Essay
Læsetid: 14 min.

Marvels superhelteværk er et kulturelt fyrtårn fyldt med allegorier, samfundskritik og etik

Selvfølgelig er Marvels mange superheltefilm og -serier skamløst kommerciel underholdning. Men de udgør også en sammenhængende mytologi og en anderledes prisme at betragte verden igennem. Informations filmredaktør har grinet, gyset og grædt sig igennem de 23 første film – igen – og forklarer her det monumentale værk forfra
Collage af Katrine Bælum baseret på foto fra Marvel Studios.

Collage af Katrine Bælum baseret på foto fra Marvel Studios.

Katrine Bælum/ Marvel Studios/ Ritzau Scanpix

Kultur
4. juni 2021

For et par år siden vakte den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese opsigt ved at sige, at Marvels superheltefilm ikke var rigtige film, fordi der intet var på spil i dem. Det var en holdning, der ivrigt blev diskuteret og vakte mishag hos alle Marvel-fans, men som også fandt yndest hos de mange mennesker, der havde fået nok af den bølge af superheltefilm, som er skyllet ind over verden gennem de seneste 10-15 år. For dem – og altså Scorsese – er superheltefilmene kulørt underholdning og intet andet.

Hvor meget jeg end holder af Scorsese, så er jeg lodret uenig. Marvel-filmene – eller Marvel Cinematic Universe (MCU) – er et af vor tids kulturelle fyrtårne. Det er eviggyldige heltefortællinger af mytologisk, næsten bibelsk, tilsnit. De låner fra alle mulige andre mytologier og religioner, sagn og eventyr, og med udgangspunkt i de tegneserier, der ligger til grund for filmene, har de opbygget deres helt eget univers – deres helt egen kosmologi – med guder og helte og dæmoner og skurke og lys og mørke.

MCU blander action, eventyr og science fiction og er på alle måder dyr underholdning for det bredest tænkelige publikum – filmene har i alt solgt billetter for 22,6 milliarder dollar, 980 millioner dollar i gennemsnit pr. film, hvilket gør dem til den mest indbringende filmfranchise nogensinde foran Star Wars, James Bond og Harry Potter. 

Men filmene er også eksistentielle fortællinger, politiske allegorier, civilisations- og samfundskritik, udforskninger af moral og etik og lærestykker i, hvad det vil sige at være menneske. De beskæftiger sig med alt fra klima, overbefolkning og demokrati til terrorisme, krig, ulighed og racisme, og de bliver en anderledes prisme at studere nogle af verdens afgørende udfordringer og konflikter igennem.

En tragisk skikkelse

Lad mig komme med et eksempel: Thanos er titanen, der i de to seneste Avengers-film, Avengers: Infinity War (2018) og Avengers: Endgame (2019), forsøger at udrydde halvdelen af alt liv i hele universet.

Han er gal, javist, men han er ikke ond. Han tror fuldt og fast på, at hvis ikke han gennemfører sin plan, vil hele verdener og planeter uddø som følge af overbefolkning. Som han på et tidspunkt i den første af filmene siger til sin datter, Gamora:

»Universet er begrænset, dets ressourcer begrænsede. Hvis ikke livet holdes i skak, vil livet ophøre med at eksistere. Der er behov for korrektion.«

Thanos er selv vokset op på en fjern planet, Titan, hvor der ikke var mad nok til at brødføde alle. Det endte med at blive hans folks undergang. Og det overbeviste ham om, at noget måtte gøres. Han er en tragisk skikkelse i MCU – parat til at ofre sig selv og alt, hvad han har kært, for at redde os alle fra undergang. 

Således er hans elskede adoptivdatter, Gamora, den ene, der må dø af hensyn til de mange, og han dræber hende selv, da han skal have fat i en af de seks såkaldte evighedssten. Når stenene er samlet, vil de gøre ham i stand til udrydde halvdelen af alt liv i alle kendte og ukendte galakser ved blot at knipse med sine fingre.

Og det er dette knips – the snap – som superheltegruppen Avengers desperat og uden held forsøger at stoppe i Infinity War, men så med større held slås for at omgøre i Endgame, der foregår fem år efter knipset. Superheltene finder simpelthen frem til en måde at bringe alt det forsvundne liv tilbage til Jorden og resten af universet på.

Spraglet patchwork

At det ikke kun er heltene, men også skurke som Thanos, der får lov til at være komplekse figurer, er en af grundene til, at jeg holder så uendeligt meget af de indtil videre 23 Marvel-film.

Tilsammen udgør de den såkaldte Infinity Saga, og den vildtvoksende historie, som folkene bag har været i gang med at fortælle os siden 2008. Og det er netop kombinationen af det storladne og episke og personlige og individuelle – og i øvrigt ofte også meget humoristiske – der får MCU til at leve.

De mange film, som nu også har fået selskab af en række tv-serier, ikke mindst Wanda Vision og The Falcon and the Winter Soldier, hænger sammen på kryds og tværs og udgør et spraglet patchwork af begivenheder og figurer.

Marvels tegneserier og film er i familie med verdensbyggere som J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre og George Lucas’ Star Wars. De står på det samme fundament, bruger nogle af de samme arketypiske figurer og fortæller nogle af de samme eviggyldige historier om liv og død og kampen mellem godt og ondt – med plads til alverdens gråzoner.

Tilmed har MCU sin egen arkitekt, en hovedskaber, som holder fast i alle de røde tråde og sørger for, at spor, som lægges ud i én film, får betydning i den næste – eller om tre film og to tv-serier. Hans navn er Kevin Feige, og hvis man kan tale om MCU som ét sammenhængende værk – hvilket jeg mener, at man godt kan – så er han den store auteur. Ham vender jeg tilbage til lidt senere.

Politiske dimensioner

Når halvdelen af Jordens befolkning i slutningen af Avengers: Infinity War pludselig forsvinder – opløses i en sky af askelignende partikler – har det naturligvis konsekvenser for den verden og de mennesker, der lades tilbage. Det mærker man i Avengers: Endgame, hvor ikke kun de overlevende helte mindes deres faldne kammerater, men også helt almindelige mennesker skal lære at leve videre uden nære venner og familiemedlemmer.

Steve Rogers alias Captain America (Chris Evans), der selv har prøvet at vågne op i en verden, hvor alle dem, han kendte, var forsvundet, har for eksempel en terapigruppe for mennesker, som ikke ved, hvordan de skal få hverdagen til at fungere efter ’knipset’.

I det hele taget er voldsomme tab og vanskeligt sorgarbejde en betydelig del af Marvel-universet: Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) mister sin elskede Vision (Paul Bettany), og afsindig af sorg tager hun i tv-serien Wanda Vision en hel by som gidsel i et forsøg på med sine mægtige kræfter at genoplive Vision og leve et lykkeligt forstadsliv.

Og i den seneste af Marvel-serierne, The Falcon and the Winter Soldier, skal de to titelpersoner – spillet af Anthony Mackie og Sebastian Stan – der begge var gode venner af Captain America, finde ud af at leve i en verden, hvor han ikke længere eksisterer (det er en lang forklaring og har med tidsrejser at gøre). Og hovedskurken i serien er en ung kvinde, Karli Morgenthau (Erin Kellyman), der for nogle er en terrorist og for andre en frihedshelt.

Da knipset bliver omgjort i Avengers: Endgame, vender den forsvundne halvdel af Jordens befolkning tilbage til en verden, som efter fem år har lært at leve videre og ikke længere har plads til dem. De tilbagevendte må nu leve som statsløse i flygtningelejre i lande, som egentlig ikke vil have noget med dem at gøre.

Karli og hendes bevægelse kæmper for disse millioner fordrevne sjæle, som bare gerne vil have deres liv tilbage. Men hun gør det med alle tænkelige midler, også vold og drab, og pludselig får The Falcon and the Winter Soldier en politisk og moralsk dimension, som peger på alt fra flygtningespørgsmål og krigen i Irak til Israel-Palæstina-konflikten i den virkelige verden.

Splittelse blandt superheltene

Det MCU, der nu altså består af 23 spillefilm – med nummer 24 og 25 på premiereplanen i år – og en håndfuld tv-serier – en ny, Loki, begynder lige om lidt – blev sparket i gang med Jon Favreaus Iron Man (2008). Den handler om den geniale og lige vel smarte våbenfabrikant og playboy Tony Stark (Robert Downey Jr.), der efter næsten at være blevet slået ihjel af våben produceret af Stark Industries – og efter at have set al den død og ødelæggelse, hans våben forårsager – bliver genfødt som filantrop og superhelten Iron Man.

Starks udvikling som menneske og helt er en af de vigtigste i alle Marvel-filmene, fordi den handler om et individ, der bag de hurtige, ironiske bemærkninger til snart sagt alting slås med sin egen identitet, og hvad det vil sige at være en superhelt. Og det er noget, snart alle figurerne i MCU slås med.

I de to første Avengers-film – Marvel’s The Avengers (2012) og Avengers: Age of Ultron (2015) – er superheltegruppen skyld i, at både New York og et helt land, det fiktive Sokovia, bliver smadret i deres opgør med henholdsvis rumvæsener og en kunstig intelligens ved navn Ultron. Al den død og ødelæggelse, som superheltene efterlader sig, selvfølgelig uden at ville det, sætter sig spor hos Tony Stark/Iron Man. Han kan ikke leve med, at deres forsøg på at hjælpe koster liv.

Den amerikanske regering og det øvrige verdenssamfund er heller ikke glade for, at de magtfulde helte kan gøre, hvad de vil – at de udgør en supermagt uden for enhver kontrol – og det ender med, at Iron Man og Captain America i filmen Captain America: Civil War står på hver sin side af en konflikt om, hvem der skal kontrollere heltene og hvordan.

Tony Stark/Iron Man skriver gerne under på den såkaldte Sokovia-aftale, der giver verdenssamfundet magt til at sætte Avengers ind, når man finder, at det er en god idé. Steve Rogers/Captain America mener derimod, at det er en farlig vej at bevæge sig ad, idet der er en risiko for, at heltene kan blive misbrugt.

Det er en altid relevant form for diskussion og kritik af et samfunds magtudøvelse, der kun bliver mere spændende af at blive lagt i munden på superhelte, som alle gerne vil gøre det rigtige, men bare ikke er enige om, hvad det rigtige er.

Det handler i høj grad om, hvem de er som mennesker – og hvilken slags helte de gerne vil være. Den tidligere hemmelige agent og lejemorder Natasha Romanoff alias Black Widow (Scarlett Johansson) plages af minderne om en fortid, hvor hun slog ihjel på kommando, og det samme gør The Winter Soldier alias Bucky Barnes, der af russerne blev hjernevasket til at være en lydig dræber med superkræfter, men som nu er blevet afprogrammeret uden dog at kunne glemme sine ofre.

En god idé

Iron Man blev godt modtaget af både fans og kritikere og solgte billetter for mere end en halv milliard dollar, og nu var MCU – som dengang endnu blot var en vidtløftig idé – et skridt tættere på at blive realiseret. Den egentlige mand bag MCU var – og er – 47-årige Kevin Feige, der i 2000 blev ansat hos Marvel som producer og viste sig at være en gigantisk fan af de tegneserier, som Marvels film tager udgangspunkt i.

I begyndelsen af 1960’erne bragte forfatteren og redaktøren Stan Lee og tegneren Jack Kirby, to af de vigtigste skikkelser overhovedet, når det kommer til Marvels superheltetegneserier, en række af tegneserieforlagets mest populære superhelte sammen i samme blad: The Avengers.

De havde nemlig opdaget, at læserne var vilde med, når heltene medvirkede i hinandens historier, og siden da opbyggede Marvel – ligesom hovedkonkurrenten DC, dem med Superman og Batman – et samlet univers for alle sine helte og skurke, der både havde egne blade og optrådte sammen. Den idé lod Feige, der i 2007 blev udpeget til produktionschef hos det i dag Disney-ejede Marvel Studios, sig inspirere af: Biografgængere ville elske at se heltene på det store lærred i egne og hinandens film. Og i dag, 13 år, 23 film og en række tv-serier senere, må man sige, at det var godt tænkt af ham.

Det er selvfølgelig ikke Feige selv, der skriver og instruerer filmene – det har han folk til. Men skal man tro de folk – de mange forskellige instruktører og manuskriptforfattere på Marvel-filmene – så er han konstant nærværende på en god og konstruktiv måde.

Fra begyndelsen har Feige og hans højre hænder understreget over for alle de kreative mennesker, de arbejder sammen med, at der er tale om et samlet univers og en samlet historie, og der er elementer, figurer og hændelser, som skal gå igen. Samtidig har de givet dem spillerum nok til at sætte deres eget præg på film og serier.

Det betyder, at der er blevet plads til så forskellige filmskabere som blandt mange andre Kenneth Branagh, der bedst er kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer, Taika Waititi, som ellers laver skæve komedier, og Russo-brødrene, der begyndte karriere bag kameraet på den popkultur-referencemættede komedieserie Community. 

Ingen af dem var tidligere kendt for at lave blockbustere, men kombination af bredt og smalt – af effektbåren action, karakterdrevne historier og et vidst vid – har vist sig at være en opskrift på succes. Filmene varierer i tone og stil – også når de handler om samme figurer – men alle passer de perfekt ind i det store og tilsyneladende uendelige puslespil, som bliver lagt af Feige og Co.

Superkræfter medfører ansvar

Fordi der er plads til forskellige stemmer og dagsordener i MCU, kunne Anna Boden og Ryan Fleck, der har lavet dramaer som Half Nelson og Sugar, for eksempel dyrke et feministisk aspekt af superheltegenren i Captain Marvel (2019) med Brie Larson i titelrollen som en af de sejeste Marvel-superhelte overhovedet.

Og Ryan Coogler, der brød igennem med Fruitvale Station, om politiets nedskydning af en ung, sort mand, kunne med Black Panther (2018) give sorte biografgængere et superhelteidol at spejle sig i. Så stort var behovet for og glæden over Black Panther – og den stolthed over at være sort, som filmen fejrede – at den blev en af Marvels mest indtjenende overhovedet med et billetsalg på 1,3 milliarder dollar.

I år er der kommet endnu flere farver på Marvels i forvejen mangfoldige palet med tv-serierne Wanda Vision, der parodierede forskellige årtiers sitcom-stil, mens den rørende fortalte om tab og sorg, og The Falcon and the Winter Soldier, som både diskuterer flygtningekrise og lader en superhelt ansøge forgæves om et lån i banken.

Det kan lyde banalt, men kombinationen af det jordnære og det storpolitiske – og kampen for at redde verden og universet – er ikke kun med til at gøre Marvels film og tv-serier så dynamiske; det er en grundlæggende filosofi for de tegneserier, MCU bygger på.

Lidt forenklet kan man sige, at hvor konkurrenten DC’s tegneserier og film handler om guder, der forsøger at opføre sig menneskeligt, så handler Marvels historier om det, der er lige uden for vores vinduer – om mennesker, der får gudelignende kræfter og skal lære at tackle dem og det enorme ansvar, som følger med.

Det handler ikke sjældent om liv og død, og som det bliver sagt i tegneserierne og filmene om Spider-Man – bag masken en teenager ved navn Peter Parker, der har fået edderkoppelignende superstyrke: »Med store kræfter følger stort ansvar.«

En rem af huden

Og så er vi tilbage ved figurerne i Marvel-universet (og de fremragende skuespillere, der har gjort rollerne til deres egne). De udgør grundelementerne i den verden, der er blevet bygget op. Var man ikke interesseret i Tony Stark/Iron Man, Steve Rogers/Captain America, Natasha Romanoff/Black Widow, Thor, Bruce Banner/Hulk, Wanda Maximoff, Vision, kong T’Chala/Black Panther, og hvad der sker med dem, ville man heller ikke være interesseret i filmene. Der ville ikke være noget på spil, og MCU ville ikke kunne få publikum til at grine, gyse og græde.

Afslutningen på Avengers: Endgame, hvor Steve Rogers får muligheden for at leve sit liv forfra på en anden måde, og hvor Tony Stark i skikkelse af Iron Man ofrer sit liv for at redde menneskeheden og sine superheltevenner, er noget af det følelsesmæssigt stærkeste, jeg længe har set på film. Og det skyldes ikke mindst, at jeg har lært medlemmerne af Avengers at kende i løbet af de mange timer, jeg i biografen har tilbragt i selskab med dem.

Jeg ved, hvad det er for mennesker – og superhelte – hvordan de tænker, og hvad de føler. De har alle en rem af huden, et eller andet, de slås med – det være sig kærlighed, forældrerollen, deres superkræfter og det medfølgende ansvar, en følelse af utilstrækkelighed og skam, sorg, eksistentiel og fysisk smerte, ensomhed med mere – og det gør dem kun endnu mere fejlbarlige og elskelige, endnu mere menneskelige.

Et monumentalt værk

Jeg har set alle 23 MCU-film flere gange, og selv om der da er enkelte smuttere imellem, udgør de et monumentalt værk, som vil mere end ’blot’ underholde. Det vil blandt andet diskutere overbefolkning og radikale løsninger som Thanos’, der også diskuteres i den virkelige verden, ikke mindst under den igangværende pandemi: Hvor meget er et menneskeliv værd? Og hvem vil overhovedet lave det regnestykke og tage ansvaret for at implementere det politisk og samfundsmæssigt?

Det er beundringsværdigt, at film og serier, der henvender sig til det bredest tænkelige publikum, tør tage så tunge emner op, og det giver samtidig også MCU en vægt og en betydning, som ikke må undervurderes.

Det er for nemt at affærdige Marvel-filmene som rene rutsjebaneture – som Martin Scorsese altså har gjort – selv om det bestemt også er en del af deres dna. Dertil er filmene for godt og begavet skruet sammen, og den røde tråd, der løber igennem dem alle – den store historie, som Kevin Feige insisterer på at fortælle – alt for spændende og vedkommende. Alle effekterne og det farvestrålende univers får os til at se med, men det er de individuelle figurer og samspillet imellem dem, der får os til at blive.

Det, Disney og Marvel har formået med MCU, er et eksempel til efterfølgelse, men det kræver et menneske med en vision, en auteur, som man er villig til at give midlerne, tiden og ikke mindst friheden til at skubbe visionen i gang og følge den til ende.

’Loki’ har premiere på Disney+ onsdag den 9. juni. ’Black Widow’ rammer både Disney+ og danske biografer den 9. juli. Alle øvrige Marvel- film og -serier kan blandt andet ses på Disney+.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for den spændende introduktion, eller rettere, kærlighedserklæring, til Marvel Universet.

Jeg savnede en liste over film og TV serier, da det for en nybegynder kan være temmelig uoverskueligt at kaste sig ind i fortællingerne, så her et link til Rotten Tomatoes liste efter årstal:

https://www.rottentomatoes.com/franchise/marvel_cinematic_universe

Mikael Velschow-Rasmussen, Gitte Loeyche, Susanne Kaspersen, Jacob Nielsen, Jens Skov og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Akkeja, det blev for voldsomt for mig med al den indviklethed imellem filmene og volden i alle filmene.
Jeg gik i stå ved Guardians of the Galaxy (1 og 2) som ikke er viklet ind i de andre,
men hvor musikken derimod ledsager voldsomhederne på en for mig mere appetitlig måde.

Mikael Velschow-Rasmussen

Disclaimner:
Jeg føler mig normalt godt underholdt og oplyst af Christian Monggårds artikler i Information.
Jeg antager derfor, at han godt kan tåle et lettere surt opstød fra min side her nedenfor :)

*****

Jeg må tilstå, at jeg bli'r en smule skuffet, når en artikel, der vil introducere mig til en hel række film, der efter sigende skulle hænge mer' eller mindre sammen, og handle om noget mer' eller mindre filosofisk og eksistentielt større, ikke starter med en kronologisk liste over disse film ....

Så stor tak til Eva for link til 'Rotten Tomatoes' !

Man bemærker i øvrigt, at der på 'Rotten Tomatoes' listen er 40 film, og ikke 23 film som Christian nævner ovenfor. Og man må så selv prøve at gætte, hvilke film der er med på Christians liste og ikke på 'R-T' listen.

Den næste skuffelse er Christians påstand om, at der ikke kun er kommercielle interesser på spil men også større kunstneriske udfoldelser ... jeg mener 'come on' ...
Eksempel - Man udrydder halvdelen af heltene i en film, jeg ikke har set, hvorefter de så blot opstår igen i næste film, jeg heller ikke har set.
Mage til mangel på historiefortællingsmæssig konsekvens skal man da lede længe efter !
Og jeg kan da også huske, at det første jeg tænkte efter Infinity Wars fremkomst var; ja, ja, lad os nu se, de er jo nok med igen i næste film.

Det lader til, at Hollywood fuldstændig har mistet evnen til at kreere nye figurer og nye historier, og man da derfor ikke bare sådan lige kan lade eksisterende dollarindtjenende figurer gå i graven.

Kultur og kreativitet min bare !

Jeg forstår heller ikke hvorfor man kalder det for en sammenhængende 'Franchise' ?
Jeg har fx set Guardians of the Galaxy (2014) og Thor (2011), og disse 2 film har da ikke det fjerneste med hinanden at gøre, hverken på et narrativt, kronolgisk eller karakter-plan. Det er derfor i min optik fejlagtigt, at sammenligne Marvel universet med fx Ringen, Harry P eller Star Wars, hvor der trods alt er et forsøg på en sammenhængende kronologi og historie.

Jeg havde håbet, at artiklen havde givet mig et eller andet i forhold til filmenes forsøg på, at sige noget intelligent filosofisk, kulturelt, historisk eller eksistentielt.
Men man lades mest af alt tilbage med en følelse af, at det hele kun drejer sig om at lave så mange film som muligt, og tjene så mange penge som muligt.

Måske er det bare mig der er blevet en gammel gnaven mand, men jeg kan ved sødgrød ikke forstå, hvorfor unge mennesker føler sig underholdt af det indholdsløse bras de fleste af disse film repræsenterer ? De 2 film jeg nævner ovenfor er i mine øjne de 2 primære undtagelser for dette, udaf de 7 film jeg har set.
Hvor GOTG1 er decideret underholdende og humoristisk og med god musik i forhold til fx GOTG2, der er noget af det værste bras, jeg nogensinde har set.
Måske er det i virkeligheden et udtryk for, at vi nærmer os Romernes brød og Cirkus, hvor der heller ikke var nogen som helst substans, og hvor dette blot var magtens forsøg på at holde masserne adspredt, imens det i virkeligheden blot var et forvarsel om civilisationens nært forestående sammenbrud.

Marvel universet minder mig mest af alt om amerikansk wrestling, der vel er det primære kulturudtryk for samfundets forfald, i al dets smagløse og indstuderede 'good versus evil' pladder.

*****

Efter dette lettere sure opstød regner jeg stadig med, at Hr. Monggård fremadrettet vil berige min kulturhorisont :)

Mvh
Mikael :)

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar