Essay
Læsetid: 12 min.

Kroppen i lockdown har været sårbar og ensom. Måske kan vi bruge dansen til at komme videre?

Dansen, som vi kender den, har forandret sig under pandemien. Vi danser ikke længere til fest eller på festival, ser ikke længere danseforestillinger i fyldte teatersale. Forfatter Ida Luka Holmegaard går på jagt efter nye måder at opleve dans på. Hvad kan dans som kunstform tilbyde os i en nedlukket verden, og hvad skal dansens fremtid bringe?
Dansen, som vi kender den, har forandret sig under pandemien. Vi danser ikke længere til fest eller på festival, ser ikke længere danseforestillinger i fyldte teatersale. Forfatter Ida Luka Holmegaard går på jagt efter nye måder at opleve dans på. Hvad kan dans som kunstform tilbyde os i en nedlukket verden, og hvad skal dansens fremtid bringe?

Mia Mottelson

Kultur
3. maj 2021

I efteråret så jeg rigtig mange videoklip med dansenumre fra gamle Hollywood-musicals. Et af dem var en scene fra filmen It’s Always Fair Weather, hvor Gene Kelly står på rulleskøjter gennem en studiekulisse af Midtown, New York.

Han er iklædt jakkesæt, hat og lædersko i 1950’er-stil og så altså påspændte rulleskøjter. Kelly suser rundt på gader og fortove, folk ser benovede og interesserede til, når han laver step, hop og piruetter. Imens synger han en sang om, at han godt kan lide sig selv, fordi den, han er forelsket i, kan lide ham. »She likes me and so do I.«

Første gang, jeg så videoen, blev jeg forført af den fjoget-selvsikre Kelly, hans virtuose gliden gennem bybilledet. Ingen klodset afstandstape på jorden, ingen lange køer, ingen håndspritdispensere. Gene Kellys dans er en fantasi over bevægelsesfrihed.

I det hele taget er vi ofte vant til at tænke på danserkroppen som særligt fri og bevægelig, som én der er stærk, kan hoppe højt, bære en anden danser over hovedet i strakte arme. Som en krop, der overskrider, hvad der for mange andre er fysiske begrænsninger, som tilbyder beskueren et vindue ind til en verden, hvor bevægelse er let, og kroppen medgørlig.

En af mine venner har fået coronavirus. Det første, hun fortæller mig, da vi en aften taler sammen i telefon, er: »Jeg skærer og spiser rå hvidløg, og jeg kan slet ikke smage noget!«

Vi ved begge, at tab af smagssansen er et hyppigt coronasymptom, og alligevel er vi fælles om at føle os overrumplede af den pludselige forandring. Hun fortæller, at når hun spiser, ser hun samtidig videoer af kokke, der tilbereder stærk kinesisk mad. »Så snyder man ligesom hjernen.«

En ny koreografi

Det seneste år har været rigt på den form for simulationer og på forandringer i, hvordan mange af os oplever, sanser og bevæger os. Verden er indrettet på en ny måde, den tilbyder os en ny koreografi, der er vokset frem af behovet for at beskytte hinanden fra virus, og af at forsøge at leve med de afsavn, det kræver.

Nye bevægelsesmønstre er opstået: cykle til testcenteret, hilse med albuen, styrketræne på stuegulvet. En anden ven fortæller, at de ofte ser telefonoptagelser fra koncerter på YouTube. Der er noget ved det håndholdte, rystede, mørket, perspektivet inde fra publikum. Det er næsten som at være der selv.

Da jeg forleden genså rulleskøjteklippet, havde min umiddelbare følelsesmæssige reaktion ændret sig; jeg blev simpelthen irriteret på Gene Kelly. Han fylder hele fortovet, utilregneligt drømmende og på hjul, han får folk til at standse eller kører træls-drillende næsten ind i de forbipasserende. Denne gang minder han mig mindre om mig selv, slentrende gennem en storby ved aftentide, før nogen havde hørt om COVID-19, og mere om en overstadig og verdensfjern teenager på et elløbehjul.

Verden falder blødt på plads omkring denne opmærksomhedskrævende mand på rulleskøjter. Gene Kelly er en fantastisk danser, men set derfra, hvor jeg er nu, føles hans fantasifrihed for langt væk til at være charmerende.

Mia Mottelson
Jeg fik øje på de manglende hensyn i hans måde at tage plads på, så langt uden for rækkevidde for langt de fleste, selv uden corona. Jeg kan mærke, at jeg er træt af fantasien om frihed, eller kan i hvert fald ikke bruge den til så meget lige nu. Jeg er træt af nostalgi, efter noget der var før. Hvad kan man bruge dansen til nu, hvad kan den være, og hvor?

Dans foran vasketøjsstativet

Jeg hører en podcast med den skotske koreograf Claire Cunningham, som taler om ordet care. Om alle dets betydninger. Omsorg, pleje, respekt, umage, forsigtighed, fokus. Caring for, caring about, be careful.

Dans har noget at gøre med, hvordan vi omgås hinandens kroppe. Berøring, blik, opmærksomhed. Jeg bliver ved med at tænke på dans, opsøge dans nu under nedlukningen. I en tid, hvor dans ikke længere er synonym med fest eller med dancefit i Fitnessworld, tænker jeg mere og mere på sammenhængene mellem dans og omsorg, på dans som omsorgsform.

Kroppen i lockdown er ensom og sårbar for sygdom, kan vi bruge dansen til at overskride den ensomhed, til at yde omsorg eller forstå sårbarheden bedre?

I slutningen af marts deltager jeg i en danseworkshop på Zoom. Jeg finder et opslag på Instagram fra en danser, jeg har set optræde i London, som udbyder sessions med »dans i dit soveværelse«. Det seneste år har jeg danset derhjemme, halvsnalret og alene fredag aften. Jeg er spændt på, om dansen til den her workshop vil føles fælles. Om det vil føles, som om at de andre faktisk er der.

Da dagen for workshoppen kommer, kokser jeg rundt i tidsforskellen mellem London og København og ender med at komme for sent. Jeg logger ind midt i et nummer, præsenterer mig kort i den næste pause. 20 små ansigter i hver sin firkant smiler tilbage. Jeg skal lige i gang, kan jeg mærke, få styr på min bluetoothhøjttaler, stable computeren op på en stak af bøger, så jeg ikke får ondt i nakken af at se nedad, mens jeg danser. Jeg må flytte et vasketøjsstativ ud af billedet, jeg synes, det var for pinlig en rekvisit.

I en øvelse beder instruktøren os om at hente vores dyne og danse med den. Man kan klemme den sammen og kramme den som en krop, pakke sig ind i den som en puppe. Vægten af dynen og bevægelsen fra dansen, det føles som at blive holdt om, som om der virkelig var en anden; det er en måde at snyde hjernen på.

En anden øvelse går ud på, at vi skal danse sammen to og to. Jeg klikker min makker stor på skærmen, en dansende person i tanktop i et lille London-soveværelse, rødlilla belysning, en seng, et tøjstativ, det er mørkt uden for vinduet.

Min nye danseven har nogle flotte bevægelser med armene og skuldrene, som jeg lader mig inspirere af. Vi nærmer os skærmene, danser tæt, jeg kan se, at jeg selv er lidt grynet i kvaliteten. Til at begynde med har vi stadig dynerne med os, min makker har sin over skuldrene som en slags vest eller jakke, og jeg tænker, at det ser meget high fashion-agtigt ud på en 1980’er-Grace Jones-måde.

Instruktøren giver os øvelser og forslag, ændrer musikken, mildt og åbent, men alligevel former det vores bevægelser. Jeg glemmer tiden, griner ud i stuen. Bagefter er jeg varm og vildt tørstig.

Underholdning til dommedag

Under den første nedlukning skrev den amerikanske koreograf Jack Ferver i et opslag på Instagram: »Feeling haunted/doomed? All my work is online on my website.«

Jeg begyndte at se Fervers stykker, mange af dem, og det føltes som at modtage en gave på tværs af verden, som at finde en portal til et altid åbent teater i New York. Det har været internettets bedste kvalitet under nedlukningen, og måske har det altid været det. Denne følelse af at være fucked alle sammen, så vi må finde ud af, hvad kan vi gøre for hinanden, hvad kan vi tilbyde, som kunne gøre livet lidt lettere for andre, få folk til at grine eller føle sig set.

Ferver er, som koreograf og danser, mindst lige så interesseret i at undersøge sårbarhed og skavanker som i at forsøge at overvinde dem. For eksempel i forestillingen Night Light bright light fra 2015, som han danser sammen med sin ven Reid Bartelme. Ferver blev kommissioneret af en festival til at lave et værk til minde om Fred Herko, en danser og koreograf, der i 1964 begik selvmord; han besøgte en ven, tog et bad, dansede nøgen foran vennen til er Mozart-stykke og hoppede ud ad vinduet i et grand jeté.

Flere gange i løbet af forestillingen trækker Ferver et mikrofonstativ frem og leverer monologer, som sammenkæder historien om Herko med hans egne erfaringer med psykisk sygdom og selvmordstanker både hos andre og sig selv.

Han fortæller, tydeligt sarkastisk og udleverende, om processen med at sætte forestillingen op; de dårlige løn- og prøveforhold, kort tid, næsten intet budget. Temperamentet skifter mellem det udbrændte, tørre, kærlige og maniske.

Det, som Ferver udleverer, er, hvad det egentlig koster at leve, som både han selv gør, og Herko gjorde: som danser, fattig og queer i det dyre og kompetitive New York. Både han og Bartelme optræder i uldne opvarmningsdragter og taler om, at de godt kunne have tænkt sig større og flottere rekvisitter.

Det er et spændende greb, at forestillingen tager de samtaler, der sædvanligvis hører til i kulissen, med op på scenen – Ferver iscenesætter sin frygt for ikke at være god nok, ikke at lave et godt nok stykke, og insisterer samtidig på, at det emne ikke er for pinligt eller sårbart at tale om.

En umiddelbar komik

Ferver og Bartelme danser en slags ikke-helt-ballet-duetter til stykker af Mozart, blander genkendelige, klassiske trin med mere fjollede, ekspressive bevægelser. Når de to strækker sig ud i positurerne, bliver forskellene på deres kroppe og dansefærdigheder tydelige.

Bartelme er en klassisk trænet danser, genkendeligt høj, muskuløs og graciøs, mens Ferver selv har et helt andet udtryk; han er også danser, kan man se, hans krop er stærk og kapabel, men han er ikke balletdanser. Langtfra. Han er lavere end Bartelme, han har andre proportioner, kan ikke strække sig så langt, er ikke helt så sikker i balance eller glider så let over gulvet.

Forskellen bruges til at skabe en umiddelbar komik, men der er også en mere kompleks dynamik mellem dem. Ferver fremstår sårbar, som den der har brug for støtte, ofte helt konkret, når Bartelme hjælper ham ud i en positur. Men når jeg ser på Bartelme, bliver det i kontrasten også tydeligt, hvad en danserkrop også er; ikke normalen, men mindst lige så underlig som andre kroppe. Og den ballet, han danser, er ikke traditionel.

Som det ofte er tilfældet i Fervers koreografier, fremhæves det feminine ved de klassiske former. Bartelme er full on femme på scenen, på en måde, som klassisk ballet kun antyder eller koketterer med i de mandlige roller.

På et tidspunkt er Bartelme klasket sammen i en strækøvelse, han siger: »Vi er fanget her« i en let, eftergivende tone. Han taler om New York med de høje huslejepriser, men måske også om scenen, eller om venskabet. At sidde fast i noget, til noget kan være frustrerende, men også et bevis på loyalitet og kærlighed, eller bare et vilkår i livet.

Bartelmes støtte, hans smukke trin og opmuntrende fjollerier er, fornemmer man, hele grundlaget for, at forestillingen kan eksistere. Night Light er mest af alt en forestilling om venskab. Og om, hvordan vi kan give hinanden den hjælp og støtte, vi behøver.

Lær af eksperterne

Når man ikke kan se danserne på livescenen, kan man lytte til, hvad de siger. Claire Cunningham – den skotske koreograf – har brugt den ufrivillige arbejdspause, som pandemien har tilbudt hende, på at lave talks og interview.

Jeg har hørt mange af dem i høretelefoner, i mit køkken. I podcasten Downtime fra sommeren 2020 taler hun med dramaturg Lou Cope om, hvilke potentialer for forandring der ligger i scenekunstens nye vilkår og i vores omverdens nye koreografi.

Og især om, hvad kropskapable mennesker (mennesker, der ikke har synlige eller usynlige handicap), som under nedlukningen måske for første gang har oplevet store begrænsninger for deres livsførelse og bevægelsesfrihed, kan lære om at tilpasse sig den nye verden, vi lever i, fra folk med handicap.

For mens jeg og mange andre for eksempel kun har måttet undvære svedige dansegulve i et år, har det sted været utilgængeligt for mange mennesker med handicap i meget længere tid.

I dansens rum favoriseres den kapable krop ofte, på klubben eller til danselektionen tages der sjældent hensyn eller skabes plads til dem, der bevæger sig på andre måder eller har brug for hjælp og støtte. Det er det, Cunningham bruger pandemiens forhold – den store, fælles oplevelse af skrøbelighed og immobilitet – til at gøre opmærksom på.

»En masse folk har levet deres liv på den her måde,« siger hun. »De har været isolerede eller har været nødt til at isolere sig fra samfundet i perioder. Og de ved faktisk, hvordan man gør.«

Cunningham er født med osteoporose, altså knogleskørhed, og bruger krykker til daglig. Hun har indarbejdet krykkerne i sin kunstneriske praksis, bruger dem i sine koreografier. Jeg ser videoer af hendes værker på YouTube. Cunningham skaber tableauer med kroppen og krykkerne, så de minder om vinger, ben, våben.

Hun trækker sig op på krykkerne, svæver over jorden. På en strand ved Brighton laver hun en skulptur af krykker, der ligner et hvalskelet. Gennem mange år har hun arbejdet med dette, at forskyde forholdet mellem, hvad vi tænker på som kropslige muligheder og begrænsninger.

At leve under coronarestriktioner er selvfølgelig ikke det samme som at have en krop, der ikke lever op til samfundets idé om, hvordan et menneske skal se ud, eller hvad det skal kunne, eller som begrænses og usynliggøres af arkitektur, som ikke har for eksempel ramper og lifte. Men så meget mere generøst, tænker jeg, at en kunstner som Cunningham ser et potentiale i at dele sine erfaringer.

Cunningham pointerer, at man i forbindelse med nedlukningen har tilpasset strukturer i samfundet med onlineadgang og tryghedshensyn på måder, som mennesker med handicap længe har efterspurgt og fået at vide var umulige.

»Det normative samfund forstår endelig, at bredere tilgængelighed kan lade sig gøre,« siger podcastværten Lou Cope. Der er en knastør og på nogle måder tragisk ironi i den observation, men også håb. Så var det alligevel muligt at ændre hverdagens koreografi, at gøre plads til flere måder at være med på.

Cunningham fortæller, at hun baserer sin praksis som koreograf og kunstner på tanker om care, om omsorg, pleje, opmærksomhed. Hun er optaget af spørgsmålet om, hvordan man yder omsorg for andre på deres præmisser. Når hun arbejder med produktionshold og kompagnier af dansere, spørger hun de involverede: »Hvad har du brug for? Hvilke rammer ville det kræve for dig at lave denne produktion på en god måde?« Det kan være mere tid, plads til hvile, flere fridage i træk.

Hvad ville der ske i den situation, vi står i nu, hvis teatrene, koreograferne, instruktørerne begyndte at spørge deres publikum: Hvad har I brug for? Steder at lære at samles igen? Steder at sørge, stille steder eller steder fulde af det liv, vi har savnet?

»Under Black Lives Matter protesterne,« siger Cunningham, »selv om alle teatrene var lukkede, så åbnede mange af dem på Broadway som fristeder for demonstranterne. De åbnede for at give adgang til toiletter og steder at hvile, og det er et virkelig vigtigt statement for mig at se. De spurgte faktisk: Hvad har I brug for?«

At give plads

En tirsdag eftermiddag cykler jeg forbi en gruppe mennesker, der danser salsa i Nørrebroparken. De har et anlæg med, danser tæt i par. Min første tanke er: »Åh nej!« De holder i hånd, ånder på hinanden.

Det ser også sjovt og hyggeligt ud, men på vej væk kan jeg ikke lade være at finde på undskyldninger for dem; de danser sikkert med nogen, de bor med, måske har man bare én partner pr. salsalektion, måske er de blevet testet. Jeg kan mærke, at der er meget, jeg skal vænne mig til igen, meget, jeg skal lære om at være sammen med andre mennesker. Det kommer til at tage tid.

»Performance og dans, der arbejder med intimitet og berøring, bliver noget af det sværeste at bringe tilbage til publikum, men måske er det også noget af det, der lige nu er mest brug for,« siger Cunningham.

Jeg tror, at hun har ret. Vi har brug for dansen og scenekunsten i det, der ligger foran os: arbejdet med at lære at ses, at mødes, at røre ved hinanden igen. Vi kommer alle sammen til at blive undersøgende dansekunstnere, når vi for første gang skal ind på restauranten eller mødes til familiefest. Hvor tæt på kan vi komme på hinanden, hvor går vores grænser, hvad har vi lyst til, er vi klar til et kram?

Nedlukningen og genåbningen er en lejlighed til overveje, hvad vi kan gøre anderledes, når vi samles. Efter al den afstand kunne det måske være en passende øvelse at tænke over, hvordan vi kan give hinanden plads. Plads til at komme sig, til at sige til og fra, feste eller sørge, kramme eller ikke kramme, plads til at endnu flere end før kan være med på scenen og dansegulvet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her