Hvad gik galt? Holdet fra Zentropa fortæller om den ’ulykkelige proces’ bag Afdeling Q’s kæmpesucces

Stephen King hadede, hvad Stanley Kubrick gjorde ved Ondskabens hotel. Roald Dahl hadede samtlige adaptioner af sine bøger. Og Mary Poppins-forfatteren P.L. Travers var så sur over Walt Disneys idylliserede filmatisering, at der er blevet lavet en film om deres konflikt med Tom Hanks og Emma Thompson.

Den amerikanske filmhistorie er rig på forfattere, som fik følelserne i klemme i Hollywoods maskineri, når deres bøger skulle filmatiseres. I den veldresserede danske filmbranche er vi ikke vant til, at den slags stridigheder slipper ud til offentligheden. Men når Marco effekten, sommerens redningskrans for de genåbnede biografer, har premiere denne weekend, sker det efter et forløb, som blotlægger de følelser, der kan opstå, når en kunstner afgiver kontrollen over sit værk.

Med over 700.000 solgte billetter hver er de første fire filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie alle blandt årtusindets ti mest succesfulde danske biograffilm. Men én, hvis mening vejede tungt, var ikke fan. Jussi Adler-Olsen har ved flere lejligheder ytret sin utilfredshed med filmatiseringerne, som ifølge forfatteren har misforstået bøgernes univers. I stedet solgte han i 2016 filmrettighederne til de sidste seks bøger til Nordisk Film. Med nye folk foran og bag kameraet har det gamle filmselskab rebootet serien, som vi kender det fra Hollywood-franchises som James Bond og Batman.

Historien om, hvad der gik skævt mellem Jussi Adler-Olsen og Zentropa, har hidtil været fortalt i brudstykker. Nu fortæller filmholdet fra Zentropa i lidt flere detaljer om det, producer Peter Aalbæk kalder en »ulykkelig proces«.

»Jeg er ikke vant til, at mine professionelle relationer ender i afstandtagen til hinanden,« siger Zentropa-stifteren.

Jussi Adler-Olsen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

Kreativ frihed

I sommeren 2008 var Peter Aalbæk på udkig efter læsestof, da han faldt over Fasandræberne, den anden og på dét tidspunkt seneste bog i Jussi Adler-Olsens krimiserie om vicekriminalkommissær Carl Mørck. Det var titlen, der tiltrak ham. Han blev straks fascineret af bøgernes makabre, moderne »Olsen-banden-univers« og alternative miljøer. Fra første kapitel så han filmen for sig.

Det lettede sagen, at han kendte forfatteren i forvejen. Peter Aalbæk og Jussi Adler-Olsen havde en fælles ven og havde kendt hinanden siden 1970’erne. Stemningen imellem dem var venskabelig, og de forhandlede filmrettighederne over telefonen. Økonomisk var aftalen – i betragtning af Afdeling Q-seriens senere succes – urimeligt god for Zentropa, som ifølge Peter Aalbæk siden hævede Jussi Adler-Olsens vederlag på eget initiativ. I aftalen stod der ifølge Peter Aalbæk, at filmholdet havde fuld kreativ frihed.

»Af den aftale, vi laver på det tidspunkt, fremgår det, at vi kan gøre, hvad vi vil,« siger filmproduceren.

Det skulle siden vise sig, at Jussi Adler-Olsen ikke var helt enig i den udlægning.

Jussi Adler-Olsen brød sig ikke om Nikolaj Arcels manuskript og de valg og fravalg, som filmholdet havde taget i forbindelse med filmatiseringen af ’Kvinden i buret’.

Zentropa

En mørck film

Problemerne begyndte, da Jussi Adler-Olsen læste manuskriptet til den første film, Kvinden i buret, som Nikolaj Arcel havde skrevet i samarbejde med instruktør Mikkel Nørgaard og hovedproducer Louise Vesth. De havde luget kraftigt ud i persongalleriet og strammet fortællingen. De havde også nedtonet noget af bøgernes humor og givet filmen en mørkere grundtone.

»En af de store forcer ved Jussis bøger er det makabre over for det humoristiske,« siger Louise Vesth. »Vi var nødt til at finde et niveau for humoren, som kunne passe ind i filmene. I en bog kan du godt slippe af sted med at slå kostskolebørn ihjel og samtidig have en lidt Olsen-banden-agtig humor. Men det er sværere at kombinere på film. Når du putter billeder på de her ret makabre historier, er du nødt til at stå ved alvoren på en anden måde.«

Manuskriptforfatter Nikolaj Arcel supplerer:

»Bøgerne er sjove og skønne, men humoren er lidt goofy og baseret på, at Carl Mørck er doven og ugidelig. Men det er svært at lave en film med en hovedperson, som ikke rigtig gider at engagere sig i historien,« siger Nikolaj Arcel, som også havde foretaget en anden vigtig justering til Carl Mørck-karakteren.

»Vi gjorde ham noget yngre, end han fremstår i bøgerne. Vi var bange for, at man ville få associationer til Inspector Morse og andre britiske krimier, hvis vi castede en væsentligt ældre skuespiller. De associationer ville vi så langt væk fra som muligt.«

Nikolaj Arcel var ikke nervøs for Jussi Adler-Olsens reaktion. Indtil da havde samarbejdet mellem forfatteren og filmholdet været godt og konstruktivt. Nikolaj Arcel havde ganske vist studset over, at Jussi Adler-Olsen ifølge manuskriptforfatteren undervejs havde sendt filmholdet en udførlig liste over locations, hvor hver enkelt scene skulle foregå.

»Det er meget usædvanligt, at en forfatter gør det, og jeg blev lidt betænkelig: Gad vide, om han forestiller sig, at vi genskaber hele bogen én til én, scene for scene?«

Men han havde slået bekymringerne hen igen. Han var stolt af manuskriptet og glædede sig til, at Jussi Adler-Olsen skulle læse det. Den reaktion, der ventede, var han ikke forberedt på.

Vold mod værk

For Jussi Adler-Olsen brød sig ikke om Nikolaj Arcels manuskript og de valg og fravalg, som filmholdet havde taget. Det lod forfatteren forstå i umisforståelige vendinger.

»Jussi blev virkelig ked af manuskriptet. Han syntes, det var rædselsfuldt for at sige det helt ærligt,« siger Nikolaj Arcel, mens hovedproducer Louise Vesth supplerer:

»Jussi var sindssygt skuffet over os. Han syntes ikke, vi repræsenterede de historier, han havde skrevet, og det kom ekstremt tydeligt til udtryk skriftligt og mundtligt. Det var ikke sjovt for nogen af parterne.«

Ifølge Nikolaj Arcel og Louise Vesth handlede utilfredsheden især om de bifigurer og sideplot, som filmholdet havde skrevet ud af historien.

»Han syntes, at vi havde lavet for meget om, udeladt for meget og flyttet for meget rundt. Han blev sgu sur på os. Han syntes, vi var nogle idioter, som ikke havde nogen anelse om, hvad vi lavede. Han mente, at vi ikke kunne finde ud af at skrive en krimifilm,« siger Nikolaj Arcel.

»Jeg er ked af, at han ikke stolede mere på os. Da filmen senere udkom, fik den gode anmeldelser, 700.000 så den i biografen, og der var Jussi-fans i aften-tv, som sagde, at det var en vidunderlig filmatisering. Vi følte, at det var lykkedes. Og samtidig havde vi den vished, at Jussi syntes, det var gået galt. Det var bare svært at acceptere, at det var gået galt, når nu det gik så godt.«

Nikolaj Arcel havde i ’Kvinden i buret’ lavede justeringer af nogle af figurerne. »Bøgerne er sjove og skønne, men humoren er lidt goofy og baseret på, at Carl Mørck er doven og ugidelig. Men det er svært at lave en film med en hovedperson, som ikke rigtig gider at engagere sig i historien,« siger han.

Zentropa

For Nikolaj Arcel kom Jussi Adler-Olsens reaktion som et chok. Han har siden filmatiseret flere bøger og er vant til, at forfattere har meninger om hans arbejde. Men han har aldrig oplevet så kraftig en reaktion, som den han fik fra Jussi Adler-Olsen.

Dét har Peter Aalbæk heller ikke. Han husker en telefonsamtale, hvor hans gamle bekendte var i sine følelsers vold.

»Han er ikke én, der lægger skjul på sin mening, når tingene ikke går hans vej,« siger filmproduceren, som har forståelse for forfatterens reaktion.

»Syntesen er vel, at han syntes, der var gjort vold mod hans værk. Jeg forstår udmærket det følelsesapparat, der går i gang, når en forfatter får sin bog filmatiseret. Det er en smertefuld proces for en kunstner at afgive et værk. Jeg sammenligner det med at gifte en datter bort. Uanset hvor lækker og veluddannet ens svigersøn er, er det et overgreb mod enhver far.«

Baglås

I de følgende måneder fulgte en række svære samtaler. Nikolaj Arcel og instruktør Mikkel Nørgaard havde brugt lang tid på at skrive filmatiseringen og gik, med Arcels ord, »en lille smule i baglås«, da Jussi Adler-Olsen ville have dem til at begynde helt forfra.

Peter Aalbæk erindrer et møde mellem blandt andre Nikolaj Arcel og Jussi Adler-Olsen, som Zentropa havde sat op, i håb om at de to kunne klinke skårene ansigt til ansigt. »Det var ikke specielt frugtbart,« konstaterer Peter Aalbæk. Han beskriver mødet som værende præget af »bitterhed«.

»Det var to kunstnere, som ikke var i sync og aldrig nogensinde kunne komme det. På det tidspunkt er Jussi den bedst sælgende danske forfatter nogensinde, og Nikolaj Arcel er den suverænt stærkeste manuskriptforfatter i Nordeuropa. Det var to store begavelser og stærke viljer, der ville hver sin vej og ikke kunne enes,« siger Zentropa-stifteren.

Nikolaj Arcel husker atmosfæren som mere forsonlig og mindes, at der også var mildere mails mellem ham og Jussi Adler-Olsen.

»Mikkel (Nørgaard, instruktør, red.) og jeg var hverken vrede eller sårede, men vi var kede af det. Vi syntes, det var ærgerligt, at han ikke kunne lide det. Vi syntes ikke, at hans kritik var rimelig, men vi respekterede, at det var hans værk og verden, så vi var nødt til at lytte til følelserne bag kritikken. Vi ville ikke tromle ham. Vi var åbne for at gå i dialog og se, om vi ikke kunne blive venner igen,« siger Nikolaj Arcel.

Kompromis

Ifølge Nikolaj Arcel forsøgte filmholdet at imødekomme nogle af Jussi Adler-Olsens konkrete forslag. Det var imidlertid ikke nok til at tilfredsstille forfatteren, som for nylig har fortalt TV 2, at »jeg skal tænke mig godt om for at komme i tanke om et eneste af mine forslag, der er gået igennem«. Til sidst valgte Jussi Adler-Olsen og Peter Aalbæk ifølge sidstnævnte at involvere en uvildig opmand, som skulle mægle imellem dem.

Resultatet blev, at Peter Aalbæk fik valget mellem to kompromiser. Enten fik Jussi Adler-Olsen medindflydelse på filmen. Eller også fik Zentropa frie hænder til at filmatisere de fire bøger, de havde erhvervet sig rettighederne til, efter forgodtbefindende – mod at Jussi Adler-Olsen til gengæld distancerede sig fra filmene og eksempelvis ikke deltog i markedsføringen. Peter Aalbæk valgte det sidste.

I de næste år blev Zentropas Afdeling Q-film den mest succesfulde filmserie i nyere dansk filmhistorie. Ved gallapremiererne glimrede Jussi Adler-Olsen ved sit fravær. Fra tid til anden lykkedes det i andre sammenhænge en journalist at afæske forfatteren en kritisk bemærkning om Zentropas eller skuespillernes fortolkninger af hans bogunivers. Mellem filmselskabet og forfatteren var der ingen kontakt.

»Det frabad han sig,« siger Peter Aalbæk.

I den seneste filmatisering af Jussi Adler-Olsens bøger, ’Marco Effekten’ som er lavet af Nordisk Film, er Carl Mørck ældre og spilles af 57-årige Ulrich Thomsen.

Nordisk Film

Til gengæld var forfatteren kommet i kontakt med et andet filmselskab. Og i 2016 annoncerede Nordisk Film, som i øvrigt ejer halvdelen af Zentropa, at de havde sikret sig rettighederne til at filmatisere de seks sidste bøger i Afdeling Q-serien.

Resultatet kan denne weekend ses i biografer over hele landet. Ved første øjekast lægger Marco effekten sig tættere op ad Jussi Adler-Olsens forlæg end Zentropas filmatiseringer. Carl Mørck er ældre, spillet af 57-årige Ulrich Thomsen, og minder mere om bøgernes knarvorne, idiosynkratiske vicekriminalkommissær, når han mumler og svovler for sig selv, blander Treo i sin kaffe eller gør kikset kur til sin love interest Mona. Persongalleriet er større, og der er mere skærmtid til bifigurer som bemeldte Mona.

I tykt og tyndt

På Zentropa sidder producer Louise Vesth tilbage med en fortrydelse over, at tingene kørte af sporet mellem Jussi Adler-Olsen og filmholdet.

»Jeg tror, vi alle sammen, og i særdeleshed Jussi, havde undervurderet, hvor magtfuldt et medie film er. Hvor meget det overtager et fiktivt univers. Jeg tror, at vi – uden at ville det – ødelagde det ejerskab, Jussi havde over universet. Og at det kontroltab, det er at lade andre fortolke noget, man har lavet, var større, end nogen af os havde forestillet os,« siger hun og fortsætter:

»Jeg ville gerne have været mere bevidst om, at vi overtog et univers, som ikke var færdigt. Jussi havde sine ti bøger i hovedet, og det havde vi ikke. I bagklogskabens lys havde det nok været bedre for Jussi at vente lidt med filmatiseringerne, så han kunne have fået cementeret sine historier først.«

Når Nikolaj Arcel skal efterrationalisere, tror han, at han og Jussi kørte skævt af hinanden, fordi deres personligheder var for forskellige. Eller måske netop for ens.

»Jeg håber og tror, at Jussi og jeg har en gensidig respekt for hinanden. Jeg kan huske en mailudveksling sidst i forløbet. Han skrev noget i retningen af: ’Prøv og hør, jeg er jo konge i mit eget rige, og så har jeg et temperament’. Og jeg svarede, at jeg havde det præcis ligesom ham. Vi var enige om, at vi var nogle stædige rade, som kunne lide tingene på en bestemt måde og var vant til, at folk lyttede til os og respekterede vores mening. Det var sådan, vi efterlod den. Med forståelse,« siger Nikolaj Arcel.

Det er efterfølgende kommet ham for øre, at Jussi Adler-Olsen skulle have fortalt nogle af skuespillerne, at han godt kunne lide Journal 64, den sidste af Zentropas filmatiseringer. For Arcel føltes det som et passende punktum på affæren.

»Jeg tænkte: ’Så lykkedes det! Endelig gjorde vi det!’ Det var en god måde at gå ud på.«

Peter Aalbæk har i dag ikke meget kontakt til sin gamle bekendte. Zentropa-stifteren siger, at der er 100 ting, som han og filmholdet kunne have gjort anderledes. »Man kan altid være kønnere, dygtigere og bedre begavet.« Fortrydelse er for stærkt et ord. Men han er ked af, at det gik, som det gik.

»Jeg er vant til, at her kommer vi tættere på hinanden i tykt og i tyndt. De kunstnere, jeg har haft i stalden, er ikke små, kuede pus, men nogle stærke kunstnere, som jeg har arbejdet med i 25 år. Det er en del af min selvopfattelse, at jeg kan samle store, stærke egoer og få dem til at gå i samme retning. Det er det eneste, jeg i al beskedenhed har haft en vis succes med. Det piner min professionelle ære, at det ikke lykkedes her.«

– Tidligere har du været meget fåmælt, når journalister har spurgt ind til forløbet. Hvorfor ville du gerne fortælle mere om det nu?

»Jeg synes godt, jeg kan fortælle nøgternt om et professionelt forløb. Andre gange har man forsøgt at puste en konflikt op. Jeg synes ikke, jeg har virket så følelsesladet her i telefonen, og jeg håber ikke, det lyder, som om jeg ønsker at kommentere en konflikt. For den var simpel og ren og uløselig. Processen var ulykkelig. Men filmene er der i hvert fald en vis del af befolkningen, som er tilfredse med. Det er ikke sådan, at vi mislykkedes med det. Det kan mageligt være blevet et andet værk, hvis Jussi havde haft større indflydelse på det. Om det var blevet bedre eller dårligere, er ikke til at sige. Så vidt jeg ved, har han været temmelig meget inde over den nye film, så der får vi måske at se, om det gavner sagen. Der er gode folk foran og bag kameraet, og det har nok ikke skortet på økonomiske midler, så alt taler for, at det bliver et smashing produkt.«

’Marco effekten’ kan ses i biografer over hele landet.