Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.
Vi kalder det Ugen på kulturgangen.
Dokumentaren, der ikke vil dø
Kan I huske farcen om TV 2’s dokumentar om #MeToo på arbejdspladser? Den, der blev skrottet i januar, fordi det ifølge daværende nyhedschef Jacob Kwon i researchfasen kom frem, at den handlede alt for meget om TV 2.
Først kritiserede en lang række TV 2-ansatte beslutningen, og så gik Kwon i Presselogen og sagde, at han håbede, at andre medier ville bringe historierne frem. Siden fortalte Politiken, at nu havde de sammen med Impact TV overtaget researchen, men efter nogle måneder meddelte chefredaktør Christian Jensen, at også de havde droppet projektet.
NU tyder det på, at historierne alligevel kommer for en dag. Mediawatch beretter, at Impact gør dokumentaren færdig, og at den får premiere til efteråret på noget så eksotisk som DK4 og Discovery+. Vi glæder os.
Rasmus Elmelund
Sektionsinddelte sommerdage i Roskilde
Roskilde Festival kunne i denne uge præsentere substitutten for Nordeuropas største festival: Otte dage med hvert sit program fordelt over to forlængede weekender. Konceptet, der skal udspille sig under coronavenlige rammer i et hjørne af festivalpladsen, er døbt Summer Days.
De store menneskehorder tæt klemt sammen er skiftet ud med en plads inddelt i sektioner, mens store internationale navne som Kendrick Lamar og The Strokes bytter plads med overvejende danske kunstnere som Iceage, Suspekt og Branco. Det bliver interessant at se, om stemningen kan løftes trods behørig afstand, eller om man bare skulle have anmeldt sommerdagene som en demonstration, klædt sig i gult og blåt og placeret festivalen foran Brøndby Stadion.
Emil Høj
Koreografs død efterforskes

Det forlyder ifølge BBC, at Liam Scarlett døde på Ipswich Hospital på grund af hjertestop efter et hængningsforsøg.
Nu forlyder det så ifølge BBC, at retten Suffolk Coroner’s Court har meddelt, at Liam Scarlett døde på Ipswich Hospital på grund af hjertestop »following an attempted hanging«, altså efter et hængningsforsøg.
Retten indleder en undersøgelse, og resultatet af ligsynet meddeles den 11. november 2021. Den ulykkelige sag er ikke blevet yderligere kommenteret af Det Kongelige Teater.
Hvorfor det overhovedet var nødvendigt for Det Kongelige Teaters chef Kasper Holten at offentliggøre aflysningen af en forestilling, som ingen andre end teatrets personale vidste skulle på repertoiret, vides ikke.
Anne Middelboe Christensen
På med panamahatten: Cannes er tilbage
Sidste år måtte filmfestivalen i Cannes aflyses på grund af corona, og filmredaktøren blev ramt af en akut omgang melankoli. I år tyder alt dog på, at den bliver afholdt, blot er den flyttet fra maj til juli. Det er allerede blevet annonceret, at Cannes i år åbner med Leos Carax’ nye film, musicalen Annette, der har Marion Cotillard og Adam Driver i hovedrollerne og musik af Sparks, og at Wes Andersons The French Dispatch er med i hovedkonkurrencen.
Torsdag løftede kunstnerisk leder Thierry Frémaux så sløret for det øvrige program, der omfatter en lang række debutanter og veteraner fra hele verden: Andrea Arnold, Tom McCarthy, François Ozon, Nanni Moretti, Asghar Farhadi, Julia Ducournau, Sean Baker, Kirill Serebrennikov, Jacques Audiard, Emmanuelle Bercot, Catherine Corsini, Joachim Trier, Ryusuke Hamaguchi, Mia Hansen-Løve, Paul Verhoeven. Det kan kun blive stort. Den forventningsfulde filmredaktør er færdigvaccineret og har bestilt hotel og købt en panamahat.
Christian Monggaard
På museum med slavehandlerstatuerne
Bristols borgmester, Martin Rees, kaldte det for »historisk poesi«, da Black Lives Matter-demonstranter den 7. juni sidste år vippede statuen af slavehandleren Edward Colston (1836-1721) af sin sokkel og smed den i havnen.
I et års tid inden da havde man diskuteret ordlyden af en plade, der skulle sættes på soklen, hvoraf det skulle fremgå, at Colston ikke bare var ansvarlig for velgørenhed og vækst, men også for virkelig mange menneskers lidelse og død. Men inden man blev enige, fik statuen altså en gang rød maling, røg i havnen, blev hevet op og gemt væk.

Sidste sommer vippede demonstranter statuen af slavehandleren Edward Colston (1836-1721) af sin sokkel og smed den i havnen i Bristol. Nu kommer den moderat rematerialiserede slavehandlerstatue på museum.
Nu kommer den moderat rematerialiserede slavehandlerstatue på museum (hvor den hører hjemme) som midtpunkt i en særudstilling på det lokalhistoriske museum M Shed, skriver The Guardian. I den forbindelse kan man svare på et spørgeskema om, hvad der fremover skal gøres af den. Både udstilling og spørgeskema kommer til at findes i en onlineversion.
Lone Nikolajsen
Eleverne på Filmhøjskolen har fået nok
For nylig kunne vi her i avisen fortælle om en konflikt mellem nuværende og tidligere elever på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og højskolens bestyrelse. Det drejer sig om en nu afskediget lærers krænkende adfærd over for flere elever og er indtil videre resulteret i forstander Ellen Riis’ afgang.
Eleverne mener dog, at bestyrelsen har holdt hånden over krænkeren, og for to uger siden offentliggjorde de et brev, hvori de krævede en undskyldning, og at bestyrelsen erkendte sin dårlige håndtering af sagen. Ingen af delene er sket, og derfor erklærer eleverne nu i et nyt brev deres mistillid til bestyrelsen og kræver dens afgang.
»Hvordan skulle de kunne løse problemerne, når de gang på gang demonstrerer deres indifference, når de ikke engang kan anerkende deres egen rolle og ansvar, og når de nægter at undskylde for, at elever er blevet krænket på deres vagt?« skriver de og indkalder samtidig til stormøde på søndag, hvor de vil have diskuteret sagen.
Christian Monggaard
Ugen på kulturgangen
Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.
Seneste artikler
Kunstig intelligens skal hjælpe med at skabe »the final Beatles record«
16. juni 2023Venstreorienteret litteraturkanon i Norge, nye anklager mod Harvey Weinstein, og USA vil igen være med til at bestemme over verdenskulturarvenSwifties med koncert-hukommelsestab, ’Barbie’ skabte pinkmangel og farvel til bossa-stemmen
9. juni 2023Kvinden, der gjorde bossanovaen verdensberømt, er død, Barbie-filmen brugte så meget pink maling, at det skabte mangel på verdensplan, og British Museum dropper BP-samarbejde efter klimaprotestGuldalderøl, en konservativ Nick Cave og kulturministeren overraskede os i denne uge
2. juni 2023Guldaldermalerne viser sig at have været endnu danskere, end vi havde forestillet os, og det medieforlig, vi var begyndt at forestille os aldrig ville komme, er på vej