Essay
Læsetid: 13 min.

Forfatters livslange forhold til bøger begyndte den dag, han klippede en i stykker

’Den Store Bastian’ fik mig til at ane, hvad solidaritet er. Saksen fandt jeg i køkkenskuffen. Nogle år senere var det onkel Tom, som vakte min medfølelse. Takket være en bog græd jeg for første gang over andre end mig selv. Hér, under dynen, udvidede min verden sig og viste sig snart at være uendelig

Anna Wittenkamp Rich

Kultur
18. juni 2021

Som alle passioner begyndte mit livslange forhold til bøger med et syndefald: Jeg forgreb mig på en bog.

Den var en gave fra min far og mor og skrevet af en doktor Hoffmann. Bogen handlede om, hvordan man sadistisk opfindsomt kan straffe et ulydigt barn ved at klippe fingrene af det. Jeg må have været fem eller seks år, læse kunne jeg i al fald ikke endnu. Men billederne forstod jeg. Og selv om jeg var et barn, kunne jeg godt identificere mig med Den Store Bastian, og måske var det under inspiration fra doktorens sadisme, at jeg klippede hans bog i stykker i stedet for ham. Børn er sjældent tolerante, men de forstår sig på at gøre gengæld.

Det må have været min første solidariske handling i livet. Saksen fandt jeg i en køkkenskuffe. Mine forældre må have straffet mig for min blinde hævntørst, hvordan husker jeg ikke længere. Og de må have gjort det i den overbevisning, at en bog (omtrent) er ligesom et menneske. Et øve vold mod det skrevne ord er en grov synd, hvilket ikke kan indskærpes tidligt nok.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kurt Lindy Hansen

Grib ende essay. Sætter tanker i gang hos mig. Tak til Richard Swartz.

Maj-Britt Kent Hansen

Genkender mangt og meget, om end jeg har færre hyldemeter, så dog svindende plads.

Tidligt i mit liv havde jeg læst alt på mine hylder, senere kom der eftertragtede bøger til, der forblev ulæste, da tiden ikke rakte, og endelig kom dele af mine afdøde forældres bogsamling til at stå på hylderne. Da måtte jeg foretage vemodig kassation i min egne bestand - for så siden at lede efter flere af de kasserede bøger.

Grundet pladsmanglen har jeg for længst pålagt mig selv ikke at købe bøger ud over de helt, helt uundværlige fysiske bøger.

Jeg låner på biblioteket. Mest ebøger. Og jeg køber ebøger.

Men siden min skoletid, hvor min dansklærer anbefalede bøger, har jeg ført lister. Jeg fører dem også online i det fysiske folkebibliotek og i eReolens ditto. Og der går ikke en uge, uden der kommer nye bøger på en af listerne. Ofte kommer læselysten af de omtaler, jeg møder i aviser, tidsskrifter og radioen.

Og efter at have læst dette stemningsfulde essay, vil jeg gøre endnu et forsøg på at opdrive mere Karl Kraus - uanset i hvilken form.