Feature
Læsetid: 10 min.

Musikere hylder Joni Mitchell: Så meget har hun betydet for os

Den canadiske sangskrivers ’Blue’ fylder 50 år: Her fortæller James Taylor, Carole King, Martha Wainwright, David Crosby og andre musikerkolleger, hvordan det legendariske album har inspireret dem – og vælger deres eget yndlingsnummer
»’Blues’ store bedrift ligger i minimalismen. Den skabes af hendes stemme, melodier og personlighed. Albummet er Joni,« siger ekskæreste og musiker James Taylor.

»’Blues’ store bedrift ligger i minimalismen. Den skabes af hendes stemme, melodier og personlighed. Albummet er Joni,« siger ekskæreste og musiker James Taylor.

Shutterstock

Kultur
28. juni 2021

Kærlighed, brud, frihed, nyt liv og håb er blot noget af det, Joni Mitchells Blue indeholder. I anledning af pladens 50-årsjubilæum fremhæver en række musikere her deres yndlingsnummer og fortæller, hvad de elsker ved det, og hvordan det har inspireret dem.

Martha Wainwright: »All I Want«

Joni kom frem i en tid med utroligt få kvindelige sangskrivere. De blev marginaliseret eller var helt omgivet af mænd. Men det satte hun sig ud over og det lod hun sig aldrig definere af. Hendes sange fortæller hendes egen historie – og hun er tilfældigvis en kvinde. »All I Want« er utrolig svær at synge, fordi melodien bevæger sig ud over det hele. Det er en meget smuk sang om en idyllisk kærlighed, der går i stykker. I am on a loney road and I am travelling, travelling, travelling. Der er så megen tristhed omkring hendes forhold, men der er samtidig en så stor frigørelse i bruddene.

Som hun selv synger: »I won’t let you destroy or hurt me. I will triumph in the end with my songwriting and my freedom.« Jeg mødte hende for fire eller fem år siden ved et privat selskab. Jeg husker, hvordan hun holdt hof for os alle – som en strålende dronning.

 

Fran Healy, Travis: »My Old Man«

Klaveret på »My Old Man« er som solskin, der bryder gennem løv, og hver eneste strofe rummer en perfekt iagttagelse. »My old mand, he’s a singer in the park, he’s a walker in the rain, a dancer in the dark.« Og så kommer: »But when he’s gone, me and those lonesome blues collide, the bed’s too big, the frying pan’s too wide.« Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg prøver at leve mig ind i, hvordan det må føles at være den person, som den sang er henvendt til og skrevet for. At høre på den tekst, når man har slået op, må være noget af det mest hjerteskærende, jeg kan tænke mig.

Alle de tråde, hun binder sammen på albummet, handler om hendes egne erfaringer om det, der er sket, om det, hun ønskede, skulle ske – om eftertanke, forhåbninger og hvordan man kommer videre med sit liv. Jeg har aldrig hørt noget så hudløst ærligt. Det er det perfekte album. Og derfor er det også blevet stående. 

 

Birdy: »Little Green«

»Little Green« handler om den datter Joni valgte at bortadoptere, da hun var en ludfattig folkesanger i Toronto. Guitaren er så liflig og lys, at det næsten kun gør sangen endnu mere trist. Og selv om teksten er tilsløret, repræsenterer Little Green også nyt liv og håb. Efter alt hvad hun har været igennem, ønsker hun bare, at barnet skal blive lykkeligt. Hun var så ung. At måtte gå alt det igennem og udholde smerten ved også at skrive en sang for at bearbejde det hele, viser bare, hvor stærk en person hun er.

 

KT Tunstall: »Carey«

Jeg købte Blue, da jeg var 17 eller 18, og spillede cd’en så meget, at den blev slidt op. Hun er en af de helt store guitarister, og det overser mange, fordi hendes sangtekster og vokaltalent er så uovertrufne. »Carey«, som er inspireret af en rødhåret kok, hun mødte på Kreta – Cary Raditz, hvis køkken eksploderede – tager fat i kraven på dig og trækker dig ind i et andet univers. Jeg kan selv spejle mig i det, fordi hun synger: »I miss my clean white linen and my fancy French cologne ...« Sådan er mit liv, og sådan har hendes garanteret også været: altid på farten med en flok fyre i en bus med stærke kropsdufte. Hun opførte sig på mange måder som mange fyre, der er på koncertturné på vejene, hun ville bare nyde livet og ikke binde sig. Også hvis der kom ballade. Hun havde en form for vildskab i sig. En elskelig og blid person, der alligevel bare gjorde, hvad pokker hun ville. Det kan man høre i sangen »All I Want«: »I want to talk to you. I wanna shampoo you.« Det er bare skønt. Hvilken fyr kan dog modstå det?

 

Carole King: »Blue«

Da albummet kom i 1971, blev jeg blæst totalt bagover af Jonis åbne guitarafstemninger, uforudsigelige akkordskift og fantastiske vokalhug, der gjorde det muligt for hende at bevæge sig ubesværet fra varme, rige lave toner til klokkelignende høje toner og tilbage igen. Jeg elskede enkelheden i hendes rytmiske akkompagnement på klaver, guitar eller på dulcimer, hendes vandrette strengeinstrument. Så fik jeg sangteksterne ind i mit hoved. Det kunne være sindsoprivende at lytte til hendes smertefulde ærlige følelser. Som ung mor fandt jeg især »Blue« og »Little Green« bevægende, men pludselig brød hun så over i noget så ondt og sjovt som »California«. Albummet er en så perfekt sekventeret samling af inspirerede og helstøbte sange, at det er svært at udvælge en som favorit. Jeg vil bare sige til min sangskriversøster: »Tillykke, Joni, og tak.«

 

Josh Groban: »Blue«

Jeg har lyttet meget til Blue i den sidste tid, mens vi er ved at krabbe os ud af pandemien. De virkelige skrappe historiefortællere som Joni bliver bare ved med at fortælle historierne i vores tid. Vi gennemlever de samme erfaringer og følelser. Det er bare detaljerne, der kan variere. Albummet er perfekt i sine 36 minutter, fuld af uventede vendinger. Hendes klaverspil er så utrolig opfindsomt og eventyrlystent. Der er en ægte ’jeg-har-intet-at-miste’-kvalitet over den måde, hun var på dengang. »Blue« er i sig selv en ekstraordinær sang. Uanset om man er i et forhold, går i stykker eller bare har stået et generelt hårdt nedlukningsår igennem, kan vi alle se os spejlet på lidt tættere hold og spørge: »Hvad er jeg, og hvem er jeg uden denne person«? »Blue« er en rejse til det, men hun skriver også sange om, hvordan det er at være i den anden persons position – og om at træffe de forkerte valg. Det album er et absolut mesterværk.

 

James Taylor: »California«

Joni havde stor succes med sin musik. Hun havde et hus og en bil og ville nyde livet og se verden. Efter et år eller tos rundrejse i Europa med sin bærbare dulcimer kom hun tilbage med masser af sange og ideer. Vi bevægede os i de samme kredse og endte med at komme sammen. Jeg siger ikke, at jeg var clean, men min daværende afhængighed af heroin var ikke så stærk endnu. Det var en rolig, en fredelig og en fantastisk, kreativ tid. Hun var holdt op med at ryge, og hendes stemme var fremragende. Hun var på toppen. For mig føltes det naturligt og oplagt at spille med på albummet. Der var meget få mennesker til stede under indspilningerne. Blues store bedrift ligger i minimalismen. Den skabes af hendes stemme, melodier og personlighed. Albummet er Joni. »California«, som hun skrev i Paris, er en sang om at komme hjem. Efter en rejse får ens hjem en anden kontekst i verden, og det indfanger »California«. Den er indtagende, personlig og ægte. Da jeg inviterede hende med for at møde min familie i North Carolina, og vi var mellemlandet, sagde hun pludselig, at hun blev nødt til at tage tilbage til Californien og efterlod mig bare i lufthavnen – ved alteret så at sige. Måske havde hun en forudanelse af, hvor selvdestruktiv jeg skulle blive i de næste 15 år og ville ikke binde sig. Hun er så gennemført ægte og alt har hun opfundet helt selv. At jeg har fået lov at kende hende, er en af de bedste ting i mit liv.

 

Green Gartside, Scritti Politti: »This Flight Tonight«

Blue er smukkere og mere sofistikeret end nogen anden plade fra den tid. Der er ikke et sekund, der klinger falsk. Som en fyrværkeriraket steg hun til vejrs, tog fart og transcenderede sine gamle inspirationskilder som Judy Collins og Joan Baez. Der er de her melismatiske vokalforløb (når hver stavelse i en sang synges med flere toner, red.), hvor hun synger stavelser hen over ekstraordinært tvistede toner. Det er hverken folkemusik, jazz eller pop, og jeg synes, de hører til de mest utrolige ting, den menneskelige stemme nogensinde har præsteret. Jeg elsker Sneaky Pete Kleinows steelguitar på den her sang, og Jonis rastløse udforskning af guitarens stemning skaber en mild dissonans som en slags foruroligende element. Da jeg var teenager, fremkaldte den her musik komplekse og tvetydige kuldegysninger i mig.

 

Graham Nash: »River«

Jeg mødte Joni i 1967, da jeg var med i Hollies, og vi spillede Ottawa. Senere fløj jeg fra London for at være sammen med hende i nogle dage i Los Angeles. Da jeg kom, kunne jeg høre stemmer i huset. Det var David Crosby og Stephen Stills, der spiste middag med hende. The Byrds havde smidt David ud, og Stephens band, Buffalo Springfield, kiggede også forbi. Vi røg en ordentlig koger, og Stephen spillede den her fantastiske sang, »You Don’t Have to Cry«, med David og mig selv, der sang harmonier. Så Joni var vidne til ​​Crosby, Stills og Nashs fødsel.

Vi dannede par i to år – og jeg så hende skrive mange af sangene på Blue. Hun afsluttede først albummet, efter at vi var gået hver til sit. »River« gjorde mig trist til mode, fordi den skildrer afslutningen på vores forhold, men også opstemt, fordi det var sådan en smuk sang, og hun havde modet til at blotte sin sjæl. Vi var meget forelskede. Jeg satte vores forhold meget højt.

Jeg husker, da jeg flyttede fra vores hus for at give hende rum til at færdiggøre »My Old Man«. Jeg er ked af, at også den sang skulle handle om mig, men den er jo samtidig så strålende. Som hun får antydet i sangen, friede jeg jo til hende – jeg tror, ​​hun forestillede sig, at jeg ønskede mig en ’kone’, der kunne lave mad og den slags, hvilket aldrig var min hensigt. Jeg ville have hende til at være så fri som muligt, være så strålende som muligt. Hun er en fantastisk kvinde. Jeg er stolt over at have været en del af hendes liv. Om 100 år vil folk huske Beatles, Bob Dylan og Joni.

 

David Crosby: »A Case of You«

Joni gik ud med mig og med Graham Nash, James Taylor, Jackson Browne og Leonard Cohen. Hun var spændende og turbulent og sjov, og vi elskede hende alle sammen – alligevel tror jeg ikke, jeg nogensinde så hende rigtig glad. Hun havde haft polio som barn, været igennem ægteskabet med Chuck Mitchell og havde mistet et barn – musikken var hendes måde at bearbejde alle disse trængsler på. Det kunne være anstrengende at være omkring hende, fordi hun kunne få dig til at bryde ud i latter og bryde ud i gråd inden for samme halve time. Men sådan er hendes musik jo også, for det er sådan, hun er.

Bob Dylan er en lige så god digter som Joni, men ikke nær så god en musiker. Paul Simon og James Taylor har lavet fantastiske ting, men for mig er Blue det bedste singer-songwriteralbum. At vælge en sang fra den er som at skulle vælge mellem sine børn. Kan man forestille sig en bedre sang end »A Case of You«? Hun var så strålende som sangskriver, at det næsten knuste mig. Men hun giver os alle noget at stræbe efter.

 

Kim Wilde: »A Case of You«

Som en 11-årig, der aldrig havde smagt en dråbe alkohol, blev jeg totalt beruset af »A Case of You«. Jeg var helt væk. Jonis musik og melankolske stemme lejrede sig dybt inde i mit hjerte, og teksterne fremkaldte magiske billeder i mit sind. I en periode skrev jeg endeløse tekster på notesblokke inspireret af hende, men det tog flere år for mig at finde selvtillid nok til, at jeg kunne udvikle min egen sangskrivning. Et af de smukkeste øjeblikke i mit liv var, da vores musikersøn Harry købte en masse gamle Joni-vinyler. Jeg kunne høre hendes stemme svæve ned til os fra hans soveværelse og betage ham, som den betog mig så mange år tidligere.

 

Holly Macve: »The Last Time I Saw Richard«

Jeg var 18 år og lige flyttet ind i en helt tom lejlighed i Brighton. Jeg havde bidraget til at skrive kollektive popkompositioner, men den måde at arbejde på var ikke lige mig. Jeg følte, at jeg havde mistet mig selv. Men Blue hjalp mig til at finde min egen stemme. »The Last Time I Saw Richard« udsprang af en samtale hun havde haft med folkesangeren Patrick Sky. Det er en filosofisk tvist mellem en romantisk idealist og en kynisk idealist. Fordi jeg selv er en drømmer af natur, er min yndslingsstrofe på albummet: »Go look at your eyes, they’re full of moon.« Og så synger hun: »You got tombs in your eyes, but the songs you punched are dreaming.« Det er som en hel roman på fire minutter. Simpelt hen overvældende.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Joni er en fantastisk sanger og sangskriver, husker Big Yellow taxi fulgt op med Blue og resten af udgivelserne. Og hendes kritik af de forhold, producere byder kunstnere, hvilket hun ikke ville acceptere. Kunstnerisk frihed er vigtigere end at tilpasse sig konforme producer-ideer! Jonis kunst er ikke til fals.

Tak for en smuk indledning til en sommeruge I Danmark. Eva

Arne Würgler

Tænk jeg først nu er kommet til at elske hendes musik. Hun har været der altid, i alle årene, og jeg troede hun mest var pigernes stjerne, men hvor har jeg taget fejl. Nu er hun min og en stor inspiration, ikke mindst hendes guitarspil, stemning og vilde lyst til at vælge smukke overraskende stier. Dejligt at hun stadig er mellem os.

Søren Rehhoff

Et eller andet sted var det vel kulminationen på Joni Mitchells folkemusikperiode, indtil hun musikalsk bevægede sig nogle andre steder hen. Blue blev forøvrigt dækket af så vidt forskellige kunstnere som Nazareth og Keith Jarrett.

https://www.youtube.com/watch?v=ylW6sC6NNhY

https://www.youtube.com/watch?v=Unc1d3laEWQ