Selvfølgelig bliver ’Druk’ ikke bedre med Leonardo DiCaprio. Den bliver bare nemmere at sælge

Der gik et gys igennem kulturredaktionen på Dagbladet Information, da det for et par uger siden blev annonceret, at Thomas Vinterbergs nu oscar- og bodilvindende Druk skulle genindspilles på amerikansk – med ingen andre end Leonardo DiCaprio i Mads Mikkelsens hovedrolle og som producent på projektet. Hvorfor i alverden genindspille en dansk film, der har betaget oscarakademiets medlemmer i en grad, så også Vinterberg blev nomineret i instruktørkategorien som den første danske instruktør nogensinde?

Svaret er ganske ligetil: Det handler om bagdele i biografsæderne og dermed om penge. Det brede amerikanske publikum er ikke glade for at læse undertekster, så hvis de kan få serveret den samme historie, bare på engelsk, vil de vælge den. Har filmen tilmed en superstjerne som DiCaprio i hovedrollen – Mads Mikkelsen er bestemt stor internationalt, men trods alt ikke lige så stor som DiCaprio – ja, så går det potentielle publikum fra flere hundredetusinde til adskillige millioner. Filmen får endviderre en større chance for at rejse rundt i resten af verden.

Problematikken bliver kun endnu mere aktuel af, at der nu er dansk premiere på britiske Roger Michells Blackbird (2019). Den er baseret på Bille Augusts Stille hjerte (2014) og foregår i en amerikansk familie, hvor Lily (Susan Sarandon) og Paul (Sam Neill) samler deres børn og børnebørn – og eventuelle ægtefæller og partnere – og en god ven for at give dem mulighed for at sige farvel til Lily. Hun er meget syg og vil tage sit eget liv, inden hun mister evnen til at bevæge sig, spise eller tale. Alle i familien synes at have accepteret Lilys beslutning, men der gemmer sig spændinger og gamle, uløste konflikter under overfladen, og det sætter sit præg på det, der skulle have været en harmonisk afskedsweekend.

Filmens tone og finish

Christian Torpe, der skrev manuskriptet til Stille hjerte, har også skrevet Blackbird, og det er faktisk ikke nogen dårlig film. Roger Michell er kendt for både at lave velfungerende, bredt appellerende komedier – Notting Hill (1999) og Morning Glory (2010) – og smallere, mere udfordrende dramaer, Evig kærlighed (2004), The Mother (2003) og My Cousin Rachel (2017). Blackbird tilhører den anden kategori, og filmen balancerer et sted mellem afdæmpet drama og mere følelsesfuldt, kulørt melodrama.

Det er en genre, ikke mindst amerikanerne er meget glade for, hvilket formentlig er en af grundene til, at også flere af Susanne Biers danske film er blevet genindspillet: Brødre (2004) som Brothers (2009) af Jim Sheridan og Efter brylluppet (2006) som After the Wedding (2019) af Bart Freundlich. Bier mestrer melodramaet – selv om hun nok selv ikke vil bruge den betegnelse – og kunsten at sætte mennesker og følelser i scene på en effektiv, bevægende facon. Og selv om de to film har manuskript af Anders Thomas Jensen, er de i høj grad personlige historier, som Bier har været med til at udvikle, hvilket kan være en del af forklaringen på, at de ikke fungerer lige så godt i hænderne på andre instruktører.

Det gør den i Stille hjerte, måske fordi historien er Christian Torpes egen. Den danske version er velinstrueret og stærk, ingen tvivl om det, men manuskriptforfatteren har fundet sig endnu en kongenial fortolker i Roger Michell, der synes at forstå materialet og personerne. Der er dog markante forskelle på Blackbird og Bille Augusts dansksprogede original – ligesom der er det på Brothers og After the Wedding og deres forlæg – og det har både noget med tonen og filmenes finish at gøre.

Mest interesseret i sjov

Hvor de danske film i alle tre tilfælde har en råhed, en art flosset kant, der river i sit publikum, er de amerikanskproducerede film på alle måder mere glatte og polerede. Det gælder både visuelt – Blackbird er virkelig en lækkert udseende film – og i forhold til historien. For eksempel understreges Lilys sygdom og uundgåelige død i dén grad, som for i endnu højere grad at retfærdiggøre det kontroversielle, planlagte selvmord, men hele ideen om aktiv dødshjælp bliver ikke diskuteret på samme ligefremme og udfordrende facon, som den gør i Stille hjerte.

Det er ikke som sådan et problem for filmen, der følelsesmæssigt rammer hårdt, men det tager alligevel noget af den moralsk-etiske-menneskelige brod af. Og så er der en mærkelig scene midt i filmen, hvor Lilys regelrette datter, Jennifer (Kate Winslet), og hendes meget kultiverede, lidt kedelige mand, Michael (Rainn Wilson), har et opgør. Pludselig falder de hinanden passioneret om halsen og begynder at dyrke sex. Jeg forstår godt meningen med scenen – et fysisk-sanseligt gennembrud for to forsigtige, let hæmmede mennesker – men den fremstår unødigt komisk og slapstickagtig.

Det minder mig lidt om Downhill, Jim Rash og Nat Faxons amerikanske genindspilning af svenske Ruben Östlunds Force Majeure. Filmen har to komiske genier, Julia Louis-Dreyfuss og Will Ferrell, i hovedrollerne – og de er gode – men misser fuldstændig originalens civilisationskritik og dissektion og udstilling af vedtagne sociale regler og normer. Downhill handler om en familie, far, mor og to børn, der er på skiferie i alperne. Midt under en udendørs frokost på en restaurant ser det ud, som om de vil blive ramt af et voldsomt sneskred. Pete (Ferrell) tager sin telefon og løber. Billie (Louis-Dreyfus) griber fat i sine børn og er overbevist om, at hun skal dø. Men intet sker, Pete kommer luskende tilbage og vil siden ikke indrømme, at han lod sin familie i stikken. Hvor Force Majeure i dén grad og meget humoristisk diskuterer, hvad der er sket, virker Downhill mest interesseret i at lave sjov med det – og et ægteskabs sammenbrud – uden at det for alvor skal gøre ondt.

Ikke noget nyt

Man kan mene, at det kulturelt er fattigt, at undertekstede film ikke rejser så godt, og at Hollywood ikke selv kan finde på ideer til nye film. Men selv i Danmark sælger danske og engelsksprogede film langt de fleste billetter, og genbrug af ideer og historier er vel i virkeligheden kun en cadeau til de danske manuskriptforfattere og instruktører. Der er bud efter dem på den anden side af Atlanten. Og så er det jo ikke en ny tendens: I 1950’erne købte danske filmproducenter indimellem rettighederne til populære norske og svenske film og lavede danske versioner af dem. Og Hollywood er i stort set hele sin levetid gået på hugst i Asien og Europa for at finde gode historier at fortælle.

I 1980’erne og 1990’erne var en lang række populære, amerikanske komedier, blandt andre Manden med den røde sko (1985), Tre på flugt (1989), Min far er en helt (1994) og The Birdcage (1996), således baseret på originalmanuskripter og -film af franske Francis Veber. Jay Roachs Dinner for Schmucks fra 2010 er også baseret på en fransksproget film af Veber. Og film som Peter Chelsoms Shall We Dance? (2004), Martin Scorseses The Departed (2006) og Spike Lees Oldboy (2013) er alle baseret på væsentligt bedre, asiatiske originaler.

Interessen for at genindspille danske film har været markant i de seneste 15-20 år, men går endnu længere tilbage. Rettighederne til Bent Christensens lune, oscarnominerede Harry og kammertjeneren (1961), blev tidligt solgt til Hollywood. Filmen handler om en klunser (Osvald Helmuth), der arver nogle penge og bruger dem alle på at ansætte en kammertjener (Ebbe Rode), og der er i mange år gået rygter om, at en genindspilning var på vej. På et tidspunkt med Morgan Freeman i Helmuths rolle og Anthony Hopkins som kammertjeneren, siden med hhv. Samuel L. Jackson og Michael Caine i de to roller. Originalen er god, men det er faktisk en af de genindspilninger, jeg godt gad se, især den med Freeman og Hopkins.

Tåbelig idé

En genindspilning, jeg til gengæld har svært ved at se fornuften i, er Antoine Fuquas The Guilty, der har Jake Gyllenhaal på rollelisten og skulle komme på Netflix senere i år. Filmen er en genindspilning af Gustav Möllers Den skyldige, der handler om en anløben betjent (Jakob Cedergren), som arbejder på alarmcentralen og en aften får en bange kvinde i røret. Hun er bange for, at hendes eksmand vil slå hende ihjel, og betjenten forsøger nu at hjælpe hende via telefonen. Det er en intens film, der aldrig forlader alarmcentralens lokaler, og som får det optimale ud af både den sparsomme location, blændende dygtige Cedergren og den spænding og uvished, der bliver skabt af desperate mennesker, man kun møder som stemmer i et telefonrør.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Hollywood gerne vil genindspille Den skyldige, der er baseret på en præmis, der er lige så effektiv, som den er enkel – og billig. Fuqua har bestemt lavet elementært spændende, velspillede film fuld af moralske gråzoner: Training Day (2001), Shooter (2007) og The Equalizer (2014). Men han er ikke ligefrem kendt for sit mådehold, og jeg kan blive lidt bange for, at han vil føle trang til at give The Guilty et skud Hollywood i form af hårdtpumpet musik, hektisk kameraarbejde og måske endda scener, der også visuelt foregår uden for alarmcentralen.

Det er den samme frygt, der melder sig, når tanken falder på en genindspilning af Druk. Den film er så godt spillet og skruet sammen, en noget nær lydefri blanding af drama og komedie, at det virker tåbeligt at forsøge at genskabe den samme magi i en amerikansk udgave. Desuden har amerikanerne ikke samme liberale forhold til alkohol, som vi har her i Danmark, og spørgsmålet er, om denne fejring af livet og alkoholens frisættende kvaliteter overhovedet kan oversættes til amerikansk.

’Blackbird’ – Instruktion: Roger Michell. Manuskript: Christian Torpe. Fotografi: Mike Eley. Længde: 98 minutter. Kan ses i biografer landet over