Feature
Læsetid: 10 min.

Chimamanda Ngozi Adichie går til angreb på wokeness, cancel culture og selvretfærdig ungdom

I et bidsk essay langer den nigerianske romanforfatter ud efter to af sine tidligere elever, der har lagt hende for had for at være ’transfob’ – ifølge hende et symptom på en ny generation, der er ensporet optaget af ideologisk renhed
Adichie vil mere med sit essay end at gøre regnskabet op med to forfattere, som hun hjalp frem, men som senere vendte sig imod hende. Hun udvider kampzonen til at omfatte hele det miljø og hele den generation, de ifølge hende er groet ind i.

Adichie vil mere med sit essay end at gøre regnskabet op med to forfattere, som hun hjalp frem, men som senere vendte sig imod hende. Hun udvider kampzonen til at omfatte hele det miljø og hele den generation, de ifølge hende er groet ind i.

STEPHANE DE SAKUTIN

Kultur
25. juni 2021

Først er der et langt stykke med noget, der mest ligner udleverende personfnidder. Men så kommer der et flammende frontalangreb imod wokeness, cancel culture og ’dydsterror’ blandt unge forfattere og aktivister. Sidste tirsdag offentliggjorde den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie – bedst kendt for den episke roman En halv gul sol – et rasende essay på sin hjemmeside, der hurtigt fik viral udbredelse.

Under overskriften It’s Obscene: A Reflection in Three Parts retter hun et forbitret og følelsesladet angreb på to unge forfattere. Så stor er hendes modvilje, at hun ikke kan få sig selv til at nævne dem ved deres navne. Men det fremgår, at begge er tidligere studerende, som hun for år tilbage var mentor for i sin litteraturworkshop.

Efterfølgende har de to imidlertid kritiseret hende uhyre skarpt på de sociale medier for en bemærkning, hun i 2017 udtalte om ’transkvinder’. Men trods denne afstandtagen har de begge, hævder hun, »hyklerisk« udnyttet deres engang så tætte relationer til hende til at skabe sig personlige fordele ved at spille på hendes berømmelse.

At identificere hvem hun sigter efter, er ikke så svært. Onlinemediet Vox var hurtig til at pege dem ud: »Den ene må være den nigerianske forfatter og queeraktivist OluTimehin Adegbeye. Den anden må være forfatteren Akwaeke Emezi, som er nonbinær.«

Skarptunget

43-årige Adichie er en skarptunget feministisk aktivist. Hendes forfatterskab tæller bestsellerkampskriftet Vi burde alle være feminister. Hun er desuden blevet hyldet, blandt andet med PEN Internationals Pinter-pris, for sin indsats for at hjælpe afrikanske forfatterstemmer frem i litteraturens verden. Hvert år holder hun en studiekreds i creative writing i Lagos, Nigeria, hvor hun hjælper unge talenter med at finpudse deres tekster – de bedste publicerer hun i et e-magasin.

Akwaeka Emezi er en ung nonbinær forfatter og videokunstner af nigeriansk-tamilsk oprindelse. Pronominale valg er nu så politiserede, at uanset om man vælger stedord, der henfører til det biologiske eller det oplevede køn, tager man parti. I engelsksprogede venstreorienterede medier omtales ’hun’ som de.

Emezi deltog for nogle år siden i Adichies studiekreds og er siden selv blevet en prominent forfatter og transrettighedsfortaler. Bruddet mellem Emezi og Adichie går tilbage til en offentlig udskamning af Adichie, der faldt umiddelbart efter en udtalelse af Adichie, der i visse miljøer blev opfattet som kontroversiel. Men hvad sagde Adichie da?

Den omstridte udtalelse faldt i et BBC-interview, hvor Adichie blev spurgt om, hvordan hun som feminist så på ’transkvinder’. Adichie svarede: »Transkvinder er transkvinder. Har man levet i en verden som mand med de hermed forbundne privilegier og skifter køn, er det vanskeligt for mig at acceptere en sidestilling af den erfaring med de erfaringer, som kvinder, der er født som hunkønsvæsener, har gjort sig uden at få tildelt de privilegier, mænd får.«

Mange, også Emezi, tolkede den udtalelse sådan, at Adichi ikke anså transkvinder for at være ’rigtige kvinder’. Bedre blev det ikke, da Adichie sidste år bakkede op om forfatterkollegaen JK Rowlings synspunkter om transkvinder og kønsdifferentiering, kaldte dem »totalt fornuftige« og fremhævede Rowling som en »progressiv kvinde, der går ind for mangfoldighed«.

Transaktivister følte sig herefter bestyrket i deres opfattelse af, at Adichie er en såkaldt TERF – et akronomym, der står for Trans-Exclusionary Radical Feminist. I en lang tråd på Twitter udtalte Emezi sig om Adichis ’transfobiske adfærd’ og hendes påståede afvisning af transpersoners bekymringer som »støj«.

Det nyttede ikke, at Adichie på Facebook siden forklarede, at hun er aldeles enig i, at køn også er en social konstruktion og bedyrede, at hun altid vil forsvare transpersoners rettigheder – »ikke bare på grund af den vold, de udsættes for, men fordi de er ligeværdige mennesker, der har ret til at være, hvem de er«.

»Jeg forstår nu, hvorfor min udtalelse om, at man ikke skal sidestille transkvinders kønserfaringer med de erfaringer, som fødte kvinder gør sig, kunne misforstås, som om jeg mente, at den ene erfaring var mere værdifuld end den anden. Eller som om transkvinders erfaringer var mindre gyldige end fødte kvinders erfaringer. Det er på ingen måde min opfattelse. Jeg ved meget vel, at transkvinder kan være sårbare på måder, fødte kvinder ikke er. Men det er bare ikke en grund til at benægte, at der også er forskelle imellem dem.«

Macheter

I sit essay gør Adichie opmærksom på, at hendes tidligere studerende må have været bekendt med hendes position som helhjertet forsvarer for diversitet og lige rettigheder for alle, også marginaliserede. Alligevel, skriver hun, har »min tidligere studerende« kaldt hende for »morder« på de sociale medier« og »har bedt sine følgere om at gribe deres macheter og overfalde mig«.

Adichie beskriver herefter, hvordan »denne person« har brugt hendes navn i reklameøjemed på forsiden af sin nye bog uden at spørge om lov, og hvordan den tidligere studerende har udbredt falske rygter om, hvordan Adichie skulle være opsat på sabotere hendes karriere. Adichie mener, at den tidligere studerende har spillet en hovedrolle i at generere de strømme af hadefulde budskaber, hun selv er blevet mål for på Twitter, hvor hetz-trolls er gået så langt som til at udlægge begge hendes forældres pludselige coronadød som »straf« for hendes påståede »transfobi«.

Adichies citerer fyldigt fra private mails, hun har fået fra Adegbeye og fra Emezi. Om det værk, hun i sin tid anbefalede, Emezis prisbelønnede gennembrudsværk, Freshwater, skriver hun nu, at »jeg var aldrig i stand til at læse det færdigt«, og at hun nok syntes, at det stilistisk var »smukt skrevet«, men at historien var false-hearted og belemret med »patos«.

Men Adichie vil meget mere med sit essay end at gøre regnskabet op med to forfattere, som hun hjalp frem, men som senere vendte sig imod hende. I essayets tredje del udvider hun kampzonen til at omfatte hele det miljø og hele den generation, de ifølge hende er groet ind i. Hendes betragtninger er værd at citere:

»Hos visse unge mennesker i dag som nu de to fra min skriveværksted har jeg bemærket en tendens, jeg finder mere og mere bekymrende: et koldblodigt førergreb, en hunger efter at tage og tage og tage, men aldrig give; en massiv følelse af højere berettigelse og en manglende evne til at vise taknemmelighed; en lethed ved uærlighed, prætentioner og egoisme, der skjuler sig i et selvomsorgens sprog; en forventning om altid at blive hjulpet og belønnet, uanset om det er fortjent eller ej; et sprog, der er glat og slankt, men kun rummer meget lidt følelsesmæssig intelligens; et forbløffende niveau af selvoptagethed, en urealistisk forventning om puritanisme fra andre; en overoppustet følelse af evne eller talent, hvis der overhovedet er et; en manglende evne til at undskylde, reelt og fuldt og uden selvretfærdighed; en lidenskabelig præstation af dyd, der eksekveres fremragende i det offentlige rum på Twitter, men ikke i venskabets intime rum. Jeg finder det uanstændigt.«

Skinhellighed

»På de sociale medier flokkes kloge mennesker, der er ved at kvæles i deres egen skinhellighed og savner enhver sans for indlevelse. På Twitter formaner de i flydende sprog om en venlighed, de ikke selv er i stand til udvise. Disse menneskers liv på de sociale medier, er casestudier i følelsesmæssig goldhed. Det er mennesker, for hvem venskab, og venskabets forudsætninger i form af loyalitet, medfølelse og støtte, ikke længere betyder det er mindste. Det er mennesker, der hævder at elske litteratur – de rodede historier om vores menneskelighed – men som samtidig er monomant besatte af den rådende ideologiske ortodoksi. Mennesker, der kræver at man på det spinkleste grundlag skal fordømme sine venner, for at kunne forblive et medlem af den udvalgte puritanske klasse.

Folk, der beder en om at ’uddanne dig selv’, men ikke selv har læst nogen bøger og ikke selv er i stand til at levere noget intelligent forsvar for deres egne ideologiske holdninger, for ved ’uddanne’ mener de i realiteten ’efterplapre, hvad jeg siger’, udjævne alle nuancer, bortønske al kompleksitet. Mennesker, der ikke indser, at hvad de kalder en sofistikeret tilgang, i virkeligheden ikke er spor andet end en forsimplet blanding af abstraktion og ortodoksi – og at sofistikering i dette tilfælde alene er en demonstrativ opvisning i, hvor opdaterede de er på den aktuelle version af den ideologiske ortodoksi.

Mennesker, der bruger ord som ’vold’ og ’våben’ som deres egne sværtede høtyve. Mennesker, der er afhængige af at kunne forplumre alt og ikke magter den mindste forståelse for nogle, der er ægte nysgerrige eller forvirrede. Stil dem et spørgsmål, og du får at vide, at svaret er at gentage et mantra. Bed igen om klarhed og bliv beskyldt for vold. (Hvor ironisk, når vi taler om vold, at en af ​​disse to har opfordrede sine Twitter-tilhængere til at hente deres macheter og angribe mig.)

Vi har på de sociale medier fået en generation af unge, som er så bange for at have de forkerte meninger, at de frarøver sig selv muligheden for at tænke, lære og vokse. Jeg har talt med unge mennesker, der fortæller mig, at de er bange for at tweete, hvad de mener, at de læser og genlæser deres tweets, fordi de frygter, de skal blive angrebet af deres egne. Antagelsen om, at andre kan være i god tro, er død. For det, der betyder noget er ikke godhed, men kun at illudere godhed. Vi er ikke længere mennesker. Vi kæmper nu som engle, der forsøger at ’udengle’ hinanden. Gud hjælpe os. Det er uanstændigt.«

Kommissærvælde

Adichies diagnose af udskamnings- og aflysningskultur på de sociale medier og et nyt ideologisk kommissærvælde i progressive kredse har fremkaldt blandede reaktioner. Nogle mener den er spot on. »Den nigerianske forfatters sviende polemik imod tidens selvretfærdighedskultur fortæller den ubekvemme sandhed om unge venstreorienteredes adfærd på de sociale medier,« skriver det traditionsrige venstreliberale tidsskrift New Statesman.

Vox-kommentator Aja Romano, selv en transkvinde, er dog afvisende: »For mig er det umuligt at fortolke Adichis nye essay som andet end endnu en gentagelse af det mønster, hvor rants imod cancel culture bliver redskab til at afvise legitime diskussioner om hadefulde ting, folk har sagt og gjort. Samtalen burde handle om transidentiteter. Om hvor rædsomt det er for trans- og nonbinære personer at se elskede figurer som Rowling og Adichie promovere en ideologi, der insisterer på, at vi i virkeligheden ikke er det køn, vi selv siger, vi er – at vi er løgnere og seksuelle rovdyr, der dyrker modeluner på de sociale medier og performer wokeness for at score venstreorienterede points. Den burde handle om, hvordan det kan gå til, at så veluddannede kvinder med så stor oprindelig empati, kan ende med at favne et trossystem, der er så opsat på at ’andengøre’ andre mennesker, som allerede er udsatte og sårbare.«

Romano hævder også, at Adichi gør sig skyld i citatfusk ved udeladelse, og fremdrager Emizis ’machete’-citat i fuld længde: »Jeg forventer, at der er andre personer, som nu vil samle deres macheter op for at beskytte os imod den skade, som transfober som Adichie og Rowling søger at gøre permanent. Selv vil jeg befinde mig i min have med mine sommerfugle, mens jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg kan blive venner med de lokale krager.«

Identitetsbure

I The Observer mener kommentatoren Kenan Malik, at Adichie gør ret i at kritisere det hykleri, man møder hos »»nidkære social justice-krigere«:

»Mange vil kunne nikke genkendende til de tendenser, Adichie beskriver. På grund af nedbrydningen af skellet mellem det private og det offentlige kan, hvad der før ville have været uenigheder inden for et venskab nu udbasuneres på de sociale medier. Identitetspolitikkens fremvækst har placeret os i siloer, og medført, at uenighed nu ses som angreb på menneskers eksistens. Det synspunkt, at social retfærdighed kræver håndhævelse af den rette sociale etikette betyder, at alt for ofte ’er det det betyder noget ikke godhed, men kun at illudere godhed’, som Adichie så rigtigt udtrykker det. Resultatet er en kultur, hvor folk både alt for hurtigt føler sig krænkede, og alt for let griber til selv at være ondskabsfulde, og hvor man sjældent går ud fra, at andre kan agere i god tro.«

»Identiteter er vigtige,« fortsætter Malik, »men identiteter er ikke det samme som eksistens. At udfordre grænserne i bestemte identiteter er ikke at frakende andre deres eksistensret. Der er helt sikkert fordomsfulde typer, der vil skade transpersoner og nægte dem grundlæggende rettigheder, men Adichie er ikke en af dem«.

Alligevel er Malik også kritisk: »Ved at gøre en offentlig forestilling ud af sin private vrede, bliver Adichies essay udtryk for præcis, hvad hun selv advarer imod. Hendes offentliggørelse af private e-mails er grænseoverskridende. Hun tager med rette afstand fra selvretfærdigheden hos mange af sine kritikere, men der er også selvretfærdighed i hendes egen polemik (...) Selve karakteren i den offentlige debat, som Adichie så klartseende dissekerer, kommer til at frame hendes eget modsvar. Bryder vi ikke ud identitetsdebatternes bure kan vi hverken forsvare kvinders eller transpersoners rettigheder.«

En forsoning mellem Adichie og hendes to elever er ikke i syne. OluTimehin Adegbeye har slet ikke udtalt sig offentligt. Emezi har til gengæld indrømmet at være den »prominente forfatter«, hvis støtte Adichie beklager sig over at have mistet. På Instagram afviser Emizi at ville læse Adichis essay, »fordi det er designet til at opflamme horder af transfobiske nigerianere til at kaste sig over mig«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nike Forsander Lorentsen

@ Niels Ivar Larsen
"forbitret og følelsesladet angreb". jamen huvaligen da!

Heldigvis går lyset op for flere og flere ang. woke-kulturens ødelæggende tilgang til alt og alle, der ikke er enige med dem selv.

Jeppe Bundgaard, Rolf Andersen, Emil Davidsen, Martin Sommer, Jan Kauffmann, arne tørsleff, Mette Eskelund, Colin Bradley, Jesper Frimann Ljungberg, Peter Mikkelsen, Emil Jensen, Eric Philipp, Georg Christiansen, Peter Hansen, jens christian jacobsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Martin Sommer

Vi mangler bare, at hvis man kritiserer det, så er man "woke-fob" - det bliver endnu et uigendriveligt "argument", hvor man skal bevise sin uskyld... :/

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.

Det handle måske allermest om drømmen om det perfekte liv, det perfekte menneske, det perfekte sind, den perfekte og mest korrekte mening, det perfekte studie, den perfekte kæreste, den perfekte fremtid, de perfekte børn, det perfekte hus, det perfekte køkken, derfor er der så mange unge mennesker, der går rundt og har ondt i livet. Sagen er, at ingen er perfekt og ingen bliver nogensinde perfekt.

Vi forældre har måske også gjort livet for nemt for vores børn.

Det er først senere i livet, at vi ser alle farverne og lærer at holde af diversitet.

Det handler måske også om, at visse mennesker vil bestemme over andres tanker og holdninger, fordi de mener, at deres holdning er bedre eller mere ædel end andres.

Det handler sørgeligt nok også om, at nogle mener, at vi alle bør mene det samme.

Det handler også om, at vi på de sociale medier, på uddannelserne, i visse samfundsgrupper bevæger os blandt ligesindede. Vi har vænnet os af med at diskutere og udveksle meninger med mennesker, som vi ikke er enige med og vi stopper med at erkende, at det er i orden at være uenig med en anden person. Vi lever i myriader af parallelsamfund og der ligger ikke nogen vej, der forbinder disse samfund.

Det fører kun til en ensrettet vej, ensartethed idefattigdom og et opdelt samfund.

I sidste ende er der eventuelt en lille diktator, der tager magten, fordi vedkommende bilder os ind, at det er nemmere at lade ham/hende/hen bestemme, end selv at have en mening.

Det var i tomrummet efter Weimarrepublikkens fald, at Hitler kom til magten.

Det er da ihvertfald positivt, at tre nigerianske kv.... personer nu sætter dagsordenen. For en gang skyld. Mere af det!

"Det handler måske også om, at visse mennesker vil bestemme over andres tanker og holdninger, fordi de mener, at deres holdning er bedre eller mere ædel end andres."

Som vores gamle religioner altid har gjort det. Religion på nye flasker?

Klaus Ipsen, Anders Olesen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Martin Sommer

@Rikke Nielsen: Eller bare Politikens ledere af Christian Jensen? ;)