Forfatterforeningen: Sagen om Meyers manglende honorar har været et »#MeToo-agtigt« moment

Debatten raser om forfattere og gratis arbejde, efter en forfatter stod frem i Information og fortalte om et tilbud fra Meyers om at optræde ved et »forfatterarrangement« uden honorar, men med en frokost på en Meyers-restaurant som godtgørelse.

Forfatterforeningens næstformand, Anne Sofie Hammer, der er forfatter til den populære serie af børnebøger om Villads fra Valby, siger, at de har talt en del om sagen i foreningens bestyrelse. De er enige om, at sagen er vigtig, men også om at det er vanskeligt at lave klare regler for, hvordan og hvornår og hvor meget der skal honoreres.

»Det beror tit på en afvejning af, hvem der inviterer. Hvordan kender man parten, hvor meget ligger der i opgaven og så videre,« siger hun.

»Vores opgave som forening er i højere grad at give forfatterne en fornemmelse af, at man altså ikke er urimelig, fordi man gerne vil have et honorar.«

Anne Sofie Hammer mener, at det ofte bliver fremstillet, som om man er grådig, hvis man forlanger et honorar for at optræde.

»Hele den her debat har vist os, at der simpelthen mangler viden om, hvordan forfatternes økonomi hænger sammen. Der er en udbredt opfattelse af, at det, vi gør, når vi holder foredrag, er at reklamere for vores produkt, men i virkeligheden er foredragene jo en del af produktet. Vi har et arbejde foran os i forhold til at oplyse bedre om, at forfattere ikke kun tjener penge på at sælge bøger, men i høj grad også på at tage ud og fortælle om deres bøger.«

Sure showstoppere

– Hvem har brug for at vide det?

»I den her omgang var det Claus Meyer, men det kan være alle mulige instanser, som spørger, om man har lyst til at komme og stille op. Jeg har det selv sådan, at jeg i princippet ikke har noget imod at stille op gratis – det har jeg gjort masser af gange – men kun i forbindelse med velgørenhedsarrangementer eller måske i små projekter rundt omkring, hvor jeg ved, at der også er alle mulige andre, der knokler gratis for en god sag.«

– Men du siger, at der blandt forfatterne kan være en fornemmelse af, at det er jer, der er urimelige, når I kræver et honorar – så er det vel også blandt forfatterne selv, at der er brug for en kulturændring?

»Jamen helt klart. Det er også det, som hele den her diskussion sætter fokus på. Når en aktør henvender sig på den måde, som Meyers har gjort, og siger: ’Vi har et rigtig godt tilbud, og det er et godt og sundt projekt’, så ligger det i kortene, at man er grådig, hvis man drister sig til at spørge: ’Hvad får jeg for det?’. Og det er jo helt forkert,« siger Anne Sofie Hammer.

Hun understreger, at det for mange storsælgende etablerede forfattere er lettere at kræve honorar, end det ofte er for de forfattere, der virkelig har brug for pengene.

»Vi er nødt til som forening også at sige: ’Det er dér, vores arbejde ligger. Nej, det er ikke urimeligt – du skal hverken føle dig grådig eller som en sur showstopper – faktisk er dét, dit arbejde. Det er det, du lever af’. Men det er klart, at det er en længerevarende proces, hvor vi skal have bearbejdet nogle holdninger hos både arrangører og medlemmer, så man som forfatter tør stå fast på, at man skal have betaling for sit arbejde.«

– Hvorfor tør forfattere ikke det i dag?

»Jeg tror, at mange forfattere er bange for, at arrangørerne vil reagere ved at sige: ’Nå, men så kan vi ikke alligevel.’«

Konkurrenceforvridende

I musikerverdenen findes der tariffer fastsat af Dansk Musiker Forbund, som udøvende musikere kan rette sig efter, når de fastsætter honorar i forbindelse med spillejob. Men modsat musikere må forfattere ikke operere med tariffer, siger Anne Sofie Hammer, fordi de opfattes som selvstændige erhvervsdrivende, og tariffer derfor vil være konkurrenceforvridende. Hun henviser til Martin Molter West, souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der i sidste uge i Kulturen på P1 blev interviewet om sagen.

»Forfattere er at betragte som selvstændige virksomheder. På den måde skal de konkurrere mod hinanden. De må ikke aftale priser med hinanden på foredrag og andre ydelser. Det fremgår helt klart af konkurrenceloven, når det gælder selvstændige virksomheder,« sagde Martin Molter West og fortsatte: »Det handler om at beskytte forbrugerne, og der er gyldig dokumentation for, at konkurrence har gavnlig effekt på pris, kvalitet, udvalg og samfundsøkonomien overordnet set. Selvstændige virksomheder skal selvstændigt tage stilling til, hvordan de prissætter deres produkter.«

Anne Sofie Hammer synes stadig, det kunne være fint med en vejledende tarif:

»Men det er klart, at man kan ikke kan sætte nagelfaste tariffer, for der kan sagtens være en eller anden grund til, at man som forfatter vurderer, at et lille arrangement ikke har så mange penge, og at man derfor gerne vil gøre det billigere end ellers,« siger hun og tilføjer, at hun mener, at man skal have ret til at sætte sin egen pris, fordi der er så stor forskel på optrædener.

»En helt fast tarif vil være en dårlig idé, men jeg synes, det ville være fantastisk med vejledende tariffer, så forfattere, der bliver i tvivl, kan gå ind og se, at man ikke er urimelig.«

– I Dansk Journalistforbund opererer man med vejledende takster og timelønninger for freelancere, som man kan bruge, når man skal forhandle med en arbejdsgiver. Hvorfor ikke gøre noget lignende?

»Der er åbenbart nogle andre forhold, der gør sig gældende for journalister, der jo leverer et produkt. Ligesom musikere, der hives ind i en periode. Vi er åbenbart små selvstændige virksomheder, selv om mange af os ikke er momsregistrerede. Men fordi vi er selvstændige erhvervsdrivende, må vi ikke sammen med andre selvstændige erhvervsdrivende aftale priser. Det må jeg bare ikke,« siger hun.

#MeToo-agtigt

Men Konkurrencestyrelsen forhindrer ikke forfatterne i at tale sammen om løn. Og det skal de helt generelt være bedre til, siger Anne Sofie Hammer.

»Det er ikke, fordi alle skal have det samme, men vi skal ikke være berøringsangste, når det gælder økonomi. Vi skal ikke bruge hinanden til at presse prisen ned, men sammen kæmpe for ordentlige lønninger.«

– Hvordan konkret?

»Helt konkret kan jeg sige, at jeg for eksempel personligt har tænkt mig at sætte priserne på mine foredrag op fra næste år.«

– Hvad koster de i dag?

»Som standard har jeg taget 5.000 kroner, så længe jeg har været i branchen. Men eftersom alt muligt andet er steget, tænker jeg, at det må være på tide, at de også stiger. Så det gør de fra 2022. Og så kan det selvfølgelig godt være, at der er nogen, der ikke har råd, men sådan må det være.«

– Er der mere berøringsangst over for penge i jeres branche end alle mulige andre brancher?

»Jeg tror sådan set ikke, det er specielt for forfatterbranchen. Jeg har også været i det private erhvervsliv, og der taler man heller ikke om, hvad man får i løn. Det tror jeg bare er en generel skyhed, berøringsangst, over for at tale om penge. Men man må gøre sig klart, at hvis man ikke vil tale om penge, vil det aldrig være i arbejdstagers interesse. Det er i alle arbejdstageres interesse at tale om det, og Forfatterforeningen kan være facilitator for sådan en samtale.«

– Har foreningen været for dårlig til det hidtil?

»Det ved jeg ikke, vi har talt en del om det, siden jeg blev medlem af BU-bestyrelsen (Hammer har været medlem af Forfatterforeningens BU-styrelse i otte år, hovedbestyrelsen i to år og næstformand i et lille år, red.) Men det er en dagsorden, som vi skal blive ved med at huske hinanden på. Når der så kommer en sag som den her om Claus Meyer, er det i virkeligheden superfint, fordi den helt #MeToo-agtigt sætter fokus på nogle ting, som vi skal huske at tale om. Den har indtil videre gjort mere godt end skidt. Men kun fordi en forfatter sagde fra og råbte op.«