Sagen forfra
Læsetid: 4 min.

Uro på anerkendt filmhøjskole: »Bestyrelsen holdt hånden over en krænker«

I et åbent brev langer 57 tidligere elever hårdt ud efter bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Vi giver et resumé af sagen
Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft har udklækket talenter som Nikolaj Arcel, Michael Noer og Christina Rosendahl. Filminstruktør Ole Christian Madsen er formand for skolens bestyrelse.

Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft har udklækket talenter som Nikolaj Arcel, Michael Noer og Christina Rosendahl. Filminstruktør Ole Christian Madsen er formand for skolens bestyrelse.

Martin Slottemo Lyngstad

Kultur
21. maj 2021

Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft er mange unges første møde med filmbranchen og har udklækket talenter som Nikolaj Arcel, Michael Noer og Christina Rosendahl. Men en krænkelsessag har skudt en kile ind mellem skolen og flere tidligere elever.

I denne uge eskalerede situationen, da 57 tidligere elever i et åbent brev beskyldte den velrenommerede skoles bestyrelse for at »holde hånden over en udøvende krænker«.

Brevet er den foreløbige kulmination på tre måneders ulmende uro, efter at filmmagasinet Ekko i en række artikler har beskrevet en krænkelsessag, som endte med, at en lærer på skolen blev fyret. Efter hård kritik af hendes håndtering valgte forstander Ellen Riis i marts at trække sig fra sin post.

Her forklarer vi den komplicerede sag forfra:

Hvad går sagen ud på?

I februar bragte Ekko en række artikler, hvor flere tidligere elever fortalte om grænseoverskridende adfærd fra en mandlig lærers side. Manden skal blandt andet have haft et seksuelt forhold til en tidligere elev og optrådt nærgående og upassende over for flere andre elever.

Den pågældende lærer blev fyret i marts 2020, men ifølge en anden tidligere lærer, Pia Bovin, burde ledelsen have reageret langt tidligere. Bovin, som selv blev fyret fra skolen i april 2020, har fortalt Ekko, at hun advarede om lærerens adfærd under en MU-samtale i august 2018. Det afviser Ellen Riis. Ifølge Ekko havde den pågældende lærer desuden en chikanesag fra sin gamle arbejdsplads, University of Texas, med i bagagen, allerede da han tiltrådte i Ebeltoft i sommeren 2016.

Ellen Riis har selv sagt til filmmagasinet, at hun først fik nys om lærerens grænseoverskridende adfærd, da en 19-årig elev klagede skriftligt over ham i februar 2020. To uger senere blev læreren fyret. Den tidligere forstander har fået kritik for sin håndtering af både sagen og den konkrete klage. Ekko har offentliggjort dele af en lydoptagelse, hvor den daværende forstander angiveligt fortæller eleven, at læreren efter hendes overbevisning ikke havde gjort noget forkert. Hun havde desuden talt med læreren, før hun talte med klageren, og under samtalen bad hun eleven om at tale med skolens tilknyttede psykolog, så han kunne give en »professionel evaluering«.

Hvad har konsekvenserne været?

I marts 2021 valgte Ellen Riis selv at trække sig som forstander på filmhøjskolen, hvor hun havde været ansat siden 2018. Forklaringen var, at dækningen af sagen havde skabt »mistillid hos både tidligere elever, nuværende elever og andre«.

»Og det er mere, end jeg personligt kan og vil bære. Jeg føler også, at mistilliden står i vejen for filmhøjskolens fremtid, og det ønsker jeg ikke,« udtalte hun i en pressemeddelelse.

I samme pressemeddelelse blev det understreget, at det var Ellen Riis’ egen beslutning at gå. Skolens bestyrelse har hele vejen bakket op om den tidligere forstander og hendes håndtering af sagen, som bestyrelsesformand og filminstruktør Ole Christian Madsen til Ekko har kaldt »resolut og hurtig«.

Få dage efter Ellen Riis’ opsigelse udtalte Ole Christian Madsen ifølge en pressemeddelelse, at forstanderen havde »styret skolen med sikker og kærlig hånd« og ville blive savnet. I pressemeddelelsen blev dækningen i Ekko desuden beskrevet som »urimeligt personforfølgende«. Foruden Ole Christian Madsen tæller bestyrelsen blandt andre filminstruktør Christina Rosendahl, som har været en markant stemme i debatten om krænkelser i den danske filmbranche.

Hvad siger de tidligere elever?

I et åbent brev, som blev udsendt mandag aften, beskylder 57 tidligere elever skolens bestyrelse for at have håndteret sagen om den krænkende lærer med »ignorance og mangel på forståelse«. De undrer sig over, at skolen ikke har givet en offentlig undskyldning til tidligere og nuværende elever.

Foruden de 57 tidligere elever er brevet underskrevet af tre studerende fra University of Texas, hvor den pågældende lærer var involveret i en chikanesag, før han tiltrådte på Den Europæiske Filmhøjskole.

»Hvordan kan bestyrelsen forsvare, at en lærer var under anklage i en krænkelsessag i Texas, imens han var ansat på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft? I stedet for at prioritere elevernes trivsel og sikkerhed har bestyrelsen ’holdt hånden over’ en aktivt udøvende krænker. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor har bestyrelsen ikke prioriteret eleverne? Eller nærmere: Hvorfor er eleverne ikke hovedprioriteten?« spørger de tidligere elever i brevet.

Hvad sker der nu?

Filmhøjskolens midlertidige forstander Klaus Hansen siger til Information, at han og bestyrelsen nu vil gå i gang med at formulere et skriftligt svar til de tidligere elever:

»Det er en markant henvendelse, og vi tager den meget alvorligt,« lyder det. Han vil ikke forholde sig til, om de gamle elever har udsigt til den efterspurgte undskyldning, ligesom han ikke vil kommentere anklagen om, at bestyrelsen skulle have holdt hånden over en krænker.

Samtidig fortæller Klaus Hansen, at skolen er ved at iværksætte en række tiltag i tæt dialog med de nuværende elever, blandt andet en ny code of conduct og en spørgeskemaundersøgelse om skolens arbejdsmiljø lavet i samarbejde med Sex & Samfund, som skal gå fem årgange tilbage.

Det er den midlertidige forstanders indtryk, at de nuværende elever har tillid – »måske skeptisk tillid« – til ledelsen. Om tiltagene er nok til at tilfredsstille de 57 tidligere elever, må tiden vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Mange af de sager, vi ser, skyldes jo åbenlyst inspiration fra USA - ikke, som det ofte påstås: at en identitetspolitisk bølge har forvirret den unge generation, men derimod ved at ledelse, hierarki og magt i dag spiller en voldsom stor rolle, som rent faktisk i højere grad end tidligere lægger et pres på folk i svagere positioner.
Nogle steder er det nok foregået mere udbredt altid, men der er utvivlsomt en grund til, at de sager, der kommer op ligger inden for en 15-17-årig grænse, hvilket giver et sammenfald med den moderne, angelsaksisk inspirerede ledelseskult, der stik imod dansk tradition for flade hierarkier ødelægger alle dele af civilsamfundet og arbejdsmarkedet.

Viggo Okholm

havde lige i dag besøg af min tidligere svigerinde og ja min kone er også til stede og vi kom til at snakke om det at gå langt tilbage i tiden og hvor en hånd på et lår kan få så alvorlige konsekvenser, selv om det er længe siden-
Hun mente så at måske også kvinder går for meget fri i debatten fordi der også er kvinder der via deres køn satser på en udvælgelse/ stilling ved at bruge kroppen som "garant"
Bare for lige at få den vinkel med.

Viggo Okholm, sikke et mærkeligt behov du har for at præsentere din tidligere svigerinde som en dum gås. Har du ikke selv nogle holdninger?