søvn
Læsetid: 8 min.

Samfundet lider af kronisk søvnmangel. Måske derfor sniger søvn sig ind i tidens kunstværker

Søvnproblemer kan være et privat problem, men er også en kollektiv forstyrrelse, skriver kunstredaktør Maria Kjær Themsen, mens hun tager os gennem søvnens opfindsomme kunsthistorie og frem til de seneste værker, hvis søvntemaer tematiserer en dybere længsel efter ro
Søvn i kunsten er ikke nyt. Fra ældre kunst kender vi den sovende kvinde, som her Henry Fuselis ’The Nightmare’ fra 1781. Kvinden har tæt kontakt til nattens dæmoner og er derfor i sin natur utilregnelig og djævelsk – det er én mulig læsning.

Søvn i kunsten er ikke nyt. Fra ældre kunst kender vi den sovende kvinde, som her Henry Fuselis ’The Nightmare’ fra 1781. Kvinden har tæt kontakt til nattens dæmoner og er derfor i sin natur utilregnelig og djævelsk – det er én mulig læsning.

Wikimedia Commons

Kultur
4. juni 2021

Jeg havde netop læst Ottessa Mosfeghs Mit år med ro og hvile fra 2018, der handler om en ung kvinde, der beslutter sig for at gå i dvale i et helt år, da jeg sidste sommer så de to yngre københavnerbaserede malere Kinga Bartis og Coline Morattas fællesudstilling Some Days Last a Long Time.

Begge kunstneres malerier var præget af en grundlæggende længsel efter at drive væk i søvnen, at lægge sig ned og miste bevidstheden for en stund – den tilstand, som den kvindelige hovedperson i romanen ihærdigt efterstræber med enorme mængder af sovemedicin.

Coline Marotta: ’It was written somewhere that human kind came from tears’ fra en udstilling på OK Coral.

Coline Marotta: ’It was written somewhere that human kind came from tears’ fra en udstilling på OK Coral.

Anne-Mai Sønderborg Keldsen
Udstillingens vægge var malet mørkeblå som en nattehimmel eller et dybt hav. Coline Morattas malerier forestillede lidt grove menneskefigurer, der lå og hvilede sig, eller som omfavnede hinanden i en tilstand af total ro.

Anderledes med Kinga Bartis malerier af drømmeagtige røde landskaber, der lignede noget fra en feberdrøm, og hvor kvindefigurerne svømmede i natmørkt hav eller sad som i en indre trance. Titlen fortalte om dage uden ende, hvor den vågne tilstand og søvnen glider ind og ud af hinanden, så forskellen mellem de to ophører.

Da nedlukningen ramte sidste forår, var det måske første gang i årevis, at mange trak sig lidt tilbage fra produktionssfæren – bortset fra alle dem, der måtte rende endnu stærkere – og som fik tid til at hvile, mærke efter, og overveje om hamsterhjulslivet nu også var svaret på alle livets drømme.

Men det er svært at drømme, når man aldrig sover sådan rigtig godt. Googler man søvnbesvær, finder man ud af, at det er den hyppigste årsag til kontakt med den praktiserende læge i Danmark.

Vi lever i et samfund, der lider af kronisk søvnmangel. Og der er opstået en hel industri for særlige soveprodukter fra særligt tyngende vægtdyner, søvndyssende apps til deciderede behandlinger mod insomni. Måske er det derfor, at søvnen sniger sig ind i så mange kunstværker for tiden: Vi længes efter den.

Så når vi ikke selv kan sove, kan vi læse om andre, der gør det, kigge på nogen, der tilsyneladende svælger i en uforstyrret tornerosesøvn, eller bruge kunsten som anledning til at tale om, hvordan det private problem i virkeligheden er en kollektiv forstyrrelse.

Søvnen i kunsthistorien

Søvnen som emne er ikke nyt i kunsten. Særligt motivet af den unge sovende (eller døde) kvinde kender vi fra ældre malerier, hvor hun enten ligger ude i naturen, for eksempel flydende i vand, som i John Everett Millais’ berømte Ophelia (1851), eller hvor hun ligger i sengen med armene slapt over hovedet og et monster på brystet, som i The Nightmare (1781) af Henry Fuseli.

John Everett Millais: 'Ophelia' (1851).

John Everett Millais: 'Ophelia' (1851).

Tate Britain/ Wikimedia Commons

Kvinden har tæt kontakt til nattens dæmoner og er derfor i sin natur utilregnelig og djævelsk – det er én mulig læsning. Nattens symbolske skyggeside har altid været inspirationskilde for kunsten, men fik nok mest udbredelse under surrealismen i 1930’erne, hvor natten blev dyrket som det ubevidste lag af menneskesindet.

Rita Kernn-Larsens mørke maleri Det grønne bjerg (1934-38) med en ulmende, lysende måne, der svæver i natten med et par grønne læber og en klippe, der penetreres af et træs rødder, er et dybt erotisk kærlighedsportræt til hendes elsker, men det er også et maleri, der viser en kvindelig potens, som hun viderefører i et værk som Kvindernes oprør (194) – også et mørkt nattemotiv med svajende træstammer som kvindekroppe og et par sorte svævende læber på himlen. Natten og seksualiteten er dybt forbundne.

Men søvnen er også en tilstand, hvor mennesket er inaktiv, døsigt doven og uarbejdsom. Derfor blev søvnen for konceptkunstnerne i 1960’erne brugt som en tilstand af modstand mod kapitalismen, som i Andy Warhols filmværk Sleep fra 1964, hvor hans elsker, John Giorno, ligger og sover i over fem timer i træk. Filmen har ingen lydside og fremstår som én lang ubrudt film med Giorno i forskellige sovende stillinger. Warhol zoomer ind på hans ansigt eller hans røv i meget lange sekvenser, men derudover foregår der intet.

Filmen blev dengang kaldt en antifilm, for der sker ingenting, der er intet plot, ingen udvikling, og den er alt for lang. Den er selvfølgelig dræbende kedsommelig og ensformig at se på, alligevel er den et ikonisk værk om søvn. For hvor mange kunstnere har interesseret sig for, hvad der sker i den sovendes hoved under søvnen – som for eksempel surrealisterne forsøgte at trænge ind i – så var der ingen før Warhol, der bare havde portrætteret den sovende selv i hele sin udstrækning. Og dermed kom tæt på søvnens væsen som en tilstand, der varer en vis tid.

Vil du sove i min seng?

Den i dag verdensberømte franske kunstner Sophie Calles karriere startede med en fotoserie af folk, der sover. Værket Sleepers (1979) er i dag et berømt søvnværk, der ejes af MoMA i New York. Det består af i alt 176 sort/hvide fotografier med en tekst, der indleder hver af de 23 serier. Calle spurgte forskellige personer, nære venner eller folk, hun mødte tilfældigt på gaden, om de ville komme og sove i hendes seng, mens hun tog billeder af dem.

Personerne afløste mere eller mindre hinanden i en periode mellem 1. og 9. april 1979. Nogle er par, andre er børn, nogle er smukke kvinder, andre behårede mænd. En kvinde sover med sovemaske, og selv i søvnen udtrykker hun en form for magi om et spændende og eventyrligt liv – hun har udslået hår, en perlekæde om halsen og er meget smuk. Calle har en evne til at skabe indfangende og rørende narrativer ud af selv de mest elementære og endda lidt kedsommelige ting – som for eksempel folk, der sover i mange timer i træk.

Ingen kunst uden dovenskab

Det var præcis den uproduktive stilstand, som søvnen også er, der fik den kroatiske konceptkunstner Mladen Stilinovic til at lave fotoserien Artist at Work (1978). De otte sort/hvide fotografier forestiller kunstneren selv, der sover i en seng.

I fire fotografier ser man Stilinovics karakteristiske ansigt med overskæg og langt hår. Han har den ene arm over hovedet. I de fire andre fotografier har han vendt ryggen til.

Med serien ville han vise en modstand mod den kapitalistiske produktionsiver med fokus på det evigt arbejdende menneske. For Stilinovic, der havde levet under kommunismen i Kroatien, men også fik indsigt i Vestens kapitalisme, blev det et projekt i sig selv at fokusere på det inaktive, og han mente endda, at kunst ikke kunne skabes uden dovenskab. Han mente også, at vestlige kunstnere ikke længere kunne skabe god kunst på grund af deres komplette mangel på dovenskab; de var alt for forhippede på at producere, skabe objekter og indgå i kunstsystemet.

Stilinovic fik sin inspiration om dovenskabens potentiale fra både Kazimir Malevich, der i 1914 akkurat orkede at male en helt sort firkant på et lærred, og dermed skabte et ikonisk værk for modernismen, og fra Marcel Duchamp, der slet ikke ’skabte’ værker i klassisk forstand, men brugte almindelige hverdagsgenstande som kunst.

Stilinovic skrev i sin tekst »Laziness – the real truth of mankind« (1921), at folk ligefrem er bange for dovenskaben og derfor forfølger dem, som dyrker den. Han skrev også, at dovenskaben er blevet udråbt som roden til alle laster, men at den i virkeligheden er selve livets udspring.

Hvordan har du sovet i nat?

Installation af Lilibeth Cuenca Rasmussen på Copenhagen Contemporary.

Installation af Lilibeth Cuenca Rasmussen på Copenhagen Contemporary.

David Stjernholm
Og nu er søvnen så igen aktuel i flere værker af samtidskunstnere. Både som i ovenfor nævnte udstilling, hvor kunstnerne dvæler ved søvnen og roen som en både kraftfuld og omsorgsfuld stilstand, og som i den helt aktuelle udstilling af Lilibeth Cuenca Rasmussen på CC, hvor hun har lavet en stor installation af dyner og hovedpuder.

Værket Fatamorgana består af svævende dyner, der både kan være hængekøjer og dragter. Også kunstneren Hannah Toticki Anbert arbejder aktuelt på en hel serie af sovedragter med påsyede sovemasker, ørepropper og dyner, som kunne man trække i dem i stedet for det sædvanlige arbejdstøj.

Anberts Sleepwalkers (2021) peger på, at nok foregår søvnen i vores intime sovekamre, men den dårlige søvn er blevet en folkelidelse, der derfor er et kollektivt og samfundsmæssigt problem.

Under nedlukningen i januar viste kunstneren Mia Edelgarts videoværket Sov (2021) på en gruppeudstilling på Møstings Hus, der aldrig nåede at være åben for offentligheden.

Videoen er nærmest kedeligere at se på end Warhols film – her er ingen lækre manderøve, bare en masse halmgnaskende får, der ligger i en stald under ultraviolet lys. Videoen varer en halv time, og der sker intet andet end det. Til gengæld er lydsiden dybt indfangende og rørende.

Kunstneren spørger en række tilfældigt forbipasserende i Frederiksberg Have, hvordan de har sovet i nat. Det er et spørgsmål, der viser sig at være den direkte vej til folks mest personlige fortællinger – om deres søvnvanskeligheder, deres stress, sorg og smerte. Svarene afslører meget konkret, hvor elendigt mange af os sover.

»Hvordan er følelsen af at sove dårligt?« spørger Edelgart en kvinde, der har fortalt, at hun altid sover elendigt. Kvinden svarer, at hendes urolige nætter startede, da hendes datter var lille – hvilket er 45 år siden.

De aktuelle værker om søvn af både Edelgart, Bartis, Moratta og Anbert kommer på den måde hurtigt til at handle om noget andet end selve søvnen. De kan handle om længslen efter mere ro og intimitet som i Bartis og Morattas udstilling, men kan også, som i Edelgarts værk, handle om det evige pres, mange er under, der gør det svært at falde til ro. »Min søvn er en grundsten, der påvirker alt,« som én af de adspurgte i videoen siger, og han fortsætter, »hvis jeg ikke har sovet godt, så påvirker det mit humør, mit arbejde, min indstilling til andre mennesker, mit overskud …«

Da kunstneren Carsten Höller sidste år åbnede udstilling på KUNSTEN i Aalborg, kunne man booke en nat i en roterende seng på museet – og både opleve et kunstværk og forsøge at sove samtidig. Et værk, der måske mere vidnede om vores søvnproblemers årsag, end det forsøgte at mildne dem: at vi hele tiden forsøger at optimere vores tid, så vi kan være flere steder simultant, gøre mere, være mere, ikke mindst »den bedste version af os selv«. Lad os få noget mere fred og ro – også fra konstante selvoptimeringskrav. Så kan det være, vi igen lærer at slappe af, hvile os, sove fredeligt.

Serie

Drømmen om søvn

Mange har sovet elendigt og drømt vildt under nedlukningen. Og generelt taler vi mere om søvn end nogensinde før og bruger utrolige summer på aggregater, der kan optimere den. God søvn er blevet et af tidens vigtigste statussymboler. Informations kulturredaktion stiller gennem nedslag i bl.a. litteratur og ny og gammel kunst skarpt på menneskets døde timer i døgnet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Har aldrig været god til at sove. Værst er dog i den lyse tid med de lyse nætter, men det ophidser mig nu ikke. Og jeg fungerer da også ok uden al den søvn.

Nils Bøjden

" men er også en kollektiv forstyrrelse,"

Jeg sover 7-8 timer hver nat. Dejligt Min hustru sover sine sædvanlige 5 - 6 timer som hun har gjort de i 40 år jeg har kendt hende.

Jeg tror kollektivet er reduceret til en meget lokal forstyrrelse.