Informations jazzskole: Da Lotte Anker begyndte at improvisere på saxofonen, åbnede en ny verden sig

Lyset i Lotte Ankers hjem er bedst i sengen, der er placeret på en hems helt oppe under loftet i lejligheden i Larsbjørnsstræde. Så det er dér, Informations fotograf instruerer hende i at tage plads med hendes tre saxofoner.

»Så kan jeg måske ligge med dem som mine tre elskere,« siger hun og bryder ud i latter, mens vi i fællesskab løfter alt-, tenor og sopransaxofoner op ad en vakkelvorn stige. 

Vi har på kulturredaktionen ladet nogle af landets vigtigste jazzmusikere sætte os i jazzskole som opvarmning til sommerens jazzfestivaler. Derfor bakser vi denne eftermiddag rundt med Lotte Ankers tre saxofoner. Hun er en internationalt anerkendt saxofonist. Kendt for sin eksperimenterende tilgang til instrumentet og for de improvisationskoncerter, som hun har spillet over hele verden i de sidste 20 år. Jeg har sat hende i stævne for at lære om hendes instrument, og om det særlige, hun kan, som er helt centralt for jazzen: At improvisere. En disciplin, der samtidig også har ført hende væk fra den klassiske jazz.

Første sax i hænderne

Da Lotte Anker startede, var det på netop den sopransaxofon, vi transporterer op ad trappen. Første gang hun fik den i hænderne, var hun i de tidlige tyvere. Mødet blev samtidig et farvel til fløjten og et delvist farvel til klaveret, som hun ellers havde spillet på fra barnsben. Da hun godt et år senere stiftede bekendtskab med improvisation på saxofonen, vidste hun, at det var en vej, hun var nødt til at gå ned ad.

»Der kom en dyb følelse af, at det var det, jeg ville. Hvis jeg ikke havde opdaget improvisationen, var jeg nok aldrig blevet musiker. Det var ikke et pludseligt glimt af åbenbaring, men der kunne jeg mærke en åbenbaringsagtig følelse af noget stort og fantastisk.« Det var på et jazzstævne på Kolding Højskole i de tidlige 80’ere, og følelsen byggede sig op over de to uger i december, hun tilbragte på skolen med en stor gruppe af andre unge musikere.

Ifølge Lotte Anker var det en følelse af frihed i det improviserede samspil med andre musikanter, der åbenbarede sig. En aften startede guitaristen Pierre Dørge en improsession, altså invitation til fri improvisation. De startede i stilhed på gulvet og endte i fem timers samspil på deres respektive instrumenter og med eksperimenter i at skabe anderledes lyde og kropslig performance. Her fik Anker følelsen af, at de sammen kunne skabe noget nyt og anderledes, noget transcenderende. Oplevelsen har hun stadig med sig.

Klassisk klaverspil

Barndommen var ellers præget af klassisk klaverspil. Det startede med en striks svensk underviser, der vist nok var i skatteskjul for de svenske myndigheder, senere blev det bedre. Allerede i gymnasiet åbnede den banebrydende tyske komponist Stockhausen, der allerede i 1950’erne blev kendt for sine elektroniske kompositioner, Ankers ører for en eksperimenterende tilgang til musikken, som har præget hende siden. Mødet med Stockhausen var det første musikalske møde af flere, der har sendt hende afsted i nye retninger. En koncert med den tyske saxofonist Peter Brötzmann, som var en første-generations free jazz avantgarde saxofonist fra Tyskland, på Montmartre i København var et andet.
 

»Det var hårdt, højt og punket, iturevet og på alle måder støj, så det gjorde ondt. Halvdelen af publikum gik, og den anden halvdel så helt enten henførte eller chokerede ud. Jeg hørte til de chokerede og var nok frastødt, men også meget tiltrukket. Det var et kæmpe energiudbrud, men hvad der præcist skete, og hvordan de gjorde det, forstod jeg ikke,« forklarer Anker. Men det var en oplevelse, som satte spor: »Blandingen af ikke at kunne forstå noget og at være tiltrukket samtidig er noget af det, der har trukket mig i forskellige retninger siden.«

Jazzuddannelse

Da Lotte Anker var i tyverne og havde fået øjnene op for saxofonen, spillede hun jazz, men også meget andet, som hun skynder sig at påpege. Hun havde allerede mødt en fri tilgang til musikken hos saxofonisten John Tchicai, »men jeg følte, at jeg skulle have en jazzuddannelse, fordi det også hang så tæt sammen med instrumentets historie. Det var et arbejde med at kunne forbinde toner, forme linjer og forstå og udforske sammenhænge mellem rytme, toner og akkorder«. Saxofonen er historisk blevet kædet sammen med jazzen, og som Anker forklarer det i jazzen, som i andre genre er det et solist- og et melodiinstrument.

I en klassisk jazzgruppe står saxofonisten, eventuelt sammen med andre blæsere, forrest. Man skal da heller ikke være specielt velbevandret i jazzhistorien for at kunne nikke genkendende, når navne som John Coltrane, Charlie Parker og Ornette Coleman bliver trukket op af hatten.

For Anker blev historien, som hun ellers på mange måder elsker, en byrde: »Hvorfor skal vi egentlig kopiere noget gammel og fantastisk musik, som er lavet så meget bedre? Vi må jo lave vores eget. Jeg ville hellere være en, der har en personlig stemme, end en, der lyder som en kopi af de gamle helte.« Langsomt begyndte hun at lukke døren til den klassiske jazzverden og vende sig mod andre former for eksperimenterende improvisationsmusik.

Det med at finde den personlige stemme er en proces, der stadig er i gang og nok aldrig slutter: Arbejdet med at undersøge, hvilke nye roller instrumentet kan have i en gruppe, men også hvilke lyde det kan frembringe. Som Lotte Anker forklarer det, er stemme måske ikke helt det rigtige ord, for der er jo flere stemmer. Hendes sprog eller vokabular kunne også være et bud, intuition et helt fjerde.

»Min intuition er præget af alt det øvearbejde, jeg laver herhjemme med saxofonen. Alle de intuitive valg baserer sig på al den lytning, alle de koncerter og al den musik, der har indlejret sig i mig.«

Lige meget hvilke ord man bruger, så er det hele det katalog af lyde, Anker har samlet sammen over årene, som hun mere eller mindre bevidst kan ty til, når hun står i en koncertsituation.

Øjeblikket

Men hvordan er det så at improvisere? Som Anker forklarer det, er det ikke bare at stille sig op og spille. Bag det, musikerne skaber sammen på scenen, ligger hele karrierers træning og udforskning. Men når en improviseret koncert begynder, starter alt fra nul, før intuitionen slår til. Musikerne kommer ind og pakker ud, mødes på scenen. Og så er det bedst, »hvis musikken starter med stilhed og lytten for lige at synkronisere og mærke hinanden og rummet«, som Anker forklarer det. Derfra tager én lyd en anden. Musikerne kan gå med eller mod hinanden, lave kontrapunkt ved for eksempel at spille hurtigt mod langsomt eller omvendt. Presse hinanden eller understøtte. 

Da jeg spørger, hvad man som udenforstående, der aldrig har hørt eksperimenterende og improviserede afarter af jazz, skal lytte efter, er svaret vævende. Men det er det af en grund. At beskrive noget, der endnu ikke findes, er selvsagt svært. Som Anker mere grundlæggende forklarer det, så kan man i en improvisationskoncert opleve musikere skabe noget sammen i nuet, noget, der aldrig vil kunne genskabes.

Hvor et skrevet nummer eller en koncert med skreven musik har en form, der allerede eksistererer, så skaber »et improviserende ensemble formen sammen i nuet«, forklarer Anker. Det er det, man må værdsætte. »Improvisationen eksisterer kun, når den foregår, medmindre den bliver fastholdt i en lydoptagelse. Derefter er den væk, en erindring. Det synes jeg, der er noget smukt i. Liv er jo også forgængelighed,« siger Anker, inden hun med et smil tilføjer, at vi måske er ved at blive lige vel filosofiske.

Multiphonics

Jeg har bedt Lotte Anker sætte noget musik på, der har inspireret hendes eget saxofonspil. Valget er faldet på klarinetduoen The International Nothing. Anker når lige at få sagt, at hun værdsætter deres arbejde med stilhed, inden CD’en begynder at spille, og lyden af to klarinetter i højlydt samspil gennemskærer luften i stuen. Vi får skiftet nummer, og pludselig bliver der stille. En klarinet sender en lavmælt tone ud, og den anden stemmer i. Lyden fordobler, de to instrumenter interfererer, bliver som til ét, mens nogle helt tredje toner træder frem og bliver sat i svingning af de to instrumenters møde.

Som Anker forklarer, er The International Nothings musik komponeret, men arbejdet med interferens, stilhed og såkaldte multiphonics (at spille flere toner på én gang på et instrument, der klassisk er beregnet til at spille en tone) har klare paralleller til hendes eget spil. Det er en måde at arbejde med tekstur frem for med melodi.

For Anker har udforskningen af, hvilke anderledes lyde saxofonen kunne frembringe været en vej videre, når hun har siddet fast med instrumentet: »Der har været perioder, hvor jeg var træt af lyden af en saxofon, og hvor jeg heller ikke følte, at jeg kunne indgå på den måde, jeg gerne ville i bestemte spillesammenhænge.« Specielt samspillet med elektroniske musikere har skubbet Anker til at udforske saxofonen.

»Jeg kom i en masse situationer, hvor jeg følte, at det blev alt for konkret, hvis jeg spillede en almindelig tone eller frase. Når jeg nu tænker mere i tekstur, så kan jeg indimellem trække mig lidt tilbage og blende ind i lydbilledet i stedet for at være den, der står som solist. Så åbnes døren ud mod et andet landskab, hvor jeg måske ikke har været før, hvor der kan være spændende ting at opdage.«

Vi har bevæget os ned fra hemsen, sagt farvel til fotografen og sat os ved stuebordet med de tre saxofoner foran os. Anker griber til tenorsaxofonen, fugter bambusbladet og lægger instrumentet mod læberne. Først spiller hun en lille melodisk frase, men så begynder hun at frembringe et par multiphonics – det vil sige, at hun spiller to toner på samme tid. Og ligesom i klarinetoptagelsen står tonerne og vibrerer i luften, og overtoner springer frem. Som hun beskriver det, så kan tonerne ikke tvinges frem, det er noget, hun skal åbne sig for. Selv den mindste ændring i læbernes stilling, mundhulens form og tungens placering –  det, der i fagsprog kaldes embouchuren – kan ændre, hvor mange overtoner der kommer med. 

På den måde minder arbejdet med at finde nye og anderledes toner på saxofonen også om det, Anker mener, er en af de største styrker med improvisationsmusik: »Du kan ikke forcere noget frem, og du kan ikke tvinge de andre musikere til at gøre noget.«

Anker viser mig en række andre teknikker. Hun skubber spyt ind i saxofonens mundstykke, så dråberne kan høres på instrumentets inderside og giver en fornemmelse af dets rumlighed. Hun slår med tungen mod mundstykket, så saxofonen lyder som et slagtøjsinstrument og fører en cellobue mod dets yderside, så en helt fjerde og hvislende slags lyd bliver til. 

Anker eksperimenterer for at finde nye sammenhænge, saxofonen kan indgå i, og for at finde nye udtryk til sit vokabular. Som hun selv siger det, så er der også en risiko for, at eksperimenterne bliver en gimmick. Men de kan få plads sammen med alle de andre teknikker, hun har frembragt gennem årtiers øvelse, og bruges med måde. Og selvom hun har lagt den klassiske jazz på hylden, så er den også stadig et sted derinde:

»Det, der er med gode improvisationsmusikere, er, at de giver alt det, der har præget deres vokabularium lov til at være der. Hvis jeg gik ind til en spillesituation og tænkte ’åh nej, nu må jeg ikke spille jazz‘, så havde jeg ødelagt mit nærvær på forhånd.«

Ligesom improvisationsmusik kræver nærvær og tilstedeværelse i nuet for musikeren, så gør det det ifølge Anker også fra lytteren. Som lytter er der ikke andet for end at åbne ørerne for det, man endnu ikke har hørt.

Under Copenhagen Jazz Festival spiller Lotte Anker med Sub Habitat 2-3 juli.  4. juli spiller Anker med Margaux Oswald Quartet. 5. juli spiller Anker med Aurelijus Užameckis og senere samme dag med Christof Kurzman. 6. juli spiller Anker til Copenhagen Trashzzfestival . 9. juli spiller Anker med Emerald og senere samme dag med Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg Duo. 10. juli spiller Anker til Mundt & Forchhammer meets: Lotte Anker.