Så langt jeg kan huske tilbage, har søvnen holdt mig vågen om natten

Den eneste selvhjælpsbog, jeg har læst i mit liv, som varigt har ændret noget som helst for mig, er en historisk gennemgang af skriftlige kilder til indsigt i de natlige ritualer på de britiske øer i præindustrielle tider. Ti måder at komme igennem natten som en fårehyrde fra Isle of Wight skulle den have heddet, hvis den havde været en selvhjælpsbog. Det var den heldigvis ikke, og forfatteren, Roger Ekirch, gav den i stedet den poetiske titel At Day’s Close: Night in Times. Og efter jeg havde læst den, og efterfølgende interviewet forfatteren, drev jeg folk omkring mig til vanvid med min prædiken.

Jeg er beriget med et arbejdsliv, hvor jeg ofte læser gode bøger og snakker med mange spændende mennesker, men jeg kan ikke huske hverken før eller siden at have en så dyb trang til at råbe til hele verden: »STOP! LYT! I SKAL HØRE NOGET, I IKKE VED, OG SOM KAN ÆNDRE JERES LIIIIIV!«

Den lille død

Før vi kommer så langt, skal du lige igennem lidt af min lidelseshistorie med søvn. At lukke dagen har altid været en kamp for mig. Ikke nødvendigvis fordi jeg ikke kunne få nok af dagen, men fordi natten og den søvn, som efter almindelig opfattelse skal fylde den, altid har skræmt mig. Som barn lavede jeg alle mulige spilopper ved sengetid, som dumme voksne tolkede som udtryk for, at jeg havde det for sjovt og ville lege videre. Når jeg så sagde, at jeg var bange, forsikrede de mig om, at monstre ikke fandtes, og foreslog, at vi kiggede under sengen.

Jeg husker ikke, at jeg nogensinde sagde det til nogen, men min angst handlede om muligheden for ikke at vågne op igen. Hver aften var en lille død – ja, ja, petit morte og oh-la-la, i dag betyder det orgasme, men før det blev frækt, benyttede man altså begrebet om søvnen.

Dumdristigt

Statistisk set havde jeg jo ret. Rigtig mange af os – de heldige vil nogen sige – vil komme til at dø i søvne. Det gælder dog for forsvindende få otteårige uden andre lidelser end fodvorter og skæve fortænder, men den statistik havde ikke hjulpet mig, for det var selve kontroltabet i nattesøvnen, der forekom mig letsindigt for ikke at sige direkte dumt: Netop som dæmonerne begyndte at husere, og mørket gav skjul til røvere og banditter, iførte mennesket sig lette klæder, gabte højt, strakte sig veltilfreds og *KLIK* slukkede for sig selv.

Som voksen har jeg aldrig helt sluppet angsten, men dumme boligprogrammer, kedelige bøger om slaget ved Dybbøl Mølle og siden meditationsapps har distraheret mig fra tanken om død, og med tiden ændrede min søvn sig. Det meste af mit voksne liv har det været timerne mellem cirka 03 og 05, der har voldt mig problemer. Hvor katastrofetankerne står i kø, og selvbebrejdelsen nager: Sov for helvede, som almindelige mennesker gør.

Historisk angst

Og så er vi tilbage ved Roger Ekirch, historiker ved Virginia Tech University. Han beskriver sin mission i bogens forord: at gøre noget ved den gigantiske undladelsessynd i historiefaget, det er fuldstændigt at ignorere cirka en tredjedel af den menneskelige historie, nemlig den, hvor vi sover – eller prøver på det.

Han har derfor brugt sit arbejdsliv på at søge efter kilder til indsigt i nætterne, før det elektriske lys illuminerede verden, og før industrialiseringen og kapitalismen satte vores liv (de heldige af os) i de rammer, der er endt med otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers søvn.

Det første, hans kilder viser, er, at natten for en gennemsnitlig landarbejder var urolig og ret rædselsfuld forstået som smækfuld af rædsel. Angst for, at den betændte hjørnetand skulle rives ud i morgen, at spædbarnets hosten var tuberkulose, at lammene blev hapset, at flammerne fra ildstedet fik fat i taget, at soldater fra invaderende hære fik øje på datteren, og at landevejsrøvere valgte dit hus.

Også borgerskabet sov fem centimeter over de lidt mindre kradsende lagner – som han citerer Thomas Hobbes for – på grund af »frygten for at ligge alene om natten (…) ikke af angst for ånder, men bange for at blive banket oveni hovedet for fem eller ti pund«. Alt sammen i et mørke så buldrende, som vi i dag slet ikke kan forestille os. Og så sengelusene. Måske mest sengelusene.

Segmenteret søvn

Så vores forfædre var vågne. Sov lidt og var vågne igen. Ikke i kaos og ensom selvbebrejdelse, men i en ret fast rytme, som alle delte. Det mest banebrydende ved Ekirchs forskning blev hans opgør med myten om de otte times ubrudte søvn som den »naturlige« måde, et menneske sover på. I hans 20 år lange forskning har han fundet over 500 skriftlige kilder, helt tilbage til Homer, der peger på, at de otte timers uafbrudte søvn er en meget ny opfindelse.

Roger Ekirch betegner den præindustrielle søvnrytme »segmenteret søvn« – en søvn, der faldt i to hovedfaser. Da jeg talte med ham i 2012, forklarede han det sådan her: »De blev kaldt ’første søvn’ og ’anden søvn’ – eller ’morgensøvn’. Den første, der blev anset som den vigtigste, lå normalt fra omkring klokken 21 til omkring midnat. Her vågnede man så op og var vågen én eller to timer, før man så faldt i den anden søvn, der varede til lige før daggry,« fortalte Roger Ekirch.

En stille pibe tobak

I de op mod tre timers vågentid midt om natten udfyldte folk forskellige formål. For det første vogtede de. »Helt konkret var det de mørkeste timer, og derfor var der her større risiko for for eksempel indbrud og ildebrand. Det var derfor smart at have et vågent øje,« forklarede han.

Der var også den største risiko for de mindre håndgribelige trusler. »Man siger jo stadig, at dæmonerne huserer på jorden i timerne mellem midnat og 03. De havde mange forskellige udtryk, men en vigtig nordeuropæisk dæmon var jo maren, der rider den sovende i netop de timer.«

Men de fik også de vågne nattetimer til at gå med mere muntre eller godtgørende gøremål. »Meget tyder på, at det var i de vågne timer mellem første og anden søvn, at der blev produceret børn. I dag har de fleste af os sex, når vi går i seng om aftenen, men når bønderne kom hjem fra marken, var de som oftest så trætte, at de ikke orkede andet end at spise deres aftensmad. Så var det jo smart lige at tage tre timers søvn først.«

Og så fungerede den vågne periode også som tid til meditation eller stille fordybelse. Han refererer flere historiske kilder, der således beskriver, hvordan folk bad, mediterede eller tog på ’åndelige besøg’ hos deres afdøde elskede. Eller tog sig en stille pibe tobak i natten. Måske mest en stille pibe tobak i natten.

Bare lidt træg

Jeg vil ikke her påstå, at jeg siden min snak med Roger Ekirch har fundet fuldstændig ro med min søvnangst. Men det historiske vue gav mig en grundlæggende accept af, at sådan er jeg nu bare: Jeg har ikke en søvnlidelse. Jeg er bare en evolutionært set lidt træg type. Jeg har bare et meget stærkt indre ur, der ikke sådan lige er til at stille om.

I titusindvis af år har mennesket været bange for natten, og i titusindvis af år har det betydet, at de har sovet i intervaller: for bare lige at tjekke, at der ikke var fut i stråtaget, og at de nyfødte lam på marken ikke blev en del af ulvens statistik. Så kom lyset og et nyt økonomisk regime, og nu skulle den arbejdskraft saftsuseme reproduceres i de dertil indrettede otte timer. Og tilbage lå nogle af os med protestantisk arbejdsomme nervesystemer tilbage og var stadig skidebange. Men nu er jeg ikke længere så alene, for jeg sover bare som normale mennesker til alle andre tider end lige vores.