Sociolog Ruud Koopmans og Jakob Skovgaard-Petersen er endt i disput over islamkritisk bog

I sin anmeldelse af min bog Islams forfaldne hus begår Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) en række fejl for at nå frem til sin konklusion om, at jeg ikke dokumenterer min påstand om, at problemerne i den muslimske verden skyldes de fundamentalistiske strømninger i islam, som har bredt sig de seneste 40 år og i dag holder en stor del af den islamiske verden i et kvælertag.

I den centrale del af anmeldelsen, hvor JSP diskuterer bogens kapitel om økonomisk stagnation, fremstiller han mine argumenter forkert. Jeg argumenterer ikke for, at de nuværende økonomiske problemer skyldes de fire ting, han nævner: »arveregler, der fordeler en arv til storfamilien i bestemte arvelodder, et udbredt stiftelsesvæsen (waqf), der tog produktive værdier ud af handel og vandel, det kendte forbud mod rentetagning, samt endelig umuligheden af at oprette et firma, da kun personer kunne have juridisk status«. De fire faktorer indgår i den del, hvor jeg diskuterer Det Osmanniske Rige.

I min analyse af den nuværende periode understreger jeg tre faktorer (side 151-165), som JSP slet ikke nævner: Manglen på demokrati, der hindrer økonomisk fremgang; den vægt, der lægges på religiøs frem for sekulær undervisning, og endelig kvindernes manglende frigørelse.

JSP skriver videre, at jeg benytter »misvisende statistikker« til blandt andet at beskrive, hvor få bøger der oversættes til arabisk, og hvor få der kan læse, men mit statistiske materiale er baseret på troværdige kilder, såsom UNDP og UNESCO. Anmelderen henviser heller ikke til statistikker, der kan modbevise mine argumenter.

Islamisterne »har ikke influeret den store historie, og de har ikke tænkt sig et opgør med den moderne stat«, skriver JSP, men det er, helt ærligt, latterlig. Vil han virkelig påstå, at lande som Iran og Saudi-Arabien ikke har haft enorm indflydelse overalt i den muslimske verden? Desuden argumenterer han for, at islamister kun kan have indflydelse, når de har magten. Men i lande som Pakistan og Egypten, og mere nyligt i Indonesien, har de haft vigtig indflydelse, fordi magthaverne indfører dele af sharialovgivningen efter pres fra islamister.

Dette anerkender JSP i et vist omfang, men han kalder disse indrømmelser for »retoriske« og »symbolske«. Sig det til kvinder, frafaldne muslimer, homoseksuelle og religiøse minoriteter. At hindre kvinder i for eksempel at udnytte og udvikle deres økonomiske potentiale og at fastholde en høj fødselsrate har meget vigtige økonomiske og materielle konsekvenser.

På samme måde er den politisering af religionen, som islamisterne skaber, uanset om de med succes overtager magten i et land eller ej, roden til mange af de voldelige konflikter, der plager den islamiske verden. Og disse konflikter har selvfølgelig meget negative konsekvenser for den økonomiske udvikling.

Endelig er JSP’s påstand om, at jeg fremstiller vestlig kolonialisme som en »velgerning« og »velsignelse!« en karikatur af mit argument. Jeg understreger, at ud fra nutidens standarder var kolonialismen selvfølgelig afskyelig. Men det udelukker ikke den mulighed, at kolonialismen utilsigtet senere i historien havde positive konsekvenser i form af overførsel af demokratiske ideologier og institutioner og verdsligt baserede love, der inspirerede uafhængighedsbevægelser. JSP evner ikke at skelne mellem en historisk moralsk dom og nutidige materielle følger.

Ruud Koopmans er professor i sociologi og migrationsforskning ved Humboldt Universitet i Berlin og forfatter til bogen ’Islams forfaldne hus’, som Jakob Skovgaard-Petersen anmeldte den 23. april.

Efterfølgende har Jakob Skovgaard-Petersen reageret på Ruud Koopmans kommentar til hans anmeldelse af bogen. Her er hans svar:

Modsvar fra Jakob Skovgaard-Petersen til Ruud Koopmans

Min kritik af Ruud Koopmans’ bog gik ikke på hans eksempler på islamistisk intolerance. Min kritik gik på hans metode, hvor han sammenligner muslimske og ikkemuslimske stater i internationale indekser og derpå hævder at kunne destillere andre faktorer fra for så at ende med islam som forklaring på økonomisk stagnation og manglen på demokrati.

Den metode er et opkog af 1950’ernes moderniseringsteori, hvor man gennem statistikker målte de enkelte landes udvikling in splendid isolation og forklarede manglende udvikling med udefinerede »traditionelle værdier«. Det lyder måske videnskabeligt, men er grebet ud af luften, når Koopmans på side 70 mener at have påvist, at 60 procent af forskellen mellem muslimske og ikkemuslimske lande skal forklares med islamiske faktorer, mens faktorer som naturressourcer og kolonial fortid udgør de øvrige 40 procent.

Ja, det er rigtigt, at Koopmans også nævner kolonialismens ugerninger, og det skulle jeg måske have nævnt. Men i sit svar synes han stadig at mene, at kolonialismens langtidsfølger var positive for de stater, der var koloniseret længst. Det mener jeg ikke blot er forkert, men også at det er en udmærket udstilling af svagheden ved hans metode, hvor lande sammenlignes på et enkelt parameter.

Lad os kigge på Nordafrika. Her koloniserede Frankrig Algeriet i 1830, Tunesien i 1881 og Marokko i 1912. Og her er det klart Algeriet, der er dybest negativt påvirket af koloniseringen – ikke på grund af dens længde i sig selv, men fordi Frankrig organiserede en omfattende bosættelse, og uafhængigheden kun blev opnået gennem en brutal frihedskrig.

Eller tag Palæstina, Jordan og Irak, alle tre koloniseret på samme tid og i samme længde af Storbritannien. Her må man til gengæld sige, at kolonialismens følger har været vidt forskellige: traumatiske i Palæstinas tilfælde, kontinuerende og for kongen stabiliserende i Jordans, mens det i Irak kom til et komplet brud i 1958. Kolonialismens længde er kort sagt ikke afgørende for graden af demokrati, til trods for Koopmans’ statistikker, og man behøvede ikke at blive koloniseret for at blive begejstret for idéer som retsstat, konstitutionalisme eller parlamentarisme. Faktisk modarbejdede kolonimagterne i mange tilfælde, at den slags idéer skulle realiseres i deres kolonier.

Koopmans inddrager ikke diktaturet som selvstændig faktor. Men det er den afgørende faktor, vil jeg og de fleste andre mellemøstforskere mene. I ovennævnte tilfælde autoritære ledere som kong Hassan, Boumédienne, Bouguiba, kong Hussein og Saddam Hussein. Med kong Hassan som delvis undtagelse var disse ledere sekulære, og de havde effektivt afskaffet demokratiet allerede før den islamiske vækkelse i 1970’erne og islamismens fremkomst som politisk alternativ. De var altså ikke produkter af islamismen, men omvendt blev islamismen næret af deres undertrykkelsespolitik.

Det er svært at komme udenom, at nogle af regionens værste diktatorer – Hafez og Bashar al-Assad, Saddam Hussein, Abd al-Fattah al-Sisi – faktisk netop har haft en sekularistisk, antiislamistisk ideologi. Når Koopmans her mener, at islamisterne er skyld i Sisis diktatur i Egypten, svarer det til at forklare de fascistiske diktaturer i Sydamerika med truslen fra kommunismen.

Ligesådan er det forsimplet alene at begrunde tredjeverdenslandes uddannelseskrise i islam. Koopmans opstiller en modsætning mellem sekulær og religiøs viden. Men det er ikke et nulsumsspil, og det er ikke rigtigt, at sekulær uddannelse står i skyggen af religiøs, hverken i grundskolen eller i højere uddannelse. Faktisk har staterne satset stort på naturvidenskabelige og tekniske fag, som også er dem, som har mest søgning og størst prestige. Og ironisk nok har ikke så få islamister faktisk en naturvidenskabelig baggrund.

Islamisme er en illiberal ideologi, og jihadisme er en trussel mod os alle. Så naturligvis er de en forværrende faktor mange steder i den muslimske verden, ikke mindst i den salafistiske version, som Saudi-Arabien har sponseret. Men i Mellemøsten kan hverken det manglende demokrati eller den økonomiske stagnation alene, eller primært, lægges for islamisternes fødder. Koopmans har heller ikke bevist noget sådant med sin metode, som i øvrigt blander islam og islamisme sammen.

Jakob Skovgaard-Petersen er religionshistoriker og professor i islam og den arabiske verden på Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet. Derudover er han forfatter til bogen ’Muslimernes Muhammad - og alle andres’, der udkom sidste år.