Mens verden genåbner, og vi ser frem til Riget III, lukker Ellen DeGeneres’ talkshow

Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Trier er klar til endnu en indlæggelse på ’Riget’

Jo, den er god nok. I 2022, 25 år efter at anden sæson af Lars von Trier og Niels Vørsels spøgelsesserie Riget kunne ses på danske tv-skærme, vender det hjemsøgte rigshospital og dets ’beboere’ tilbage i en tredje sæson: Riget Exodus.

Og selv om flere af skuespillerne fra de to første sæsoner ikke længere er iblandt os – Ernst-Hugo Järegård, Holger Juul Hansen og Jens Okking – så vender andre vigtige skuespillere og figurer tilbage, ikke mindst Ghita Nørby, Peter Mygind og Søren Pilmark. Og de får godt selskab af blandt andre Nicolas Bro og Bodil Jørgensen, der spiller søvngængeren Karen, som opdager, at det onde igen har rodfæstet sig på hospitalet, og forsøger at gøre noget ved det.

»Jeg glæder mig hver dag til at være søvngænger på Riget, hvor Lars er hospitalsdirektør. Glæder mig til hver dag at prøve at skille det onde fra det gode,« siger skuespilleren ifølge en pressemeddelelse om Riget Exodus. Det kan kun blive uhyggeligt.

Christian Monggaard

Hornsleths Eske Willerslev-skulptur ser dagens lys

En fire ton tung bronzestatue af den kendte dna-forsker Eske Willerslev blev onsdag åbenbaret for omverdenen. Hvilket i dette tilfælde vil sige Hørsholm.

Det har taget provokunstneren Kristian von Hornsleth tre år og adskillige nej’er at finde både penge og et hjem til skulpturen, som ifølge kunstneren skal være en bedre rollemodel end realitystjerner og youtubere for eksempelvis de unge, som går på det nærliggende Rungsted Gymnasium.

Kristian von Hornsleth/F.S.F.

Der findes masser af forskerskulpturer i Danmark. Men fælles for de fleste er, at motivet ikke lever længere.

»I Danmark har vi en tåbelig tradition for, at kun afdøde mennesker skal æres med skulpturer. For tænk nu, hvis de gik hen og blev bankrøvere. Vores skulptur monumentaliserer noget levende,« siger Hornsleth.

Jesper Olsen

Tag til debatfestival!

Verden åbner mere og mere, og det er ikke alle festivaler, der er aflyst. Talk Town, debatfestivalen for køn, ligestilling og feminisme, løber i disse dage af stablen på Union på Nørrebro, i Nuuk og på Zoom.

Du kan overvære debatter om alt fra ’nuancer af nordisk sorthed’ til ’ligestilling i vuggestuer’. Fredag aften læser nye litterære minoritets- og LGBT+-stemmer op, mens den amerikanske stjerneforfatter Chris Kraus lørdag kan opleves i samtale med Emma Holten. Kom afsted!

Johann Sten Nielsen

Bono ødelægger EM

Her stod vi lige og glædede os til en EM-slutrunde fri for blodbesudlede stadionbyggerier med døde gæstearbejdere på samvittigheden – altså helt ulig det kommende VM i Qatar.

Men nu har irske U2’s forsanger, Bono, og guitarist, The Edge, samt electronic dance music-producer Martin Garrix alligevel ødelagt den gode stemning – med den officielle EM-sang »We Are The People«. Fordi den simpelthen er for hyklerisk happy og musikalsk steril.

Her har The Edge besluttet at gentage sin infinity-ringlende signaturguitar, nu berøvet personlighed. Bono har fundet en melodi planket fra enhver gennemsnitlig vokalkransekagefigur i EDM-pop. Mens Martin Garrix’ produktion er en sekundavare fra en skrivebordsskuffe helt uden den crazy jubel, man trods alt kan finde i EDM. Og ved EM.

Og så er der teksten, der hykler hadfrit fællesskab. Bono synger: »We are the people of the open hand.« Men det er europæerne jo ikke som helhed. Der er masser af lande i slutrunden, der ikke har for vane at modtage fremmede med fremstrakte hænder, herunder Danmark.

Med sin sang slår Bono igen pjalterne sammen med et korrupt og pengegrisk firma, UEFA, ligesom hans godtroende, godgørende arbejde tidligere har forbrødret ham med George W. Bush og sendt U2 i samarbejde med Bank of America – efter boligkrakket i 2008.

Og hvorfor overhovedet bruge hånden som metafor? Ti af de elleve spillere på et fodboldhold må slet ikke bruge hænder på banen. Det burde en irer da vide.

Ralf Christensen

Det er ikke udfordrende nok for Ellen at vinde seerne tilbage

Her i kulturredaktionens småtekstsafdeling følger vi tv-vært Ellen DeGeneres’ fald fra hygge-tv-tinderne som favoriteksempel på flinkhedskompleksets dunkle bagside. Vi var med, da holdet bag hendes talkshow, Ellen – hvor hun joker venskabeligt med superstjerner og minder seerne om at »be kind« – anklagede hende for at skabe et giftigt og diskriminerende arbejdsmiljø, og vi sad klar med popcorn, da hun holdt sin undskyldningstale.

Seertallene faldt med 50 procent. For det er svært at sælge sig selv som manifestationen af MEGAFLINK til folk, når man tilsyneladende ikke selv er det på fuldtid. Nu trækker hun sig så fra showet efter 19 sæsoner. Det har absolut INTET at gøre med anklagerne, understreger hun til Hollywood Reporter. Showet er bare ikke udfordrende for hende længere.

Katrine Hornstrup Yde

Gang i vindmaskinerne: Det er Eurovision Song Contest-uge

Efter sidste års aflysning er Eurovision Song Contest vendt stærkt tilbage med livepublikum og det hele. Sangkonkurrencen finder sted i Holland og har fået status af videnskabeligt eksperiment med det formål at undersøge, hvordan man kan afholde store arrangementer under en pandemi. 3.500 nytestede, siddende tilskuere så med under semifinalerne tirsdag og torsdag, og lige så mange får lov til finalen lørdag. Australien deltager via skærm, men ellers lader det til, at showet nogenlunde vil ligne sig selv.

De danske deltagere, Fyr og Flamme, kommer til at synge deres selvironifri firserpastiche, »Øve os på hinanden«, på dansk, den norske sanger ligner Gulddreng, det russiske nummer, »Russian Woman«, er kontroversielt ligestillingshyldende, og Ukraine beriger konkurrencen med techno-folklore med The Matrix-referencer, troldeskovsscenografi og støt stigende tempo.

Lone Nikolajsen