Baggrund
Læsetid: 5 min.

Vi behøver ikke at se fremad, kun møde op til EM-kampene. I aften mod Belgien og Lukaku

Vi står side om side, når Danmark efter den tragiske hændelse med Christian Eriksen møder Belgien torsdag aften
Da Belgiens angriber Romelu Lukaku havde scoret mod Rusland søndag aften sendte han en hilsen til sin holdkammerat fra Inter, Christian Eriksen.

Da Belgiens angriber Romelu Lukaku havde scoret mod Rusland søndag aften sendte han en hilsen til sin holdkammerat fra Inter, Christian Eriksen.

Anton Vaganov

Kultur
17. juni 2021

At se fremad er et af fodboldens store mantraer. Hver gang nogen har tabt en kamp og bliver spurgt om, hvad der skete, svarer de, »bla bla bla, lad os komme videre, nu er det på tide at se fremad, ikke tilbage«. På den her spalteplads er jeg sådan set også hyret til at se fremad. Fremad mod den EM-kamp, Danmark torsdag aften skal spille mod Belgien, verdensranglistens hold nr 1.

Jeg ville have set fremad ved at skrive om Belgiens angriber Romelu Lukaku, en af mine yndlingsfodboldspillere lige for tiden: I sit livs form for Inter op til det her EM, han taler seks sprog flydende og har ved siden af fodbold uddannet sig i Public Relations. Der er bare det, at det allervigtigste, der er at sige om Lukaku lige nu, måske det eneste vigtige er, at det første mål, han scorer lørdag aften, hvor Belgien spiller mod Rusland, dedikerer han til sin holdkammerat i Inter, Christian Eriksen. Det er en af de første rørende tilkendegivelser, som tikker ind. Lukaku løber helt hen i kameraet og råber »Chris, Chris, I love you«.

Kan vi overhovedet se fremad? Skal vi? Må vi?

Mens vi sammen i hele Danmark holder vejret og måber og græder fra det 42. minut i første halvleg og frem til, at meldingen kommer om, at Eriksen både er vågen og stabil, kigger jeg skiftevis til Venstre på min lille søn, der cykler rundt og leger i gården, og til højre på min kæreste ved siden af mig, faren til mit barn derude. Min søn er præcis lige så gammel som Christian Eriksens den ældste, de er født i den ulidelige varme op til VM i 2018. Jeg kan tydeligt huske det, for der blev talt meget om, om nu også Christian Eriksen kunne nå med til slutrunden. Til højre er min kæreste en del ældre end Christian og givetvis i dårligere form, det samme når jeg at tænke, mens jeg kigger rundt på de gode venner, vi ser landskamp med. Situationens utydelighed og forbandede relaterbarhed giver plads til min dødsangst.

Livet ændrer sig hurtigt

Lige inden kampen bliver fløjtet i gang, har jeg et vidunderligt brusende øjeblik af regulær slutrundeeufori – følelsen af noget ekstremt genkendeligt; sommer, landskamp, grillede pølser, elskelige venner, børn, der leger, og så samtidig noget helt nyt; denne her kamp og denne her turnering skulle have været spillet sidste sommer, de her venner har været mere eller mindre gemt væk for sig selv i små coronabobler. Nu er de her endelig. Nu er vi her.

»Livet ændrer sig hurtigt. Livet ændrer sig i et nu. Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op,« skriver den amerikanske forfatter Joan Didion i den lille bog, hun har skrevet om sin mands pludselige død. Et år med magisk tænkning er en af de bedste og smukkeste bøger, der findes om sorg, om det at miste. Det giver stadig et sug at tænke på, hvis udfaldet af det hjertestop havde været et andet, også selv om jeg ikke engang kender Christian Eriksen det mindste.

Ingen af os kender Christian Eriksen. Men alt ved de horrible billeder fra Parken, vores egen hjemmebane, minder om, hvad det vil sige at være et menneske, og at fodboldspillere ikke mindst er det. Det minder om alt det, vi er fælles om: At vi alle sammen skal dø en dag, at kroppen har en grænse, en usynlig slutdato, som ingen af os kender. At vi uanset skal væk fra hinanden. At vi er heldige, hvis vi har fået lov at elske, endnu heldigere, hvis vi er blevet elsket. At livet ændrer sig hurtigt. Ude af vores kontrollerende hænder. At det er uendeligt ligegyldigt, hvor mange millioner og hvor meget feterethed som står på kontoen til den tid. At alt, vi i sidste ende har, er hinanden, mens vi er her. Ikke nogle andre, vi ville ønske var federe og mere ligesom os, nej, os der er her nu.

Det var også mennesker, der gik på fodboldbanen og spillede en kamp færdig – brødre i ånden, venner, kolleger i chok og sorg – ikke robotperformere med skyhøje lønninger eller protagonister i et hollywooddrama, hvor alt efter skabelonen ender lykkeligt. Som den sejr og fortjenstmedalje, du som det naturligste bliver givet efter alt mulig modgang. Det her var unge mennesker, drenge, der lige havde set deres ven svæve mellem liv og død for at blive bedt om at genoptage arbejdet halvanden time senere. Det var de tydeligvis og meget forståeligt på ingen måde i stand til.

Selvfølgelig skulle den kamp aldrig være spillet færdig, men når den nu blev det, er det en pointe, at helte ikke findes, der findes kun mennesker, der gør det bedste, de kan og således ender med at opføre sig som nogle. Det helt åbenlyse eksempel er Simon Kjær, men faktisk ikke kun fordi han viste overblik og lederskab, men også fordi han kender sig selv godt nok til at lade sig skifte ud i anden halvleg fra en kamp, der for længst er fordømt. Pierre Emil Højbjerg tog ansvar for et straffespark og brændte. Mathias Jensen var inde og udfylde en umulig plads. Alt sammen er det mandsmod – eller måske bare menneskemod. Forbilleder for alle vores drengebørn. Det har intet med resultatet at gøre, intet med succes at gøre. Der skulle en kæmpe tragedie til for at få fodbolden tilbage til basis: Det handler ikke om at vinde, men om at være med. Om at møde op. Være der for hinanden.

En sjæler med Springsteen

Vi har diskuteret, om fodbolden overhovedet burde fortsætte, bolden rulle videre, om den i virkeligheden ikke er ligegyldig nu. Og i ét perspektiv er den jo så absolut inferiør til liv og død, men i et andet, endda en form for eksistentielt perspektiv, er den så absolut ikke. Livet består også af en række usignifikante handlinger, der måske ikke altid runger i evigheden, som er Kierkegaards vidunderlige udtryk, men som om ikke andet bekræfter os i, at vi stadigvæk er her.

Hvad gør man en melankolsk søndag, hvor hele Danmark er ramt på sjælen? Man gør sit værdigt trængende komfur rent, selv om det er totalt ligegyldigt, hvor beskidt det står lige i dag. Hvorfor? Bare fordi man er her. Og så hører man en af Bruce Springsteens sjælere imens, så man for et øjeblik både kan leve med at skulle dø og leve med at skulle leve. Og så krammer man nogen tæt på, og så ser man om aftenen en overraskende velspillet fodboldkamp mellem Holland og Ukraine. Man tænker på, at Christian Eriksen faktisk lever. At det er det, der er pointen.

Spørgsmålet lyder altid, hvordan vi kommer videre. Det gør vi nok ikke. Men vi lever videre af den simple årsag, at det skal vi. Ikke som i The Show Must Go On, men som i, hvad fanden er alternativet? Vi behøver ikke at se fremad. Kun møde op. En kamp ad gangen. I aften mod Belgien og Lukaku. Side om side, venner. Side om side.

Danmark-Belgien, Gruppe B, klokken 18.00, TV3

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og først i dag læste eller hørte jeg en nævne den for mig eneste korrekte måde at afgøre den famøse kamp på, nemlig som i andre sportsgrene at aflyse den og fastholde resultatet som det var. Altså 0-0. Ubegribeligt.

Erling Vetterstein og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Det ville Finland blive rasende over. Naturligvis vil de have chancen for at kunne vinde kampen og få tre point. Hvis det havde været en finsk spiller, der var faldet om. og Danmark derfor måtte nøjes med uafgjort, ville der have rejst sig et ramaskrig. Navnlig fordi vi var forhåndsfavoritter.

Søren Egert

Kan man skifte F. Olsen ud?

Peter Jensen

Ville Finland blive rasende? Det er jo et godt spørgsmål. Eftersom Danmark var storfavoritter, kunne en fastfrysning af 0-0 opfattes som at Finland undslap et sandsynligt nederlag. Med mindre man, måske ikke specielt sympatisk, spekulerede i, at der ville ske det der netop skete. Altså at danskerne var så traumatiserede, at de ikke kunne koncentrere sig tilstrækkeligt, og dermed blev forvandlet til en meget nemmere modstander.