Som vi beskrev i avisen mandag, var den skønlitterære forfatter Anna Elisabeth Jessen glad og lettet efter en længere coronadvale, da en invitation til at læse op ved Claus Meyers restaurant Fasangården for nylig tikkede ind i hendes indbakke. Glæden blev dog hurtigt afløst af skuffelse og vrede, da det viste sig, at den eneste betaling, Jessen kunne se frem til, var en frokost på restaurationen.
Ifølge den kultur- og eventansvarlige i Meyers Venues var en reel løn ikke mulig, fordi arrangementet var »gratis og offentligt tilgængeligt«, og fordi restaurationsbranchen, ligesom forfatterfaget, er i knæ. Selv tager Claus Meyer 50.000 for et foredrag, fandt Jessen ud af. Vi har spurgt formanden for Kunstrådet i Aarhus Kommune, formanden for Danske Skønlitterære Forfattere og en forfatter, om deres syn på sagen og på forfatternes vilkår.
»Min fornemmelse er faktisk, at det bliver værre og værre«
Peter Adolphsen, forfatter og formand for Danske Skønlitterære Forfattere
– Hvordan rådgiver I jeres medlemmer om honorarer?
»På grund af konkurrencelovgivningen må vi ikke udstede standardtariffer. Men vi går stærkt ind for, at man altid skal have betaling for sit arbejde. Det er utilstedeligt, at store virksomheder som Meyers vil hyre folk for en frokost.
Vi ser det hele tiden. Folk vil have, at vi arbejder gratis, og så kan man ellers få en flaske vin eller en slatten sandwich som betaling. Det er meget ofte folk, der sidder i betalte stillinger, der bruger deres lønnede tid på at lave forespørgslerne. Det er en pest, at man henviser til eksponering. Men man kan ikke betale husleje med eksponering. Det bliver et ræs mod bunden.«
– Er det en udvikling, der er blevet værre?
»Det har altid været sådan, men min fornemmelse er faktisk, at det bliver værre og værre. Kulturlivet er presset i alle ender. Det første sted, man prøver at slippe gratis udenom, er at skære i bunden af fødekæden, nemlig hos os, der leverer det reelle indhold. Projektmedarbejderne skal stadig have deres løn, og der er ingen, der forestiller sig, at kokkene eller tjenerne arbejder gratis.«
– Hvor stor en del af en forfatters indtægt udgøres af oplæsninger?
»Det varierer meget. Nogen gør det meget, andre slet ikke, og så afhænger det også af, hvor meget man bliver spurgt. Vi er alle sammen ’kombinatører’: Forfattervirksomheden er en mange bække små-økonomi, men det er ikke usædvanligt, at oplæsninger udgør omkring 25 procent af en årsindtægt. Resten kan for eksempel være udgjort af legater, royalties eller af undervisning. For rigtig mange er det en af de vigtigste indtægtskilder og en, der har været tørret helt ud det seneste år.«
– Forfattere får også kunstfondsstøtte, kan man ikke se oplæsninger som noget ekstra?
»Nej, det er noget vrøvl. Det svarer til at sige, at hvis du allerede får løn, skal du så også have pension? Vi får hverken løn eller pension, men det her er en central byggeklods i vores daglige økonomi. Vi taler om mennesker, der ganske ofte har en årsindtægt før skat på mellem 100.000-150.000 kroner, hvilket er under niveauet for bistandshjælp. Vi frasiger os bistand, fordi vi vil have friheden til at arbejde.«
– Ville I rådgive jeres medlemmer til at sige nej til et arrangement som dette?
»Selvfølgelig skal de sige nej.«
»Oplæsninger er en tredjedel af min indtægt«
Adda Djørup, forfatter og skribenten bag Informations ’Bogkort’
– Hvor meget betyder oplæsningshonorarer for din indtægt?
»Det at skrive bøger er jo det, man baserer hele sin lille forretning på. Men indtægten kommer alle mulige andre steder fra. Foredrag og oplæsninger er en stor del af det.«
– Kan du give nogle konkrete tal?
»Det er svært at sige, fordi meget er så sæsonbestemt. Har man lige udgivet noget, så får man selvfølgelig flere tilbud om at læse op, men man udgiver jo ikke en ny bog hele tiden. Jeg har en minimal økonomi og ejer næsten ingenting. Det her kunne være et eksempel på et godt år: Hvis jeg får et arbejdslegat af Statens Kunstfond, så er det en tredjedel af min årsindtægt. Derudover tjener jeg en tredjedel ved oplæsning og foredrag og den sidste tredjedel på undervisning og konsulentarbejde. Så har jeg tilsammen en månedsløn, der svarer til 25.000 kroner om måneden før skat. Det er uden pension og feriepenge. På et godt år.«
– Hvor stor en andel udgør indtægter fra bogsalg og forskud fra forlag?
»Det svinger meget fra bog til bog. Et forskud er måske et sted mellem 10.000-20.000 kroner. Jeg får cirka ti procent af en bogs udsalgspris. Resten går til forlag, moms og boghandler. Så man skal sælge mange bøger, før det ligner en kassedameløn.«
– I kan i forvejen søge arbejdslegater. Kan oplæsninger så ikke bare ses som noget ekstra?
»100.000 kroner, som man får i det etårige arbejdslegat, og som er skattepligtige, er mange penge, men det er ikke mange i forhold til en ’normal’ løn. Jeg omregnede engang til en folkeskolelærerløn. Hvis man gør det, så skal man indregne feriepenge og pension. Så er 100.000 kroner ikke mere end to-tre måneders arbejde. Når folk hører tallet 100.000 kroner, så formoder de, at der ligger en grundindtægt under. Men det gør der ikke. Det er der, den starter. Og i øvrigt er arbejdslegater jo ikke noget, man bare får hvert år.«
– Har du oplevet at få tilbud, der minder om det, Elisabeth Jessen fik af Meyers?
»Åh ja, jeg tror ikke, du kan finde en eneste forfatter, der ikke har fået de her tilbud. Ofte kommer de i sammenhænge, hvor man kan forstå det, fordi det kulturelle liv generelt ikke har mange penge. Men man oplever også at få dem fra store og velrenommerede foretagender, som tilbyder én en flaske vin for at underholde. Ofte må jeg sige nej til tilbud, fordi jeg ikke har råd til at tage til Vejle eller Sydhavnen for 300 kroner og en togbillet. Det er jo en hel arbejdsdag.«
– Har du en oplevelse af, at det bliver værre?
»Jeg tror altid, det har været sådan. Jeg tror, det handler om vores forståelse af kunstneren og mytologisering af kunstneren som en, der har en mæcen i ryggen. Bare det, at man kan have læst om en forfatter i avisen, gør, at folk tænker, at man allerede har tjent sine penge og bare er glad for en platform til at optræde på. Glad for at blive inviteret er man naturligvis. Men ofte må man sige nej, fordi man simpelthen ikke har råd til at bruge sin arbejdstid gratis.«
»Vi får ansøgninger på projekter, hvor der ikke er budgetteret med et honorar til kunstneren«
Gunvor Ganer Krejberg, forfatter og formand for Kunstrådet i Aarhus Kommune
– Er du overrasket over en sag som denne, hvor en forfatter tilbydes en frokost for at læse op til et arrangement faciliteret af Meyers?
»Nej, det er jeg desværre ikke. Det er min oplevelse, både som forfatter og formand for Aarhus Kunstråd, at der er en kultur i Danmark, hvor mange tænker, at kunstnere ikke behøver løn på samme måde som andre erhverv. Man bruger mange steder det argument, at kunstnerne får PR ud af det, så mon ikke de vil gøre det uden honorar? Man kan næsten retorisk mærke det i den her sag. Det får karakter af, at man faktisk hjælper forfatterne, selv om de ikke får løn, ved at promovere dem. Så nej, jeg er desværre ikke overrasket. Jeg tror, der ligger rigtig mange sager som denne.«
– Får I ansøgninger, hvor der ikke er afsat midler til forfattere?
»Vi har tre ansøgningsrunder om året, og jeg tror ikke, vi er igennem én eneste, uden at der er ansøgninger med på projekter, hvor der ikke er budgetteret med et egentligt honorar til kunstneren. Der er to typer ansøgninger. I nogle projekter har man slet ikke tænkt over, at kunstnerne skal have løn for deres arbejde. Samtidig er der projekter, hvor den andel, der er afsat til kunstneren, er forsvindende lille i forhold til dem, der laver ’rammen’ om projekterne. Man tænker meget over, hvem der skal administrere og orkestrere arrangementerne og afsætter så en lille bitte del til kunstnerne. Det står ikke mål med det faktum, at det er kunstnerne, der leverer det værdifulde indhold.
Vi har den fordel i Aarhus Kunstråd, at vi kan sige nej til de ansøgninger, og det gør vi. Selvfølgelig kan vi ikke give støttekroner til projekter, hvor kunstnerne ikke bliver honoreret. Men vi kan se, at der bliver ved med at komme den her type ansøgninger, og jeg tror, det er et udslag af en kultur, hvor man tænker, at det er okay.«
– Kan du sige noget mere konkret om, hvad det er for en kultur?
»I Danmark tror mange, at vores forfattere lever af deres bogsalg, og måske er der en generel uvidenhed om vores arbejds- og lønvilkår. Dansk er så lille et sprogområde, og bogsalget så småt, at der, hvor de fleste af os skal tjene pengene, er på at læse op og holde foredrag. Jeg tror ikke, det skyldes ond vilje. Jeg tror, det er et spørgsmål om, at folk ganske enkelt ikke ved, at det er sådan, det forholder sig.«
Hvad skal en forfatter have løn for?
I juni stod en forfatter stod frem i Information og fortalte om et tilbud fra Meyers om at optræde ved et »forfatterarrangement« uden honorar, men med en frokost på en Meyers-restaurant som godtgørelse. Vi følger den livlige debat, som sagen har affødt.
Seneste artikler
Claus Meyer tilbyder igen forfatter nul kroner i honorar for at medvirke i arrangement
3. august 2021Forfatteren Morten Pape er flere gange blevet kontaktet af kokken Claus Meyer med tilbud om at optræde uden honorar til Madens Folkemøde. »De har tydeligvis intet lært,« siger forfatteren. Claus Meyer oplyser, at han selv engagerer sig frivilligt og ulønnet i arrangementetEr 200 kroner for et digt bedre end nul kroner? Det mener redaktører bag nyt magasin
12. juli 2021Det nye magasin Tydelige Tegn vil revolutionere aflønningen af forfattere og kritiserer tidsskrifterne for ikke at honorere bidrag. Redaktør for poesitidsskriftet Hvedekorn og Gyldendals skønlitterære chef afviser kritikken, mens næstformand i Dansk Forfatterforening mener, at debatten kan bidrage til en generel holdningsændringVi skal honorere forfatteres arbejde med kolde kontanter
7. juli 2021Forfattere er ikke åndeligt ophøjede væsner, som danser rundt og lever af den rene luft og musernes guddommelige inspiration. Forfattere har som alle andre behov for smør på brødet. Derfor er diskussionen om betaling af forfattere vigtig, skriver Erling Nørkær og Samuel Hofmeister Hughes, redaktører på tidsskriftet Tydelige Tegn
Det er fuldkommen forkasteligt, at man ikke kan operere med standardhonorarer pga. konkurrencelovgivningen. Det er gået alt for vidt med denne liberalisering, selvfølgelig skal faglige organisationer kunne udstikke retningslinjer for deres medlemmers arbejde, også selvom de på papiret er selvstændige.
Signalet fra medier og politikere er jo klart - udnyt din næste.
"Partier giver ikke løn til praktikanter: Men de får gratis frokost"
"Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti vil ikke belønne deres praktikanter økonomisk - de får gratis frokost i stedet. "
"Søren Schultz Jørgensen: Danske medier underbetaler deres freelancere på det groveste
Kommentatoren roser de danske medier for at sætte fokus på social dumping. Bare de var lige så dygtige til at holde orden i eget hus."
https://politiken.dk/kultur/art7083728/Danske-medier-underbetaler-deres-...
Det er sket i mange år, at projektmagere, diverse virksomheder og offentligt ansatte har anset det primære kunstneriske bidrag for sekundært og aflønnet det langt under egen løn - hvis overhovedet.
Det er godt, at Information tager fat om det og håber det følges op - med kraft.
Desværre er det ikke kun forfattere, som får sådanne tilbud. Jeg har været selvstændig ledelsesrådgiver i fem år, og jeg inviteres jævnligt til at holde foredrag uden betaling eller mod en symbolsk betaling. Argumentet er det samme hver gang: Eksponering. Men jeg har ikke brug for eksponering. Jeg har brug for at kunne betale min elregning. Jeg tror, det er en slags lønmodtagermentalitet, der nogle gange spærrer for forståelsen. De, der arrangerer foredraget, får den samme månedsløn, uanset om de arrangerer foredrag, forbereder sig på et møde eller udformer en kontrakt til en leverandør. Men der er ingen, der betaler forfatteren eller foredragsholderen for at udføre de aktiviteter. Det er ulønnet arbejde. Hvis selve foredraget også er ulønnet, hvordan skal man så tjene sine penge?
G. Gustafsdottir skriver ikke Stella Lystlund.
Det handler ganske enkelt om herrefolksmentalitet. Herrefolksmentalitet findes mange steder. Den opstår, når mennesker har mistet sig selv. De har mistet den selvindsigt og den selvkritik vi alle har godt af at have. De er holdt op med at være taknemmelige. Træerne er vokset op i himlen.
I de kendtes eget sind, er de så vigtige, at almisser er nok for folket. Forfatterne bliver de kendtes tjenere. De kendte mener, at de gør forfatterne en tjeneste ved at engagere dem. Derfor er tilbuddet om at optræde løn nok i sig selv.
Claus Meyer laver glimrende mad og brød og skriver glimrende kogebøger, men han burde betale de unge deres retsmæssige løn, især de unge, der ikke kender deres ret. Her kender jeg en der ikke fik det der bekom vedkommende. Dette burde han rette op på. Jeg kan godt have respekt for Claus Meyers entreprenørskab og vilje til at få noget i gang. Den vilje er prisværdig.
Claus Meyer solgte sit firma til en hedge fund I skattely og må derfor have lidt penge på kistebunden til betaling af optræden i egne restauranter.
Nogle af de kendte og somme tider rige mener, at de er en guds gave til folket og, at andre er deres tjenere.
Herrefolksmentaliteten kan sådan set også stikke sit grimme fjæs frem alle steder også hos enkelte politikere på højrefløjen. Disse politikere mener at folket og vælgerne er til for dem. De er ikke til for folket eller vælgerne. Folket er deres adgang til en god løn, hvis deres beskæftigelse har svigtet dem af en eller anden grund. Det mest interessante, ved disse politikere er, at des mindre de er lykkedes i deres erhverv, des større herrefolksmentalitet har de udviklet.
Herrefolksmentalitet findes også blandt de rige danskere, der har modtaget hele den danske velfærdspakke, de har modtaget SU og de har fået deres lange videregående uddannelse helt gratis.
Efterfølgende rejser de væk til skattelylande, fordi de ikke ser sig i stand til at betale den "høje" skat i Danmark, selv om de personligt har nydt godt af den "høje" skat ved at modtage SU og de lange uddannelser, som de har modtaget helt gratis. Alt betalt af andre, som bidrager til velfærden i landet. Enkelte af dem har aldrig bidraget med noget i Danmark, nogle gør noget. Nogle har aldrig givet noget tilbage som tak. Nogle opfatter sig selv som "skaberen" og derfor behøver de ikke at give noget til gengæld, fordi de er "selvskabte". Nogle af dem har aldrig skabt noget i Danmark, de har aldrig skabt nogle jobs. De har aldrig betalt noget tilbage. De har bare modtaget. "No cure no pay mennesker".
Den slags mennesker misunder jeg ikke, jeg har ingen respekt for dem. De kan eje alt hvad hjertet begærer, ingen respekt herfra. Jeg opfatter dem som samfundsnassere. Selv kalder de andre mindre heldige i livet samfundsnassere. Ja hvem nasser på hvem, når det kommer til stykket også blandt politikere.
Endnu andre bliver i Danmark, men sender deres overskud til skattelylande via hedge funds. Nogle af dem giver job til ansatte i Danmark og mener derved, at det er skattebetaling nok i sig selv, fordi deres ansatte betaler skat. Dem er der mange af.
Danske politikere burde overveje hvad de er i Folketinget for. Vi vælgere har mest af alt fornemmelsen af, at Folketinget er forvandlet til en Nordsjællands skolegård, hvor der mobbes og splittes på livet løs. Er det det vi betaler vore folkevalgte politikere for? Igen ser vi herrefolksmentalitetens grimme fjæs stikke hovedet frem hos nogle af dem.
Denne velfærdsstat har betalt for politikernes uddannelse og nogle af dem burde være taknemmelige, fordi den stat, som de vil nedlægge har betalt for deres gymnasiale og lange videregående uddannelse.
I den stat, nogle danske politikere vil forvandle Danmark til, ville de aldrig selv have haft råd til at få en uddannelse. Hvis de ikke var opvokset i en nordisk velfærdsstat, havde de ikke fået en uddannelse, af den enkle grund, at deres forældre ikke havde haft økonomi til at sende dem i skole.
I Coronaperioden har min mand læst højt fra to bøger, om aftenen. Derfor denne kommentar blandt andet. Den ene er fra ca. 1994 og er en biografi skrevet af en retsmediciner og den anden er skrevet af Hans Bonniksen i 2006. Begge mænd kom/kommer fra familier, der havde svært ved at betale deres gymnasiale uddannelse og den ene fik ikke en gymnasieuddannelse. Det er vel ikke det samfund vi ønsker os tilbage til.
Jeg vil minde beundrere af Ayn Rands (1905-1982) verdenssyn "objektivismen", som hun kaldte sine ideer, at hun døde fattig og forladt på overførselsindkomst i 1982. Hun troede på den stærke man, der kunne klare sig selv, uden andres hjælp. Det kunne hun så alligevel ikke.
Hun skrev bøgerne The Fountainhead og Atlas Shrugged. (Og verden skælvede). Den sidste lod en dansk rigmand oversætte for nogle år siden. Bøgerne er desværre dårligt skrevet og er banale kærlighedsromaner med budskabet om den stærke selvskabte mand, der klarer sig helt selv og uden andres hjælp. Spørgsmålet er bare, hvis arkitekten i The Fountainhead ikke havde kunnet arbejde i det stenbrud han var ansat i, hvordan havde han så kunnet forsørge sig selv? Han mødte så en rig pige, der på sin vis frelste ham. Fascismen er bygget på den slags idégods. Fascismen starter også i nedladende sprog om dem man ikke kan lide. Det hører vi meget om på den yderste højrefløj.
En ny hedge fund så dagens lys for kort tid siden, Atlas Global Macro kaldes den, stifter af en dansk rigmand. Navnet minder om Ayn Rand's bog. Atlas Shrugged. Atlas bar på himmelhvelvet, det gør denne rigmand derimod ikke. Han tilbyder alle at investere i denne hedge fund. Han tager også gode penge for de foredrag han holder, så som Claus Meyer, men han promoverer kun sit eget verdenssyn. Han promoverer ikke forfattere. Han promoverer ikke kultur men laissez faire økonomi og sig selv.
Vi skal jo altså også lige huske på, at et par salatblade med dressing serveret på Michelin-restaurant er flere tusinde kroner værd ;-)
G. Gustafsdottir -
"Nogle af de kendte og somme tider rige mener, at de er en guds gave til folket og, at andre er deres tjenere. Herrefolksmentaliteten kan sådan set også stikke sit grimme fjæs frem alle steder også hos enkelte politikere på højrefløjen. Disse politikere mener at folket og vælgerne er til for dem. De er ikke til for folket eller vælgerne."
Lad mig også lige erindre om Mogens Amdi Petersen og konsortier, som lever på flot pension i Florida. Den puritanske marxismes gave til unge idealister, som måtte leve i cølibat og nøjes med leverpostejmadder, så længe de stod i lære hos guruen. Amdi var dog ikke en kendis og trives nok bedst i det skjulte.
G. Gustavsdottir mit forslag, til det ord du burde bruge, er herremandsmentaliteten.
Herrefolk er det, de kaldte sig syd for grænsen og har sit fundament i raceteorier. Dem der er aryer tilhører så herrefolket.
Mange af dem du beskriver ville ikke kunne få plads i herrefolket.
Men dem, der mente sig tilhørende herrefolket, troede så det berettigede dem til samme status og udviste samme mentalitet.
det er Søren-jensme da heldigt at der også findes nogen som "kalder sig" venstreorienterede der også lider af herefolksmentalitet,
typisk whatabutism,
at det er normalen på højrefløjen kan dermed ignoreres, og så kan det tilsyneladende være legitimt at være højreorienteret, men det er altså rendyrket egoisme alligevel.
og så er der jo en tendens til at ultrahøjre ofte bruger "socialisme" som etiket, som både Hitler og Stalin gjorde det, men de var jo ikke venstreorienterede.
oops tilføj selv det manglende r.
og o-et i whataboutism øv
Sören Tolsgaard svar fra GGustafsdottir
Jeg skriver ikke om partipolitik. Jeg er ikke marxist. Jeg har været underviser, leder og indehaver i et firma og har skaffet rigtig mange i arbejde.
Således findes der ingen engle i universet Sören Tolsgaard, hverken Amdi eller stifteren af Atlas Global Macro. Jeg er heller ingen engel.
Vi har haft en person ansat, som nu aflønnes af os borgere i landet. Vi kunne ikke bruge personen på grund af personens totalt manglende kvalifikationer og rene ondskab overfor kollegaer. Verden består af højre og venstre, rødt og blåt og dobbeltmoral.
Jeg har ingen respekt for 1. griske pengepugere, som ingenting yder i samfundet, men forventer solidaritet af alle, 2. mennesker, der flytter i skattely og samtidigt vil have indflydelse i det samfund de ikke yder til og betaler andre for at drive deres politik, og eller 3. politikere, der aldrig har bidraget med noget selv, men vil have, at andre gør. 4 Jeg har heller ikke respekt for mennesker, der lyver om deres tidligere virke, især hvis de er politikere eller er offentligt/statsligt ansatte. Man lærer hurtigt at tjekke oppustede CVer.
Min far arbejdede som fisker, inden han fik sig en uddannelse. Han har fortalt mig, at den der svindlede mest med hans løn var en socialist og dem, der betalte senest for de ydelser han lavede, var de velhavende og værst var biskopper. Han forblev alligevel socialist hele sit liv. Han havde et firma fra han var helt ung. Han blev aldrig rig, men kunne få sine tre sine børn uddannet, sammen med min veluddannede mor.
Med venlig hilsen.
Nu er der jo forskel på forfattere og hvis man er rigtig god kan man sikkert også få en rigtig god aftale.
Er det overhovedet lovligt at betale "sort" med en ikke faktureret frokost.