På DR Ultra viser børn hinanden, at de ikke er alene

Foran en hestestald står 14-årige Paula fra Odense. Hun strigler en hvid hest med langt hovskæg, vistnok en irish cob, da tv-vært Anna Lin kommer hen til hende. 

Paula har meldt sig til tv-programserien Alle de andre. Programmet bliver sendt på Danmarks Radios digitale kanal for de 9-14-årige, Ultra, og handler om nogle af de spørgsmål, man som ung person i 12-14-årsalderen kan gå rundt med om alle de andre.

Paula er ensom. Derfor er hendes spørgsmål: »Har alle de andre en bedsteveninde?«

»Hvorfor vil du gerne vide det,« spørger Anna Lin, imens hun lægger sin hånd på hesten og stryger den. Hendes lange negle vidner om et besøg hos en negletekniker, de er halvvejs dækket af en lyseblå neglelak.

»Fordi jeg tit kan føle mig alene, fordi jeg ikke altid har en, der tager mig med,« svarer Paula. »Og så tænker jeg over, at måske er der andre, der har det ligesom mig.«

Alle de andre udkom i januar i år. Seriens første sæson består af fem afsnit af fem-ti minutters varighed, og i hvert af dem møder man en pige, der går rundt med et spørgsmål om, hvad der er normalt for alle andre.

»Er alle de andre tilfredse med deres kroppe,« spørger Milla. »Kender alle de andre deres seksualitet,« spørger Alberte.

Det er det, 24-årige Anna Lin, der både er seriens vært og tilrettelægger, vil skabe en samtale omkring.

»Med serien vil jeg skabe et sted, hvor der er plads til at være nysgerrig – både på sig selv og på andre,« fortæller hun. Hun sidder i en solplet på Israels Plads, da Information ringer hende op for at høre om de tanker, der kendetegner børne-tv af i dag.

Børnenes tanker skal definere Ultras indhold

I 2013 gik Ultra i luften som en del af en større kanalomlægning, hvor målet blandt andet var at styrke DR’s tilbud til børn og unge. Dengang var det en flowkanal, men formatet var ikke en succes seertalsmæssigt. Siden den 1. januar 2020 har Ultra udelukkende været en digital kanal, hvis programmer man kan finde på Ultras hjemmeside, på sociale medier og i kanalens app.

På kanalen viser de programmer som Alle de andre, hvor børn inviteres til at tale om det, der kan være svært. Og det blandes med nyhedsudsendelser, gamingprogrammer, talentkonkurrencer, reportager og fiktionsserier. Klassisk public service: oplysning og underholdning.

Temaerne, de berører, i Alle de andre, er ikke grebet ud af den blå luft. I forberedelserne til programserien talte Anna Lin med en masse piger i 12-14-årsalderen. De spørgsmål, der gik mest igen, blev afsæt for programmerne.

Og netop det at tage udgangspunkt i målgruppen er en hel central målsætning for det indhold, de laver på Ultra. De tanker, som børn går rundt med, skal aktivt inddrages og være med til at definere kanalens indhold, og det er Alle de andre et eksempel på. Egentlig er det ikke noget nyt – men der er kommet en større bevidsthed omkring det.

Så hvordan placerer Ultra sig i øjenhøjde med målgruppen, og hvad synes børnene om det, de ser? Og hvordan skaber man i tv et trygt rum for nogle af de samtaler, som kan være pinlige eller svære at tage med klassekammerater eller forældre – som Paula, der sætter ord på sin ensomhed?

I alle afsnit af Alle de andre går det samme greb igen: I nogle tegnede sekvenser fortæller Anna Lin om episoder fra dengang, hun selv var i pigernes alder. For i Anna Lins øjne kræver det at lave tv om børns følelser nemlig, at man bruger sig selv – og at man er lydhør over for dem, man laver tv for og med. Som hun understreger:

»Jeg er mig selv i programmerne. Det er ikke en rolle, jeg tager på mig.«

Indtil sidste år var Anna Lin vært på kanalens prisvindende nyhedstilbud Ultra Nyt, og i foråret var hun vært ved dette års MGP. Men hun laver også programmer henvendt til voksne: I år debuterer hun som livsstilstv-vært i DR-bastionen Kender du typen, og for tiden kan man høre hende i P3-podcasten Soft spot, hvor hun og medvært Amanda Wendel undersøger forskellige emner relateret til sex. Andre værter kendt fra ’voksen-tv-programmer' som Puk Elgård, Mikkel Kryger og Sofie Linde, har også lavet børne-tv for DR tidligere i deres karrierer.

Indtil videre fortsætter Anna Lin også med at lave programmer for DR Ultra – til august kommer anden sæson af Alle de andre.

I Alle de andre bliver hun en slags storesøsterjournalist, der både deler ud af egne erfaringer og tager ’alle de andre’ alvorligt som en målestok, der betyder noget for mange i målgruppen.

Fra Paulas rideskole kommer seeren med ind i et tv-studie.

»Jeg kan godt forstå, hvis det føles, som om at alle andre har en bedsteveninde,« fortæller Anna Lin til kameraet, hvor hendes spraglede tøj står ud mod en orange baggrund.

»Jeg har spurgt mere end 260 piger på 13 og 14 år, og der er det otte ud af ti, der siger, at de har en bedsteveninde. Hvilket også betyder, at der er to, som ikke har. Men selv om der er mange, der har en bedsteveninde, er det alligevel omkring halvdelen, der oplever nogle gange at føle sig ensom.«

Imens Anna Lin taler, illustreres tallene med en animeret grafik. 

Derefter tager Anna Lin med Paula hen i skolen. Her skal Paula tale med nogle klassekammerater om sin ensomhed. For, som Anna Lin også opfordrer seeren til, er det vigtigt at »sige det højt,« hvis man ofte føler sig ensom.

Klasseværelset danner ramme for børnebasisgruppen: De andre kan godt forstå, hvordan hun har det, og sætter pris på, at hun siger det højt. Så kan de være mere opmærksomme på at få hende med i fremtiden. 

Det samme siger en af dem, der har set programserien. Bjørk Lindgren, der er ti år og bor i Ulbølle på Fyn, synes, at programmet »giver en god viden.«

»Det handler om nogen, der måske har det lidt svært med sig selv, som de så skal sige til andre. Der er for eksempel et afsnit om en, der er utilfreds med sin krop, og så kan man bare lære, at man ikke skal være utilfreds med sin krop, fordi vi har forskellige kroppe alle sammen. Jeg synes, det var meget fedt, at det, de ikke har turdet sige, det bliver de andre faktisk glade for, at de har sagt.«

– Har du prøvet, at noget på Ultra inspirerede dig til at sige noget højt?

»Nej. Jeg synes ikke rigtig, at jeg har haft sådan nogle situationer, hvor jeg ikke har talt ud om mine problemer. Men det kunne være, jeg får det, når jeg bliver lidt ældre.«

Prisbelønnede programmer

Ifølge DR’s egne undersøgelser har kanalen flest seere i Midtjylland – efterfulgt af Syddanmark og Hovedstaden. Der er flere piger end drenge, som ser med, og blandt dem har de mest fat i den yngre del af målgruppen, de 9-11-årige.

En af dem, der er faldet fra med tiden, er 13-årige Kasper Bredkær Nielsen fra Aarhus.

»Jeg har faktisk set Ultra før, men nu synes jeg, at det er sjovere at spille computer eller se YouTube, og det tror jeg også, mine venner synes. Hvis jeg ser fjernsyn, er det programmer som X-Factor eller Bagedysten. Min far synes, jeg skal se TV Avisen. Når vi har spist aftensmad, kommer han altid ind på mit værelse og siger, at ’nu er der TV Avis’. Men det gider jeg faktisk også godt se.« 

I 2020 brugte 31 procent af de 9-14-årige ugentligt Ultra, hvilket var et fald siden 2019, og som skete samtidig med kanalens omstilling fra flowkanal til digital kanal. Det (sociale) medie, som har allerbedst fat i målgruppen, er YouTube. Og herfra henter kanalen også meget af sin æstetik: farverig grafik, sjove emojis og animeret skrift karakteriserer mange af programmernes udtryk og i særdeleshed kanalens flagskib og nyhedstilbud, Ultra Nyt.

Og imens antallet af Ultraseere, som konsekvens af den digitale omstilling, generelt er faldet, er seertallet for netop Ultra Nyt steget så meget i 2020, at det næsten ligner seertallet, fra dengang nyhedsudsendelserne udkom både på flow-tv og på stream.

Det øgede seertal tilskriver DR blandt andet coronanedlukningen. Her mærkede man på redaktionen, hvordan børnene havde brug for at blive taget i hånden. På mails, i kommentarspor og i beskeder til værterne henvendte børn sig eksempelvis efter pressemøderne for at få svar på deres bekymringer.

»Ser jeg min klasse igen,« blev der for eksempel spurgt, fortæller Marlene Boel til Information, da hun som aftalt bliver ringet op mellem to møder foran computerskærmen. Hun er chef for DR’s afdeling for børn og unge, B & U.

Med nyhedstilbuddet kunne man imødekomme det informationsbehov, der opstod hos børnene under nedlukningen, og komme med en oversættelse af ’de voksnes verden’, hvor man fik forklaret ord som »smittetryk,« »kontakttal« og »inkubationstid.«

Det er ikke utænkeligt, at der også er andre end de 9-14-årige, der har benyttet sig af den service. 

I hvert fald vandt Ultra Nyt tidligere i år tv-prisen for årets aktualitetsprogram – blandt de nominerede i samme kategori fandt man bastionerne Debatten og 21 Søndag. Desuden blev programmet også honoreret med UNICEF-prisen i 2019.

Det er ikke kun Ultra Nyt, der får opmærksomhed blandt andre end de 9-14-årige.

I 2016 blev Ultras sorte kageshow, et bageprogram, hvor børn bager klamme kager i mørke, honoreret med en Emmy, tv-branchens svar på en Oscar, for bedste underholdning uden manuskript.

Sidste år kunne man også læse om Ultra smider tøjet i The New York Times. I programmet smider voksne tøjet, og til dem – navnligt til deres kroppe – stiller børnene spørgsmål. For gør det egentlig ondt at have en protese, og kradser håret »omkring dilleren«?

Her viste Ultra, hvordan afmystificering af kroppen kunne være en public service-forpligtelse.

Skellet mellem Ramasjang, DR’s kanal for de yngre børn, og Ultra er sat der, hvor børn typisk får en mobiltelefon og dermed også adgang til sociale medier. Det er et sted, hvor kanalen også er i dialog med målgruppen.

Ultras platforme har en række moderatorer, der svarer på børnenes henvendelser i kommentarfelter og i privatbeskeder i op til femten timer i døgnet. Marlene Boel, der har ansvaret for de moderatorer, der specifikt er tilknyttet Ultra Nyt, fortæller, at det er i privatbeskederne, de får flest henvendelser.

Fra moderatorerne får Ultra Nyt en fornemmelse af, hvad det er, der rører sig hos børn lige for tiden. Og det er »bydende nødvendigt,« mener hun. For dialogen er forudsætningen for at kunne forstå, hvor børnene er, og hvad de finder interessant. Men moderatorerne er der også, »så børnene oplever, at vi er til stede og klar til at tage dialogen med dem,« siger Marlene Boel. Og så de børn, der har brug for det, kan blive sendt i den rigtige retning, for eksempel Børnetelefonen.

»Lige nu er der mange, der gerne vil vide noget om TikTok (populært socialt medie, hvor man deler korte videoer, red). De vil gerne vide, hvorfor der er mange profiler, der bliver ’banned’, og hvad det egentlig betyder (at ens profil bliver fjernet, fordi man overtræder mediets retningslinjer, red). Og så er der mange, der fortæller, at de er ensomme og savner deres venner, men at det er svært at få italesat. Nogle henvendelser tager også luften ud af os. Som for eksempel: ’Jeg mistede min far for to uger siden, og jeg savner ham rigtig meget’.«

Øget bevidsthed om målgruppen

Jan Lagermand Lundme, der i dag er underholdningschef på DR, var i halvfemserne studievært og tilrettelægger på Børne 1’eren, der lavede tv til omtrent samme målgruppe, som Ultra gør i dag. De brugte også målgruppen aktivt dengang, fortæller han, men »ikke med samme professionelle tilgang« som i dag.

»De er hundrede gange bedre til det,« siger han.

Indimellem tog de på Børne 1’eren ud på skoler for at spørge børnene, hvad de tumlede med og interesserede sig for. Men de havde ikke de samme redskaber, som man har i dag, fortæller Jan Lagermand Lundme. For eksempel sociale medier.

»Man har større bevidsthed om målgruppen, end man havde for 20-30 år siden. Dengang var det mere en mavefornemmelse som nogen, der gik rundt og lavede tv, havde. Nu er det en videnskab på en eller anden måde.«

Men i sidste ende er det ikke med et excelark, man laver tv, der fungerer, understreger han.

»Det var, når vi havde noget på hjerte, og når vi fortalte en historie, der betød noget for os, at det virkede. Det var bygget på begejstring og lyst til at have en betydning i børnenes liv. Og sådan er det jo stadigvæk.«

Et af de redskaber, som B & U har i dag, er et panel, der indtil videre består af 480 børn. Panelet bruger de til at »syreteste« deres ideer, fortæller Marlene Boel. Ved tilmelding skal børnene besvare en række spørgsmål om sig selv og deres forældre. Hvor de bor, om deres forældre er skilt, og så videre. Og sådan får de også en fornemmelse af, hvem der melder sig til panelet, og de kan eksempelvis undersøge, om dem, der bor på Sydfyn synes det samme som dem fra Bornholm, eller hvilke musikpræferencer niårige på tværs af landet har lige nu.

Et af de programmer, som Ultra har inddraget panelet i udviklingen af, er Under Dynen med Anna Lin, kanelens bud på seksualundervisning anno 2021.

I serien er Anna Lin igen i værtsrollen som den person, der hverken er sundhedsplejerske eller den irriterende moster, som prikker til én for at høre, om man har fået en kæreste, men en sej søsterfigur, der aflyser seksualundervisningens pinlighed.

I Under dynen med Anna Lin forklarer Anna Lin om alt fra hårfjerning til prævention og grænser. Ud over at være udviklet i tæt samarbejde med organisationen Sex og Samfund spurgte Ultra omkring 200 6.- og 7.-klasses elever, blandt andet fra B & U’s panel, om hvad de syntes, der var svært at tale om, hvad de gerne ville vide, og hvad de gerne ville have forklaret. Her var onani et af de store emner.

I episoden af Under dynen med Anna Lin, der tager fat på netop den tematik, er det spørgsmål som »hvornår skal man begynde at onanere« til »hvordan onanerer man« og »er det okay at have lyst til at onanere,« som Anna Lin besvarer.

»Først og fremmest,« understreger Anna Lin til kameraet, »så er der ikke noget rigtigt eller forkert tidspunkt at begynde på.«

Hun står midt i en blå, lilla og gult changerende scenografi. På væggen hænger kønsdele bøjet i neon.

»Og hvis man slet ikke har tænkt over at begynde, og hvis det ikke er noget, man har lyst til, så er der ingen, der siger, at det er noget, man skal gøre. Og hvis man har lyst, så er det også helt okay. Det er jo din krop, så så længe at du gør det, som du har det godt med, så er det bare helt perfekt. Lad os prøve at se på, hvordan man kan gøre, hvis man har en pik.«

Herefter åbner Anna Lin sin hånd, hvor håndfladen vender opad. Fra en animeret kasse i hendes håndflade kommer en hologrampenis til syne.

»Vi kunne jo sagtens have lavet et program med udgangspunkt i alle vores fordomme om børns tanker og følelsesliv,« forklarer Marlene Boel om processen bag programmet. »Men her starter vi bare et andet sted.«

Og det er hos børnene.

»Det er deres nysgerrighed og spørgsmål, der er stammen i den retning, programmet skal tage. Vi feedbacker med dem undervejs for at se, om vi er inden for skiven, og faktisk også bagefter, for at se, hvad de fik ud af at se programmet. Om vi har været for kedelige eller for forudsigelige. Om de tænkte, det var sjovt.«

Public service i klasseværelset

I børnefjernsyn er der nok mange tematikker, som går igen. Men når Jan Lagermand Lundme ser tilbage på det tv til børn, han selv var med til at lave, fylder børns følelsesliv mere i dag:

»Jeg tror, at man tør tale mere om følelser. Dengang var det mere voldsomt at tale om, at man var ked af sin krop, end jeg tror, det er i dag.«

Det er også noget af det, som 13-årige Karla Thorsen Katzenelson fra København synes er godt ved Ultra Nyt. At de forsøger at nedbryde tabuer.

Karla Thorsen Katzenelson og hendes bror, 12-årige Linus Peulicke Katzenelson, ser begge Ultra Nyt i skoletiden.

»Det handler ikke om, at nu er Donald Trump blevet præsident,« siger Karla Thorsen Katzenelson. »Det kan også handle om, at nogen har det dårligt.«

Selv synes hun, at hun bliver klogere af at se Ultra Nyt, og det er især, fordi følelser fylder meget i programmerne. 

»Jeg har lært meget, for eksempel når der har været et barn med, som har et handicap. Det var ikke, fordi jeg fik en masse faktuel viden. Men mere fordi jeg forstod, hvordan det kan være at have det,« fortæller hun.

Derfor synes hun også, at det er vigtigt med nyheder til børn.

»Vi er jo den næste generation, og lige pludselig er det os, der står midt i det hele og skal tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert. Så Ultra Nyt giver lidt en smagsprøve på, hvordan det er at være voksen.«

Det omvendte gør sig måske også gældende: At Ultra giver de voksne en smagsprøve på, hvilke tanker man går rundt med som barn i dag. 

Som Anna Lin oplever det, er hendes opgave at slå ørene ud, lytte til børnene og formidle, hvad hun hører.

»I mit arbejde ser jeg de her unge mennesker, som er på vej ind i voksenverdenen, men allerede i en tidlig alder tænker over, hvem de gerne vil være i den her verden. Det gælder selvfølgelig ikke alle børn i Danmark, men jeg synes, det er vildt at mærke, hvordan børn er små aktivister, der gerne vil gøre det rigtige. Og at det er det, de gerne vil have hjælp til.«

Børnene vender kameraet mod sig selv

I et historisk perspektiv er Ultras ønske om at lave tv, der er i øjenhøjde med børnene, ikke noget nyt. Det fortæller samtidshistoriker Helle Strandgaard Jensen, der forsker i målgruppens medieforbrug.

I tråd med tidsånden ville man i Danmarks Radio anno 1970 have »de unge til produktionsmidlerne.« Derfor indkøbte man en masse super 8 smalfilmskameraer, som børn kunne få tilsendt og bruge til at filme, hvad de syntes var vigtigt i deres liv. Det blev til mere end 600 små film, hvoraf 200 blev sendt på den ene tv-kanal, der udgjorde dansk fjernsyn indtil 1988, Danmarks Radio.

På Ultra er det greb i dag helt centralt: Her er målgruppen aktive medskabere af kanalens indhold, som redaktionssekretær på Ultra Nyt Thea Vinther forklarer i et oplæg, som DR har udgivet om Ultra Nyts formidling af nyhedsstof.

Det fanger børnene, når de kan spejle sig i hinanden, og derfor udnytter kanalen, at mange fra deres målgruppe har smartphones og er vant til at vende mobilkameraet mod sig selv.

Det har Linus Peulicke Katzenelson fra København også engang gjort.

»Jeg scrollede forbi Ultra Nyts Instagram, hvor man kunne svare på, om man stod på skateboard eller løbehjul. Så skrev jeg »skate,« og så kontaktede hende der Anna Lin mig. Så spurgte hun, om jeg havde lyst til at være med og filme mig selv, og så tog min far og jeg ned og filmede mig i en skatepark. Det handlede om, at løbehjul nogle gange er i vejen for skatere, og hvad jeg så syntes om det,« fortæller Linus Peulicke Katzenelson. 

»Det var sjovt,« synes han. »Jeg kan godt lide at være med.«

Selv om der nok er et stykke fra skateramper til pubertet, er der alligevel et sammenfald mellem det, Linus Peulicke Katzenelson fortæller, og det indtryk Anna Lin fik af at arbejde sammen med de fem piger, der deltog i Alle de andre, og som hun har holdt kontakten med efterfølgende.

Nemlig at det, der er vigtigt for dem, i mindre grad handler om at komme i fjernsynet, men om at bidrage til et fællesskab.

Det kan godt være en vild oplevelse for de medvirkende i Alle de andre, fortæller Anna Lin, for så er man lige pludselig hende, »der siger noget højt.«

Men på YouTube, hvor udsendelserne også er udgivet, bakker andre børn også de medvirkende op og skriver, at de synes, de er seje, siger Anna Lin. 

Det er hendes indtryk, at deltagerne føler, at de har gjort forskel ved at være med i programmet. At de har vist andre, at de ikke er alene.

»Nu lægger jeg jo naturligvis ord i munden på dem, men jeg har en fornemmelse af, at dem, som har medvirket i Alle de andre føler sig som ambassadører. De er stolte af at have været den, der stiller sig op i fjernsynet og er afsender på noget, som de godt ved er pinligt eller svært at snakke om.«