Instruktøren bag ’Flugt’: Min hovedperson flygtede hele livet – vi kan alle spejle os i ham

– Hvornår fik du idéen til ’Flugt’?

»Jeg fik første gang idéen i 2013, for otte år siden, og jeg har interviewet Amin igennem de seneste fire-fem år.«

– Og vidste du med det samme, at her var en historie, som var værd at fortælle?

»Jeg vidste tidligt, at der var en historie, men jeg vidste ikke, at den kunne blive til en film. Jeg mødte Amin, da han var 15 år gammel, da han ankom til min lille hjemby alene, og så gik vi i gymnasiet sammen og blev gode venner. Jeg spurgte ind til hans historie, men han var altid lidt afvisende. Det var først, da jeg lavede det første interview til filmen, at jeg kunne se, at der var gods i historien. Der kom flere og flere lag på, og jeg kunne se nogle sammenhænge i, hvordan han levede sit liv, og hvordan han har flygtet på alle mulige måder.«

– For filmen handler ikke kun om en drengs flugt fra Afghanistan, men om, hvordan Amin som voksen stadig er på flugt.

»Præcis. Han er også flygtet fra sin seksualitet i sin ungdom. Jeg når frem til, at her er en mand, der stadigvæk flygter og leder efter et hjem. Han rejser hele tiden. Han er rastløs og er konstant på vej et eller andet sted hen. Han er på sin vis stadig på flugt.«

– Har det været en terapeutisk proces for Amin at fortælle sin historie?

»I det allerførste interview, jeg lavede med ham, stoppede han mig på et tidspunkt og sagde: ’Vi skal lige snakke lidt om den her proces. Der er nogle ting, som er svære for mig at snakke om, og det er ikke sikkert, at jeg kan snakke om dem nu. Jeg ved godt, at jeg skal gøre det. Det er godt for mig. Men det kommer til at tage tid’.«

Distance og universalitet

– ’Flugt’ er en animeret dokumentarfilm. Hvorfor?

»Det var tydeligt fra starten, at Amin gerne ville være anonym. Det med at møde folk på gaden eller i en arbejdsrelation, og de så allerede kendte til hans inderste personlige traumer, ville være grænseoverskridende for ham. Han ville fortælle sin historie, men han ville være anonym. Det var et benspænd, men animationen gjorde det også muligt for os at komme til Afghanistan i 1980’erne og til Moskva i 1990’erne. Hvis vi skulle putte folk i kostumer og lade, som om det var Afghanistan, ville det hurtigt falde fra hinanden. Takket være animationen kunne vi desuden være meget mere ekspressive. Flugt handler om traumer og frygt og minder, og i de sekvenser, hvor han kommer ind på ting, der er traumatiske, eller som han har svært ved at huske, kunne vi have det ekspressive lag, hvor det handler om følelsen, som for mig virker mere ægte, end hvis han bare havde fortalt det til et kamera.«

»Filmen handler om et universelt emne: At finde et ståsted i livet, hvor man kan være den, man er, med alt hvad det indebærer,« siger Jonas Poher Rasmussen.

Anders Rye Skjoldjensen

– Der ligger også en distance i animationen. Var du bekymret for, at det ville skubbe publikum væk?

»Da jeg fortalte, at jeg ville lave en animeret dokumentarfilm, mente folk, at det ville blive distancerende, men det gik op for mig, at det kunne have den omvendte effekt. Vi eksponeres i forvejen for så mange svære og forfærdelige historier, særligt når det handler om flygtninge, at jeg i hvert fald selv ret hurtigt lukker ting ude. Hvis jeg ved, at det bliver svært, siger jeg til mig selv, at det her kan jeg ikke tage ind. Det kommer meget tæt på, når man ser et menneskes ansigt. Med animationen kommer der en distance, og det betyder, at jeg har paraderne lidt mere nede og bedre kan tage historien ind.«

– Er det så nemmere for publikum at spejle sig i historien, fordi den fortælles gennem animation?

»Jeg har en oplevelse af, at dem, der indtil videre har set Flugt, læser deres egen historie ind i filmen, selv om de ikke har en flygtningebaggrund eller nødvendigvis er homoseksuelle. Filmen handler om et universelt emne: At finde et ståsted i livet, hvor man kan være den, man er, med alt hvad det indebærer. Det kæmper alle med på et eller andet tidspunkt i deres liv. Animationen gør, at man kan spejle sig i historien, fordi det er mere åbent, end hvis man har et bestemt menneske at forholde sig til.«

Vi er ens

– Kunne du også selv spejle dig i Amins historie?

»Det var meget tydeligt, at vores liv havde været ret ens. Indtil vi var 10-11 år gamle, levede vi stort set samme liv og hørte den samme musik og så de samme film. Han spillede volleyball, jeg spillede fodbold. Og så skete der et voldsomt skift i hans liv, mens jeg kunne blive ved med at rende rundt i min by og spille fodbold. Jeg blev mindet om, hvor ens vi egentlig er, selv om vi kommer forskellige steder fra.«

– Når man fortæller et andet menneskes historie, ikke mindst så smertelig en historie som i ’Flugt’, påtager man sig et stort ansvar. Hvordan har du tacklet det ansvar?

»Det handler om hele tiden at være i kontakt med Amin og fortælle ham, hvor filmen er på vej hen, så han ikke bliver overrasket. Jeg har været meget bevidst om ikke at overdramatisere, men være tro mod hans historie.«

– Jeres venskab betød vel også meget for hans tillid til dig?

»Vi har kendt hinanden i så mange år, og jeg var en af de første, han sprang ud som homoseksuel over for. Han sagde efterfølgende, at det for ham var lidt en test. For at se om vi var venner, og om jeg havde hans ryg. Jeg har fra starten følt, at han havde tillid til mig. Han har også været meget generøs og sagt: ’Det er min historie, men det er dig, der fortæller den, og du har selvfølgelig frihed til at tolke min historie. Jeg siger til, hvis der er ting, som ikke er korrekte, men ellers er det din linse, vi ser min historie igennem.’«