Essay
Læsetid: 14 min.

Marvels superhelteværk er et kulturelt fyrtårn fyldt med allegorier, samfundskritik og etik

Selvfølgelig er Marvels mange superheltefilm og -serier skamløst kommerciel underholdning. Men de udgør også en sammenhængende mytologi og en anderledes prisme at betragte verden igennem. Informations filmredaktør har grinet, gyset og grædt sig igennem de 23 første film – igen – og forklarer her det monumentale værk forfra

Collage af Katrine Bælum baseret på foto fra Marvel Studios.

Katrine Bælum/ Marvel Studios/ Ritzau Scanpix

Kultur
4. juni 2021

For et par år siden vakte den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese opsigt ved at sige, at Marvels superheltefilm ikke var rigtige film, fordi der intet var på spil i dem. Det var en holdning, der ivrigt blev diskuteret og vakte mishag hos alle Marvel-fans, men som også fandt yndest hos de mange mennesker, der havde fået nok af den bølge af superheltefilm, som er skyllet ind over verden gennem de seneste 10-15 år. For dem – og altså Scorsese – er superheltefilmene kulørt underholdning og intet andet.

Hvor meget jeg end holder af Scorsese, så er jeg lodret uenig. Marvel-filmene – eller Marvel Cinematic Universe (MCU) – er et af vor tids kulturelle fyrtårne. Det er eviggyldige heltefortællinger af mytologisk, næsten bibelsk, tilsnit. De låner fra alle mulige andre mytologier og religioner, sagn og eventyr, og med udgangspunkt i de tegneserier, der ligger til grund for filmene, har de opbygget deres helt eget univers – deres helt egen kosmologi – med guder og helte og dæmoner og skurke og lys og mørke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Tak for den spændende introduktion, eller rettere, kærlighedserklæring, til Marvel Universet.

Jeg savnede en liste over film og TV serier, da det for en nybegynder kan være temmelig uoverskueligt at kaste sig ind i fortællingerne, så her et link til Rotten Tomatoes liste efter årstal:

https://www.rottentomatoes.com/franchise/marvel_cinematic_universe

Mikael Velschow-Rasmussen, Gitte Loeyche, Susanne Kaspersen, Jacob Nielsen, Jens Skov og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Akkeja, det blev for voldsomt for mig med al den indviklethed imellem filmene og volden i alle filmene.
Jeg gik i stå ved Guardians of the Galaxy (1 og 2) som ikke er viklet ind i de andre,
men hvor musikken derimod ledsager voldsomhederne på en for mig mere appetitlig måde.

Mikael Velschow-Rasmussen

Disclaimner:
Jeg føler mig normalt godt underholdt og oplyst af Christian Monggårds artikler i Information.
Jeg antager derfor, at han godt kan tåle et lettere surt opstød fra min side her nedenfor :)

*****

Jeg må tilstå, at jeg bli'r en smule skuffet, når en artikel, der vil introducere mig til en hel række film, der efter sigende skulle hænge mer' eller mindre sammen, og handle om noget mer' eller mindre filosofisk og eksistentielt større, ikke starter med en kronologisk liste over disse film ....

Så stor tak til Eva for link til 'Rotten Tomatoes' !

Man bemærker i øvrigt, at der på 'Rotten Tomatoes' listen er 40 film, og ikke 23 film som Christian nævner ovenfor. Og man må så selv prøve at gætte, hvilke film der er med på Christians liste og ikke på 'R-T' listen.

Den næste skuffelse er Christians påstand om, at der ikke kun er kommercielle interesser på spil men også større kunstneriske udfoldelser ... jeg mener 'come on' ...
Eksempel - Man udrydder halvdelen af heltene i en film, jeg ikke har set, hvorefter de så blot opstår igen i næste film, jeg heller ikke har set.
Mage til mangel på historiefortællingsmæssig konsekvens skal man da lede længe efter !
Og jeg kan da også huske, at det første jeg tænkte efter Infinity Wars fremkomst var; ja, ja, lad os nu se, de er jo nok med igen i næste film.

Det lader til, at Hollywood fuldstændig har mistet evnen til at kreere nye figurer og nye historier, og man da derfor ikke bare sådan lige kan lade eksisterende dollarindtjenende figurer gå i graven.

Kultur og kreativitet min bare !

Jeg forstår heller ikke hvorfor man kalder det for en sammenhængende 'Franchise' ?
Jeg har fx set Guardians of the Galaxy (2014) og Thor (2011), og disse 2 film har da ikke det fjerneste med hinanden at gøre, hverken på et narrativt, kronolgisk eller karakter-plan. Det er derfor i min optik fejlagtigt, at sammenligne Marvel universet med fx Ringen, Harry P eller Star Wars, hvor der trods alt er et forsøg på en sammenhængende kronologi og historie.

Jeg havde håbet, at artiklen havde givet mig et eller andet i forhold til filmenes forsøg på, at sige noget intelligent filosofisk, kulturelt, historisk eller eksistentielt.
Men man lades mest af alt tilbage med en følelse af, at det hele kun drejer sig om at lave så mange film som muligt, og tjene så mange penge som muligt.

Måske er det bare mig der er blevet en gammel gnaven mand, men jeg kan ved sødgrød ikke forstå, hvorfor unge mennesker føler sig underholdt af det indholdsløse bras de fleste af disse film repræsenterer ? De 2 film jeg nævner ovenfor er i mine øjne de 2 primære undtagelser for dette, udaf de 7 film jeg har set.
Hvor GOTG1 er decideret underholdende og humoristisk og med god musik i forhold til fx GOTG2, der er noget af det værste bras, jeg nogensinde har set.
Måske er det i virkeligheden et udtryk for, at vi nærmer os Romernes brød og Cirkus, hvor der heller ikke var nogen som helst substans, og hvor dette blot var magtens forsøg på at holde masserne adspredt, imens det i virkeligheden blot var et forvarsel om civilisationens nært forestående sammenbrud.

Marvel universet minder mig mest af alt om amerikansk wrestling, der vel er det primære kulturudtryk for samfundets forfald, i al dets smagløse og indstuderede 'good versus evil' pladder.

*****

Efter dette lettere sure opstød regner jeg stadig med, at Hr. Monggård fremadrettet vil berige min kulturhorisont :)

Mvh
Mikael :)

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar