Med dramaet om Christian Eriksen blev det emotionaliserede samfund synligt som aldrig før

Sjældent er så mange – og så store – ord væltet ud af ellers alvorlige og ordknappe mænds munde og fingre som i den forløbne uge.

Lørdag den 12. juni 2021 klokken 18.42 faldt Danmarks største fodboldstjerne, Christian Eriksen, til jorden. Hans hjerte var gået i stå. Men mirakuløst blev han af de tililende læger bragt tilbage til livet, og efter halvanden times afbrydelse spillede Danmark og Finland den første landskamp i EM’s gruppe B færdig.

Målmand Kasper Schmeichel lavede et drop, Yussuf Poulsen tilkæmpede sig et papirstyndt straffespark, Pierre-Emile Højbjerg sendte et af nyere fodboldhistories sløjeste skud af sted fra pletten, og så sluttede det hele 0-1 – og affødte nogle døgn i dansk presse, som mange af os ikke vil glemme.

I den første tid blev spillerne hyldet som helte for at kæmpe videre. Siden blev UEFA udskammet som skurk, fordi fodboldorganisationen angiveligt de facto tvang landsholdet tilbage på banen.

Der var konsensus om, at fodbold med ét blev ligegyldigt, da Christian Eriksen faldt om og blev kørt til Rigshospitalet. Det meste handlede om de skrøbelige mennesker, vi alle er, og at vi viser styrke ved at indse og sætte ord på vores svagheder. 

Hurtigt derefter kom en stor del af dækningen til at handle om, hvor meget ellers professionelt fattede skribenter og mediefolk havde grædt.

»Jeg har svært ved at skrive, fordi mine hænder stadig ryster,« skrev Weekendavisens Asker Hedegaard Boye i sin reportage fra Parken, mens The Guardians fodboldskribent Barry Glendenning berettede om samme udfordring, da han dækkede kampen live. I P1-programmet Ordet Fanger oplyste Berlingskes europakorrespondent, Michael Alsen, at han havde »grædt som pisket«, og onsdag skrev forfatteren Kaspar Colling Nielsen i Politiken, at han havde grædt hver dag siden lørdag.

Forfærdelig og smuk

Ud over tårerne, så handlede meget om, hvor umenneskeligt det var, at fodboldspillerne var blevet bedt om at spille videre midt i traumet. På lederplads skrev Politiken mandag, at »selv om de danske landsholdsspillere er dyrt betalte stjerner, er de også bare ganske unge mænd, som netop havde set en ven svæve mellem liv og død«. Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, såede i et tweet tvivl om spillernes evne til selv at træffe beslutninger: 

»Helt ubærligt at se de klip med Martin Braithwaite fra pressemødet. Jeg forstår godt, at de utroligt sympatiske spillere gerne vil ind og møde publikum og spille for Christian Eriksen. Men dybest set burde det hold nok trækkes ud af turneringen.«

I timerne og dagene efter skrev Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, blandt flere facebookopdateringer: »Det er på én gang både den forfærdeligste og den smukkeste aften i Parken nogensinde. Fodbold som et universelt fællesskab.« 

Og i en intern mail til Berlingskes medarbejdere skrev han mandag, at virksomheden som en del sin krisehåndtering afvikler en »debrief med en psykolog« efter Eriksens kollaps: »Det er et tilbud til medarbejdere, som i den ene eller anden situation eller funktion måtte have været tæt på begivenheden.«

Andre brugte anledningen til at hyppe kæpheste. Kristeligt Dagblad skrev en artikel om, at mange havde bedt bønner for Christian Eriksen, mens den coronakritiske kendis Mai Manniche skrev en opdatering, hvor hun spekulerede i, om kollapset kunne være en bivirkning af en coronavaccine. (Siden viste det sig, at Eriksen slet ikke var vaccineret).

Hvad FØLER du?

Ifølge psykologiprofessoren Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet er det »meget naturligt«, at vi blev chokerede og påvirkede over Christian Eriksen, for når et ungt og toptrænet menneske pludselig falder om, bliver vi alle mindet om dødens realitet. 

»Men opmærksomheden bør jo rette sig mod Christian Eriksen og hans familie. Det har den ikke gjort særlig meget, for der var ikke særlig meget at berette,« siger han med henvisning til, at hovedpersonen altså vågnede op og angiveligt har det godt efter omstændighederne.

»I stedet blev alle, der kunne tænkes at have et svar, spurgt: ’Hvad følte du?’ Så skulle de stå og vende vrangen ud på sig selv og ellers overgå hinanden i forfærdelser.«

Det er en tendens, vi ser alle vegne, mener Henrik Høgh-Olesen, der mandag aften så DR1’s aktualitetsmagasin Aftenshowet. Her havde tilrettelæggerne og redaktørerne valgt at dedikere hele programmets samtlige 53 minutter til Christian Eriksen, hvilket undrede professoren, eftersom der på dette tidspunkt stadig ikke var nævneværdigt nyt om hans tilstand.

»Men udsendelsen handlede selvfølgelig mest om, hvad alle mulige andre følte,« siger han og pointerer, at det passer lige ned i tidsånden, hvor følelser er i højsædet, og journalister altid hellere spørger, hvad folk føler, end hvad de tænker.

»Medierne har fået iscenesat et altomfattende ongoing realityshow, hvor vi alle sammen skal udkrænge os selv, og det vigtigste er, hvad vi føler – helst med vand i øjnene,« siger han.

»Hvis vi i stedet spurgte relevante personer, hvad de tænkte, ville vi en gang imellem høre nogle refleksioner, som vi måske kunne lære noget af. Vi lærer intet af at høre, hvordan et mere eller mindre tilfældigt menneske havde det i sin krop på et givent tidspunkt.«

Fodbold ER følelser

For et par år siden skrev vi her i avisen en artikelserie om gråd og affekt, hvor flere eksperter pegede på, at der foregår en »emotionalisering af vores kultur«. Følelser og følsomhed er ikke bare blevet legitimt i offentligheden, men forventet. Toppolitikere skal helst kunne vise følelser, gerne græde, og når det helt usandsynlige talent vinder X Factor, er programmet opbygget til at generere tårer. I reklamebranchen taler man om sadvertising, en sammenskrivning af sad og advertising, og der findes marketingbureauer, der reklamerer med, at emotionelle kampagner giver ti gange større afkast end reklamer, der appellerer til hjernen.

Det er i høj kurs at kunne vise og sætte ord på sine følelser – og ifølge psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen er Eriksen-sagen et stjerneeksempel på det.

Men der er bare ét problem med den analyse, mener professor og idéhistoriker Frederik Stjernfelt fra Aalborg Universitet:

»Fodbold er altid allerede emotionaliseret,« siger han og afviser dermed ideen om, at reaktionen kan læses som udtryk for en større emotionalisering i samfundet generelt.

»Det hører med til hele fankulturen og hele den sociale konstruktion i forbindelse med store turneringer og slutrunder: Folk er opkørte – på en god måde – og i den forstand passionerede og emotionaliserede. Det er ikke mærkeligt. Når det helt uventede og unikke drama om den store stjernes død og genopstandelse kommer oveni, er der ikke noget at sige til, at det kalder på de helt store ord og tangenter,« siger han og tilføjer, at det ikke behøver være symbol på en tendens i samfundet.

»Eriksens fald er en unik tildragelse. Vi har aldrig set noget lignende. Paralleller er Allan Simonsen, der knak sit ben i ’84, og da Staale (Solbakken, red.) var ude for noget lignende det, der skete med Eriksen. Men det var under træning. Det lignede lidt, men intet har helt samme radikale karakter.«

Selv så han kampen med nogle gamle venner, og de var »sgu også chokerede«. Emotionelt påvirkede af den mærkelige begivenhed, det er at se en mand falde om for åben skærm.

Mænd har været krigere

Ifølge historikeren Karen Vallgårda, der har forsket i, hvordan følelseskulturer ændrer sig over tid, skriver den offentlige reaktion sig ind i en tendens, der har været undervejs siden 1970’erne, og som ellers bare er blevet styrket gennem massemedierne og siden de sociale medier.

»Man ser i offentligheden en tendens til, at folk skal tale om deres følelser. Sætte ord på dem og vise dem på en måde, der virker autentisk eller oprigtig. Det har man i den grad også set her,« siger følelseshistorikeren, som er skeptisk over for Frederik Stjernfelts pointe om, at hændelsen er »unik«, og at man derfor ikke kan analysere noget større ud af den.

»Det er en unik begivenhed, ja, men man kan godt aflæse mønstre og tendenser ud af befolkningens og mediernes reaktion på noget, der er unikt. Man kan for eksempel sammenligne med reaktionerne på andre voldsomme begivenheder som mordet på John F. Kennedy eller terrorangreb i nyere tid,« siger hun. 

Men når det er sagt, har fodbold længe været et område, hvor det har været mere socialt acceptabelt for mænd at vise store følelser, tilføjer Karen Vallgårda.

»Det spiller måske også en rolle her.«

Den offentlige gråd har ifølge professor Henrik Høgh-Olesen forandret sig gevaldigt over tid, men at mænd generelt er mere tilbøjelige til at græde over heroiske gerninger, hvor nogen ofrer sig for en gruppe – eller i dette tilfælde en nation – er et alment fænomen.

Forklaringen er biologisk, mener han: Mænd har været krigere i kamp med hinanden, og det har været nødvendigt for mænd at gå i døden for hinanden. Derfor virker den slags gerninger stærkt på manden.

En generationsting

De seneste år er der imidlertid også opstået en skamridning af følsomheden, mener Henrik Høgh-Olesen:

»Vi har en forøget opmærksomhed på – og blotlæggelse af – følelseslivet. I andre kulturer, og på andre tidspunkter i den vestlige kultur, holdt man følelserne tættere ind til kroppen og mente, at det var skamfuldt at skilte for meget med dem. I dag er normen blevet, at vi skal blotte os,« siger han.

Karen Vallgårda mener, at det i høj grad er en generationsting.

»Jeg ved ikke, om man kan kalde det en hypersensitiv kultur, det er bare en anden følelseskultur, hvor det bliver mere og mere forventet, at man demonstrerer sine følelser i offentligheden,« siger hun.

Henrik Høgh-Olesen er enig i, at »noget har forandret sig«.

»Mediebilledet er blevet anderledes, og i de yngre generationer sporer man en forøget sensitivitet,« siger han og henviser til en kronik i Information, han sidste år skrev om en ny ’hypersensitivitet’.

»Om der er en sammenhæng mellem de to, er svært at sige, men det er da tankevækkende, at man kan bruge en hel time i Aftenshowet på at lade almindelige mennesker krænge deres inderste ud.«

Et billede på coronakrisen

Nu er spørgsmålet så, om Christian Eriksens fald og genopstandelse bliver et varigt traume for Danmark.

Næppe, mener Frederik Stjernfelt.

»Det var en traumatisk aften, og det er stadig ikke til at sige, hvilke konsekvenser det får for Christian Eriksen, hans liv og karriere. Men det hele endte jo sådan set godt.«

Til gengæld – siger Frederik Stjernfelt – ligger der noget i den fortælling, hvor medierne også fokuserede meget på holdkammeraternes store loyalitet, spillerkredsen, der spærrede for kameraerne, hvordan Simon Kjær og Kasper Schmeichel tog ansvar, som kan tolkes på en anden måde i situationen:

»Det er jo et billede på coronakrisen og dens forhåbentlig igangværende ophør. Hvordan vi trods uenigheder politisk og mellem myndigheder og så videre kan konstatere, at vi er ved at være ude på den anden side og generelt tilfredse med, at vi som samfund i det store perspektiv reagerede tillidsfuldt og kompetent. Begivenheden faldt sammen med afskeden med mundbindet – og dette sammentræf spiller ind i tillidsfortællingen. Den reaktion og spillertruppens loyalitet, synes jeg, blev et billede på, hvordan noget begyndte som et traume, men endte som en heltefortælling om tillid og sammenhold.«