EM2020
Læsetid: 5 min.

Nu er Danmark trådt i karakter som et ægte turneringshold

I 4-0 sejren over Wales fik vi demonstreret, at de danske spillere og ikke mindst landstræner Kasper Hjulmand har de kvaliteter, som er påkrævet for at nå langt i en international slutrunde. Men der hænger stadig spørgsmålstegn over forsvaret og højre angrebsside
Danmark har i Kasper Hjulmand en taktisk fleksibel landstræner, der ikke er viet til et enkelt system, men som er i stand til at omstille sig i takt med, at kampbilledet kræver det.

Danmark har i Kasper Hjulmand en taktisk fleksibel landstræner, der ikke er viet til et enkelt system, men som er i stand til at omstille sig i takt med, at kampbilledet kræver det.

Koen Van Weel

Kultur
26. juni 2021

Hvor gode er Danmark egentlig?

Det spørgsmål har man været fristet til at stille efter et på mange måder surrealistisk gruppespil, hvor nationalmandskabets præstationer har svinget fra det rystende usikre i den første halve time mod Rusland til det sublime i perioder af kampen mod Belgien.

For den neutrale observatør kan den slags udsving måske godt rumme en vis underholdningsværdi. Men hvis vi antager, at hemmeligheden bag at komme langt i internationale slutrunder er evnen til at spille solidt og stabilt, når situationen kræver det, så måtte man op til kampen mod Wales lørdag aften på Johan Cryuff Arena i Amsterdam konstatere, at Danmark stadig manglede at bevise noget på den front.

De rød-hvide drenge manglede kort sagt at vise, at de er det, som tyskerne kalder et rigtigt Turniermannschaft.

Dét spørgsmål blev imidlertid besvaret til fuld tilfredshed i opgøret mod waliserne. Og især var det værd at lægge mærke til danskernes præstation i midterfasen af anden halvleg efter Dolbergs 2-0 scoring. Her trak de rød-hvide drenge sig ned i tætte kæder på egen banehalvdel og kontrollerede kampen ud fra et dybereliggende udgangspunkt, end man har set på noget tidspunkt tidligere i turneringen.

Og det var vel nærmest dén fase, der var det allermest opmuntrende aspekt ved præstationen (bortset fra resultatet naturligvis) for den viste, at det danske landshold ikke kun er gode frem ad banen, men også formår at styre kampene ud fra en kontrolleret defensiv, når det er dét, der kræves.

Og det er ikke den værste kvalitet at have som fodboldhold.

Landstræner i fremkaldervæske

Det viser i øvrigt også, at vi har en taktisk fleksibel landstræner, der ikke er viet til et enkelt system, men som er i stand til at omstille sig i takt med, at kampbilledet kræver det.

Dét var sådan set en pointe, der blev illustreret allerede efter et lille kvarter, da Kasper Hjulmand skrottede sin udgangsformation med en treback-kæde i forsvaret og skubbede Andreas Christensen op på midten for at få mere mandskabskraft ind i banens maskinrum, hvor hans tropper blev overrendt af waliserne.

Andreas Christensen (tv.) i duel med Gareth Bale (th.)

Andreas Christensen (tv.) i duel med Gareth Bale (th.)

Koen Van Weel
Og kontinuerligt hen over de halvfems minutter viste Hjulmand sig i stand til at rokere rundt på aktører og formationer for at dæmme op for de mere og mere desperate walisiske angreb.

Så vidt denne skribent kunne se, så sluttede vi faktisk kampen med at spille en slags 5-4-1 med bjørnestærke Cornelius alene i front. Og det er alligevel sjældent, at den boldbesiddelsesglade Kasper Hjulmand praktiserer dén formation på sit mandskab.

Men det virkede. Og det er det vigtigste. Ikke mindst i slutrundefodbold, hvor det er vind-eller-forsvind på kampdagen.

På den vis har EM indtil videre fungeret som en fremkaldervæske for nationens stadig relativt nye landstræner, der fremstår som en klarere og mere nuanceret skikkelse for hver kamp, der går.

Det er ingen hemmelighed, at Hjulmands ansættelse i sin tid blev mødt med en pæn portion skepsis i store dele af Fodbold-Danmark. Ikke kun fordi han afløste en resultatmæssigt uhørt succesfuld forgænger i skikkelse af Åge Hareide; men også fordi opfattelsen af Hjulmand i brede fodboldkredse herhjemme var låst til karikaturen af den naive tiki-taka idealist, der førte FC Nordsjælland til den dårligste målscore i Champions Leagues historie, og som blev fyret efter blot 21 kampe som ansvarlig for Mainz i Bundesligaen.

Taktikeren fra Auning på Djursland er imidlertid en langt mere nuanceret figur end som så. Og hans indskiftninger af de defensive midtbanefolk Christian Nørgaard og Mathias Jensen på de tidspunkter i kampen, hvor vi havde behov for at styrke strukturen på den defensive tredjedel af banen, viser billedet af en træner, der ikke er præget af overdrevent fodboldromantiske betragtninger, når det drejer sig om at hive et resultat hjem.

Hjulmand er – når alt kommer til alt – lige så optaget af at vinde kampe som alle os andre. Han mener bare, at sejrene som udgangspunkt tilfalder de hold, der har modet og evnerne til at agere proaktivt i kampene.

Og det har han jo indtil videre haft ret i.

Offensiv slagside

Hvis man kigger på selve indsatsen inde på grønsværen, så kan man konstatere, at Danmark er ved at stå med et mandskab, der har kvalitativ slagside i offensiven, forstået på den måde at venstrekanten med Joakim Mæhle og Mikkel Damsgaard virker langt skarpere og mere gennembrudsstærk end vores højre side, hvor Braithwaite og Jens Stryger Larsen (eller Daniel Wass) befinder sig.

Det var således ikke tilfældigt, at den forløsende 1-0 scoring kom efter kvikke 1-2 pasninger i venstresiden, hvor Dolberg blev spillet fri til afslutning på kanten af det walisiske felt. Og i det hele taget virkede Danmark farlige, hver eneste gang især den 20-årige Mikkel Damsgaard blev bragt med i spillet.

Damsgaard er stadig ung og falder periodevist ud af kampene. Men han har denne her sjældne evne til at kreere kampafgørende situationer, og med sine vævre driblinger og skarpe pasninger må han være et mareridt at spille over for.

Han er ubetvivleligt en af EM´s åbenbaringer, og det har man naturligvis også bemærket hjemme i Sampdoria.

Mikkel Damsgaard (th.)

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Så I det Damsgaard-mål?« spurgte Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, således de lokale sportsmedier efter danskerens landskudsmål mod Rusland i mandags. »Jeg skal give jer en fair pris (for Damgaard, red.) og i dag er det mindst 30 millioner euro. Men hvis han scorer igen, vil prisen stige til 40 millioner euro.«

Man kan forestille sig, at Sampdoria-præsidenten fulgte den unge Nordsjællænders præstationer mod Wales med dollartegn i øjnene - i hvert fald indtil ungersvenden blev skiftet ud.

Men Hjulmand har en opgave med at finde ud af, hvordan han også bringer mere fremdrift på landsholdets højre side, for hvis vi skal gøre ondt på de stærke mandskaber, der venter længere fremme i turneringen, skal vi kunne ramme dem på begge flanker.

Derudover skal landstræneren også tilbage til taktikbrættet og overveje, om han vil fortsætte med det flade tre-mands forsvar, der virkede så godt mod Belgien, men som han nu i to kampe i træk mod Rusland og Wales har været nødt til at opgive efter kort tid, fordi vi er blevet udspillet på midtbanen.

Måske er det tid til at parkere Andreas Christensen permanent i 6-er positionen? Den ser ud til at klæde ham.

I det hele taget bliver det uhyre spændende at følge de danske drenge mod i kvartfinalen mod et bedre mandskab end de relativt ordinære walisere.

Uanset om vi skal op mod Tjekkiet eller Holland, så vil vi blive testet mod et fodboldhold af langt højere kvalitet. Og én ting er i hvert fald sikker:

Kedeligt bliver det ikke!

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Olsen

"Holdene kan ikke holde til den intensitet, som vi bringer. Lige meget, hvilken kamp det er, så bliver vi ved med at køre på, og til sidst knækker de bare" siger Braithwaite.

Hvornår troede landsholdet sidst, at de kunne gå på vandet? Det var vist ved VM i Mexico i 86, hvor vi havde slået Skotland, Uruguay og Vesttyskland på stribe. Nu var Spanien bare en lille hurdle, der skulle overstås frem mod finalen, og så gik luften ud af souffleen og vi tabte 1-5. Efter vi kom bagud, gik både spillere og Piontek i panik efter at have været så overlegne tre kampe i træk.

Ja, vi skal have højresiden til at fungere bedre. Men efter at have set italienerne slår Østrig ud i en spændende, men dårligt spillet kamp, hvor fejlafleveringerne blev sendt afsted som skidt fra...vil jeg ikke blot påstå, at vi har en fighting chance til at vinde over hollænderne eller Tjekkiet, men for at komme i finalen!

Wales var en billig omgang jeg slukkede efter 20 minutter.

....i øvrigt har information en fornem EM dækning. Tak for det!

God læsning. Men, please, kan du ikke lade være med at bruge klicheen "tropper".

Kenneth Jacobsen

Pudsigt iøvrigt at det på det aktuelle danske landshold just er højrefløjen der halter.

Arne Albatros Olsen

Og hvis en populistisk politiker her en af dagene,
kommer med et forslag om at gøre billetudgiften
( med evt.tilhørende rejser) til vigtige landskampe fradragsberettiget
rent skattemæssigt, vil jeg ikke blive det mindste overrasked.

Naturligvis med tilhørende facebookgruppe , og et borgerforslag, som
skal nå de 50 000.

Helle Walther

Nej nu skal der lige spises brød til. fire kampe , ja, vundet to, godt spillet, men modstanderne har ikke været de hårdeste. Måske vinder de over Tjekkiet, måske ikke.
Men bare det at nå til Kvartfinalen er rigtig flot. Hurra for det. Når det er sagt, så er det dejligt folk samles om dem, og fælles skab opstår. Men jeg gider ikke hører mere om 92 eller 98, det er næste 25 til 30 år siden, og de kommentatorer som mere taler om deres egne oplevelser i fortidens kampe, end om hvad det er der sker på banen.

Arne Albatros Olsen

Helle: Min kommentar var ironisk ment.

Hvor er fodbolden blevet af i kapitalens grådige hænder?

Lige nu sidder jeg og ser noget af kampen mellem England og Tyskland, men den er ikke så forskellig fra et par af de kampe jeg har set i forbindelse med dette EM.

- Jo, fodbold er eller rettere var en kontaktsport, skulder ved skulder, men sådan er det ikke mere, nu er det blevet en brydekamp, vælten omkuld både forfra og bagfra, eller næsten rive trøjerne af hinanden, og endelig kaste sig ind i hinanden med stor risiko for at skade modspilleren.

"Systemfodbolden" - eller skal vi kalde den "maskinfodbolden" har overtaget, - -midt i et tiltagende / begyndende angreb mod modstandernes mål, afbrydes der, go bolden spilles helt tilbage til målmanden hos en selv.

Her i første halvej af opgøret mellem England og Tyskland, har der været noget af det rigtige ved fodbolden fra fortiden, - nej, angrebet starter ikke helt nede fra egen målmand, når tyskerne havde erobret bolden på midten af banen, - Nej, tyskerne startede angrebet mod modstandernes mål omgående når bolden var erobret på banen.

- Det er jo i modstanderens mål mål, der skal scores for at vinde kampen, og jo før man er det des større muligheder er der, henholdsvis med med langskud, eller få bolden ind foran modstanderens mål hos sine medspillere, der så får en chance for at score mål.

- System- eller maskin-fodboldsom vi ser det duer ikke, og det er heller ikke noget der ligner en brydekamp hvor man har smidt en fodbold in på banen - så det legitimeres man kalder det fodbold.