Kommentar
Læsetid: 5 min.

Vil en forfatter, der har været misbruger, gerne have særbehandling af anmelderne?

Litteraturredaktør Peter Nielsen skrev i sidste uges litteraturnyhedsbrev, at Politikens anmelder ’spytter de hjemløse i ansigtet’, når Mikael Josephsens roman om hjemløse kritiseres for sit ’upåfaldende sprog’. Her er anmelderens svar på kritikken
Læsningen af Mikael Josephsens (foto) roman ’de andre’ har startet en debat mellem Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, og Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen.

Læsningen af Mikael Josephsens (foto) roman ’de andre’ har startet en debat mellem Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, og Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen.

Jesper Houborg/Skovsnogen

Kultur
14. maj 2021

Jeg må indrømme, jeg blev lidt målløs, da jeg i fredags læste Informations litteraturnyhedsbrev signeret litteraturredaktør Peter Nielsen. Her skrev han under overskriften »Den tidligere alkoholiker fra Svendborg er blevet spyttet i ansigtet af den kulturelle overklasse« om min anmeldelse i Politiken af Mikael Josephsens nyudgivne roman de andre, som Peter Nielsen selv havde udråbt til en nyklassiker i denne avis.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Gert Hansen

Med Peter Nielsens kritik virker det som om, at hvis en forfatter er identisk med karakterende i en bog, så må de jo være autentiske og derfor uden for kritik. På den måde lukker hans litteraturbegreb sig om sig selv. Jeg er nok mere til den åbne, men kritiske skole som Krause Frantzen plæderer for.

Jens Ole Mortensen

Som man siger. Man skal have gået i et andet menneskes sko for at vide hvordan det føles. Ellers forstår man det ikke på et empatisk plan.

Rune K. Rasmussen

Jeg får mere og mere fornemmelsen af at leve i et samfund, hvor anmeldelsen af alt og alle hele tiden står klar i kulissen. Hvert tredje menneske i Danmark synes at have en anmelderblog, hvor der med jævne mellemrum tales om, hvor mange følgere vedkommende nu har på Instagram. Det er som om et lidt udvidet like på Facebook har bredt sig som en steppebrand, og det at "blive set" er blevet vigtigere end at blive læst eller læse. Og når der ikke står anmeldere, af større eller mindre eller ingen kvalitet, klar til at "modtage bøgerne", så kommer litteraturformidlerne og/eller læsecoaches på banen til at "guide interesserede læsere ind i bøgernes forunderlige verden", eller hvordan det nu formuleres. Hvis man først for alvor begyndte at læse anmeldelser og diverse former for litteraturformidling, der ofte mere fremstår som selvpromovering end seriøst anmelderi, så har man næppe tid til selv at gå på biblioteket og låne bøgerne og/eller købe dem. På den måde kan et mellemled pludselig komme til at fylde det hele, indtil man opdager, hvor dejligt det er at sætte sig, eller lægge sig ned, med en god bog, man helt selv har valgt. Man kan selvfølgelig også vælge konstant at følge det selvopstillede realityshow, der udfolder sig visse steder på f.eks. Instagram og føle sig "empowered" af at udveksle ellers almenmenneskelige følelser, som førhen aldrig blev fremstillet som et problem, indtil det "blev delt".

Ens tid er ens egen, selvom mange forsøger at kapre den. Personligt synes jeg, fravalg er vigtigere end nogensinde.