Essay
Læsetid: 6 min.

Francis Fukuyama: Borgernes forventninger til politikerne er steget hurtigere end politikernes evne til at levere

Tillidsforholdet mellem medborgere og statsmagtens institutioner har i næsten alle lande været i tilbagegang i årtier – men som flere tilfælde af strid om infrastrukturprojekter viser, kan tillidskrisen ikke altid løses med øget medborgerinddragelse
Tillidsforholdet mellem medborgere og statsmagtens institutioner har i næsten alle lande været i tilbagegang i årtier – men som flere tilfælde af strid om infrastrukturprojekter viser, kan tillidskrisen ikke altid løses med øget medborgerinddragelse

Anna Wittenkamp Rich

Kultur
14. maj 2021

Før jeg kommer til spørgsmålet om infrastruktur, vil jeg gerne fortælle om en mere generel iagttagelse om vilkårene for regeringsførelse, som jeg ser dem her to årtier inde i det 21. århundrede – mere præcist om deres sammenhæng med spørgsmålet om social tillid. I 1990’erne skrev jeg en hel bog om emnet, men siden har meget ændret sig. Det er velkendt, at den offentlige tillid til regeringsmagter er på retur i næsten hele verden – og at udviklingen ikke bare går år, men årtier tilbage. Processen beskrives fint af medieforsker Ethan Zuckerman i hans nyligt udgivne bog Why Losing Faith in Institutions Provides the Tools to Transform Them. Men hvad ligger der bag?

En del af forklaringen er utvivlsomt de spektakulære fiaskoer, som flere regeringsmagter unægtelig har præsteret i vores egen tid – Irak-invasionen, eurokrisen og den katastrofale håndtering af COVID-19 i Trumps USA og Bolsonaros Brasilien er oplagte eksempler.

Meget af den forstærkede mistillid er overdreven og patologisk – det ser vi ikke mindst i de konspirationsteorier, der i dag florerer på USA’s højrefløj.

Og ret beset synes jeg ikke, at verdens regeringer altid klarer sig så ringe, som den ofte meget negative bedømmelse af deres politikker vil vide. Jeg tror, der er noget mere kompliceret på færde. Lande som Chile og Sydkorea, hvis regeringer har klaret sig ganske pænt efter globale standarder – hvis man dømmer efter deres placeringer på globale ranglister – er ikke desto mindre blevet mødt med samme slags brede mistillid.

Der er flere grunde til tilbagegangen i tillid. Den afspejler paradoksalt nok, at verden i visse henseender har udviklet sig til det bedre. I mange lande er uddannelsesniveauet for eksempel mange gange højere end for 50 år siden. Bedre uddannede medborgere er også tilbøjelige til at tænke mere kritisk – og mindre tilbøjelige til automatisk at tage alt, hvad de hører fra autoritetsfigurer, for gode varer.

’Old boys’

Mange lande, ikke mindst USA, har fået en mere sammensat demografi. Tillid i gamle dage byggede ofte på overlappende old boys’ networks af velaflagte hvide mænd med samme sociale baggrund og omgangskredse. Tillid kommer ikke med samme naturlighed i et samfund, der både er blevet mere mangfoldigt, men også mere lige.

Endelig har internettet og digitalisering også givet os adgang til langt flere informationer end nogensinde før og ført til et generelt krav om større gennemsigtighed. Det er nok tvivlsomt, om katolske præsters seksuelle overgreb er mere udbredte i dag end i forgangne århundreder. I dag ved vi bare meget mere om, hvordan pølsefabrikken fungerer i praksis, end vi gjorde i gamle dage. Som jeg ofte har pointeret, har vi i dag alt for megen information – eller i al fald alt for megen information af ringe kvalitet. Og det er klart nok også med til at undergrave det tillidsforhold, vi burde have til respekterede autoriteter.

Men en ganske særlig grund til, at tilliden til regeringer falder, har at gøre med, at offentlighedens forventning til, hvad regeringer skal gøre og til, hvordan de skal gøre det, er steget langt hurtigere end regeringsmagternes evne til at levere varen.

Et projekt, der skulle ombygge en stor del af Torontos havnefront til en såkaldt ’intelligent by’, havde først stor offentlig opbakning, men endte med at blive skrinlagt. Projektarrangørernes måde at søge borgernes input endte simpelthen med at skabe mistillid frem for tillid.

Et projekt, der skulle ombygge en stor del af Torontos havnefront til en såkaldt ’intelligent by’, havde først stor offentlig opbakning, men endte med at blive skrinlagt. Projektarrangørernes måde at søge borgernes input endte simpelthen med at skabe mistillid frem for tillid.

Nathan Denette/Ritzau Scanpix

Lad mig illustrere denne mekanisme med to casestudier om infrastruktur, som vi bruger i vores undervisning på Leadership Academy for Development: Dels Stuttgart 21, som Harvards Kennedy School står bag, dels ét, vi selv har udarbejdet om Torontos havnefront.

I begge tilfælde var der tale om omfattende projekter. Det første handlede om at bygge en højhastighedstogforbindelse med en helt ny endestation i Stuttgart, Tyskland – det sidste om at ombygge en stor del af Torontos havnefront til en såkaldt ’intelligent by’. Begge projekter blev promoveret ihærdigt af regeringsinstanser – både på regionalt og nationalt plan. Alligevel løb de ind i enorme kontroverser, protester og modstand. Skønt planerne har været 30 år undervejs, har Stuttgart stadig ikke sin endestation for højhastighedstog, mens Toronto-projektet blev fuldkommen skrinlagt.

Ifølge demokratiets kanoniserede selvforståelse har vi en samfundsmodel, hvor borgerne deltager ved at stemme på deres repræsentanter ved periodisk tilbagevendende, frie og fair flerpartivalg. De valgte repræsentanter skrider herefter til at vedtage politikker, der fører vælgerflertallets ønsker ud i livet.

I den virkelige verden fungerer det bare ikke helt sådan. Medborgere kræver i mange tilfælde et meget højere niveau af aktiv deltagelse i regeringsførelse. Og ikke kun gennem afstemning, men ved at hjælpe med at udforme detaljerede forslag, ved at afgive høringssvar, ved at blive taget med på råd ved fastlæggelse af budgetter, ved idébidrag og borgerforslag – og om nødvendigt ved offentligt at protestere mod politiske resultater, de ikke bryder sig om.

Manipulation

Borgerne er ikke længere amorfe blokke af vælgere. De er organiseret i civilsamfundsgrupper, der ledes af aktivister, der nøje holder øje med politiske udviklinger. De går også intenst op i, hvilke former deres deltagelse antager. Både i Stuttgart og i Toronto søgte projektarrangørerne at få input fra borgerne, men på en meget styret måde, der ikke satte spørgsmålstegn ved projektets ønskværdighed som helhed. Det skabte en følelse af at blive manipuleret med, som vakte vrede og udvidede kredsen af modstandere. I Stuttgart førte dette til jævnlige masseprotester, hårdhændede bestræbelser fra bystyret på at kontrollere dem og deraf følgende voldssammenstød med demonstranter, der fremkaldte yderligere vrede.

I Torontos tilfælde var projektets forslagsstiller Sidewalk Labs, et datterselskab af den gigantiske amerikanske internetplatform Alphabet (Googles moderselskab), hvis databeskyttelsespolitikker og ærlighed om projektets omfang blev draget i tvivl. Hertil kom et element af canadisk nationalisme, da både Alphabet og Sidewalk var amerikanskledede virksomheder.

Det ironiske ved resultaterne af disse projekter var, at meningsmålinger viste, at der var stor offentlig støtte til dem begge. Delstaten Baden-Württemberg (hvor Stuttgart er hovedby) afholdt endda en folkeafstemning, hvor et vælgerflertal sagde god for Stuttgart 21. Ikke desto mindre var aktivistgrupperne mere lidenskabelige i deres modstand end almindelige vælgere, så ingen af projekterne opnåede tilstrækkelig momentum til at kunne gennemføres.

Disse sager er vidnesbyrd om, hvorfor der i dag kan opstå mistillid til politisk ledelse. De kommunale myndigheder i Stuttgart og Toronto, der promoverede deres respektive projekter, var hverken korrupte eller inkompetente. Faktisk opererede de begge med den antagelse, at de havde brug for at sikre offentlig opbakning. De var demokratisk valgte, og de var fuldstændig sikre på deres egen legitimitet. Alligevel begik de fejl på fejl i deres tilgang til høringsprocesserne, og dermed blev deltagelsesformen snarere end den underliggende politik gjort til stridens hovedfokus.

Vi har ikke i dag en forståelse af offentlig deltagelse, der er tilstrækkelig til at vejlede vores offentlige myndigheder i vanskelige sager som disse. Moderne demokratier har vedholdende presset på for at sikre mere direkte medborgerinddragelse ud fra den tankegang, at mere deltagelse altid vil være bedre end mindre.

Alligevel er det ikke indlysende, at et system, der giver aktivister mulighed for at repræsentere en bredere offentlighed, nødvendigvis også vil skabe bedre resultater – just det var en pointe i min kollega Bruce Cains bog fra 2014, Democracy More or Less: America’s Political Reform Quandary.

Infrastrukturudvikling i særlig grad repræsenterer et offentligt gode, der i princippet er til gavn for almenvellet. Men uundgåeligt medfører infrastrukturprojekter også koncentrerede tab for visse interessenter, der derfor vil være stærkt opsatte på at bruge systemet på at stoppe dem. USA’s, Tysklands og Canadas manglende evne til at gennemføre og forvalte fornuftige infrastrukturpolitikker peger på en langsigtet udfordring for demokratisk regeringsførelse, som er underbelyst og har brug for at blive mere adækvat adresseret.

© American Purpose og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

Det er jo fantastisk at Fukuyama, som for ikke så mange år siden mente at vi var nået til evolutionens perfektum; at de liberale demokratier i verden fungerede fint og til alles bedste, nu har opdaget at de slet ikke kan hitte ud af at have demokratiske processer, uden at det går i fisk. Og Fukyama mener at hovedårsagen er at befolkningerne er blevet mere krævende, ikke at der er sket en demokratisk tilbagegang i de liberale demokratiers kontakt med/repræsentation af befolkningerne.

Dén kan vi lige lade stå for en stund; demokratiet er en vare, befolkningerne er blevet mere bevidste kunder - og det skal demokratierne lære at leve op til. De skal levere varen. Relationen mellem politisk ledelse og de ledte er en varetransaktion. Mon hovedproblemet ligger i denne new public management-forståelse af demokrati? Det kunne være en overvejelse værd.

Steen K Petersen, Inge Lehmann, Mogens Holme, Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Karsten Wagener

En ting er en generel "folkeafstemning", noget andet er den mere konkrete konsekvens af politisk beslutninger, som selvfølelig kan være svært at "informere om" (fra myndighederne) eller gennemskue (for den almindelige befolkning). Stuttgart 21 protesterne var netop ikke "aktivisternes" projekt, men aktivisterne viste, hvor omfattende, omkostningstung og ødelæggende banegårdsprojektet ville være for byen (og delstaten). I øvrigt blev projektet oprindeligt besluttet med overvældende flertal i Landdagen (CDU, SPD. FDP for, Grüne imod) i 2006. Anlægsarbejderne begyndte i 2010. Ved et nyt Landdagsvalg i 2011 blev de Grünen stærkeste parti, og Grüne og SPD lavede en folkeafstemning, hvor godt 40% stemt for at stoppe projektet, mens knap 60% stemte imod standsning af projektet. De viser, hvor stor den "folkelige modstand" faktisk var.

Fukuyama er vist alligevel ikke så stort et orakel som nogen vil gøre - har gjort - ham til. Alene det, at så mange hoppede på skrønen om "historiens afslutning" - det lignede noget man kunne købe til spotpris i kapitalismens spørg-og-skæmt-butik. Men hold da op, hvor var der mange der åd den.
At han så med tiden er blevet lidt mere ædruelig skal man da glæde sig over - det er nok værre med hans fans, der fortsætter med at plapre efter hans nuvundne indsigt.

Mht Stuttgart 21 - så er banegården dér endestation (som Århus og Helsingør). Planen gik ud på at ombygge den til en gennemfartsbanegård med et stort net af tunnellen under og omkring byen. Stutgartt ligger i en dyb kedel med store niveauforskelle, hvilket er med til at gøre anlægsarbejdet enormt dyrt - blot for at de rejsende i højhastighedstogene Frankfurt-Müncehn kan spare 5-10 minutter.
Og det syntes folk - både lokalt og nationalt - var gakgak.
I Tyskland tages botgernes protester mod store infrastrukturprojekter meget alvorligt, og folk har langt støtte indflydelse,, jvfr. protesterne mod Femern Bælt-projektet, der har forsinket tunnellen med flere år.
Andre projektet som fx. motorveje gennem meget naturskønne områder, uddybning af Elben til støre skibe osv. har de grønne organisationer kunnet forhindre i årtier. Til at behandle borgernes klager findes en Forvaltningsdomstol - "ombudsmanden ophøjet til retsinstans".
Jeg kan da godt blive noget misundelig på tyskernes mulighed for at blive taget seriøst i modsætning til her i landet, hvor folk nok kan få lov til at indgive klage, og holde borgermøde og hvor borgerne inddrages i processen - når de endelige beslutninger allerede er truffet. Her hos os er den slags blot et spil for galleriet, der ikke ændrer en skid på noget som helst - med Strandengen på Amager, som den undtagelse, der bekræfter reglen.

Steen K Petersen, Inge Lehmann, Henning Kjær, Torben Morten Lund, Valdemar Vest, Flemming Berger og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ah, Arne Lund, i Maribo er to projekter for bygning af for store huse allerede blevet forpurret pga. borgeres og institutioners indsigelser.

William Mannicke

Måske mangler Fukuyama et længere historisk perspektiv.

Mistilliden til politikere og regering er der intet nyt i.
Før i tiden skulle de fleste, befolkning såvel som politikere, ytre sig med læserbreve i den lokale avis, og dem var der mange af, eks. Kerteminde havde tre-fire stykker. Og læserbreve var, lige som i dag, redaktionelt sorteret. Så den offentlige utilfredshed/mistillid var så at sige styret af den trykte presse.

Idag er du/man på nettet med to klik og kan ytre din utilfredshed uden filter.
Måske var der lidt mere eftertanke/overvejelser bag et læserbrev, skrevet i hånden, puttet i kuvert og sendt til avisen, end det at ytre sig på facebook, twitter osv,

Det gælder naturligvis også politikere, der er på sociale medier under debatter, møder i folketing, byråd osv.

Der ryger en del finker af panden i den forbindelse, som en langsommere kommunikation, måske ikke havde generet.
Og det gavner hverken respekten eller tilliden.

Også er der lige det med befolkningen?
Befolkningen, det er en voldsom generaliserende begreb.

Det er trods alt et fåtal, et slag på tasken, 20 % af vælgerne, der skifter parti til valgene. Om de gør det på grund af manglende tillid eller går efter politisk valgflæsk, må forskning vise.
For overbud fra politikere, som ikke kan levere, har altid eksisteret. I hvert fald de sidste 150 år.

Så når ”befolkningen”, (de 20%, som raser ud på facebook, mm) er skuffet og har mistillid, er det nok snarer manglende politisk indsigt/erfaring,
Og en uskøn opvisning af lette/urealistike løsninger fra politikere uden indflydelse, som løber fra løfterne, når de får magten.

Konkurrencen mellem medierne fremmer heller ikke tilliden.

30 sekunder, måske lidt længer, er hvad politikere almindeligvis får til formulere ideer. kritik eller visioner, hvad enten det angår infrastruktur, kultur eller hvad som helst.
I sin søgen efter brugere, læsere, kliks, hugger medierne en hæl og klipper en tå, spidser og vinkler synspunkter, som (godtroende?) brugere, læsere, tror dækker politikernes holdninger og synspunkter.
Så selvom medierne, er med til at skabe den mistillidsfulde stemning, og i visse sammenhæge skamrider stemningen/ den påståede mistillid, så har det store flertal af ”befolkningen”, trods alt tillid til politikerne, selvfølgelig alt efter eget udgangspunkt.
:-)

Inge Lehmann, Henning Kjær og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar
Pia Nielsen

Tilliden til institutionerne er faldet fordi der er ført en neoliberal politik de sidste 40 år.

Prøv den Francis Fukuyama

Steen K Petersen, Inge Lehmann, Jens Kofoed, Arne Lund, Hanne Utoft og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Inge Lehmann

Jeg synes, at en stor forskel mellem politikere før og nu i Danmark er, at de skammer sig ikke mere.

Man benægter eller kommer med uld i mund snak og siger kan du tælle til 90.

Så fortsætter politikerne, hvor de tidligere ville være gået eller have fået en næse. 90 mandater eller ej.

Det er nok også en del af den vækst i politikerlede, der er sket.