Feature
Læsetid: 19 min.

»Vi mangler et sprog for de mange forskellige følelser, som en abort kan føre med sig«

Abort er igen noget, der diskuteres. Og Johanne Filipsen vil være med til at nuancere den almindelige fortælling om den provokerede abort. Information har over de sidste måneder fulgt hende, mens hun har lavet sit bidrag til antologien ’Abortfortællinger’
Johanne Filipsen er en af de omkring 14.000 kvinder i Danmark, der årligt vælger at få foretaget en provokeret abort. Selv om hun ikke fortryder sin beslutning, har den haft stor betydning for hendes liv.

Johanne Filipsen er en af de omkring 14.000 kvinder i Danmark, der årligt vælger at få foretaget en provokeret abort. Selv om hun ikke fortryder sin beslutning, har den haft stor betydning for hendes liv.

Kultur
14. maj 2021

Plop, sagde det, da mobiltelefonen forsvandt ned i toilettet. Hun kunne ikke overskue at svare på de opkald og beskeder, der kontinuerligt tikkede ind, og så var det lettere blot at skille sig af med kilden til problemet. Dagene flød sammen. Hun skrev, græd og drak, hvis hun altså havde noget at drikke. Hun var også begyndt at ryge hash, og hvis det ikke virkede, tog hun sovepiller eller antidepressiv medicin.

Hver aften kravlede hun ud på taget. Det var blevet et ritual. Hun klatrede op på en skammel, møvede sig ud gennem vindueskarmen og satte sig ud på det lille plateau, der lå i forlængelse af vinduet. Sådan kunne hun sidde i timevis og skue ud over det mørklagte København, mens tankerne overtog hinanden, og kulden tog plads i hendes krop.

Gad vide hvad der sker, hvis jeg bare lukker øjnene og læner mig forover, tænkte hun. For hver dag blev tanken mere og mere tiltalende. Afgrunden trak i hende.

De mørke tanker kredsede i hendes bevidsthed dag og nat. Når hun endelig faldt i søvn, blev hun overmandet af livagtige billeder af døde fostre og opsprættede maver. I de vågne timer kunne hun ikke løsrive sig fra følelserne af skyld, skam og sorg.

»Der var ingen steder, hvor jeg kunne finde ud af, om det var normalt at have det sådan. Ingen steder jeg kunne søge information eller hjælp,« forklarer den i dag 25-årige Johanne Filipsen. Det er tre år siden, hun fik foretaget en provokeret abort, hvis psykiske eftervirkninger hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med.

Aborten er aldrig blevet fri

Johanne Filipsen er en af de omkring 14.000 kvinder i Danmark, der årligt vælger at få foretaget en provokeret abort, det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Selv om hun ikke fortryder sin beslutning, har den haft stor betydning for hendes liv, særligt fordi hun i løbet af processen manglede nogen at spejle sig i og snakke med oplevelsen om.

Johanne Filipsen er opvokset i Kirke Værløse, som hun betegner som en »lille pisby« mellem Farum og Hareskov. Hun har gået på Rysensteens Gymnasium og gik efter gymnasiet på Københavns Kunstskole og Holbæk Kunsthøjskole. I dag er hun ved at uddanne sig til socialpædagog.

Generelt er der ikke forsket meget i området omkring abort eller betydningen af at få en. Den eksisterende forskning viser, at alvorlige følelsesmæssige reaktioner efter en abort er sjældne, men at stigmatisering stadig fylder meget i abortspørgsmålet. Af den grund mener Johanne Filipsen ikke, at aborten, der i Danmark har været fri siden 1973, nogensinde er blevet helt fri.

»Enten skammer man sig over at have fået en abort, eller også skammer man sig over ikke at skamme sig,« siger hun, himler med øjnene og tager en slurk af sin neskaffe. Bag hende skuer en udstoppet ræv ud over den ellers tomme stue. Hun har lige overtaget lejligheden i Nordvest i København, som hun nu er ved at istandsætte. Soveværelset er nogenlunde klar, men opvasken foregår stadig i håndvasken på toilettet.

»Jeg ved jo godt, at det langtfra er alle de mange tusinde kvinder, der årligt vælger at få en abort, hvor det går lige så galt, som det gjorde for mig. Men hvad sker der så med dem? Det vil jeg virkelig gerne vide,« siger hun. Der mangler en nuancering af fortællingen om den provokerede abort, mener hun.

Det er vores første af fire møder. Over de kommende måneder følger jeg Johanne Filipsen, mens hun laver sit bidrag til antologien Abortfortællinger, hvis sigte er netop det: at nuancere samtalen om den selvvalgte abort.

Manglende spejling

Ideen til Abortfortællinger opstod i London, hvor initiativtager Laura Kristensen i 2019 var på udveksling. En dag tog hun ind på galleriet White Cube, som viste en udstilling med den engelske kunstner Tracey Emin. Hovedværket var en film, som Emin havde lavet om sin egen abort.

Mens Laura Kristensen så filmen, kunne hun mærke, at noget rykkede sig i hende. Hun havde aldrig oplevet, at nogen spejlede hendes egen oplevelse på den måde før. Et par år forinden havde Laura Kristensen selv fået foretaget en provokeret abort.

»Min egen oplevelse begyndte at rumstere mere i mig, og jeg fandt ud af, at jeg havde manglet spejling fra andre, som havde stået i samme situation.«

Laura Kristensen begyndte derefter at tale med flere om sin egen abort. Hun mærkede, at hendes egen oplevelse gav mere mening for hver gang hun snakkede med nogen, som også havde fået en abort. Samtidig begyndte hun at søge efter flere kunstneriske og litterære fremstillinger af aborter.

Hun læste blandt andet Gift (1971) af Tove Ditlevsen, hvori Ditlevsen beskriver sin egen abort.

»Måske har en masse kvinder oplevet, hvad jeg oplever nu, men man taler ikke om det,« skriver Ditlevsen blandt andet, lige efter en illegal læge har taget 300 kroner for at prikke hul på fosterhinden med et skinnende, spidst instrument.

Selv om Tove Ditlevsen fortæller fra en helt anden tid og fra før aborten blev fri, kunne Laura nikke genkendende til flere af de episoder og følelser, der skildres i bogen. Men udover Gift var der ikke mange eksempler at finde. Derfor besluttede hun, at hun selv måtte skabe det, hun eftersøgte. Og således tegnede Abortfortællinger sig.

»Min primære frustration gik på, at jeg synes, at samtalen om abort i Danmark er meget unuanceret. Enten bliver man præsenteret for fortællingen om, at det er meget hårdt, og kun hårdt, eller det helt modsatte, at det er meget nemt, og at ingen skal betvivle, hvor nemt det er.« 

Laura Kristensen følte selv, at hun befandt sig et sted i midten. Derfor stod det også hurtigt klart for hende, at hun måtte alliere sig med andre for at skabe et mere komplekst billede. 

Laura Kristensen startede med at lave et open call på Facebook, hvor hun efterlyste bidragsydere til Abortfortællinger. Hurtigt fik hun bekræftet, hvor sårbart et emne, abort er, da hun havde svært ved at få selv sine egne venner til at dele sine opslag på de sociale medier. De fleste fortalte, at de var bange for at være grænseoverskridende, fordi de ikke vidste, hvilke følelser det ville afføde hos dem, der har fået en abort at blive konfronteret med oplevelsen, forklarer hun.

Det lykkedes hende dog at nå ud til en række potentielle bidragsydere, og med støtte fra puljen PUKK i Aarhus og Snabslanten i København fik hun stablet en række inspirationsworkshops på benene, hvor de to forfattere Ida Marie Hede og Laura Ringo stod for skriveøvelser. Det var gennem en af disse workshops, Johanne Filipsen blev introduceret til projektet.

Jeg husker

Uret viser 19:00, og kvadratiske bokse med små ansigter begynder at poppe op på computerskærmen. Det er i starten af februar, og Johanne Filipsen skal for første gang deltage i en af Laura Kristensens workshops om abortfortællinger. På grund af corona foregår workshoppen over Zoom.

Laura Kristensen byder velkommen sammen med forfatter Laura Ringo og beder alle om at præsentere sig selv med navn og en ting, som de har lyst til at vise frem. Da det bliver Johanne Filipsens tur, rækker hun ud efter en spartel og griner lidt nervøst, mens hun fortæller om al byggerodet i sin nye lejlighed. Bagefter tænder hun en smøg, og læner sig tilbage i stolen, mens Laura Kristensen præsenterer aftenens program.

Herfra overtager Laura Ringo. Hun læser op fra Tove Ditlevsens Gift, mens de små ansigter på skærmen opmærksomt følger med. Derefter læser hun op fra sin egen bog Fødedygtig (2020), hvori hun beskriver en abort.

»Jeg tager bukserne af, mens hun siger, at det hele kun tager et kvarter.«

Abortscenen er beskrevet næsten 1:1 med den abort, som Laura Ringo selv har fået foretaget. 

»Jeg ønskede at formidle, hvordan en kirurgisk abort rent faktisk foregår, fordi det ofte er pakket ind i lægesprog og formler, når man googler det,« fortæller hun.

Herefter introducerer hun de ti deltagere for to skriveøvelser. I den ene skal de indlede deres sætninger med frasen »jeg husker«. De får ti minutter til at skrive, og et for et går ansigterne på skærmen i sort. Da de vender tilbage, spørger Laura Kristensen om der er nogen, som har lyst til at dele sin tekst. Først er der stille, men så slår en ung lyshåret kvinde lyden til og begynder at læse højt.

»Jeg kan huske momentet hvor du ligger i sengen / Stadig sovende / Og jeg står med pinden med de to streger og det føles / Som om noget er gået i stykker / Jeg kan huske hvordan sygeplejersken / I det sekund jeg skal tage den første pille / Siger fortryder du / Og jeg sluger pillen / Jeg kan huske at vågne op mellem mine to venner / Vi er alle gennemblødt i mit blod / Smerten over at det bliver ved med at bløde / Jeg kan huske at jeg er rasende og samtidig tavs / Jeg kan huske at jeg ringer dig op aftenen efter aborten / Du er på en båd i Amsterdam / Du er fuld / og jeg forsøger at holde mig stærk men græder bare / Jeg kan huske at jeg cykler ned igen og igen / til hyskensstræde / eller måske hed den et andet navn / jeg kunne aldrig rigtig finde hyskensstræde / der hvor klinikken lå«

Johanne Filipsen melder sig også, selv om hun virkelig ikke kan lide at være på. Solidariteten i projektet spiller en stor rolle, siger hun.

»Uanset hvilken fortælling man har, så er vi fælles om, at vi ikke har haft nogen at spejle os i. Fælles om ikke at føle os repræsenteret, det værende i kunsten, litteraturen eller statistikkerne.«

Laura Kristensen introducerer en fællesskriveøvelse. Deltagerne skal svare på, hvorfor de er utilfredse med den måde, der bliver talt om abort i dag. I løbet af et kvarter har de skrevet syv sider. Laura Kristensen læser et par af eksemplerne op: 

»Der findes kun hemmelige rum, hvor der tales om abort. Det sker, når alle dem uden en livmoder er gået, som om de ingen del havde i den begivenhed.«

»Hvis jeg havde haft blindtarmsbetændelse, havde man jo kunne sige det ligeud til alle. Men abort er stort og tungt af forventninger.«

»Jeg lå på en stue med fire andre gravide, mens jeg ventede på at komme ind på operationsstuen. To af dem græd, de var i risiko for at abortere ufrivilligt.«

»Jeg ville ønske, at en abort blev betragtet mere som det, det er. En løsning på et uheld.«

»Jeg fik for nylig bus 5C til at stoppe midt på gaden, fordi jeg fik øjenkontakt med en baby i barnevogn.«

En af deltagerne rækker hånden op på Zoom. »Det der med at måtte løbe ud af en 5C, fordi der pludselig er en baby, det genkender jeg virkelig,« siger hun. Det er Johanne Filipsen, der har skrevet det. Det er vildt at blive anerkendt i den slags følelser, fortæller hun, da vi senere taler om workshoppen. Hun ved stadig ikke, hvilken form hendes bidrag til antologien skal have. Hvordan kan man indkapsle alle de følelser og samtidig videregive et budskab, som andre kan bruge til noget? spørger hun.

Nå ja, så er jeg gravid

Mens Johanne Filipsen i 2018 går på Holbæk Kunsthøjskole, bliver hun spurgt, om hun vil være kostumier på et kortfilmsprojekt. I løbet af de måneder, hvor filmen produceres, arbejder hun 14 timer om dagen på en diæt af kaffe og cigaretter. Hun ses lidt med en fyr i samme periode. I løbet af den sidste måneds produktion får hun det tiltagende dårligt. Hun taber sig, fordi hun ikke kan spise, får kvalme og kaster op. Hun tænker, at det skyldes stress over det hårde arbejde.

Da filmoptagelserne slutter, rejser Johanne Filipsen med sin mor og tvillingebror til Færøerne. Her skal de være på vandreferie i tre uger, men Johanne kan ikke komme op om morgenen. Hun har det elendigt, men skyder fortsat skylden på det hårde arbejdspres. Efter en uge på Færøerne har familien bestilt en helikoptertur over fjordene, men Johanne er for svag til at tage med. Da de andre vender tilbage, kravler moren ind i teltet til Johanne og fortæller, at de skal hjem.

»Min mor har været sygeplejerske i 30 år og er typen, hvor, hvis du har 45 i feber eller bløder ud af øjnene, så skal det nok bare gås væk. Men her stoppede festen altså, og vi tog hjem.«

Somme tider er det, som om skæbnen taler direkte til en, siger Johanne Filipsen. Da hun kommer hjem til sin lejlighed, booker hun en tid til lægen næste dag, og så begynder hun at rode i en gammel toilettaske efter noget shampoo. Her finder hun en graviditetstest.

»Da jeg så den, stod det isnende klart. Det var ikke engang et chok, det var mere sådan, nå ja, så er jeg gravid.«

På et splitsekund gav det hele mening. Hun havde brystspændinger, var træt, kastede ustandseligt op og kunne ikke spise laks eller drikke kaffe, »og altså se mig elske laks og kaffe«, udbryder hun. Inden da havde graviditet slet ikke været på tale, fordi Johanne Filipsen brugte minipiller som prævention.

Efter Johanne Filipsen har taget graviditetstesten, som er positiv, ringer hun til sin mor. I løbet af den time der går, inden moren kommer, når Johanne at opbygge en lang argumentationskæde over, hvorfor hun skal have en abort. Hun er ikke under uddannelse, hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv, hun deler en lejlighed på femte sal uden bad og toilet. Så snart moren træder ind ad døren, begynder hun at remse sine grunde op. Moren støtter hende i beslutningen.

21 minutter

Dagen efter tager Johanne Filipsen til gynækolog. Hun er 11 uger og fire dage henne. Det er fredag.

I Danmark har kvinder ret til at afbryde en graviditet inden udgangen af 12. graviditetsuge. Derfor skulle det »gå fucking hurtigt«, som Johanne Filipsen siger.

Mens hun ligger på briksen hos gynækologen, popper scanningsbilledet ved et uheld op på skærmen. Det anbefales normalt ikke, at man ser scanningsbilledet, når man skal have foretaget en abort.

»Der var fingre, tæer og lårbensknogler over det hele. Jeg kan tydeligt huske sådan en lille grøn streg på det, der lignede et tykt barneben.«

Johanne Filipsen får mulighed for at vælge mellem en medicinsk og kirurgisk abort. Hun vælger den kirurgiske, og ringer ind til Rigshospitalet for at bestille tid. Ung kvinde, 23 år, uønsket graviditet, ønsker provokeret abort, læser sekretæren op i røret. Det er mærkeligt at høre sig selv omtalt på den måde, synes Johanne.

Om mandagen har hun stadig ikke hørt fra Rigshospitalet, og da hun ringer derind, får hun at vide, at hendes tid er blevet rykket til Gentofte Hospital, som først har tid om tirsdagen. På det tidspunkt vil hun være over 12 uger henne. Det kan hun ikke bære, så hun ringer igen til Rigshospitalet og insisterer på at få en tid, hvilket hun til sidst får. Derefter går det stærkt.

»Ind på Rigshospitalet, ned i kælderen, ind på operationsgangen, narkose,« opremser hun.

Hun husker stemningen som meget munter. Anæstesisygeplejersken fortæller smilende, at det er lidt som at drikke en aperol spritz at komme i narkose, hvorefter Johanne Filipsen forsvinder.

»Det syrede ved narkose er, at det føles som at blinke med øjnene. Man vågner op, og så har kroppen været udsat for noget, som hjernen intet begreb har om.«

21 minutter har knivtiden for indgrebet varet, står der i hendes journal. Efter et døgn bestiller hun en taxa hjem til sin mor. Hun har ondt og bløder meget. Den kommende tid bruger hun på at restituere. Hun sover dårligt og har store humørsvingninger. Der går et par uger, før hun har det fysisk godt igen, men så er det, at filmen knækker.

Skyld og skam

Det anslås, at omkring ti procent af alle kvinder, der får foretaget en provokeret abort, får psykiske eftervirkninger. De varierer mellem krisereaktioner til posttraumatiske forstyrrelsestilstande og depression, viser en evalueringsrapport udarbejdet af Mødrehjælpen.

Johanne Filipsen beskriver det, som om hun blev ramt af en boomerang, da hendes krop fik det fysisk godt igen. Hun blev overvældet af skyld og skam og fik en følelse af at have slået sit eget barn ihjel.

»Jeg ved godt, det lyder meget voldsomt. Men det var en meget ægte følelse,« siger hun.

Hun har svært ved at huske præcis, hvornår det hele startede og sluttede. Men hen over efteråret 2018 begyndte hun at isolere sig. Hun havde mareridt om tomme barnevogne og døde babyer. Scanningsbilledet havde brændt sig fast på hendes nethinde, og hun kunne ikke løsrive sig fra følelsen af at have begået et mord. 

»Rent rationelt kunne jeg godt fortælle mig selv, at jeg ikke havde slået mit eget barn ihjel, men følelsen af, at det var det, jeg havde gjort, var der alligevel. Det er jo verdens største paradoks.«

En aften, hvor hun har siddet længe ude på taget, beslutter hun sig for at prøve at ringe til Abortlinien. Hun ved ikke, at den drives af foreningen Retten til Liv, der »arbejder ud fra den grundholdning, at et menneske er et menneske helt fra undfangelsen og har værdi alene ved at være til«. Til at starte med er det en god samtale. Kvinden i røret er forstående, men så begynder hun at bekræfte Johanne Filipsens følelse af at have slået sit eget barn ihjel, og at hun bør søge om tilgivelse. Johanne knalder røret på. 

»Hun talte ind i det, der plagede mig allermest på det tidspunkt, nemlig at det var et barn. Jeg personificerede det, tænkte over, om det havde været en dreng eller en pige. Planlagde en fremtid, som aldrig blev. Jeg havde en følelse af at have en masse kærlighed, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af.«

Alligevel hjalp samtalen på sin vis Johanne Filipsen til at komme ud af det sorte hul, fordi hun så tydeligt kunne mærke, at de ting, der var blevet sagt, ikke var i orden. Hun blev så vred, at hun næsten glemte, hvor dårligt hun havde det. 

»Jeg har ikke haft andre ord for min oplevelse, end super kristne tanker om synd, tilgivelse, skyld og skam, hvilket jeg ikke har kunnet forstå, da jeg ikke er kristen. Men da alt det så blev bekræftet, fandt jeg ud af, at det er fordi vi simpelthen mangler et sprog for de mange forskellige følelser, som en abort kan føre med sig.« 

Efter samtalen med Abortlinien bliver det nemmere for Johanne Filipsen at tale om, hvordan hun har det. Så da det et par dage efter banker på døren, åbner hun op. Det er hendes underbo, som er blevet kontaktet af hendes mor, der fortæller, at moren møder op med en låsesmed, hvis ikke hun snart bliver lukket ind. Johanne Filipsen kommer herefter til lægen, hvor hun får udskrevet noget endnu stærkere antidepressiv medicin. Lægen vurderer, at hun har en svær depression og lider af natteangst.

Æstetisk distance

Solen brager ind ad vinduerne og oplyser stuen, der siden mit sidste besøg er blevet møbleret med en pink sofa og lidt nips. Johanne Filipsen trækker en bunke papirer frem. Hun har forsøgt at skabe en kronologi over alle de elementer, hun gerne vil have med i sit bidrag til Abortfortællinger. Den starter med panik og slutter med håb.

Det har været vigtigt for hende at systematisere de tekster, hun har, for ellers føler hun ikke, at hun kan arbejde konstruktivt med det. Allerede nu føler hun, at det er en meget drænende proces, både fordi hun skal genbesøge de ubehagelige følelser, men også fordi hun skal forholde sig til dem på en mere faglig og tematisk måde.

»Jeg har fortabt mig lidt i det. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvem jeg skriver til og hvorfor. Jeg bliver meget bevidst om, at det skal fungere litterært, og samtidig føler jeg ikke, at jeg er tro mod processen, når jeg intellektualiserer det for meget. Det er jo ikke en kritiker, jeg fortæller de her ting til, men forhåbentlig en kvinde, der har fået en abort og som gerne vil bekræftes i, at hendes følelser ikke er forkerte.«

Det kræver hårdt arbejde kunstnerisk at bearbejde de følelser, som følger en voldsom oplevelse, fortæller overlæge ved Psykiatrisk center Amager og leder af projektet Foreningen Kunst og Mental Sundhed, Birgit Bundesen.

Hun arbejder til daglig med skrivegrupper som en del af psykiatrisk behandling. Det at arbejde kreativt kan nemlig hjælpe med at løsne op for nogle fastlåste tankemønstre. Hun forklarer om begrebet æstetisk distance, som filosoffen Aristoteles beskrev, da han skrev sin poetik, og som handler om forskellen mellem det personlige jeg og det jeg, der findes i tekster.

»Når noget antager en kunstnerisk form og ikke forbliver subjektivt, så kan det nogle gange gøre det nemmere at fremstille noget, som man selv har oplevet, fordi man ikke står til ansvar for det på samme måde.«

Det ideelle haikudigt

»Jeg var lige ved at ringe til dig den anden aften,« råber Johanne Filipsen, da jeg træder ind ad døren. Hun har knækket koden til, hvordan hun skal udforme sit bidrag. Det brummer inde fra køkkenet, hvor en håndværker er i gang med at sætte en bordplade op. Loftpynt, planter og lamper har taget plads i stuen ved siden af den udstoppede ræv.

»Det er så typisk mig at ville finde den hellige gral ­– skabe det ideelle haikudigt på baggrund af min abortoplevelse,« fortsætter hun. Men det blev for hårdt at skrive om de mange svære følelser, og derfor har hun nu besluttet at droppe sit skriftlige bidrag og i stedet tegne fem striber.

»Nu er jeg faktisk der, hvor jeg hygger mig med det, og synes det er fedt, fordi jeg godt kan holde ud at forholde mig til de stilistiske virkemidler og farverne,« siger hun og hiver nogle skitser frem. Den første viser den positive graviditetstest og indgrebet. De næste tre striber er en række mørke billeder, der symboliserer de psykiske efterreaktioner. Den sidste stribe står fortsat tom. Da jeg spørger, hvad slutningen er, begynder hun på en fortælling, som jeg gennem vores mange timer sammen endnu ikke har hørt. Den handler om, at Johanne Filipsens veninde en dag henslængt nævnte, at sjæle ikke kan dø, og at Johanne derfor ikke har mistet noget uigenkaldeligt.

»Jeg har aldrig troet på den slags, men tanken gav mig alligevel ro. Så kan man kalde det sjæle eller kærlighed, det er sådan set lige meget. Det grundlæggende er, at det ændrede min opfattelse af hele det her forløb og min egen rolle i det,« siger hun.

Johanne Filipsen fortæller, at hun under hele abortforløbet har skullet lære sig selv at kende igen. Det har været svært at acceptere følelser, som ikke accepteres i et bredt samfundsmæssigt perspektiv.

»Jeg har følt mig syg i hovedet,« siger hun. Derfor håber hun, at Abortfortællinger kan hjælpe med at nuancere det meget abstrakte aborttema. 

»Det er bestemt ingen skræmmekampagne mod at få en abort, men jeg håber, mit bidrag kan gøre plads til flere forskellige følelser, fordi det hurtigt kan blive meget sort-hvidt. Det er et forsøg på at tegne landkortet lidt op.«

Klar til opgør

Mørket har sænket sig over Nordvest, og Johanne Filipsen kæmper med at få sine striber til at passe størrelsesmæssigt i den scanner, som hun har lånt til at færdiggøre projektet. Det er den 31. marts, og deadline for at indsende et bidrag til Abortfortællinger indtræffer, når det bliver midnat. Hun føler det som en eksamenssituation og ringer panisk til den kammerat, som har lånt hende scanneren, som nu ikke gider at virke. Til sidst lykkes det, og ti minutter i tolv kan hun endelig sende sit bidrag afsted og klappe computerskærmen i.

Hun er ikke helt tilfreds med produktet, men sådan vil det måske altid være, funderer hun. Til gengæld er hun lettet. Forløst over, at processen endelig er afsluttet.

»Det kan godt være, at det æstetisk ikke lever op til de krav, jeg i udgangspunktet stillede til mig selv, men det er bare en kæmpe sejr, at jeg nu er i mål.«

Den sidste stribe indeholder fem billeder, der reflekterer over den samtale, som hun havde med sin veninde om sjæle, og som blev et vendepunkt for Johanne Filipsen.

»Jeg føler ikke det samme behov for tilgivelse mere. Energien i universet er konstant, så derfor skal det, der var tiltænkt mig, nok komme tilbage. Det lugter måske lidt af skæbnetanke, som ellers ikke lige er mig, men sådan skulle det åbenbart være. Det var bare bad luck

Ved en anden computer et andet sted i landet sidder Laura Kristensen og modtager de mange bidrag, der er kommet til Abortfortællinger. Nu skal en lille arbejdsgruppe udvælge, hvilke bidrag der skal indgå i antologien, og så skal hun finde ud af, om hun vil udgive antologien gennem et forlag eller selv stå for det. I udvælgelsen er det vigtigt for Laura at få så mange forskellige oplevelser og følelser om aborter med som muligt.

Johanne Filipsen kigger lidt rundt i sin lejlighed, der nu også står færdigrenoveret. Hun glæder sig meget til at se de andres bidrag, fortæller hun. 

»Jeg håber, at antologien kommer til at give et billede af, hvor forskellige følelser det kan afføde at få en provokeret abort. Jeg har i hvert fald lært at forstå min egen historie bedre nu. Jeg hviler mere i den og er derfor også mere klar til at tage et opgør,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Hüttel

At abortlinien som drives af foreningen Retten til Liv er grundlæggene problematisk fordi de primært taler udfra en kristen vinkel.

Da det handler om mere, nemlig et indgreb i en krop med nogle efterfølgende fysiske og fysiologiske forandringer. Og når det værker i kroppen da kommer hjernen ofte bagefter med tanker derom.

Da jeg skrev opgave i kristendom på seminariet skrev jeg bl.a om abort udfra tre syn: et kristent (og indre mission), et humanistisk og et naturvidenskabeligt.

Det er tydeligt at vi ikke er nået helt i mål, både i at annerkende dette indgreb men særligt det som en kvindekrop gennemgår og restituerer efter.

Jeg håber virkelig at "retten til liv" mister deres autorisation til af "rådgive"

Anders Hüttel

Det er jo som at leve i middelalderen at lade "abortlinien" rådgive i 2021!

Espen Bøgh

Vi har snart "kvinde-føleri" i alle afskygninger, - hvis ikke det er det ene der mangler et sprog for, så er det sikkert noget andet der kan findes på, for at op- og udleve det kvindelige selv-føleri.

Det må være selv-psykisk belastende hele tiden at skulle omgive sig med selv-føleri om dit og dat her og der i tide og utide, - så plagsomt kan livet ikke være, med mindre man absolut vil gøre det for at få opmærksomhed, for det er måske det som det handler om når alt kommer til alt.

- Vi mænd må da til sammenligning føre et røvsurt og kedeligt liv, når vi kun har ondt når vi falder på rulleskøjter og slår hil på knæene så de bløder, - men heldigvis går det over - for vi dvæler ikke ved det så længe.

Espen Bøgh,

"..når vi kun har ondt når vi falder på rulleskøjter og slår hil på knæene så de bløder,..."

Det virker nu også som om, at du har ondt et vist sted lige nu - det er vel også en form for føleri, selvom det er i den forkerte ende ;-)

Espen Bøgh

Rikke Nielsen, 14. maj, 2021 - 14:43

Der sidder I så - i sofaen med tæpperne svøbt godt om jer for hyggens skyld, og tænker gruelige tanker, i stedet for at stå op og kaste tæppet på sofaen og gå en tur i den friske luft, - Åh nej, det kan I ikke, for der er så meget kvindeligt der skal grues over - og selvfølgelig skal der helst ligefrem opfindes et nyt sprog om kvinders liv, som mænd skal involveres i for, - NEJ de(mændene) skal bankes på plads, så de forstår hvor vigtigt "kvindelivets -selvføleri" er for dem og for samfundet.

Mænd taler kvinder om som fortiden koloniherrer - noget de ejer.

Spring ud af sofaen og lev livet, - ????

Espen Bøgh, aner ikke hvad du dtaler om...

Espen Bøgh

Rikke Nielsen, 14. maj, 2021 - 18:52

- Det tror jeg gerne, det kommer der af at sidde i sofaen med tæppe over sig og lade livet passere udenfor.

Espen Bøgh

"- Det tror jeg gerne, det kommer der af at sidde i sofaen med tæppe over sig og lade livet passere udenfor."

Så skulle du tage at komme lidt udenfor...