En forfejlet fejde om Mikael Josephsens ’de andre’

Mikael Josephsens roman de andre om hjemløse skæbner på Sydfyn har affødt en sjælden litterær fejde. Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen kaldte romanens sprog for »upåfaldende«, fladt kronologisk og ikke litterært nok: »Der fortælles, men der formes ikke«. Det fik denne avis’ Peter Nielsen – der i sin anmeldelse kalder romanen »en nyklassiker« – til at fare i blækhuset: Frantzen forstår ikke, at de andre har en velvalgt »ligefrem« stil, som mimer livet og sproget i den skildrede underklasse.

Det er skønt med noget debat om en vigtig bog om vores samfund set nedefra, og det er skønt at se (endnu) en forfatter på Sydfyn løfte arven fra Sydfyns litterære stoltheder – Josephsen er endda og interessant nok en stærk syntese af Karin Michaëlis’ sociale bevidsthed og Tom Kristensens indsigt i sindets afgrunde. Men fejdens udsagn kan undre. For det første er det netop indslag af poesi, der er med til at løfte de andre. Ikke i samme omfang, men a la i Asta Olivia Nordenhofs Penge på lommen, hvor et påfaldende sprog gennembryder realismen (for eksempel: »Maggie kigger på mig med et ansigt som en bøn uden indhold«). Selv har Josephsen sagt i Kulturen på P1 den 29. april, at »det poetiske springer ind i alt, hvad jeg laver«.

Eksempler fra bogen

Men lad os gøre, hvad fejden ikke gør: Gå tæt på bogen selv, og se eksempler på påfaldende sprog i de andre: »Landskabet flyder ud i hans våde øjne, gården i horisonten deler sig i to, tre (…) Træerne vælter mod ham, markerne rejser sig som bølger« (side 38).

»De er kørt gennem tolden som en pik i glidecreme« (side 54).

»Sundet ligger helt sort. Bagved og ind mod byen er de elektriske lys tændt. Her er som i et tomrum, en nat i natten« (side 55).

»sundet skinner som sølv, og ikke en vind rører sig. Det er frost, og træerne står med et lag groft pudder på. Hans overskæg er der også frost i, bilens tag er frossent. Alting er frosset ned, græsset hen til møllen, skråningen op, kioskens tag, alting er hvidt og laver genskær, så små lyspletter danser for øjnene. Sommetider brydes det hvide skin i regnbuens farver, som om det var olie. (…) Slagteren stikker morgennålen ind. Da han trækker den tilbage, går skønheden lige i hjernen, det kolde paradis er mange gange forstærket« (side 57).

»De ser ikke, at alt lever. For de lever ikke selv. Men for ham lever tankbilen, slangen, tanken under, der er et stort rovdyr, asfalten lever, de små sten i bedet, over dem lever himlen, månen og solen er søskende. Alt hører sammen« (side 155).

»Der er bare hans egen hånd, der fører smøgen til munden, røgen, der stiger, asken, der falder, havet derude, så dybt, at hans tanker ikke kan nå derned. Bare den blåsorte metalliske overflade og både, stadig nærmere« (side 177).

»Toget gungrer som en moskusokse over sletten« (side 232).

Se også den her markante fiktionalisering: »Hun må have glemt at lukke døren efter sig, da hun kom tilbage. For en ulv er trængt ind. En stor, grå, savlende ulv med blottede tænder. Hun er ikke bange, kampen er ventet. Hun tager en franskbrødskniv og går hen mod den. Skal vi få det overstået? Siger hun. Jeg bider fissen af dig, svarer ulven og opløses. Hun sætter sig med en skærende hovedpine. Regnen begynder igen at tromme mod taget. De små lyn begynder at danse i øjnene, i universet, som er det samme« (side 152).

For det andet er det en besynderlig antagelse hos Frantzen og i visse kredse, at handlingsgang og fortællen ikke rigtig er form; at der skal påfaldende sprog til (markante metaforer, flashbacks osv. ...). Antagelsen ville diskvalificere for eksempel megen sagalitteratur som litteratur. Et upåfaldende sprog er også en stil, og det er – uanset graden af påfaldende sprog – svært at forme og fortælle et længere forløb, der fungerer litterært og sanseligt. Men også dét kan Josephsen.