Ingeborg Bachmann, født i Salzburg i 1926 og død i Rom i 1973, kun 47 år gammel, er en af den tysksprogede efterkrigslitteraturs mest betydningsfulde kvindelige forfattere. Men hvem var hun?
Hun slog igennem med sin digtsamling Die gestundete Zeit (Tid på henstand/Den udsatte tid) i 1953, feteret af de mandlige kritikere, som fortrylledes af samlingens melankolske tone og den unge kvindes skrøbelighed. Men hvordan passer denne skrøbelighed sammen med den behændighed, hvormed Ingeborg Bachmann målrettet navigerede på efterkrigstidens bevægede litterære hav? Spørger man de personer, som stod hende nær, får man modsigelsesfyldte svar. Hun var sky, intens, kraftfuld, ambitiøs og tilbageholdende på samme tid.
I hendes værk, som rækker over digtsamlinger, fortællinger, filosofiske essays, eksperimenterende hørespil og romaner, dominerer de mørke toner. Alt lader til at være skrevet ud fra et dybt »erindringssår«. Et begreb, som den rumænsk-jødiske digter Paul Celan, som Bachmann i en periode var kæreste med, har anvendt i forbindelse med sit eget værk. Men hos Bachmann findes der, i modsætning til Celan, også en komisk, selvironisk side. En side, som ofte er blevet ignoreret for ikke at besudle den æteriske digters ry. Ligesom man længe har fortiet hendes selvdestruktive stofmisbrug. En kendsgerning, som sandsynligvis har bidraget til hendes tragiske død efter en selvforskydt brandulykke, hvor man ikke kunne hjælpe hende, fordi man ikke vidste, hvilke lægemidler hun var afhængig af.
Dermed ikke sagt, at hun har gjort sig til. Den ambivalens, som findes både i hendes liv og i hendes forfatterskab hænger tæt sammen med efterkrigstidens ambivalens, hvor man så hurtigt som muligt ville glemme krigens forbrydelser og traumer, men alligevel ikke kunne fortsætte med at leve videre, som om ingenting var sket.
Ingeborg Bachmann kropsliggør de heraf følgende spændinger på en særlig tydelig måde. På den ene side var hun datter af en mand, som allerede i 1932 var blevet medlem af det nazistiske parti NSDAP og senere deltog i krigen som overløjtnant, blandt andet i Danmark. På den anden side har hun haft en intim relation til Paul Celan, der havde mistet begge sine forældre i de tyske koncentrationslejre. En næsten uholdbar situation, som kommer til udtryk i hele Bachmanns værk. Den når sit højde- og slutpunkt i Malina, en bog, hun længe og fortvivlet arbejdede på. Malina er den eneste del af Bachmanns store Dødsmåder-cyklus om menneskets destruktive kræfter, der nåede at blive publiceret, mens hun stadig levede, og som Malina var tænkt som ouverturen til.
Kunstens muligheder
Malina er en fantastisk og utrolig vigtig bog. Den giver indblik i smertens og angstens tilblivelse, og den viser kunstens mulighed for at gøre os følsomme over for voldsomme erfaringer, både ud fra et historisk og et individuelt psykologisk perspektiv. I sit essay »Sandheden er hæderlig for mennesket« (Die Wahrheit ist dem Menschen zumutbar) fra 1959 har Bachmann fremhævet, at det er en forfatters opgave at følge smertens spor og at gå til bunds med den. Og det er netop det, hun gør i Malina.
At følge forfatteren på denne vej er hverken nem eller behagelig. Da Malina udkom for 50 år siden, blev den modtaget dårligt af anmelderne. Hvad var der blevet af den skrøbelige digters høje tone? Læserne, ikke mindst de kvindelige, var imidlertid parate til at følge Bachmanns forsøg på at dykke ned i de menneskelige afgrunde. At Malina i dag, på tværs af årtier og landegrænser, stadig berører os, har vi blandt andet romanens mange lag at takke for.
Romanens handling udspiller sig i Wien. Først bliver vi præsenteret for »Huset Østrig« med dets mange forskellige folkeslag og sprog, men så trækkes rummet sammen, og vi følger jegets urolige vandringer op og ned ad Ungargasse. Man kan sagtens læse Malina som et trekantsdrama med bogens ikke navngivne jegfortæller i centrum: en følsom kvinde, »øjne br., hår bl., født i Klagenfurt«, som har træk til fælles med forfatteren Bachmann. Kvinden er knyttet til den rationelle Malina, bosat i Ungargasse 6, men er håbløst forelsket i den livsglade Ivan, bosat tre huse længere oppe.
Men man kan også læse Malina som en kunstnerroman, hvor jegpersonen på den ene side gerne vil opfylde Ivans ønske om, at hun skal skrive en smuk bog, en bog »som exsultate jubilate«. Men på den anden side ved hun nok godt, at bogen bliver »en bog om helvede«. Men hvilken form for helvede? Drejer det sig om et helvede, som tager sin begyndelse i familiens og samfundets voldelige patriarkalske strukturer? Eller har vi med konkrete historiske voldserfaringer under Anden Verdenskrig at gøre? Skal vi altså læse bogen som et feministisk opgør med den morderiske fader eller som skyldtynget erindringslitteratur? Mest oplagt er det formentligt at lade være med at kategorisere bogen og i stedet bare acceptere, at den er alt på en gang. Et litterært dokument, hvor det kvindelige jegs faste konturer opløses i de mange forskellige stemmer, erindringer og diskurser, der sårer og pisker det.
Håb og desillusion
Romanens første kapitel, »Lykkelig med Ivan«, handler først og fremmest om jegets forhold til Ivan. Jegpersonen pendler mellem ekstase og dyb ulykke, længsel, håb og desillusion. Men kapitlet rummer også tragisk-komiske afsnit, som handler om, hvordan jeget forsøger at få styr på de utallige påbegyndte breve og andre papirer, som oversvømmer lejligheden. Scener, som for øvrigt spiller en afgørende rolle i den fremragende film Malina fra 1991, hvor den forrygende Isabelle Huppert fremstiller jegpersonen som en overgearet figur, der omsider sætter ild på hele lejligheden.
Den mest markante del i romanens første kapitel er imidlertid en legende med titlen »Prinsessen fra Kagrans hemmeligheder«. Denne tekst blev tilføjet manuskriptet på et relativt sent tidspunkt, efter Ingeborg Bachmann havde fået at vide, at Paul Celan var blevet fundet druknet i Seinen i maj 1970, sandsynligvis begik han selvmord. Legenden er fuld med henvisninger til og citater fra Celans værk og fortsætter på den måde den lyriske dialog, som begge allerede tyve år tidligere havde påbegyndt. Det er en dialog, hvor de siger »lyst og mørkt til hinanden«, hvor de lægger hinanden sprogets blomster på brystet, men også driver tornen ind i den andens hjerte.
I sin tale ved modtagelsen af Bremens litteraturpris i 1958 havde Celan betegnet et digt som »en flaskepost, smidt ud i havet med det ikke altid stærke håb om, at det en dag skylles op et sted, måske på kystlinjen af et hjerte«. Bachmann har fisket Celans flaskepost op. Ja, mere end bare det, hun har indlemmet hans ord, hans liv, hans tragiske skæbne. Hun har indlevet sig i hans kvaler, har identificeret sig med nazismens ofre. Må man det? Kan man det? Spørgsmålet om, hvordan det er muligt at fremstille så uhyrlig en begivenhed som nazisternes folkedrab, der kostede seks millioner jøder livet, er et spørgsmål, der ofte er blevet rejst. Hvordan gengiver man Holocaust? Kan den fortælles, beskrives, formidles? Hvem har ret til at forsøge at gøre det?
Det usigelige
I Malinas andet kapitel, »Den tredje mand«, har Ingeborg Bachmann afprøvet mareridtets form for at sige det usigelige. Kapitlets centrale karakter er jegets far, der optræder som morder, voldtægtsmand, bøddelknægt og nazistisk gerningsmand. Den er ikke en figur med realistiske træk, men en repræsentant for det absolut onde. Man kan imidlertid godt forestille sig, at Bachmanns virkelige far var dybt chokeret, da han modtog bogen. Er romanens far på trods af de allegoriske træk et portræt af ham? Skal vi betragte ham som morder og voldtægtsmand? Selvfølgelig har vi med en fiktionalisering at gøre, men en dårlig bismag bliver tilbage.
I kapitlets begyndelse befinder vi os sammen med far og datter på »de myrdede døtres kirkegård«. Og snart skal der komme en til. Vi føres ind i et stort mørkt rum uden vinduer og døre, ved væggen er der anbragt »sorte slanger«, som faren nu en efter en tager ned, »og før jeg overhovedet kan nå at skrige, indånder jeg gassen, mere og mere gas. Jeg befinder mig i gaskammeret, her er det, verdens største gaskammer, og jeg er alene herinde«.
Scenen er forfærdelig. Man får kvalme, mens man læser. Ikke kun fordi den er så brutal, men også fordi Bachmann her præsenterer sit opdigtede alter ego som offer for de nazistiske forbrydelser. Hun gør det vistnok i form af en drøm, der har uvirkelige, monstrøse træk, men netop denne æstetisering og abstraktion virker malplaceret i lyset af de virkelige ofres virkelige lidelser.
Senere i kapitlet varierer Bachmann den scene. Gang på gang torterer, voldtager, håner, krænker og misbruger faren sin datter, hendes søster, hendes mor. Og jegpersonen? Den skriger nej, no, njet, mister sin stemme, har ikke kraft nok til at kæmpe imod. Den bønfalder om nåde, den hader. Men den kollaborerer også, »jeg ville ikke have forrådt dig, jeg ville ikke have sagt det til nogen«.
Denne indrømmelse får Malina til at gå i aktion. I forskellige samtaler, som afbryder de mere end 20 onde drømme, konfronterer Malina den oprørte jegfortæller med spørgsmålet efter dets egen skyld. Jeget forsvarer sig, at det ikke vidste, at den slags forbrydelser stadig forekommer »her og nu«, men Malina insisterer. »Malina: Måske vidste du det ikke, men du var indforstået. Jeg: Jeg sværger, at jeg ikke var indforstået, man kan da ikke være indforstået, man vil væk, man flygter. Hvad er det, du forsøger at bilde mig ind? Jeg har aldrig været indforstået!«
Senest på dette tidspunkt forstår vi, at heller ikke Malina er en realistisk figur. Den er snarere den kvindelige jegpersons mandlige modpart, den inkarnerede fornuft, en kritisk analyserende magt, som bringer jeget til indsigt i, at hun er indblandet og medskyldig i det skete. Eller er hun det alligevel ikke? Og er faren måske heller ikke skyldig?
Når vi læser Bachmanns fortælling Tre veje til søen, som udkom et år efter Malina, finder vi en helt anden farfigur. En, der i modsætning til faren i Malina, er venlig og varmhjertet. En far, som elskes af sin datter. Denne spaltning i den gode og den onde, den uskyldige og den skyldige far er ikke kun karakteristisk for Bachmanns forfatterskab. Den genfindes i næsten hele efterkrigsgenerationen, der aldrig havde haft held med at få svar på spørgsmålet om fædrenes deltagelse i Hitlertidens forbrydelser.
Bachmann har ikke held med at nå frem til et definitivt svar. Men hun har held med at udforske samfundets dunkle afkroge. Og sine egne. I den forbindelse er det ikke kun forholdet mellem far og datter, som er vigtigt, men også forholdet mellem mand og kvinde.
Mændenes rolle
Romanens tredje og sidste kapitel, »Om de sidste ting«, tegner et mangefacetteret billede af dette forhold. Med Malina som imaginær samtalepartner reflekterer, fabulerer og fantaserer jeget over mændenes rolle i hendes liv. Mænd, sådan kunne man muligvis sammenfatte jegets ustandselige, kostelige svada, er vanedyr, fantasiløse og ufølsomme flergangsforbrydere, ikke ufarlige, men først og fremmest ynkværdige. »Det må jo gøre et menneske sygt, når det oplever så lidt nyt og hele tiden må gentage sig selv, en mand bider mig for eksempel i øreflippen, ikke fordi det er min øreflip, eller fordi han er forgabt i øreflippen og bare må bide i den, nej, han bider, fordi han også har bidt alle andre kvinder i øreflippen, små eller store, rødlige, blålige, blege, følelsesløse, følsomme, han er helt ligeglad med, hvad øreflippen har at sige til det.«
Mænd er uempatiske og narcissistiske, men alligevel formår de at fordreje hovedet på kvinden, formentlig fordi hun, i modsætning til manden, overhovedet har noget, der kan fordrejes. »Jeg beder dig, tænk blot på Erna Zanetti, der på grund af en docent i teatervidenskab, tænk engang, på grund af en teatervidenskabsmand! skal have slugt fyrre sovepiller, og hun er jo næppe den eneste, han vænnede hende også af med at ryge, for han kunne ikke tåle røg. Om hun også skulle være vegetar, ved jeg ikke, men der skal nok have været flere slemme ting.«
Ja, det er synd for menneskene, kunne man da klage med gudedatteren Agnes fra August Strindbergs ekspressionistiske drama Et drømmespil. Livet er en ond drøm. Eller et drama. Men heldigvis fuld af fantastiske forfattere, der ikke kun udforsker livets traumatiske dimensioner, men også dets groteske og burleske sider. Noget, som for øvrigt kan opleves hvert år i Bachmanns fødeby Klagenfurt. Ved en tredages-læsemaraton kappes her på forhånd udvalgte forfattere om jurymedlemmernes gunst. Efter offentligt fremførte, nervepirrende orddueller, kritikerne imellem uddeles Ingeborg Bachmann-prisen til en ny stjerne på litteraturens himmel.
Ingeborg Bachmann: ’Malina’. Oversat af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, Forlaget Grif. 400 sider, 300 kroner
