Interview
Læsetid: 12 min.

Rakel Haslund-Gjerrild: »Det spændende ved idyllen er, hvad den fortrænger«

Rakel Haslund-Gjerrild var lige ved at opgive sit historiske romanprojekt om den flamboyante, succesrige kunstmaler Kristian Zahrtmann, da en kasse med historiske dokumenter fra Den Store Sædelighedssag i 1906-7 om strafbar sex mellem mænd fik hende på sporet igen
»Det spændende ved idyllen er, hvad den fortrænger, hvad der ligger nedenunder, hvis den krakelerer,« siger Rakel Haslund-Gjerrild, der har pløjet sig igennem forhørsrapporter, beslaglagte homoerotiske billeder, kærestebreve og datidig pressedækning for at skrive historien om Zahrtmann.

»Det spændende ved idyllen er, hvad den fortrænger, hvad der ligger nedenunder, hvis den krakelerer,« siger Rakel Haslund-Gjerrild, der har pløjet sig igennem forhørsrapporter, beslaglagte homoerotiske billeder, kærestebreve og datidig pressedækning for at skrive historien om Zahrtmann.

Kultur
7. maj 2021

»Det her er den ultimativt passive scene,« siger Rakel Haslund-Gjerrild om det maleri af den danske maler Kristian Zahrtmann (1843-1917), som hun har opkaldt sin roman Adam i Paradis efter. På billedet sidder en ung, nøgen, muskuløs mand tilbagelænet i et væld af eksotiske blomster, struttende bananer og frodige planter. Hans ansigtsudtryk er åndsfraværende, og en slange rejser sig for hans fødder i forgrunden. »Der er kun ét menneske. Som keder sig. Og så er der jo alligevel så meget erotik.«

Rakel Haslund-Gjerrild har taget en bog med billeder af Kristian Zahrtmann med. Vi sidder under et halvtag i Botanisk Have i København, hvorfra Kristian Zahrtmann fik bragt de planter ud, som han fyldte atelieret i sin italienskinspirerede villa på Frederiksberg med, da han malede billedet tilbage i 1913. Det er ham og hans måde at være kunstner og begærsvæsen på i begyndelsen af 1900-tallet, Adam i Paradis handler om.

For fem år siden besluttede hun sig for at skrive om Kristian Zahrtmann som et eksempel på den store, borgerlige kunstner; mesteren, der former andre kunstnere og behandler sine modeller som et plastisk materiale, han har fuld kontrol over.

Rakel Haslund-Gjerrild begyndte at læse om hans liv og blev for alvor optaget af ham som figur, da hun så hans billeder af Adam, der keder sig i Paradis (der findes to versioner). Et fotografi af kunstneren i sit atelier under udarbejdelse af disse billeder, skærpede interessen for ham. Det viser selve scenen, hvor modellen sætter sig nøgen i en sivstol, mens lyset falder ned gennem vinduerne, han er omgivet af planter.

»Og så sidder Zahrtmann der i sin malerkåbe, 70 år gammel, lænet tilbage og kigger på al den her dejlighed. Det satte gang i noget.«

Som udgangspunkt så Rakel Haslund-Gjerrild sin historie om Kristian Zahrtmann som en Pygmalion-fortælling. Pygmalion var i den græske mytologi en konge, der skaber en idealkvinde ud af elfenben, fordi de virkelige, kødelige kvinder var besværlige, og forelsker sig i hende.

I Ovids Metamorfoser puster Afrodite liv i hende. »En lidt uhyggelig historie om en kunstner, der er i total kontrol over det objekt, han skaber,« bemærker Rakel Haslund-Gjerrild. Samme trang og evne til at forme og kontrollere det, man giver sig hen til, så hun hos sin hovedperson. »Den første tekst om Zahrtmann, jeg skrev, hvor jeg følte, at der var en tone, jeg kunne blive ved med at skrive på, var en, hvor Zahrtmann siger til Adam (som den unavngivne model konsekvent kaldes i romanen, red.): ’Forestil Dem, at De er en divan. Man skal have lyst til at lægge sig i Dem.’ Og så har historien udfoldet sig fra det.«

Hvad idyllen fortrængte

Hvad der i første omgang var tænkt som en kortroman eller novella på omkring 90 sider, der gav et rids af Kristian Zahrtmanns liv og virke i sommeren 1913 med udgangspunkt i maleriet af Adam i Paradis, greb om sig og blev til en 300 sider lang roman bestående af fiktive nedslag i kunstnerens liv og diverse historiske bilag.

Det er oplagt, at der er noget andet på spil i historien om den mandlige kunstner, der på suveræn vis former sit begærsobjekt, når kunstneren er en mand, der åbenlyst frydefuldt fremstiller en anden mand, og året er 1913, end når der som i Pygmalion er tale om en mand, der begærer kvinder. For Rakel Haslund-Gjerrild var der en spænding i forholdet mellem den ublu idyl, som maleriet Adam i Paradis er, og den tid, det er malet i.

»Det er malet året før, Første Verdenskrig bryder ud og ændrer Europa for altid. Der var så meget nyt på spil i kunsten, og alligevel var tiden præget af en gammel borgerlig sædelighedsmoral. Og her laver den halvfjerdsårige kunstner så et dirrende idyllisk billede. Det er næsten uhyggeligt. Det spændende ved idyllen er, hvad den fortrænger, hvad der ligger nedenunder, hvis den krakelerer.«

Bilagene, der er flettet ind i romanen, består af paragraffer fra datidens straffelov, der kriminaliserede homoseksualitet (eller omgængelse mod naturen, som det kaldtes), sladrende breve fra Kristian Zahrtmanns kunstnerkolleger og venner, udklip fra dagspressen om og forhørsprotokoller fra Den Store Sædelighedssag. Den Store Sædelighedssag var en retssag mod mænd, der havde haft seksuelle forhold til mænd, som fandt sted i København i 1906-7, og som danner det historiske bagtæppe for romanens handling.

En handling, der, som Rakel Haslund-Gjerrild bemærker, i sig selv ikke ligefrem er højdramatisk. »Der sker egentlig ikke så meget andet, end at Zahrtmann sidder og maler en model, og så kommer der en tidligere model forbi og banker på, men han bliver ikke lukket ind,« griner hun.

Når man opsummerer det på den måde, lyder det selvfølgelig ikke af så meget, men ikke desto mindre er der tale om en rig, temperamentsfuld roman spækket med liv, død og forbudt kærlighed.

Adam i Paradis tager sine læsere med til Zahrtmanns kunstnerkoloni i Italien, til overstadigt, kaotisk maskeradebal med tusindvis af gæster, rundt i København i begyndelsen af det tyvende århundrede, til 1800-tallets Bornholm og Sorø Akademi. Til sammenligning fortæller bilagene, der er trykt på gråt papir, en anderledes nøgtern og trist historie om, hvordan man har udgrænset og forfulgt de mennesker, hvis begær faldt uden for den heteroseksuelle norm, som var så etableret, at man nærmest ikke havde et sprog for afvigelserne fra den.

»Bilagene repræsenterer på mange måder det, jeg ikke kunne få Zahrtmann til at sige,« forklarer Rakel Haslund-Gjerrild.

»Jeg havde den her scene fra atelieret, hvor der er en hel masse på spil af det, vi i dag vil kalde homoerotisk begær, men jeg kunne ikke få min hovedperson til at fortælle om det. Zahrtmann har ikke efterladt nogen tekster, hvor han kommenterer på sin egen seksualitet. Han kommer af en tid hvor ordet homoseksuel ikke findes.«

Det var først i forbindelse med Den Store Sædelighedssag, at begrebet homoseksualitet (som blev anvendt første gang i 1869 i Tyskland) vandt indpas i Danmark. Og da var Kristian Zahrtmann en ældre herre.

»Jeg skriver om en tid, hvor ’den homoseksuelle’ blev skabt som figur, og så har jeg en fortæller, der kommer fra tidenm, før begrebet overhovedet fandtes. Så der er et mismatch mellem, hvad samtiden vil og kan tale om, og hvad min attenhundredtals-guldaldermand vil tale om. Det gik op for mig, at det, der gør en jegfortæller spændende, er alt det, jegfortælleren ikke vil fortælle dig eller slet ikke kan sige om sig selv. Det er det, romanen skal fortælle.«

Hvad der i første omgang var tænkt som en kortroman eller novella på omkring 90 sider greb om sig og blev til en 300 sider lang roman bestående af fiktive nedslag i Zahrtmanns liv og diverse historiske bilag.

Hvad der i første omgang var tænkt som en kortroman eller novella på omkring 90 sider greb om sig og blev til en 300 sider lang roman bestående af fiktive nedslag i Zahrtmanns liv og diverse historiske bilag.

Aparte stjerne på sin samtids kunstscene

Da Kristian Zahrtmann malede Adam i Paradis og Sokrates og Alkibiades i starten af 1900-tallet, var han på sin karrieres højdepunkt. Han havde i mange år ledet Kunstnernes Frie Studieskoler, hvor han underviste om vinteren, mens han tilbragte somrene i den kunstnerkoloni, han havde etableret i Italien. Men selv om han var en kæmpe stjerne, der havde dannet skole, var han også en aparte figur på sin samtids kunstscene, fortæller Rakel Haslund-Gjerrild.

På den ene side malede han historiske og litterære motiver, der allerede på den tid, romanen foregår i, var lidt gammeldags, og som efter Første Verdenskrig var fuldstændig passé. På den anden side var hans motivvalg ofte provokerende for samtiden, fordi han malede historiske skikkelser, man dengang betragtede som landsforrædere såsom Leonora Christina og Dronning Caroline Mathilde og Struensee.

Kongehuset prøvede for eksempel desperat at købe hans maleri af sidstnævnte, så de kunne gemme det væk, fordi Christian VII (som det dengang ikke var almindeligt eller velset at kalde vanvittig) også figurerer på billedet i en uværdig henslængt positur, mens han driller en papegøje med en kårde.

»Kristian Zahrtmann er allerede lidt gammeldags i den tid, jeg skriver om. Zahrtmann elskede mystikken, farverigdommen, ritualerne, rigdommen i udtrykket. Det gør ham anderledes end sin samtid. Og jeg tror, han selv ville sige, at der er noget livskraftigt, frydefuldt over hans billeder. Der er en detaljerigdom i dem og en fryd ved smukke genstande, som også minder om det borgerlige hjem fyldt med kunst og renæssancekister. Og så har han et farvesyn, som er nyt, og som ikke alle helt fanger eller forstår, men som Fynsmalerne tager med sig.«

Stor kasse med arkivmateriale dukker op

Det omfattende historiske kildemateriale, som bilagene i Adam i Paradis er taget fra, fik Rakel Haslund-Gjerrild først adgang til i 2018. Hun var gået så grundigt i stå med bogen, at hun var lige ved at opgive den, men så kom hun i kontakt med kunsthistorikeren Rasmus Kjærboe fra museet Den Hirschsprungske Samling.

Han arbejdede på en stor Kristian Zahrtmann-udstilling, der for første gang samlede de af Zahrtmanns billeder, der med et nutidigt begreb er gennemsyret af noget queer, hvor der leges og brydes med normer for køn og begær.

»Da jeg startede på romanen, var der ikke mange, der talte om, at Zahrtmann muligvis kunne være homoseksuel, man var fokuseret på hans historiemalerier og Italiensmalerier,« fortæller Rakel Haslund-Gjerrild. Rasmus Kjærboe gjorde hende blandt andet opmærksom på, at en af de vigtige bifigurer i hendes romanmanuskript, Hjalmar Sørensen, var involveret i Den Store Sædelighedsskandale i 1906-7, hvor han vidnede mod sin tidligere kæreste.

Hjalmar Sørensen havde siddet model til Zahrtmanns maleri Sokrates og Alkibiades, som han malede i 1911, samtidig med at endnu en sædelighedsskandale rullede hen over landet. Sokrates og Alkibiades er et motiv fra Platons Symposion, hvori kærligheden mellem mænd lovprises som en ophøjet form for drift, og det er oplagt at se Zahrtmanns maleri som et modbillede til den herskende opfattelse af sex mellem mænd som et udtryk for sædernes forfald.

’Sokrates og Alkibiades’ fra 1911 af Kristian Zahrtmann.

’Sokrates og Alkibiades’ fra 1911 af Kristian Zahrtmann.

SMK Open

Rakel Haslund-Gjerrild pløjede sig igennem en hel kasse med arkivmateriale i Rigsarkivet, og adgangen til forhørsrapporter, beslaglagte homoerotiske billeder, kærestebreve og datidig pressedækning fik hende i gang igen.

»Jeg kunne ikke komme videre uden det materiale. Jeg kan godt bare finde på, men så føler jeg, jeg begår overgreb mod historien. Jeg kunne ikke få min jegfortæller til at fortælle, hvad der var af erotisk energi på spil, jeg kunne bare mærke, den var der. Den her voldsomme historie gav det klangtæppe, jeg havde brug for for at kunne fortælle læseren, hvad det er, fortælleren ikke vil sige.«

Eksempelvis havde Rakel Haslund-Gjerrild skrevet det kapitel i sin roman, hvor Kristian Zahrtmann holder hof i sin italienske kunstnerkoloni med blandt andet Hjalmar Sørensen, som han i et års tid underviste i at male og støttede i at blive kunstner. I kapitlet er han dødsens irriteret på Hjalmar.

»Jeg kunne se i Zahrtmanns breve, at der var nogle konflikter mellem de to, men jeg vidste ikke, hvad de var for nogen. Det virkede mest, som om Zahrtmann bare syntes, han var en doven ung mand, men konfliktniveauet var for kraftigt, til at det bare kunne være det.«

Et af bilagene i Adam i Paradis er et brev fra maleren Fritz Syberg til forfatteren Johannes V. Jensen, hvori han fortæller om konflikten set udefra, og hvor det er helt underforstået, at Kristian Zahrtmann har følelser i klemme.

Sådan supplerer de historiske kilder romanens fiktion. Ikke for at afdække, hvad der præcis foregik hvornår og med hvem, men for at vise Zahrtmanns samtid fra andre perspektiver end hans eget. »Jeg lægger de dokumenter, jeg selv har undret mig over, frem til læseren, så læseren kan spekulere sammen med mig,« forklarer Rakel Haslund-Gjerrild.

Rakel Haslund-Gjerrild

  • Født i 1988, opvokset i Nexø, bosiddende i København.
  • Debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med novellesamlingen ’Øer’ og udgav den postapokalyptiske roman ’Alle himlens fugle’ i 2020. Aktuel med romanen ’Adam i Paradis’.
  • Ud over at være forfatter er Rakel Haslund-Gjerrild uddannet sinolog fra Københavns Universitet.

Indtørrede tårer

Hjalmar Sørensen vidnede som nævnt mod sin tidligere kæreste Carl Hansen i Den Store Sædelighedssag og blev til gengæld belønnet med immunitet. Rakel Haslund-Gjerrild fortæller, at det var et ultimatum, mange af mændene blev stillet i: »Den ene skulle være vidne, og den anden skulle være anklaget. Så måtte de selv finde ud af, hvem der skulle forråde hvem.«

Kærestebrevene mellem de to blev brugt som bevismateriale. Politifolk har siddet og understreget alt, der kunne have en erotisk biklang for at bevise, at de havde et seksuelt forhold.

»At finde de breve med politiets sirlige understregninger der, hvor der står ’kys mig’ eller ’din elskede’, flået ud af deres kontekst i mændenes egne private gemmer og nu i stedet beslaglagt af politiet, stemplet som bevismateriale, fremlagt i retten og gemt væk i Rigsarkivet, var voldsomt,« siger Rakel Haslund-Gjerrild. 

Men det var ikke kun anklagemyndigheden, der kunne bruge kærestebrevene som bevismateriale. Carl Hansen brugte dem også til at forsvare sig. »For at modbevise anklagen om, at han har forført den yngre Hjalmar – altså smittet ham med homoseksualitet – må Carl Hansen bevise over for retten, at Hjalmar elskede ham.«

På et tidspunkt forsøgte Hjalmar Sørensen at begå selvmord, og det brev, han skrev i den forbindelse, har Carl Hansen også gemt. Også det var voldsomt at læse: »Det lå bare der, et gammelt dokument, hvor man kunne se, at blækket nogle steder var tværet ud af tårer. Fra en karakter, man har haft i hjertet i nogle år.«

Arkivmaterialet gav Rakel Haslund-Gjerrild mulighed for at lade Hjalmar Sørensen udfolde sig som en mere nuanceret og selvstændig figur i romanen.

»Zahrtmann repræsenterer kunstneren som myte og figur, den store mester. Det er ikke en rolle, jeg har det entydigt positivt med, og der er også en ensomhed i at være så stor, at man er helt sin egen. Er der nogen, der kan bryde igennem den rolle, eller bliver man låst i den? I Pygmalion skaber kunstneren et væsen, der er helt perfekt, og som han kan kontrollere. Men når man kan det, kan man ikke gå i dialog med det. Hjalmar repræsenterer på en måde en anden Pygmalionstatue, Zahrtmann også har malet og formet, men som kan stikke til ham, give ham modspil og gøre den store kunstner usikker.«

Adam i Paradis fortæller en historie om en mand, der lever i en tid, hvor nye identitetskategorier opstår, som han nægter at lade sig definere af. Samtidig var der en iver i pressen, særligt det, Rakel Haslund-Gjerrild kalder »smudspressen«, for at offentliggøre folks privatliv og udgrænsede seksualitet.

»Folk blev pirret af, at det blev lagt frem,« siger hun. »Det er jo så modbydeligt, og når jeg bliver ved med at bore i, hvad der var med ham Zahrtmann, kan jeg godt føle, jeg har en lille rem af huden. Men det er også en stor gave at få lov til at lægge nogle menneskers livshistorie frem, som ellers i høj grad har fået den defineret af rets- og lægevæsnet. Jeg syntes, det var så smukt, da jeg fandt det lille tekststykke, som Hjalmar Sørensens kæreste Carl Hansen citeres for i efterordet: ’Den Dag vil komme, da Efterslægten graver denne Sags muldne Retsakter frem og forfærdet læser om, hvorledes man er skredet ind med Straf mod saadanne Ulykkelige. Man vil da føle samme Forfærdelse, som vi føler, naar vi i vore Dage læser om, hvorledes Middelalderens Domstole lod Epileptikere brænde som Hekse og Troldmænd.’ Han havde altså en tro på eller i hvert fald et håb om, at man en dag ville indse, at han havde ret, og hans samtid tog fejl.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Aktor

»Det spændende ved idyllen er, hvad den fortrænger« - en dramaturgisk one-liner. Så præcis.

Poul Anker Juul, Annette Chronstedt, Anders Olesen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar