Sådan går det til, at jeg en tirsdag aften ligger og krammer min toiletkumme i søvnaktivismens navn

Jeg sover dårligt for tiden. Min hustru og jeg er ved at byde på en lejlighed med de bekymringer, der følger med, og vores halvandenårige gør sit til at afsnubbe nætterne.

Så når kunstkompagniet hello:earth spørger, om vi kan bruge nattens timer på aktivisme, er min første tanke: Behøver vi?

Alligevel – venligt opfordret af min redaktør – har jeg denne lyse sommeraften ladet mig indrullere i Tuesday Night Sleeping Club, som over syv tirsdage i maj og juni vil »forbinde byens sovende fællesskab« og udforske »nattens og drømmens sovende rum«. Det er i bund og grund en app, men den er ikke som de utallige søvnapps, der bliver spyttet ud i disse år.

Søvn er blevet big business, en milliardindustri, som lover at hjælpe dig med at sove bedre og længere. I en sådan tid giver det mening, at kunstnere bibringer et andet syn på søvnen end de selvbestaltede selvhjælpsguruer – og det er dét, hello:earth vil gøre i aften.

Ud på natten og den årleste morgen har frivillige ildsjæle arrangeret aktivistiske forsamlinger i København. Inden da er der natradio med »en række aftenritualer og aktioner, der gør os klar til at gå gennem nøglehullet og ind i sprækketilstanden mellem drøm og virkelighed«.

Min datter, som kvier sig ved at gå gennem nattens nøglehul, er ved at blive langtidsputtet af sin mor inde ved siden af, så jeg tager hørebøffer på og tænder for appen klokken 21.

Søvn som aktivisme?

En stemme med engelsk accent byder velkommen på en blød lydbund af klukken og klokkespil. Daniel, hedder han. Han har selskab af Jacob og Vera, og de taler lidt om drømmenes dragende steder og om, hvad der skal ske de næste timer. Vi skal, fortæller Jacob, forberede os på at gå ind i natten med en ny bevidsthed, et nyt blik.

Kan natten være et rum, hvor vi skaber visioner for en fælles fremtid? Kan søvn være en form for aktivisme, hvis vi insisterer på værdien af det immaterielle, eller det, der ikke har materialiseret sig endnu?

Daniel advarer om, at det, vi skal, godt kan se lidt mærkværdigt ud for udenforstående. At vore familier muligvis vil undre sig, hvis de ser os kravle rundt under køkkenskabe eller vandre nøgne omkring i cirkler. Min forventninger til aftenen skyder i vejret.

Jeg kommer skidt fra start. I den første »mikroaktion for åbning af sprækker i tid og rum« skal vi gå udenfor, ringe på hos os selv og komme ind igen. Af hensyn til putningen undlader jeg det med ringeklokken og lister lige så gelinde ud og ind. Det føles meget uaktivistisk at gå så stille med dørene. Bagefter skal vi tage festtøj på, men mit klædeskab står i soveværelset, hvor putningen foregår. Jeg ifører mig et par laksko fra skoskabet og føler mig som en uduelig søvnaktivist.

Plastikkyllingelåret

Nu beder Daniel mig om at lukke øjnene, rejse mig op og bevæge mig mod udkanten af hjemmet. Jeg skal finde en ting, som kan være i min hånd. Jeg famler mig frem langs væggen, indtil jeg slår skinnebenet mod det, der må være min datters legekøkken. Jeg bøjer mig ned og får fat i en genstand med et godt greb. Da jeg får besked på at åbne øjnene, ser jeg, at det er et plastikkyllingelår. »Det skal være din ledsager i nat,« siger Daniel. »Hold det tæt.«

Jeg tager min nye ledsager med på de næste ekskursioner. Vi skal ud til hoveddøren og tilbage igen, så langsomt vi fysisk kan bevæge os. Vi skal ud i køkkenet og mærke genfærdene fra fortidens beboere. Og vi skal fra køkkenet og ud på badeværelset, ormende af sted langs gulvet som en 200 kilo tung søløve.

Det suser i mine ører, mens jeg møjsommeligt maver mig mod badeværelset. Stormen tager til. »DU GRIBER FAT I NOGET,« råber Daniel panikslagent, og sådan går det til, at jeg en tirsdag aften klokken 21.38 finder mig selv udstrakt på mit badeværelsesgulv, mens jeg krammer min toiletkumme og knuger et plastikkyllingelår i højre hånd.

Og det er ikke aftenens mærkeligste optrin.

En halv time senere når vi et klimaks. Til den inciterende lyd af paukeslag og klirrende glas har jeg flyttet tre ting ind på midten af stuegulvet – en imponerende bedrift al den stund, at de ifølge Daniel vejer 5.000 kilo stykket.

Nu danser jeg en improviseret stammedans rundt om de tunge ting, opildnet af en tiltagende eksalteret Daniel. »AAARGH!« råber han. »ÅBN DØREN!« råber han. »LØB IND I STUEN!« råber han. »DU HAR BRUG FOR HJÆÆÆLP!«

Hjælpen kommer, og freden sænker sig over aftenen. Jeg står i altandøren og indsuger duften af aftenfugtigt græs og prøver at mærke, »hvordan jeg er forbundet til havet og skoven«.

Det var aftenens sidste mikroaktion. Daniel har fået pulsen ned og taler med Vera og Jacob om drømme, om nattens ømhed og potentiale, og om at elgene i skoven jo altså ikke sover otte timer i streg, hvilket slår mig som et pudsigt eksempel at vælge.

Jacob fortæller om de natlige aktioner ude i byen, man kan komme med på, hvis man er til sinds at sove som en elg i nat. Man kan slutte sig til Den Gående Cirkulære Forsamling klokken 4.45 på Rådhuspladsen, klæde sig ud som den sjældne, truede natsværmer kridtuglen fra Amager Fælled sammen med en gruppe hvidklædte naturaktivister eller lære at lave selvvandende planter af aktivisten og kunstneren Stine Linnemann.

Det er mig, der skal aflevere i morgen, så jeg må nøjes med »drømmedans og sanselig sleepwalk« klokken 4.30 på Zoom.

Sover som en baby

Klokken 22.49 er det sengetid. Jeg står foran sovesofaen i stuen. Vera, som gennem aftenen har haft flere poetisk-filosofiske monologer, har lige fortalt om græsk mytologi, hvor søvnguden Hypnos og Thanatos, personificeringen af den naturlige død, er tvillingbrødre.

Nu tager Daniel os igennem søvnritualet. Vi er 53, der lytter med, og nu skal vi klæde os af samtidig, én beklædningsgenstand ad gangen, som vi skal lægge foran sengen, så de danner en figur af tekstil. Underbukserne er det sidste, der ryger, de skal være hovedet. »Læg dig ved siden af,« og jeg lægger min nøgne krop parallelt med tøjfiguren, jeg har stadig mit plastikkyllingelår i hånden. Mærk huden ånde. Vi rejser os, det sovende fællesskab, og kravler op i sengen.

Her ligger vi, mens lyde af bølgebrus, klokkeslag og bank mod ruder på skift trækker os ned i søvnen og op igen. Vi skal blive i sprækken, hvor drøm og virkelighed blander sig med hinanden. Hvad jeg ikke ved, da jeg falder i søvn, er, at jeg på grund af en fejl i appen ikke bliver vækket klokken fire som planlagt. Aktivistisk set bliver natten en fiasko. Men for første gang i en uge sover jeg som en baby.