Interview
Læsetid: 13 min.

I 30 år har Marianne Horsdal indsamlet andres livshistorier. Nu fortæller hun sin egen

Marianne Horsdal er professor emerita, og hun har igennem 30 år indsamlet og analyseret en meget lang række livsfortællinger i forbindelse med forskningsprojekter i Danmark og i udlandet. Nu fortæller hun sin egen
’Jeg var meget let at forføre, længtes meget efter ømhed og efter en, der fuldt og helt forstod mig,’ fortæller Marianne Horsdal, der er aktuel med det autofiktive værk ’Feudale fortællinger’.

’Jeg var meget let at forføre, længtes meget efter ømhed og efter en, der fuldt og helt forstod mig,’ fortæller Marianne Horsdal, der er aktuel med det autofiktive værk ’Feudale fortællinger’.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
11. juni 2021

Helt ude ved Nordfyns kyst, i en stor, vild have, hvor akelejerne og æbletræerne blomstrer om kap, og en sti i græsset fører ned til vandet, bor Marianne Horsdal i et hus, hvor væggene er dækket af andres og hendes egne malerier, og hvor kunstgenstande og livlige farver fylder hjemmet.

Også den middag, hun serverer, gror i haven og dens omgivelser: Sauce af vårmusseroner, rabarberkompot, samt kogt strandkål som tilbehør til en yderst velsmagende havkat.

»Jeg elsker at lave mad,« erklærer hun. Det smager man.

Marianne Horsdal er professor emerita i uddannelsesforskning fra Syddansk Universitet, og hun har igennem 30 år indsamlet og analyseret en meget lang række livsfortællinger i forbindelse med forskningsprojekter i Danmark og i udlandet. Fortælleren bliver bedt om at fortælle om sit liv fra begyndelsen til i dag i et så langsomt tempo, at intervieweren kan skrive ordret ned, alt hvad der bliver sagt. Derefter bliver fortællingerne studeret blandt andet i forhold til identitet, livslang læring, kulturmøder og medborgerskab.

Marianne Horsdal har udviklet særlige metoder til både indsamling og analyse. Fortælleren bestemmer selv hvad og hvordan, der skal fortælles, så det er muligt at undersøge ikke kun hvad, men også hvordan der fortælles. Fortællinger har stor betydning for identitet, for fællesskaber og ikke mindst for muligheden af at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. Fortællinger gør det muligt både at forstå fortiden, forhandle mening i det, der sker, og integrere forandringer, forklarer hun. Hun har både forsket i tilegnelsen af fortællinger, i de kulturelle, kropslige og kognitive dimensioner og forudsætninger, og i fortællingernes anvendelse i pædagogisk og socialt arbejde.

Nu har hun skrevet sin egen livsfortælling, den autofiktive roman, Feudale fortællinger, der netop er udkommet, så det er oplagt at spørge hende om, hvordan det er at skrive om sit eget liv, efter i så mange år at have arbejdet med andres?

»Vi har ikke én livshistorie, men mange fortællinger, afhængigt af hvornår vi fortæller og til hvem,« svarer hun. »Om det er en slægtning eller en arbejdsgiver, falder fortællingen forskelligt ud. Den bog, jeg nu har skrevet, er påvirket af, at jeg har fortalt om mit liv til forfatteren Knud Romer, der havde inviteret mig til at medvirke i sin radioudsendelse, Romerriget. Vi faldt straks i hak, jeg var sikker på, at han kunne forstå, hvad jeg fortalte om, og det var faktisk sådan, at hele ideen til bogen opstod. Skønhed og poesi betyder meget for mig, og jeg kunne mærke, at vi havde meget tilfælles.«

Den K, der optræder i de indledende breve i din bog, er det Knud Romer?

»Ja,« bekræfter Marianne Horsdal.

I brevene til ham skriver hun blandt andet: »Der findes gensidige møder, der er lykkelige, hvor vi i glimt ser den anden og bliver set, ikke forskellighederne til trods, men netop i kraft af dem. Det er der, relationer bliver kreative.«

Knud Romer opfordrede Marianne Horsdal til at skrive sin egen livshistorie, og da hun tøvede, udbrød han: »Men så fortæl den til mig, så er jeg din arkivar.«

Sådan begyndte det, og da hun havde skrevet noget til ham, kunne hun selv fortsætte, fortæller hun.

»Det er vildt sårbart at skrive om sig selv og sin familie, og jeg havde nok ikke kunnet gøre det, hvis de stadig levede, men nu er både mine forældre og mine to storebrødre afgået ved døden.«

Entydighed det værste

Marianne Horsdal rejser sig og henter en bog af en af sine absolutte yndlingsforfattere, polske Olga Tokarczuk og refererer: »Men ordene må ligesom billederne være bevægelige og mangetydige, de må flimre, kunne rumme en række forskellige betydninger.« Et andet sted siger hun: »Det værste er éntydigheden, fordi den udelukker både metaforer, humor og tolerance.«

»Vi er ikke entydige! Jeg er imod den retning inden for livsforskningen, hvor det gælder om at finde den rigtige, subversive fortælling, eller som opfatter fortællingen som et middel til terapi,« erklærer hun.

Marianne Horsdal har selv i sin bog historier om, hvordan hun som barn gik galt i byen, fordi hun opfattede noget bogstaveligt. Hun hørte en dag sin gudmor sige, at hun vist kun viste sit sande ansigt, når hun blev vred. Janne – som protagonisten hedder i bogen – »tog udtalelsen helt bogstaveligt og tænkte, at gudmors godhed så bare var løgn, og hun blev fuldkommen fortvivlet«.

»Bogstaven ihjelslår, ånden levendegør,« citerer hun.

Sin egen metode

Hvad er forskellen på at arbejde med livsfortællinger og så arbejde som psykoanalytiker, psykolog eller socialrådgiver, vil jeg vide.

»Jeg har udviklet min egen metode,« forklarer Marianne Horsdal. »Man må se på konteksten, på forskerens egen situation, på de kulturelle fortællinger, der spiller med underneden, på fortællerens kompetencer, på tid, rum og fortællingens orden. Hvordan er selektionen, hvilken rækkefølge kommer historierne i, hvad nævner man én gang, hvad springer man over, og hvad vender man tilbage til?«

»Det, man beskriver er fællesskaber, kontekster, og hvordan relationerne i fællesskaberne er. Dertil kommer temaerne, hvem man nævner ved navn, hvor andre stemmer kommer ind, noget, nogen har sagt om én, og der er metaforerne som ’højt oppe’, ’langt nede’, livet som en rejse, eller at man går i stå.«

»Der er forskel på livshistorier og livsfortællinger,« forklarer hun. »Jeg kigger på tilværelsestolkningen og på personens selvopfattelse.«

Marianne Horsdal fortæller, at hun har lavet interview med unge kriminelle »som er rene eksklusionshistorier. De bliver overset og ringeagtet, så de er parate til at tilslutte sig en bande, bare for at høre til. Hvorimod du finder de aktive medborgere blandt dem, der har mange relationer og tilhørsforhold«.

»Jeg spejler fortælleren, hjælper til med at skabe mening og sammenhæng.«

»Men min egen livsfortælling har, som sagt, været en helt anden proces.«

Knud Romer opfordrede Marianne Horsdal til at skrive sin egen livshistorie, og da hun tøvede, udbrød han: ’Men så fortæl den til mig, så er jeg din arkivar.’ Sådan begyndte det.

Knud Romer opfordrede Marianne Horsdal til at skrive sin egen livshistorie, og da hun tøvede, udbrød han: ’Men så fortæl den til mig, så er jeg din arkivar.’ Sådan begyndte det.

Emilie Lærke Henriksen

Mor og far

På spørgsmålet om, hvorvidt Marianne Horsdal kan pege på bestemte ting, som har formet hende, svarer hun i overensstemmelse med sin understegning af mangfoldigheden, at der er mange.

»Nogle værdier har jeg med hjemmefra, sansen for skønhed, poesi – og kærlighed. Min mor gravede for eksempel engang en blok anemoner op og puttede dem i en kasse for at sende dem til sin søn i København.«

Men når man har læst hendes bog, er man ikke i tvivl om, at faren var noget af en gammeldags, ­for ikke at sige gammeltestamentlig patriark. Faren var herregårdsskytte på godset Hverringe, nordøst for Kerteminde, og tilhørte som sådan godsembedsstanden.

»Han både repræsenterede en beskyttelse mod vold, magt og magtmisbrug, men kunne også selv afstraffe os.«

»Jeg er ikke i tvivl om, at min far elskede mig, og han respekterede også, at jeg stod op imod ham. Jeg er lige så stædig som ham,« fastslår hun.

Men hun kan også fortælle om livsomvæltende begivenheder.

»Da jeg var en 17-18 år, forelskede jeg mig i en skizofren mand. Vores forhold er beskrevet i bogen i kapitlet »Et år i helvede«. Naturligvis var mine forældre ikke begejstrede, men langt senere fandt jeg brevene fra min far frem, og bagved trusler, skældud og bibelcitater kunne jeg få øje på kærligheden. Han var ikke én, der krammede og kyssede. Hans kærlighedserklæringer kunne bestå i en bemærkning om, at jeg havde kolde hænder og en opfordring til at tage halstørklæde på.«

»Min far huggede også mine breve, da jeg som 13-14-årig blev kæreste med en dreng, og da han havde læst, hvad drengen skrev, tævede han ham. Han vogtede over mig som en drage. Men det siger også noget karakteristisk om vores forhold, at han gerne ville spille skak med mig og konstaterede, at jeg blev bedre, jo mere jeg blev trængt. Der var en gensidig respekt imellem os, han kunne godt lide, at jeg stod op imod ham, dér hvor alle andre var bange. For eksempel var han ked af, at børn ikke turde se ham i øjnene.«

»Og så forskellige mine forældre var, var de fælles om deres forhold til naturen, de dyrkede intensiteten og lagde stor vægt på kvalitet – de havde mange fælles værdier. Også på det musiske felt.«

– Din far lagde også vægt på, at du fik en uddannelse, selv om der skulle betales skolepenge for, at I kunne gå på Kerteminde Borger- og Realskole?

»Ja, det var dyrt for dem, og han var fortvivlet over, som jeg føjtede rundt. Da jeg skulle i gymnasiet, ville mine forældre have, at jeg skulle på kostskole i Nyborg, men jeg ville på Odense Katedralskole. Jeg længtes sådan efter at komme væk, efter at få et sted, der var mit eget, efter at slippe for kontrollen. Og transporttiden til Odense var så lang, at jeg fik et lejet værelse i byen. Og allerede ved bogudleveringen begyndte flirten med en dreng fra klassen. Snart blev vi kærester og lyttede til jazzplader efter skoletid og gik i jazzklub om lørdagen og røg cigaretter i Kongens Have i det store frikvarter.«

Men den skizofrene kæreste, der fulgte efter den første, og som Marianne Horsdal flyttede sammen med, blev så stor en belastning med al sin kontrol, at hun droppede ud af gymnasiet i 1. g. Til farens fortvivlelse. Han tryglede og forklarede hende, at det at adlyde sine forældre er prøvestenen for de unge på, om de også kan adlyde Vorherre. »Med andre ord: Den som vender sig fra sine forældres råd, vender sig samtidig fra Ordet.«

»Men det hjalp ikke. For min samlever havde endnu mere magt over mig – samt en nimillimeterpistol, som han truede med at begå selvmord med, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.«

Blå bog

Marianne Horsdal (f. 1946) er professor emerita i uddannelsesforskning på Institut for Kulturvidenskab på SDU. Hun er dr.phil. med en afhandling om fortællinger og livsfortællinger, som hun har arbejdet med og forsket i i 30 år. Hun anses for en af de førende internationale specialister inden for narrativ forskning. Hun har skrevet en lang række bøger og artikler om emnet, blandt andet Danmark mit fædreland (1991), Livets fortællinger (1999), Vilje og vilkår (2000), disputatsen Telling Lives (2012) og Tilværelsens fortællinger (2017). Feudale fortællinger er hendes skønlitterære debut.

Let at forføre

»Jeg var meget let at forføre, længtes meget efter ømhed og efter en, der fuldt og helt forstod mig. Men det skyldtes også, at jeg var så strengt opdraget, at det slog over i sin egen modsætning, og jeg gjorde oprør.«

»Du kan sammenligne det med, at man aldrig har drukket alkohol og så pludselig begynder. Så kommer man let til at drikke for meget. Min mor sagde aldrig noget, mens min far advarede så voldsomt, at jeg måtte gøre oprør.«

»Samtidig var jeg jo ikke følelsesmæssigt moden, jeg var kun 16, da jeg flyttede hjemmefra.«

– Hvorfor sagde din mor aldrig noget?

»Hun levede i sin egen verden, det er den bedste forklaring, jeg kan finde. Hun forsøgte heller ikke at opdrage mig eller forhindre mig i at gøre farlige ting, selv om det gjorde hende nervøs. For eksempel når jeg klatrede helt op i toppen af min trapez som barn.«

»Men hun var en strålende værtinde, der kunne få enhver til at føle sig velkommen og særligt udvalgt. Jægerne kom og spiste om aftenen og fik rådyrsteg og stegte duer.«

»Efter hendes død fandt jeg noget, hun havde skrevet bag på et papir fra en udstilling, hvor der blandt andet stod: »Alt levende er godt.«

»Min ældste bror, som var kunstmaler, var flyttet til Færøerne, og min mor besøgte ham hvert år. Hun fortalte om at rejse, spille musik og danse og om William Heinesen, og min far blev utålmodig og afbrød og sagde, at hun aldrig ville blive en god fortæller. Men min mor fortsatte uanfægtet i sit eget tempo.«

»Langt senere, da jeg talte med kammerherrens barnebarn, sagde han: ’Ja, din mor var jo elsket, og din far var respekteret’.«

Et feudalt samfund

»Nu har jeg jo kaldt min bog Feudale fortællinger, og det var vitterligt et feudalt samfund, jeg voksede op i. Et stærkt klassedelt samfund med kammerherren og familien øverst. Nedenunder kom godsembedsstanden, hvortil min far jo hørte. Så kom arbejderne, traktorførere og skovarbejdere, og længst nede røgterne og daglejerne.«

»Det var et samfund, der i høj grad var baseret på selvforsyning og på ens placering. Som herregårdsskytte fik min far gratis avis af godset samt en række andre gratis goder. Så jeg blev født ind i feudalismen og voksede ind i 1960’erne og 70’ernes senkapitalisme. Jeg kommer fra et samfund, hvor det handlede om bæredygtighed, men ikke om vækst. Man ændrede kun på sagerne ved at forbedre kvaliteten.«

»Det var først, da jeg kom i skole og blev mobbet, at jeg opdagede, at jeg var anderledes. Før da lavede jeg alle mulige vanvittige ting sammen med min storebror, Gogo. Jeg gik med far i skoven og cyklede med mor til stranden, og jeg begyndte at gå ture alene, allerede da jeg var tre år. Jeg tegnede og spillede klaver.«

»Jeg har siden lavet livsfortællinger med forældre, der havde børn, som var ved at blive smidt ud af skolen, eller som fik besked på, at de skulle vente et år, fordi de havde tegnet et hus med røg fra skorstenen til den ene side og flaget blafrende den modsatte vej. Og jeg har stiftet bekendtskab med, hvad negativ social arv kan betyde for børnenes opvækst. Det har bekræftet mig i, at kommunen må sætte meget mere ind på vuggestuer og børnehaver. Skolen kan ikke kompensere, som den burde, og da slet ikke i et år med corona.«

– Hvad betød mobningen for dig?

»Jeg er lige så skrøbelig som andre. Selv som voksen kan jeg ikke holde ventetid ud, jeg går i panik! Hvis jeg ikke hører fra en kæreste, så skrider jeg. Jeg går min vej for at passe på mig selv. Jeg har alt for meget behov for tryghed og skønhed.«

– Hvordan passer du på dig selv ved at skride?

»Fordi det har gjort for ondt at savne.«

– Men man holder da ikke op med at savne, fordi man skrider?

»Så fandt jeg måske en anden at trøste mig med!«

»Med venskaber er jeg mere tolerant, og det har betydet, at jeg har kunnet holde fast i mine venner, men jeg har meget let ved at føle mig svigtet. Jeg tror, det hænger sammen med min allertidligste barndom, hvor min mor måtte opereres seks gange i benet umiddelbart efter, at jeg var blevet født. Min mor har ikke kunnet tage sig af mig.«

»Det har været rigtig hårdt at bo alene i et coronaår. En ven, der fornemmede, hvordan det stod til, gav sig til at skændes med mig pr. mail for at forhindre mig i at få en depression,« griner hun.

»Men du har da Oliver«, siger jeg lidt dumt, Marianne Horsdal har en bassethund, som er noget af det sødeste.

»Olivers repertoire er begrænset,« svarer hun tørt.

»Jeg har været mærkelig hele mit liv, og det har gjort mig til en enspænder. Ensomhed er både en beskyttelse og et stort savn. Jeg mistede hele min familie i en relativt tidlig alder, jeg er et gammelmandsbarn, så jeg har ingen forældre, søskende eller tanter og onkler, og jeg savner dem alle sammen.«

– Hvad med skoleveninder?

»Ikke særlig meget. Min mor bagte gode kager, vi kunne tage med til stranden, men jeg blev ikke geninviteret. Som voksen er jeg derimod blevet god til at få venner, og jeg elsker at holde fester!«

»Jeg endte jo med at blive professor, så jeg har mange internationale kontakter i uni-regi. Man opfatter mig som passioneret, og det er vist også noget, der er fælles i vores familie. Jeg taler ikke om noget snævert erotisk, men om passion i forbindelse med mit arbejde, om at gøre tingene ordentligt, men desuden om en livsdrift. Jeg vil gerne opleve syrenerne én gang til. Og én gang til!«

Karriere med afbræk

Marianne Horsdal røg som nævnt ud af gymnasiet i 1. g på grund af den skizofrene kæreste. Men senere tog hun studentereksamen på kursus. Hun har været ansat på universitetet i adskillige stillinger, men hun har også haft andre større afbræk, som da hendes femårige søn blev kørt ned af en knallert og fik kraniebrud. I et år måtte hun forlade sit arbejde for at passe og genoptræne ham, så han lærte at tale igen og i det hele taget kom sig.

»Jeg kunne jo ikke aflevere ham i en institution om dagen.«

Hun har også på et tidspunkt været ude af universitetet i en femårsperiode, hvor hun underviste flygtninge og blandt andet lavede en bog med helt forskellige danskeres livsfortællinger, så flygtningene kunne få et indtryk af, hvor forskelligartet også Danmark er.

»De vidste jo ikke noget om Danmark, og det måtte jeg gøre noget ved, syntes jeg. Så jeg tog ud og talte med danskere, så de kunne lære dem at kende.«

»Jeg har undervist torturofre og mange unge palæstinensiske mænd.«

»Jeg kan ikke have den manglende anstændighed, som flygtninge bliver behandlet med,« udbryder hun. »Jeg er vokset op i et gæstfrit hjem, og min mor har et barnebarn, som er halvt polak – min egen søn – et, som er halvt kineser, et, som er halvt irer, og et, som er halvt færing. Min nu voksne søn skrev i en jobansøgning, at han ikke havde så meget familie i Danmark, men til gengæld var han god til fremmedsprog! Han fik jobbet.«

»Det har været en rigdom at vokse op i et miljø, hvor man ikke gik i små sko.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her