Essay
Læsetid: 38 min.

Vi giver debutanterne ordet

17 manifester af skønlitterære debutanter sætter ord på, hvad litteraturen kan og skal. Forfatterne har fået frie rammer og det bliver tydeligt i teksterne, der afspejler forfatternes forskellighed
17 manifester af skønlitterære debutanter sætter ord på, hvad litteraturen kan og skal. Forfatterne har fået frie rammer og det bliver tydeligt i teksterne, der afspejler forfatternes forskellighed

Anders Rye Skjoldjensen & Emilie Lærke Henriksen

Kultur
21. maj 2021

Vi har givet ordet til en række af årets skønlitterære debutanter. Deres tekster handler om alt fra forelskelsens politiske potentiale og skriften som en egoistisk handling, til hvordan forlagenes og avisernes redaktionsgange er gennemsyret af hvidhed. Der er stemmer, der skriver tyst og stilfærdigt og andre, der skriver i versaler. Der er digte, lister, romanuddrag – og et enkelt tegnet bidrag. At debutere som forfatter er at blive defineret af både forlag, avis og læser. Men her har de frie rammer.

Karima Bouylud

45 år. Debuterer med ’I kærlighedens navn’. Roman. Gyldendal. Udgivelsesdato: 7.5.2021

»Skriveprocessen blev en tankevirksomhed på skrift

For at forstå mig selv og verden omkring mig har jeg altid skrevet de spørgsmål, tanker og følelser, som fyldte i mit liv, ned i min dagbog. Både de gode og de dårlige. Alt det, jeg havde svært ved at tale med andre om. På den måde kunne jeg give min stumme undren ord, der når jeg satte dem sammen blev til sætninger og i nogle tilfælde svar. Oftest gav sætningerne anledning til mere undren, som jeg ville sætte mig for at undersøge nærmere. Undervejs gik det op for mig, at jeg i et fiktivt univers med fiktive karakterer bedst ville være i stand til at dissekere og derfra få indsigt i det liv og i det miljø, jeg har levet. Distancen fra mit virkelige jeg gjorde det nemmere at navigere rundt i de spørgsmål og den tvivl, som knytter sig til det at være menneske. Med den skønlitterære genre er jeg således i stand til at gå i dybden med tematikker som kulturel forskellighed og kvindelig frigørelse, jeg i virkeligheden ellers højest ville turde afdække forsigtigt.

Anders Rye Skjoldjensen
Mens jeg skrev på første udkast til min debutroman, I kærlighedens navn, havde jeg egentlig besluttet mig for at skrive under pseudonym, men skiftede undervejs mening. Kan man ikke være ærlig, hvis man vælger at skrive under pseudonym – jo, selvfølgelig kan man det! Jeg følte dog, at jeg i hvert fald med denne roman, dens tematikker, blandt andet generationsopgør, frigørelse og kultursammenstød, og ønsket om at jeg med romanen kunne skabe grobund for nye forståelser af verden og for en nuanceret debat var nødt til som forfatter til værket at stå frem med navn. Jeg har i litteraturen fundet et sprog og en platform, hvor jeg føler, jeg kan være allermest ærlig. Under skrivearbejdet, mens romanen tog form, sneg usikkerheden sig ind, og de mange omskrivninger sled på mig. Men fordi fortællingerne var så insisterende på at blive nedfældet, kunne jeg ikke give op. Teksten var blevet en del af mig og jeg af den. Derfor slettede jeg og rettede til med sved på panden, indtil ordene, sætningerne og hele afsnit føltes virkelige og glæden ved at skrive igen tog over. Og nu må jeg give slip og lade I kærlighedens navn leve sit eget liv.

Siden anbringelsen har det været svært for Miriam at ringe til sin mor, derfor foreslår Miriams kæreste, Anna, at hun skriver i stedet, for nogle gange er det nemmere at kommunikere på skrift.

Uddrag fra romanen:

Miriam

Undskyld jeg har været tavs. I’m an awkward fuck altså. Kunne simpelthen ikke overskue noget som helst, men har fundet lidt ro, så tænker jeg måske kunne få lov at komme forbi næste uge og se de kortbenede?

Så er beskeden sendt. Pulser løs på cigaretten. Asker på jorden til venstre for mig. Rammer Anna, der er næsten lige så nervøs som mig, fordi hun ved, hvad der er på spil. Det er Anna, der har overtalt mig til at skrive til Nadia … min mor efter vores lange snak om mit lorteliv. Sidder på bænken foran Arabica i Blågårdsgade. Bip. Ser på Anna, der smiler optimistisk.

Det kan nærmest ikke beskrives med ord, hvor glad jeg er for at høre fra dig. Dejlige dig. Du må komme, når som helst du vil. Det er også dit hjem. Altid…«

Tre spørgsmål til Karima Bouylud

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Da vi kom hjem, fik jeg en sprøjte, og jeg tænkte: sådan vil jeg leve altid, lad mig aldrig mere opleve virkeligheden.« (Tove Ditlevsen: Gift.)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Den (tv-serien) handler om, hvordan den anden Kalif af Rashidun-kalifatet, Umar Ibn Khattab, en af profetens nærmeste følgesvende, Allah yerhamo, kæmpede imod et uretfærdigt samfund, hvor de rige blev rigere, og de fattige blev fattigere, han blev kendt som en folkets mand, ligesom sidi Anker Jørgensen, tænker jeg, og beder en bøn for hans sjæl, selvom han ikke var muslim.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord

»Modsætningsfyldt«

Anders Rye Skjoldjensen

Signe Kierkegaard Cain

44. Debuterer med ’SØKVINDEN’. Roman. Vild Maskine. Udgivelsesdato 6.4.2021

»Skrevne og uskrevne steder

1835, cirka: Stockport, syd for Manchester

Nogen ankommer og bliver til andre, som bliver til mig, blandt andet. Først er det John Cain, gælisktalende, der skifter Irland ud med engelsk bomuldsindustri. Uden at kunne skrive, uden at kunne læse; han sætter et kryds i stedet for sit navn.

1934: Hornsyld, Østjylland

Provst William Kierkegaard skriver bogen om slægten, der ikke er Sørens, men min.

2034: i vandkanten

Huset, der er mit, som jeg ikke tør bo i.

1987-1998: Halsskov – Knudshoved

Igen.

2001: Connecticut

Jeg læser for at skrive, skovler ordene ind; tænker, at jo flere ord, jeg indtager, jo flere kan jeg producere.

2002: Valencia

At være én, der skriver; sidder ved computeren, fingrene bevæger sig uden at kunne.

1977-1992: Esbjerg – Harwich

Igen.

2008: Vesterbro

Skriver, mens jeg ammer; frisat af manglende frihed.

2017-: Amager

Rummene, mit skrivebord har stået i: stuen, køkkenet, soveværelset, den kolde kælder, udestuen, der burde rives ned. Jeg vil have et anneks i haven. Bilder mig ind, at annekset kan skrive; fingrene en direkte forlængelse af hver eneste skrifttanke, jeg har.

2018: Umbrien

Der dufter af lavendel og rosmarin, stengulvet er koldt, de andre sover endnu. Der er så smukt, udsigten i sig selv burde føde uimodståelig skrift, men jeg har prøvet det før: udsigter og ro er ingen garanti.

1997- : Prenzlauer Berg

Igen.

2019: Hald Sø, syd for Viborg

Natligt sammenbrud, afsked med årevis af sætninger. Nye, våde ord trækkes op fra søbunden.

1976- : Det sted, de andre er.«

Tre spørgsmål til Signe Kierkegaard Cain

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Selvom hun nu, nærmest ved en tilfældighed, havde levet i tredive år, var hun stadig lige uerfaren og følte sig som slagteren, der frygter, at svinet vil løbe hylende ned ad gaden, selvom det allerede har fået bugen sprættet op.« (Uendelig lidelse af Sun Pin)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Jeg længes efter at se min egen indvendige væske, stikke en gaffel i de saftige steder, se blodet pible, til det bliver til vand, euforien ved at gennembryde hylsteret; som lettelsen ved at lægge en baby til et kanonkuglerundt, utålmodigt bryst.«

– En bog du gerne ville skrive, beskrevet med ét ord?

»Gesims.«

Sebastian Nathan

24 år. Debuterer med ’Honey moon’. Digtsamling. Forlaget Amulet. Udgivelsesdato: 27.8.2021

»i dag, onsdag, solen skinner men himlen er plettet af skyer. vejret skifter hele tiden, skyerne ruller ind, vinden bliver pludselig kold. jeg trækker skuldrene op om ørerene, ønsker jeg havde taget en varmere jakke på. kirsebærtræerne er på nippet til at springe ud, nogle steder er kirkegården dækket af vintergækker. et egern springer fra gren til gren over mit hoved.

teksten fyldes af det jeg savner. det at skrive er længselsfuldt. hvorfor vender skriften sig mod ro og lethed, mod nattehimlen, mod somre der er gået. fordi skriften er længselsfuld. mit hoved er uroligt. teksten vil have ro.

Anders Rye Skjoldjensen
nogle gange er der ikke andet end støj. jeg kan høre det og mærke det, i vinters for eksempel, var der hele dage sådan. støjen var kun mig og jeg var kun støj. hvor går man hen når man ikke er hjemme i kroppen.

de her dage er varmere end de foregående, det bliver sommertid. jeg drikker kaffe i gården og cykler gennem byen uden overtøj. det er første gang i år. en aften stopper jeg på lille langebro og kigger ud over vandet. jeg skal ikke hjem, jeg skal ikke have varmen. det er ikke koldt.

for den der er i affekt, åbnes velkendte rum for nye betydninger. why do birds suddenly appear. jeg tænker den affekt som en mulighed for modstand. en forelskelse er, blandt andre ting, en drøm om en anden verden. ligesom sorg, er en forelskelse en afbrydelse af det kapitalistiske, der kan holde på det der ellers bliver fortrængt; følsomhed, sårbarhed, ømhed, skønhed og sorg.

jeg tror at teksten er det samme. teksten er en nærværende verden, en beholder for hengivenhed, opmærksomhed, omsorg. verden er kold, men teksten er noget andet. teksten er ikke-dystopi. teksten er et ønske om at forbinde sig, om ikke at være afgrænset.

det er ikke banalt eller naivt at tro på noget, der er smukt. jeg tænker på det sårbare som et oprør. ømhed er en ægte, vigtig og skøn politisk kraft. teksten er et alternativ, der er ved at blive formuleret, den fyldes af det vi savner.«

Tre spørgsmål til Sebastian Nathan

– Den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Ric havde købt blomster, lyserøde nelliker og han havde fået dem billigt, 8 for 2.50 og han var ved at arrangere dem til en pæn buket i et syltetøjsglas og han stod ved køkkenvasken og Ivan stegte rødspættefiletter og han havde altfor stærk varme og for lidt margarine og filetterne blev hurtigt sorte og Ivan skyndte sig at tage panden af.« (Fra Baby af Kirsten Thorup)

– Din yndlingssætning i din egen bog?

»hjertet er et højhus/det er saurons øje«

– En bog du gerne ville skrive, beskrevet med et ord?

»Birketræ«

Ditte Holm Bro

36 år. Debuterer med ’Fladland’. Roman. Forlaget Kronstork. Udgivelsesdato: 6.5.2021.

»Jeg skrev en bog besat af en tanke; pigens seksualitet kan ødelægge økonomien. Det var en absurd påstand, jo mere jeg tænkte over det, jo mere virkede det som om pigens seksualitet var økonomien og ikke nogen trussel mod den: De fleste varer bliver solgt, fordi der et eller andet sted i ligningen er en variant af det som kapitalismen har oplært os i at begære; unge, glatte kroppe, og det de kroppe implicerer; sex, penge, magt. Pigens seksualitet som på mange måder er blevet hvervet af økonomien, af fortællingerne som kulturens begærsobjekt nummer et. Alle blikke ser på hende; enten vil man have hende eller også vil man være hende. Det er som om den unge piges seksualitet er faldet i alle andres hænder end hendes egne. Måske derfor føles det som et sted at starte. Et oprør, en anden slags økonomi, et andet begær.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg læste Nabokovs Lolita og tænkte, hvornår begynder vi at begære hjerner i stedet for kroppe.
Jeg læste Adrienne Rich’s Notebooks on Poetry and Politics og tænkte, vores drømme og længsler, så fucket af økonomien.
Fortællinger åbner begæret op.
Fortællinger er en sprække vi kan kravle igennem til verden.
Jeg har prøvet at huske, hvedens fletning der strejfer lårene, de små, blege rids kornet tegner i huden, at træde ned i grøften og sætte sig på hug mellem det fugtige græs, flitteraks, pileurt, blød hejre, lugten af markerne efter regnen.
Det helt flade landskab, så besat af at sætte alting i produktion, vinden, minkene, jorden.
Og midt i det, teenagepigen med alt sin nyttesløshed og spirende fornemmelse for kroppen.
Det udstrakte, det åbne, det synlige kød man er.
Alle de følelser vi har arvet af dem der kom før os. Være i familie
med hinanden og med et landskab.
Det usynlige der svæver mellem os, talemåder, omkvæd, tro (aktier og engle).
Fortællingens pink repeat
Noget der hverken er tavst eller talende
Lytte, skrive
Et break-up med fladlandets Gud, produktivitetens og pengenes hersker
Skrive fra pigens sted
Skrive for at finde andre guder. Nydelsen, omsorgen, markrandens ukrudt, forelskelsen, ekstasen, det dovne, det nyttesløse, ritualerne, de kitschede samlinger, det der er, tilbede
sårbarheden, tvivlen, blive ivrig, ikke vide om man er for meget eller for lidt, en sitren i kroppen og omkring den, flakke rundt om sig selv som støv, samle sig, vente og se, ikke vide hvad den anden kan se, spørge den anden, hvad kan du se, hvad er synligt for dig?«

Tre spørgsmål til Ditte Holm Bro

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Græsserne var uudholdelig smukke, jeg fornemmede at de er sultne efter mig.« Fra Kongen bukker og dræber af Herta Müller.

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Nu må Gud være glad.«

– En bog du gerne ville skrive, beskrevet med ét ord?

»Månematriarkatet«

Peter Løhr

35 år. Debuterer med ’Hulemennesket’. Roman. Gyldendal. Udgivelsesdato: 18.3.2021.

Anders Rye Skjoldjensen
En roman skal være som en komet på himlen
Alle løfter blikket fra jorden
mod det nye bragende lys
Standser
opsluges af verdenssuset
mærker samhørigheden med universet
Vis mig det menneske, der ikke kigger op, når jeg råber
Se, en komet!
Røveren, der er ved at plyndre en bank
Kvinden, der er i gang med at føde
Den demente på plejehjemmet
Barnet i sandkassen
Alle
Over hele verden
På tværs af alder, kultur, klasse
Selv den mest fortravlede og stressede bilist på vej på arbejde
holder ind til siden
ser op

sænker skuldrene
hviler for en stund
i eksistensens virkelige perspektiv
uendeligheden
Nakkesmerterne kalder dig dog hurtigt tilbage til hverdagen på jorden
Men kometen bliver hængende lige over dit hoved
Og du ser nu og da op på lyset
Hen på romanen på hylden
dette minde om de endeløse mysterier
længst ude
længst inde i dig selv
 

Hvis min roman ikke kan være en komet, så luk øjnene og følg med. Hovsa. Nu for vi vist vild herinde i skoven. Undskyld. Men vi bliver her, indtil dine sanser åbner sig. Indtil du ikke længere kan høre forskel på dine egne ord og fuglenes sang. Ikke længere se forskel på dine arme og træernes grene. Nu forstår du, at det eneste, du kan kalde dit eget her på jorden, er din korte og kostbare tid. Du får lov at leve. Du får lov at dø. Så! Nu må du godt løbe hjem til din mor og dine kære, du har forsømt.

Hvis min roman heller ikke kan være som at fare vild i skoven, så se derover. Kan du genkende huset? Gå bare ind. Bevæg dig fra værelse til værelse i dit barndomshjem, fyldt med de spæde og rene udgaver af alle de følelser, du i dag mudrer rundt i som voksen. Kast dig i sengen, hvor du havde dit første mareridt. Du tør godt. Det er blot fiktion. Og kig lige ud af vinduet. Nu ser du igen på verden, mildt og åbent som dengang du var barn.

Hvis min roman ikke er god nok til at være dit barndomshjem, så lad den være naboens hus. De kan ikke se dig. Du er et spøgelse. Værsgo, flyt ind. Du mærker det straks. Det forunderligt opløftende i at få at lov at se andre mennesker uden filter, uden selvbeskyttende attitude, uden forfængeligt pis.

Hvis min roman slet ikke kan være et hus, du har lyst til at flytte midlertidigt ind i, så lad den være din skumle nabo i lejligheden ved siden af. Når du går i bad, skruer jeg bevidst helt op for min varme hane, så det bliver iskoldt inde hos dig.

At drille dig i badet er mit sidste desperate sprog!
En roman må for pokker i det mindste kunne overbevise andre om
at der eksisterer et andet liv uden for dem selv
lige så virkeligt og levende
som deres eget.

Tre spørgsmål til Peter Løhr

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Men du forstår, du, mit eget jeg, der altid kommer, når jeg kalder (det ville være en rystende erfaring, hvis jeg kaldte og ingen kom; det ville gøre de sene nattetimer tomme, og det forklarer de gamle mænds ansigtsudtryk i klubberne – de har opgivet at kalde på et jeg, der ikke kommer), du forstår, at jeg kun er overfladisk repræsenteret af det, som jeg sagde i aften.«

(Virginia Woolf: Bølgerne.]

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Når jeg endelig selv formår at forvandle hele mit liv, alle mine vågne timer til ét stort kunstværk, til ren poesi, til en samlet og sammenhængende del af den store indre historie, og jeg endelig ikke behøver at snakke mere, er helt færdig med alle disse ord, der alligevel ikke har nogen relevans om hundrede år, slet ikke behøver ytre mig med sætninger og fagter, men blot i andægtig tavshed kan vise folk mine billeder og pege på malerierne og hviske Schh, dette er mig, og i grunden også dig.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord?

»Tidevand.«

Niklas Miranda

26 år. Debuterer med ’Selv at gå i ring er mere frihed’. Noveller. Forlaget Silkefyret. Udgivelsesdato: 17.6.2021.

»Vi bliver ikke uden videre enige om, at bøger kan være sande. Sådan fungerer læsningen ikke. Vi tager forskellige tanker med os fra litteraturen i det efterliv, den lever i os. Kan vi kalde dem indsigter? Muligvis. Kan vi kalde dem absolutte sandheder? Ikke åbenlyst. Derfor kan vi heller ikke åbenlyst afvise, at alle tolkninger er lige gode. Men hvis vi hopper i dén retning, lander vi ingen vegne. Et evigt svæv mellem lige gode læsninger. Det er ikke kun kedeligt og modløs, det er ikke bæredygtigt. Der er sandheder og rigtige og forkerte indsigter – i litteraturen såvel som i virkeligheden. De bæredygtige er dem, der fører os fremad, det er dér, vi kan bygge liv. Usandheder og forkerte indsigter er i værste fald dem, der handlingslammer eller slår os ihjel.

Emilie Lærke Henriksen
Jeg skriver ikke for at præsentere en sandhed. Det er kun en af litteraturens egenskaber, og hverken helt eller delvist dens formål, at ytre sandheder. Jeg skriver, lige nu, for at forfærde. Når jeg tænker på sandhed, vejer jeg den i liv, i mine tekster tager jeg liv. Hvorfor det skifte? Fordi det er sjovt at balancere på grænsen mellem det rationelle og det vanvittige. Jeg har skrevet ting i novellerne, der får det til at vende sig i min mave. Mens et smil breder sig på mine læber.

Mine karakterer er uopmærksomme, og det koster dem livet. Hvad betyder det, at de er uopmærksomme? Når de står ansigt til ansigt med det ukendte, er det for sent. Det ukendte er lige så sandt som det, de kender. Det ukendte er sgu da ligeglad med deres uvidenhed, hvorfor skulle det ikke være det? Det opsluger dem. Eller erkendelsen, at der er noget, hvis størrelse og oprindelse ikke kan fattes, sætter sit mærke på dem. Hvad bliver I opmærksomme på? Hvilke sandheder, hvis der er nogle, findes i mine tekster? Hvilke bæredygtige indsigter kan vi tage med videre? Jeg glæder mig til at høre svarene. Både de rigtige og de forkerte.«

Fra novellen Tegn af mord, I vil se, redder:

»Et brændpunkt i midten af en verden under sorte stjerner, hvorfra der strømmede en uhyrlig, umenneskelig viden. Denne viden blev min, og jeg blev dens bevidsthedsslave. Det var, som om jeg havde kastet mig ud over begivenhedshorisonten i et sort hul. Jeg vidste, hvilken form for midte, jeg havde nået: død.«

Tre spørgsmål til Niklas Miranda

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»In this one, which the favouring hand of chance has dealt me, you have come to my home; in another, when you come through my garden you find me dead; in another, I say these same words, but I am an error, a ghost.«

(Jorge Luis Borges: The Garden of Forking Paths.)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Vores hvisken vanhelliger de uvidende sovendes bo, de vågner, vender sig, vrider sig i vrede.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord?

»Kultisk.«

Maria Hesselager

37 år. Debuterer med ’Jeg hedder Folkví’. Roman. Gutkind Forlag. Udgivelsesdato: 21.4.2021.

»Jo ældre jeg bliver, des gladere bliver jeg for alle mulige former for fortællende prosa.

Det er stort set umuligt for mig at interessere mig for en litteratur, der ikke er formbevidst, som ikke har et øje for sproget som kunst, for formen som form, men omvendt bliver jeg mindre interesseret i eksperimenter, som tiden går.

Jeg kan godt være optaget af litteratur som konstruktion og illusion, men det er på et teoretisk niveau. Når jeg læser, vil jeg gerne være revet med.

Det er lige ved, at jeg synes, at halvdelen af kunsten ligger i opbygning og struktur.

Emilie Lærke Henriksen

Jeg er flasket op med et litteratursyn, som tror for meget på knudrede analyser. Der er brug for en slags intuition for at læse. Og jeg synes, man skal tage sig selv i skole og læse en masse og læse bredt for at få den intuition.

Hvis ikke man lærer at åbne sig over for en tekst, tror jeg nemt litteratur bliver ren underholdning, eller tankevækkende på samme niveau som et debatprogram.

Det er ikke bare ærgerligt, men nærmere trist, at der er en kulturpolitik, som er så publikumsorienteret.

For mig at se repræsenterer et værk en erkendelsesform.

Jeg synes, den tid det tager at læse, er en del af erkendelsen.

Der er ikke et bestemt temperament, jeg ikke interesserer mig for litterært.

Jeg læser langt mere prosa end lyrik, men det siger kun noget om min personlige sensibilitet.

Nogle tekster kan stivne i stilistik, hvis man kan sige det sådan. Jeg tror, det sker, når jeg kommer til at tro, at det at have fundet et toneleje gør, at der ikke behøver at være et projekt.

En teksts fastholdelseskraft kan ligge i så mange forskellige ting.

Jeg tror, jeg synes, noget af det vigtigste at huske er at gøre sig umage og være ambitiøs på tekstens vegne. Ikke i forhold til modtagelse og rækkevidde, men i forhold til at tale til den side i mig selv, som er tættest på mig selv, og ikke at forvirre mig selv med overfladisk charme.«

Fine Gråbøl

28 år. Debuterer med ’Ungeenheden’. Roman. Gads Forlag. Udgivelsesdato: 23.4.2021.

Anders Rye Skjoldjensen

Uddrag fra Ungeenheden:

»Vi har samlet os på altanen, solen skinner os på panderne, den ene pande mere skinnende end den anden. Vi lever i gennemsnit femten til tyve år kortere end raske, ikke psykisk syge mennesker. Det handler ikke kun om selvmordsrater men om medicinske bivirkninger og høje forekomster af andre lidelser, af somatiske lidelser og infektionssygdomme. De syge bliver mere syge uden at nogen opdager det i tide. »De usynlige lidelser«, hører vi andre kalde de psykiatriske diagnoser, sygdomme man ikke kan se, men vi kan se dem helt fint, de er gennemgribende tydelige og artikulerede i vores kroppe, i vores dødeligheder, vi fristes til at spørge, af hvilken årsag ser man psykiske lidelser som usynlige? Er det deres placering i periferien, deres status som uforståelige, individuelle, utilgængelige? Er depressionens tilstedeværelse i knoglerne, i leddene usynlig, er den insisterende fysiske udmattelse usynlig? Er det psykomotoriske tempo usynligt? Er stofskiftets opgivenhed usynlig? Er de lyserøde, de lilla, de blålige og vinrøde sår og ar usynlige? Er hændernes rystelser, benenes rystelser, de psykotiske kramper, er den motoriske uro usynlig? Er ballonmaverne usynlige? Er de blege blikke i vildrede usynlige? Vi strækker tungerne for at nå støvet fra tagstenene. Tyve år. De er ikke lange nok, tungerne. Man må kræve omfattende indsatser på tværs af det sundhedsfaglige system. En endelig ødelæggelse er også en begyndelse. Vi er ikke dem der gør forskel på vores hjerner og lunger, de er mulige udvidelser i mødet med mennesker og steder, de er potentielle dødskys, så meget ved vi. Selve grundlaget for vores tilværelse er magtesløshed plus overgivelse, og organerne bør vi ikke have tillid til, sådan som systemerne finder dem. Det forsvinder hurtigt i munden, tagstensstøvet, og bag os stråler muren.«

Tre spørgsmål til Fine Gråbøl

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»But half-imagined only; with the patients fastening their dream upon the picture and creating beyond the yellow and blue cloud their frozen slope of thought whose blizzard, emerging from the stillness, cut from snow-block of day-after-day dreaming, will blow like swans or arrows flying from the yellow and blue cloud’s mouth to whip or sing in the demented night of four walls and the dead bulb of milk behind wire; and the eyes of the world from hour to hour staring through, amazed at the white storm and not knowing why.«

(Janet Frames: Owls do cry.)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Vi advarer ingen.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord?

»Maskinbutikpigerne.«

Niels Erling

32 år. Debuterer med ’Til min far’. Roman. Turbine. Udgivelsesdato: 29.4.2021.

»Min far var døende. Det vidste jeg godt. Jeg sad på en hård stol ved siden af hans hospitalsseng. Enhver, der har siddet sådan et sted, vil vide, at den største del af tiden foregår i tavshed. En døende sover meget.

Min far vågnede sporadisk, påvirket af febertåger og medicin. Han talte om den afrikanske kyst. Om havet. Han troede, at han og jeg sad i toppen af et stort træ, og bad mig sætte en papkasse med vand under hans seng. »Træets rødder skal have vand,« sagde han. Når han igen døsede hen, begyndte jeg at skrive. Jeg skrev for ikke at lade min far strømme væk. At skrive var for mig at holde fast. At prøve at kunne se, og bevare, det der var.

Anders Rye Skjoldjensen
Da jeg skrev TIL MIN FAR, som teksten endte med at hedde, havde jeg ingen poetik. I hvert fald ingen retning, som jeg havde sat mig ud for at søge. Det var bare den tekst, der skulle skrives på det tidspunkt.

I min egen selvforståelse er jeg slet ikke romanforfatter. Men romanformen var ret intuitivt det rette udtryk for TIL MIN FAR. Et udtryk, som måtte komme frem gennem det at skrive og registrere. På en måde skrev bogen sig selv. Den skete omkring mig. Jeg skrev den bare ned.

Jeg forstår i stedet mig selv som teaterinstruktør, for det er det, jeg er – af uddannelse og til hverdag. Når jeg iscenesætter en forestilling, så tænker jeg i tegn. Mine forestillinger er tit komplekse tegnsystemer, der bygger sig op samtidig med, at de bryder sig ned; de mener noget inderligt, for så at holde det ud i strakt arm. En stramt orkestreret forvirrende billedstorm, hvor ærligheden forsigtigt sitrer midt i en sværm af larmende formgreb.

Når jeg læser TIL MIN FAR, ser jeg, at min tekst opfører sig anderledes end mine forestillinger. Den har en form, der i modsætning til mit andet arbejde næsten benytter sig af en ’afholdelsespoetik’. Skriften afstår fra alle former for forskønnelse: metafor, symbolisme, selv adjektiver og adverbier. Teksten helliger sig en nøgternt registrerende stemme, holdt sammen af en gentagelsesstruktur. Sproget som meningsdannelse kommer til kort og kan kun registrere.

Det er mit håb, at der paradoksalt nok opstår en følelsesmættet fortættet overlevering til læseren på trods af – eller måske snarere som konsekvens af – denne afholdelsespoetik.

Min roman står i kontrast til mine forestillinger. Og måske kan man alligevel kende en stemme. Jeg ved det ikke. Jeg tror, at jeg i alt, jeg laver, prøver at tale. At sige det, som det er. Nogle gange er det enormt svært, fordi der er så meget larm omkring mig. Og andre gange, som her, er der helt stille.«

Tre spørgsmål til Niels Erling

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Ja visst gör det ont när knoppar brister, varför skulle annars våren tveka?«

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Du er her stadig.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord:

»Åbenbaring.«

Hans Peter Madsen

25 år. Debuterer med ’Brænd huset ned, giv træet vand’. Roman. Turbine. Udgivelsesdato: 8.4.2021.

»Måske er det blevet sagt før. Jeg skriver som læser, for jeg er læser, ikke forfatter. Hvis jeg skriver, er det en tilfældighed, en ulykke.

Hvis jeg skriver, er det for at få dig til at stemme på Enhedslisten.

Hvis jeg skriver, er det for at sige stanniol, når jeg mener vandspejl, for at sige husholdningsfilm, når jeg mener morgendug.

Hvis jeg skriver, er det for at holde den regering ansvarlig, der fra 2001-2011 benægtede, at klimaforandringerne var menneskeskabte og alvorlige, og som førte Danmark ind i to unødvendige krige, hvoraf mindst den ene også var ulovlig og ubegrundet.

Emilie Lærke Henriksen
Hvis jeg skriver, er det for at erindre mig uklart som en fjern slægtning. For at forløbe mig, narrativt.

Hvis jeg skriver, er det for at holde den regering ansvarlig, der fra 2011-2015 erkendte, at klimaforandringerne var menneskeskabte og alvorlige, men alligevel ikke handlede drastisk.

Hvis jeg skriver, er det for at mindes det, jeg allerede har glemt. For at skrive noget andet end jeg. Såfremt jeg da skriver.

Hvis jeg skriver, er det for at holde den regering ansvarlig, der fra 2015-2019 erkendte, at klimaforandringerne var menneskeskabte og alvorlige, men alligevel som en af sine første handlinger hævede afgifterne på elbiler og sænkede afgifterne på benzinbiler, og som lukkede den kommission, der skulle have holdt dem ansvarlige for at være gået ulovligt, unødvendigt og ubegrundet i krig.

Såfremt jeg da skriver.

Hvis jeg skriver, er det for at holde den regering ansvarlig, der siden 2019 har erkendt, at klimaforandringerne er menneskeskabte og alvorlige, men alligevel ikke handler drastisk.

For dem, der kæmper en himlenes klassekamp, en skumringsbegejstringens klassekamp, for en lige fordeling af rosafarvede skyer ved aftenstide, og for dem, der kæmper en økonomisk klassekamp, en sindets og kroppens overlevelses klassekamp, en lige fordeling af værdighed og værdi til alle tider, skriver jeg. Såfremt jeg da skriver.

Jeg kunne skrive, at sneen knirker eller ligger som en tavs dyne over landskabet, men jeg nægter at gøre det. Jeg kunne skrive: »Hun tog i dørhåndtaget og trådte ind«, men jeg nægter at gøre det. Jeg kunne skrive: »og han indså, ath, men jeg nægter at gøre det.

Eller hvis jeg skriver, er det fordi »det pynter på CV’et«, og fordi det er »relevant erhvervserfaring«. Såfremt jeg da skriver, såfremt jeg da er en, der skriver.«

Tre spørgsmål til Hans Peter Madsen

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Jeg har ladet mig fortælle at jeg er den kvinde han møder allerede på side otte.« (Inger Christensen: Azorno.)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

Han møntede den term, sorgfuldt.

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord?

God.

Matilde Digmann

40 år. Debuterer med ’Pseudo’. Grafisk Roman. Forlaget Basilisk. Udgivelsesdato. 26.3.2021.

»Det var usansynligt at jeg skulle blive en kanal for lyset. Det jeg kommer fra er så mudret, så mørkt - men jeg skulle igennem de dybeste lag for at forstå, at jeg er lys. Hver gang jeg har ramt bunden, er jeg blevet vist at jeg kan gå højere - at vi alle har et valg. At vi kan give slip på frygt og være i tillid til at alt udfolder sig præcis som det skal. Og vide at dét at være i overgivelse - i nuet - er lig med at være i vort højeste selv.

Skyggearbejde handler om at bevidstgøre sig skyggen (de sider af os selv vi ikke kan eller vil se og anerkende) - ikke at skubbe dem væk, løbe fra dem eller lade som om de ikke eksisterer - men i stedet vende os om og integrere mørket. Og dermed erkende at vi er begge dele: både lys og skygge. Jeg kaster min skygge ud i rampelyset for at integrere den i os alle, for at hjælpe os til at forstå at vi ikke behøver at gøre vores skygge forkert og udskamme den – men at vi kan se den for hvad den er – et bange dyr, en ego-skal bygget for at beskytte os. Se at vi er født uskyldige - som ren kærlighed.

Anders Rye Skjoldjensen
Jeg arbejder for at kaste lys ind i den kollektive skygge - for at blotlægge misforhold i den dominerende kultur. For at frisætte os fra den programmering og radikalisering vi er blevet udsat for gennem en opvækst i et kapitalistisk patriarkat. Når jeg ser på kønnene, og mine egne oplevelser som biologisk kvinde – ser jeg en dyb diskrepans. Jeg ser en enorm forskel på begrænsningerne af den ydre og indre frihed der er for kønnene hver især. Jeg er nødt til at pege på dobbeltmoralen og hykleriet i et samfund der systematisk seksualiserer kvinder og som så - når kvinder agerer åbenlyst seksuelt – vender sig om og udskammer dem for det. Et samfund hvor mænd programmeres til at undertrykke følelser, til at lukke ned. Dette systemiske svigt kommer til udtryk som konstante indviduelle kampe om at få det godt, som enten kæmpes eller fortrænges, og som vi ikke kan vinde på et individuelt niveau. Det er et system der fratager os vores evne til at elske frit, og det er på tide vi bliver fri af det.

Jeg er her for frihed, ærlighed, sårbarhed, gender-fluidity, for kærlighed.«

Tre spørgsmål til Matilde Digmann

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Your dreams will have much greater meaning when they are tied to the betterment of your community«, Dr. Tererai Trent.

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Cat ditches the vodka by a trash can and walks towards the hotel - the sun is blazing even though it’s only April. Cat’s nipples hurt like hell.«

– En bog, du gerne ville skrive, beskrevet med ét ord:

»Kampskrift«

Sidsel Ana Welden

29 år. Debuterer med ’I det hvileløse’. Roman. Forlaget Harpyie. Udgivelsesdato:1 5.4.2021.

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg er en egoist med skriften

Skriften har ikke noget den skal eller ikke-skal. Men jeg nasser på den, fordi den er det sted hvor sympatien kan udvide sig. Hvor meninger, eller følelser, der ikke værdsættes i en hverdagssamtale, pludselig kan møde sympati. Her kan man skrive: jeg vil ikke være mor, jeg vil ikke være livmoder, jeg vil ikke samarbejde med psykiatrien, med universitetet, jeg hader min far, jeg væmmes ved manden, mit arbejde kvæler mig, mit barn keder mig. Skriften er et trygt sted for mig, fordi, at den er et af de eneste steder, hvor en forventning om galskab følger med som en del af jobbet. Jeg er en egoist med skriften, jeg bruger den til at folk skal tage det alvorligt, når jeg skriver: at jeg er gennemsigtig, at jeg er et bløddyr, at jeg siver ind i andre når jeg går på gaden, at mine øjne er lameller. I skriften bliver det pludselig interessant med al den lidelse, med al den historie, med det ikke-vestlige, sygdommen og med det fremmede. Det kan jeg bruge til min egen fordel. I skriften er der en ophøjelse af de undertrykte, det grumme, det ikke-elitære, dem som ingen orker beskæftige sig med i dagligdagen. Jeg er egoistisk med skriften fordi, at jeg bruger den som et bevis på, at jeg selv findes. Til at skrive minder frem, jeg kan flygte ind i, som bevis på, at tiden ikke er lineær, men plastisk og fragmentarisk. Og dem der kan bruge min skrift til noget, kan så tage hvad de vil af den. Jeg er også en egoist mod min skrift. Når jeg er færdig med den, kaster jeg den for løverne, så kan den stå der alene. Nervøst og dirrende.

Sidsel Ana Welden

– Den bedste sætning du nogensinde har læst? »(umulig opgave jo).«

»Visse billeder er man nødt til at holde for sig selv ellers forsvinde de, man er nødt til at holde dem rene og uberørte i sit indre, man skal sørge for at ordene ikke forurener billederne så klarheden og smerten går tabt, det gør ikke noget at de gør ondt, hvis blot de er klare som glas.«

(Kærlighedens Antarktis, Sara Stridsberg.)

– Yndlingssætning i egen bog?

»Gad vide, hvor mange buketter bordet har båret, hvor meget trøst det har forsøgt at give videre, inden jeg kom.«

– En bog du gerne ville skrive, beskrevet med ét ord?

»Angelic.«

Deniz Kiy

27 år. Debuterer med ’Blå Øje(Türku)’. Digte. Gyldendal. Udgivelsesdato: 9.4.2021.

1. HVAD DER SKER
I HENVENDELSEN
KÆMPPPPER
KER KÆMPER
KER MED AFSTANDE

Anders Rye Skjoldjensen
DISTANCER SOM PRIKKER
ÅBNE SÅR
VIL VÆVNINGER
DET UTILGÆNGELIGES
SMÅ HÅR
JEG VIL
BESKYTTELSEN
OG SÅRENE
MED MIT HELE
OG ENDELIG HELE

TRODSE ØJNENE
DE
KASTER

DET DET HANDLER OM
KONTROL
OG MAGT AT TA

SÅ TA DINE SKO AF
RESPEKTER MINE RAMMER
THIS IS MY SEAT
 

2. HER FOR TIDEN (MÅSKE 4 LIFE) MIG: BLIR SÅ HURTIGT EN MEDALJE FOR HVIDE INSTITUTIONER SOM FLASHER EN CONNECTION DER ALDRIG HAR VÆRET DER – CLAIM ET ARBEJDE UDEN AT HA GJORT NOGET - EN HÅND UDEN EN ARM - DET HANDLER OM GRATIS KAPITAL (FLERTAL OG I FLERE FORMER)
ALTIMENS SELVSAMME KONTORER (IS THIS GRUNDSTRUKTURERNE?) FRA TOP TIL TÅ (VALLAH) FORBLIVER HVIDE
OG DET OSS BARE FOR AT SIGE
DET HVIDE ER ALLEREDE FULDSTÆNDIG STAGNERET
STØRKNET I EGEN SOVS
OG SE DEM LIGE FORSØGE AT GØRE DENNE DÜRÜM TIL DERES ROULADE
NEJ TAK
 

3. MIT SMIL NÅR JEG CYKLENDE VED KONGENS NYTORV
FORESTILLER DET HELE BRÆNDE
FLERE BUSTER
SAMME TUR
STØV
GIPS
ASKEN ER VEL RENEST
 

4. ET ØNSKE: AT TRÆDE IND PÅ REDAKTIONSGANGENE OG FORTÆLLE DEN PERLERÆKKE AF PATATAS, AT JEG HVERKEN ER DERES LIDENDE PERKER, DERES PRÆMIEPERKER, DERES EKSOTISKE BOY, OG JEG ER HELLER IKKE NOGENS ’GAVTYVBADBOYGHETTODAWGDIGTER’
MINE VENNER SIR JEG ER EN VICIOUSLY CUTE KALB
SÅ JEG GØER AF HELE HJERTET
 

5. SHEYTANS
WHITE GAZE
 

BLÅ BLÅ BLÅ BLÅ ØJNE

MOD VORES BLÅ ØJE
AMULET
 

6. ARBEJDET MOD SYSTEMER
STRUKTURERNE ARBEJDER BILLIGST
VORES ARBEJDE ER HÅRDT
DYRT FOR HOVEDET
 

7. AFLÆRENDE
LÆRENDE
LÆNGSELSFULD
REAPPROPRIERENDE
 

8. MIN MYTOLOGI:  SOL                   BAMYA                       AYVA                   YALLA

Tre spørgsmål til Deniz Kiy

– Yndlingssætning?

»Kære Mor / Jeg skriver for at komme i kontakt med dig – også selvom hvert ord jeg nedfælder er at bevæge mig længere væk fra der hvor du befinder dig.« (Ocean Vuong, Vi er kortvarigt smukke her på jorden)

– Din yndlingssætning fra din egen bog?

»Kort og fucked/ allahallah«

– En bog du gerne ville skrive beskrevet med et ord?

»Køterisk«

Alexander Mayah Larsen

30 år. Debuterer med ’Kongen leve’ Digte. Gyldendal. Udgivelsesdato: 5.5.2021.

Vær en forførende spejling af vor tid
et fatamorganisk øjeblik
et ekko med noget på hjerte
der taler til alle hjerter
også mine falske brødre på Atlantis Hotel i Dubai
husk tonen
når du prutter om prisen for dine dagpenge hos guldsmeden i Lyngby Storcenter
eller om pil-selv-rejerne hos Kurder-fiskehandleren på Nørrebrogade
det lærte min baba mig aldrig
tillad dig at blive ramt
ram mig
forfør mig
helt ind i min vibrerende kerne
lets do a one night stand
ræk fuck til dem der fortjener det
misbruger din magt med bræk og amatøristiske konfrontationer på de sociale
likes likes likes
tag røven på din næste
køb en ged
halalslagt et lam
det gjorde min baba til sommerfesten på fodboldbanen foran skolen
Koranens vers i ghettoblasteren
Allahu Akbar
tag et hvil
bestil en prollet afbudsrejse til Marmaris
flash din solbrændte hud med tusser og en Sol Cerveza i røven
livet er som en skaldyrsbuffet
gå altid længere ud end til navlen
manipuler dit vante mønster
und dig selv at pisse ud over kajen på Kalvebod Brygge i svære tider
le ad dig selv

Emilie Lærke Henriksen

 

Tre spørgsmål til Alexander Mayah Larsen

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»alle siger
at jeg cykler
meget
men ingen spørger
hvorfor«

(Victor Boy Lindholm: Jeg slæber lungerne som en vægt.)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»baba har lært mig at det var en fejl jeg blev født.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord:

»Brevroman.«

Cæcilie Højbjerg Poulsen

30 år. ’Belleville’ Roman. Forlaget Møllegades Boghandel. Udgivelsesdato: Juni 2021.

Kattens begyndelse fra stolen, som kun en kat strækker tæer
Nogle gange kravler den op ad muren ved et af bedene, standser, springer ned
Spørg den ikke om den gav op
Antag det ikke med dine handsker i siderne, øjnene let knebet sammen
Tag imod gaven
 

Rødkælkens bryst som jeg ikke er en del af men som jeg bøjer mig for
At motivere en pris ved et awardshow, i sneakers med relativt spredte ben
En positur som rødkælken gør bedre
Skrive for at afsløre omfanget af udstyr
Bordskikken, der bruger dit navn
Katten, der standsede på muren for at indvi dig
Da du sidder ved bordet meddeler katten sig: Det var rigtigt, jeg gav op
Da jeg forsøgte at kravle op ad muren

Anders Rye Skjoldjensen

Jeg har drømt at altanen i den lejlighed, jeg overtager til maj er af bivoks
Sol i tern
Hvem er »man«? spørger min kollega Thea
Hun er nyforelsket og har haft en samtale med den, hun har mødt, om hvem »man« er
Deres forkyndelse: Ingen skal længere være »man«
Det er nemmere for mig at tale til det elskede end til det forhadte
Eller først, jeg ledsager det elskede inden jeg forsøger at formulerer noget, der er sket
Jeg kan ikke holde ensomheden ud

 

Flixbus mellem Bruxelles og Paris om natten
Sovende mod hinanden, en tryghed fordeler sig anonymt
Min lillesøster sagde, jeg tror altså jeg er en engel
Jeg kom i tanke om at jeg allerede havde drømt at hun ville fortælle mig det
Det var muligt at sige, det ved jeg godt
Min kollega Yolanda ringer ned til receptionen oppe fra et værelse og fortæller mig, at der nu er rent
Tak, så kan jeg udlevere nøgler til gæsten.

Tre spørgsmål til Cæcilie Højbjerg Poulsen

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Drik varmen af min haand, / Min haand har samme blod som vaaren.« Edith Södergran: Dagen Svalnar.

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Hvordan skal jeg fortælle det uden at tage det fra dig.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord:

»Creepy.«

Glenn Bech

30 år. Debuterer med ’Farskibet’. Roman. Gyldendal. Udgivelsesdato 22.1.2021.

Du kan være et godt menneske og dermed også en god mand.
Men du kan ikke være en god mand, hvis du er et dårligt menneske.
Så når det at være en rigtig mand er vigtigere end at være et godt menneske, da er der tale om giftig maskulinitet.

Anders Rye Skjoldjensen

Giftig maskulinitet er ...

ødelæggende for sammenhængskraften i samfundet. Giftig maskulinitet er at tilskynde vores drengebørn til at tage plads og fylde; mens det især er pigebørnene, der skal lære at udvise hensyn, selvbeherskelse, selvopofrelse, tålmodighed, empati. Med konfliktsky stemmer anerkende knægten for sin præstation under samleje, også når hun selv er i smerte. Og det er et udtryk for giftig maskulinitet at affyre fyrværkeri i gaden, spytte på fortovet, smide skrald; nedstirre andre mennesker, gå i hælene på andre mennesker, kommentere på andre menneskers udseende; køre for stærkt, overhale indenom, snyde i køen. Lade opvasken stå til damen aka mor. Blive på sofaen, imens hun er taget til demonstration med sine veninder. Puste sig op for at få sin vilje. Larme. Generelt larme. Råbe af fjernsynet, råbe af computerskærmen, trampe i gulvet, slå i bordet, råbe ud ad bilruden, råbe fra altanen, råbe nede i gården. Råbe sammen med vennerne, som om de var de eneste i verden – kl. 02 om natten i et lejlighedsbyggeri. Muskelbiler, motorcykler. Det er et udtryk for giftig maskulinitet at forsvare og udvise overbærenhed med vores mænd, efter de endnu en gang fortabtes til et vredesudbrud, der tillod dem at overskride vores grænser, overfuse eller nedværdige os. At være mand skal ikke være ensbetydende med at slippe for ansvaret; vi skal alle overholde forventningerne om almindelig, respektfuld opførsel. Men fordi vi lever i et patriarkalsk samfund, internaliserer vi også alle sammen en vis grad af giftig maskulinitet. Selv piger og kvinder; piger og kvinder, der løber deres fædres ærinde ved at beskylde hinanden for at være skingre samt knaldende sig til tops, efter det i virkeligheden var en mand, der viste sig at have begået overgreb. Så hellere betvivle ofrenes historier end magtmisbrugernes. Og man skulle næsten tro, at drengene grinede hele vejen til banken— Man kan da heller ikke sige noget længere!’ Vi er altså alle af og til medskyldige i at samtykke til patriarkatet; det er vi f.eks., når vi sminker, barberer eller på anden vis underordner vores personlige frihed for at tilfredsstille mændene (og dermed markedets) blik. Se blot pornoindustrien! Giftig maskulinitet er at dominere; er at true andre mennesker. Hæve stemmen for at få sin vilje; hæve hånden for at få sin vilje. Nødvendigheden af at tjene flest penge for at føle sig som en mand; en ’rigtig mand’. Giftig maskulinitet går i høj grad også ud over mændene selv. Vi er alle medskyldige i at samtykke til patriarkatet, når vi stadig opfatter kriterier såsom månedsløn, fysisk højde og skulderbredde som afgørende for en mands maskulinitet. Fordi så få drenge lærer at sætte ord på deres følelser, kommunikere konstruktivt, søge kompromisset, risikerer de tit at ende som nogle forkrøblede skabninger; forvoksede, forurettede, selvretfærdige småbørn; voldsparate, letantændelige unge mænd. Der skal typisk intet til for at ydmyge en mand. Hans stolthed er på størrelse med en ballon; hans evne til at rumme sine fejl forbliver en nål. Og det er således et udtryk for giftig maskulinitet ikke at kunne undskylde, i hvert fald ikke oprigtigt; at vrænge ad sårbarhed; eller nærmere, at forveksle sårbarhed med svaghed. Som skulle dét at bestige et bjerg være modigere end at række ud efter sine medmennesker? Giftig maskulinitet er fraværende fædre. Giftig maskulinitet er lukkede incelfora; enlige drenge og mænd, som overrepræsenteres i selvmordsstatistikkerne. Det er giftigt, giftigt maskulint at se ned på omsorgserhvervene, denne ’ineffektive offentlige sektor’, velfærdssamfundet, som vi alle ved, ’kun er for tabere, der ikke kan forsørge sig selv’, de såkaldt ’bløde værdier’; at se ned på dem, simpelthen fordi de ikke er til at måle. Manden, der har svært ved empati, har naturligvis næppe nogen forståelse for, at han selv kunne være en belastning for sine nærmeste. Superheltefilmen præsenterer os ligesom for det modsatte af virkeligheden. Kvinden, der typisk holder sammen på manden; prinsessen, der redder helten fra sig selv. Hvilket selvfølgelig er en uretfærdig arbejdsfordeling i lyset af, hvem vi lader rende med æren, få det sidste ord, højeste lønninger. Det er giftigt, giftigt, giftigt maskulint kun at sørge for sig selv; rage til sig for enhver pris—survival of the fittest—Nej! Jordkloden kan ikke følge med, når op mod hver anden iblandt os forsøger at udnytte den for egen vindings skyld. Vi har brug for de bløde værdier for at redde os ud af klimakrisen. Langsigtede løsninger; forpligtende, tværnationale samarbejder. Fagforeninger. Borgerløn. Almene boliger. Bæredygtig produktion. Flere deltidsstillinger. Højere topskatter. Antiracisme. Selvopofrelse, behovsudsættelse, empati. Grundlæggende empati. Vi har brug for stærke stater til at regulere kapitalismens ulighedsskabende vækstregime – nøjagtig ligesom barnet har brug for den voksne til at sætte rammerne omkring legen: Nok er nok! Giftig maskulinitet er neoliberalisme. Giftig maskulinitet er skovfældning; privatstrande; mikroplast i vores lunger. Større fladskærms-tv; sneakers; børnearbejde. Giftig maskulinitet er statskup, krigsparader, plyndring, hooligankultur. Giftig maskulinitet er homofobi. Giftig maskulinitet er junglelov; skattesvindel, lystbåde, gated communities. Giftig maskulinitet er insider trading; massefyringer af de ansatte ’på gulvet’, mens bestyrelsen fortsat kan modtage dens aktieafkast. Giftig maskulinitet er private banker, private advokater, private sygehuse, private skoler; øget privatisering i det hele taget. Giftig maskulinitet er mig, mig, mig. Giftig maskulinitet er reklamer non stop. Satellitters lysforurening for stjernerne. Giftig maskulinitet er at ignorere corona-restriktionerne. Ældres massedød. Kronisk syges massedød. Udspekuleret, risikofri gambling med under- og middelklassens formuer; boligbobler, finanskriser. Størstedelen af vores religioner er baseret på giftig maskulinitet. Giftig maskulinitet er at opfinde samt holde fast i hierarkier, der placerer de traditionelt maskuline værdier og dermed manden øverst. Giftig maskulinitet er at forveksle femininitet med mangel på kompetence, på autoritet. Giftig maskulinitet er selveste kapitalismens grundforudsætning. Giftig maskulinitet er ikke bare medskyldig i men årsagen til klimakrisen. Giftig maskulinitet er utaknemmelighed. Giftig maskulinitet er narcissisme; og ud af alle narcissister estimerer man, at op mod 80% af dem er mænd.

Løsning? Lad ikke kønnet afgøre hvor høje krav om samvittighedsfuldhed, du stiller til dine børn.

Tre spørgsmål til Glenn Bech

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»SLIK PIK I NAT MIN SKAT HØR OP JEG DØR TIL DELS«

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»OP OG NED PÅ VEGNE AF FREM OG TILBAGE«

– En bog du gerne ville skrive beskrevet med ét ord:

»Skraldgrineren«

Ann Linn Palm Hansen

36 år. Debuterer med ’Igennem landskaber’. Roman. Asger Schnacks Forlag. Udgivelsesdato: 11.3.2021.

»Først kommer gæssene, kommer ordet, kommer billedet, kommer sprækker af lys, kommer firkanterne på den hvide soveværelsesvæg, kommer linjerne på papiret, kommer hinder af vand, kommer hændernes berøring, kommer håret bundet op i en knude, kommer gæssenes bug henover mit ansigt, kommer blyantens flugt med linealen, kommer tømrerens måde at måle en lægte op på, kommer en afstand målt med en tommeltot, kommer at se på sætningen og slå den i stykker, kommer hundens halsen langs stranden, kommer skarven der står som et w, kommer tegnene, kommer

Emilie Lærke Henriksen
sproget, kommer lyd, kommer regnvandsdråber fra trækroner der rammer sandet, kommer »skulle vi lave et hul med enknappenål i omridset af den blå blæktegning«*, kommer måden hvorpå ord kan forblive i tankerne og sætte sig som en tilstand, kommer håndens berøring af papir, kommer horisontens linje når tågen letter, kommer åndedraget ud i frostklare morgener, kommer tiden, kommer vendt muld, kommer lilla,kommer tulipanerne der mangler vand og bøjer sig i stilken, kommer at de rettede sig op igen da de fik vand, kommer at gå længere og længere ud, kommer at det der er vådt har en hinde, kommer at ryste sig som en hund, kommer at lægge endnu et lag og et lag til, kommer pigmentets kant, kommer kroppen, kommer at udvide billedet, kommer at hælde på, kommer at overvande planten så vandet kommer ud over underskålen, kommer at sprænge det man troede man vidste, kommer skovene,hækkenes og vejenes parallelforløb med horisonten, kommer matematiske grafer, kommer ligninger der ikke går op, kommer at x står som ubekendt, kommer at miste modet, kommer at løbe og føle sig forpustet, kommer ikke at kunne stoppe, kommer at se nogen dybt i øjnene, kommer at føle at man refererer til en andens liv og ikke sit eget, kommer at det er en leg vi leger, kommer at alting allerede er blevet gjort, sagt og ment, kommer forsøget på at forstå, kommer hundens måde at lægge hovedet på skrå på når den lytter, kommer måden at gå i kurven på når man hæver stemmen, kommer at miste et opkald på telefonen, kommer at lade den ringe ud, kommer at se den gamle sorte labradors poteaftryk i sandet i dag som den satte i går, kommer måden den går langsomt på når den kommer i snor, kommer at skulle noget, kommer at dyrke jorden med ord som med kartofler, kommer at omgive sig med sin egen virkelighed, kommer sprækkerne.

*(Simone de Beauvoir, En velopdragen ung piges erindringer I)«

Tre spørgsmål til Ann Linn Palm Hansen

– Hvad er den bedste sætning, du nogensinde har læst?

»Vi har brug for det
der er noget andet og kommer
et andet sted fra

Vi kan ikke bare leve
med det vi kender
og som er os
som vi altid har været

Det har vi ikke

Vi har brug
for det vi ikke er«

(Peter Laugesen: Brev til en maler)

– Hvad er din yndlingssætning i din egen bog?

»Lagnerne strækker sig i en bølgende fri uregelmæssig uendelighed, kun fastholdt af tørresnoren, som markerne er fastholdt horisonten.«

– Beskriv en bog, du gerne ville skrive, med ét ord?

»Berg-og-dal-bane«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

der er så en del flere debutanter - find de 25 nye lyrikere hér, som året allerede har bragt, og vi er kun i maj.
https://krabat.menneske.dk/kkblog/digterdebutanter/