kuratoriske valg er blevet kaldt både »følsomme« og »komplekse«, mens andre ser dem som led i et »identitetspolitisk storangreb«. Information har været på besøg i udstillingen med kuratorerne
Udstillingen på Statens Museum for kunst har til formål at vise, hvordan Kirchner og Noldes værker var indlejret i den koloniale tankegang, skriver museet. Her ses ’Mutter und knabe’ (1914) af Emil Nolde (th.) og ’Siddende kvinde med træskluptur’ (1912) (tv.).

Udstillingen på Statens Museum for kunst har til formål at vise, hvordan Kirchner og Noldes værker var indlejret i den koloniale tankegang, skriver museet. Her ses ’Mutter und knabe’ (1914) af Emil Nolde (th.) og ’Siddende kvinde med træskluptur’ (1912) (tv.).

Statens Museum for Kunst

Kultur
14. maj 2021

Majsolen strømmer ind i foyeren på Statens Museum for Kunst (SMK), da kuratorerne Dorthe Aagesen og Mette Houlberg Rung går mig i møde. De to er de centrale figurer bag forårets store udstilling ’Kirchner og Nolde til diskussion.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Som museum har SMK siden sin opførelse, i samme periode som udstillingen dækker, været med til at opdyrke et kunstsyn – en forestilling om det autonome værk og en vestlig kanon. Man har været med til at definere, hvad der skulle vises på etnografiske museer og være objekt for antropologiske undersøgelser (det ’fremmede’), og hvad der hørte til i kunstens ’rene æstetiske’ verden (det vestlige)."

Jeg er enig, selv om problemstilllingen er vel hårdt trukket op, og man derfor står tilbage med en følelse af, at der lægges op til et "enten - eller". Som når man siger, at intet kan være objektivt, og at man som konsekvens mener, at det er helt i orden at gøre alt så subjektivt som muligt. Eller: Kunstneren og hans værk er "i sig selv" ligegyldigt, alt drejer sig om kontekst og perspektiver.

Spørgsmålet må være, hvordan man på en nogenlunde balanceret måde sætter noget andet og rimeligt i stedet for en tilgang, der tager udgangspunkt i kunstens ’rene æstetiske’ verden?

Kulturhistorisk og etnografisk orienterede museer og kunstmuseer skal vel stadig være to forskellige former for museer? Deres opgave er vel stadig forskellig på en række områder, som der skal tages særskilt hensyn til?

Jeg vil illustrere det med et eksempel:

For nogle år siden deltog jeg i en kunsthistorisk orienteret rundvisning og præsentation på SMK under et tema, der havde med værkernes fremstilling af familien at gøre, og den, der foretog rundvisningen, var studerende på Visuel kultur på KU.

Da vi nåede til Willumsens "En bjergbestigerske", 1912, var det første, vi fik at vide, at Willumsen stod for en kønsfascistisk opfattelse af kvinden, og efter kort at have nævnt Nietzsche og vitalismen, gik præsentationen over til en perspektivering til Lene Riefenstahls "Triumph des Willens" (1935).

Det, jeg blev stødt over, var ikke den præsenterede opfattelsen af hans kvindesyn og sammenligningen med den nævnte film. Jeg forstod udmærket, hvor hun ville hen med det, selv om det måske var vel hårdt trukket op.

Det var den indledende indfaldsvinklen til værket og det faktum, at kunstneren vel ville noget helt andet med det?

Hvis man undersøger værket ud fra en "implicit kunstners" perspektiv, drejer det sig jo ikke om et værk, der ønsker at fremstå kønsfascistisk eller at fremme en kunst og en ideologi, der senere kan føre til f.eks.nazisme.

Som jeg oplevede det, var præsentationen udtryk for en kønspolitisk "voldtægt" af såvel kunstneren som værket.

Jeg erindrede vores tilgang til f.eks. Henrik Pontoppidans "Fra Hytterne" i starten af 1970erne, hvor værket, ud fra et ideologikritisk perspektiv, blev fordømt som borgerlig litteratur, fordi værket manglede et socialistisk klasseperspektiv og ikke opfordrede til revolution.

Det at få fordømt den slags værker var vigtigt, og det var sådan set det, der var formålet med undersøgelsen af det.

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Der er et & andet at overveje her. For mit eget private vedkommende ser jeg ingen fornuftig grund til at lade interessen for én komponent af tegnet spærre for resten.

Men et er den private opfattelse, noget andet den herskende i kunstinstitutionen. Den "rene æstetiske" betragtning af tegnets form har en gevaldig magt, og den er alt i alt ikke blevet mindre af, at analyserne af tegnets indhold greb til metoder, der mest af alt fik en til at tænke på begivenheder i Kina, men inden vi sætter lighedstegn mellem visse strømninger i vesten i 1970erne lig med rødgardisternes indsats, vil jeg henvise til Poul Nielsens analyse af Beethovens 3. symfoni i "Musik og materialisme". Den behersker hele tegnet.