Interview
Læsetid: 18 min.

For ti år siden lavede Mikael Bertelsen banebrydende radio i sutsko på et plejehjem

For Informations udsendte og mange radiofolk står ’P1 på plejehjem’ som et højdepunkt i dansk radiohistorie. Vi inviterede Mikael Bertelsen med tilbage på et sidste besøg på plejehjemmet, der nu er ved at blive fjernet fra jordens overflade, til en snak om at lave radio til arkiverne
P1 på plejehjem var at »kaste et anker ud i fremtiden,« som Mikael Bertelsen kalder det. At lave radio til arkivet om de ting, der ellers vil forsvinde.

P1 på plejehjem var at »kaste et anker ud i fremtiden,« som Mikael Bertelsen kalder det. At lave radio til arkivet om de ting, der ellers vil forsvinde.

Kultur
11. juni 2021

Mikael Bertelsen er godt og grundigt forvirret, da jeg møder ham foran plejehjemmet Sølund ved søerne på Nørrebro i København. Lidt længere nede ad gaden har han netop mødt en ung mand, som han begyndte at tale til. I 15 minutter havde han fortalt om plejehjemmet og dets beboere, og det radioprogram, han lavede om det, for ti år siden. P1 på plejehjem hed det.

Først dér turde den unge mand afbryde ham og få fortalt, at der nok var tale om en fejl. At han ikke helt vidste, hvad det var, Bertelsen snakkede om: at det nok var den forkerte unge mand, han havde fået fat i.

Jeg har hurtigt lært, at det er noget, Mikael Bertelsen gør. Første gang, jeg ringede ham op, fik jeg ikke ét ord indført, før jeg efter 20 minutter måtte forklare, at jeg bare havde ringet til baggrund og altså ikke havde fået tændt optageren. Det med at snakke langt og give sig tid kommer vi tilbage til.

Men Bertelsen er altså lidt forvirret, da vi finder hinanden, fotografen og jeg introducerer os, og vi kort efter får selskab af plejehjemmets centerchef.

Vi er mødtes denne morgen ved plejehjemmet Sølund for at tale om P1 på plejehjem. Det er en radiodokumentarserie, som for præcist ti år siden blev sendt første gang på Danmarks Radios P1. Et program, hvor Bertelsen, der samme år lavede litteraturprogrammet Læsegruppen Sundholm til DR2 og en række andre programmer på tværs af DR’s kanaler, i syv dage flyttede ind på plejehjemmet med en båndoptager og en computer for at bo med de gamle og høre deres historier. Programmet var en del af en række produktioner på P1 i 00’erne: Rungsted Havn Arkivet, P1 i Pattaya og Kolonien – om danskerne på Costa del Sol er andre eksempler, hvor radiodokumentarister som Mikkel Clausen og Nanna Westh, Mads Brügger og Bertelsen bosatte sig i og beskrev miljøer indefra.

Mikael Bertelsen.

Mikael Bertelsen.

Vi møder sammen med Bertelsen i serien en gammel, pingvinsmuglende sømand med en hotdog tatoveret på maven, en blind kvinde med en udsøgt sans for poesi, en nattevandrende 100-årig og 100 andre enere med knirkende stemmer og livshistorier, der rummer et overmål af prosaisk poesi. Plejehjemmets præst, kioskmanden, frisøren og det resterende personale er også med – samt et barn klædt ud som døden. Det er dokumentarradio med fokus på det helt nære, virkelighedens mindste detaljer med karakterer, som taget ud af en film. Et portræt af et mikrokosmos, der kunne befinde sig alle steder i landet – gonzojournalistik i sutsko.

Første gang, jeg hørte P1 på plejehjem var jeg seksten år. Siden har jeg hørt det flere gange årligt og anbefalet det til alle, der har gidet lytte. Jeg har anbefalet det som et uforligneligt portræt af alderdommen, Kim G.’s drømmende klippemagi, stemmernes stoflighed, og som en helt anden måde at forstå en af de velfærdsinstitutioner, vi alle sammen skal igennem i livet. »Hvis det var blevet kørt igennem en medieforskningsmaskine, så havde de ret hurtigt regnet sig frem til, at du ikke ville have været interesseret,« siger Bertelsen et godt stykke inde i vores samtale. Og det har han nok ret i. Men det var jeg altså. Ofte har jeg tænkt, at der for mig at se findes to store kunstværker om offentlige institutioner i København, Lars Von Triers gyserkomedieserie Riget, der udspiller sig fem hundrede meter væk, og P1 på plejehjem.

Papegøjenæbet

En måned efter at programmet havde været i æteren i 2011, var Bertelsens 20-årige karriere på DR slut. Programmets producer Kim G. Hansen forlod også skuden, og sammen var de med til at starte Radio24syv. Bertelsen som kanalchef og Hansen som redaktør for kanalens dokumentarprogram, 24syv Dokumentar.

Nu er Radio24syv lukket, og mens vi står og kigger op på Sølund, er en kæmpe maskine i gang med at rive én af de i alt tre, seks etager høje plejehjemsbygninger ned. Om et par år vil der ikke være en eneste mursten tilbage af det gamle Sølund, der står lige ned til Sortedamssøen. Om ti år vil der ligge et splinternyt kompleks – en blanding af plejecenter, børneinstitutioner og ungdomsboliger.

Sølunds murbrokker falder mod jorden, og støv rejser sig.

Sølunds murbrokker falder mod jorden, og støv rejser sig.

Inden vi begiver os ind på plejehjemmet, spørger jeg Mikael Bertelsen, hvordan han ville beskrive det øjeblik, vi er vidne til, for en radiolytter. Han tænker sig lidt om og begynder at fortælle om maskinen, som vi står og kigger på: »Den har et næb, nærmest som et papegøjenæb. Men den er lige så stor som en dinosaurus. Med det næb æder og hapser den sig ind i murbrokkerne. Lige nu kvaser den jernstænger, som om det var slatten spaghetti. Næbet kvaser hård beton og jern.«

Han har taget radiostemmen på og stråler af en næsten barnlig glæde, inden han fortsætter i en mere seriøs retning: »Det første, jeg tænkte, var: Hvor gemmer der sig meget smerte i det støv, der blæser i vinden. I de bygninger har levet mennesker, som godt vidste, hvad der ventede dem.«

Ud over det sjove, er der også noget tragisk på færde.

Velfærdsinstitutionerne

P1 på plejehjem var det sidste i en række på tre radiodokumentarer, som Bertelsen og Kim G. lavede sammen. Det startede i 2002 med Skjoldhøj Arkivet, der havde Mads Brügger og Bertelsen som værter, og handlede om Danmarks største parcelhuskvarter. I 2009 fulgte P1 i fængsel fra det åbne statsfængsel i Søbysøgård, og i 2011 kom så P1 på plejehjem.

Det er velfærdsfortællinger i langformat med en helt speciel stil, som Kim G. Hansen, Bertelsen og Brügger udviklede. Programmerne er lange og bevidst langsomme i serier af seks-syv afsnit af en time til halvandens varighed, og så har de en helt distinkt stil, som går igen.

Konceptet og formen opstod egentlig ud af nødvendighed og et tilfælde. Sommerfladen på P1 skulle fyldes ud, og den første plan var at tage til Løkken »for at dække en rockerkrig. De unge drak som vanvittige, fiskerne ophuggede deres kuttere for at lave grillbarer, og de gamle var bange«, siger Bertelsen.

Men egentlig havde de mere lyst til at gå imod tendensen til at søge det store drama, og så endte de i Skjoldhøj, et søvnigt parcelhuskvarter, hvor der, i modsætning til Løkken, ikke skete det store. Her kunne man måske finde noget David Lynch’sk snusk og uhygge bag ligusterhækken, tænkte de. Men den idé røg også i mødet med virkeligheden. For som Bertelsen siger: »Folk er ikke idioter. De kan godt mærke, hvad man er ude på.«

Søren Korsholm om ’P1 på plejehjem’

Søren Korsholm er næstformand i foreningen Københavns Radiobiograf og selvstændig radioproducent

»Jeg genhørte P1 på plejehjem i går, og hold kæft, hvor er det godt. Det allermest interessante er, at der ikke er speak. Det gør fortolkningsrummet enormt stort. Der er ikke nogen, der fortæller os, hvad vi skal tænke eller føle. I dag er rigtig mange af de radiodokumentarer, vi lytter til, orkestreret og tilrettelagt ud fra en bestemt fortælleramme. At flytte ind et sted og beskrive det indefra er forsøgt gjort før i P1 i Fængsel (et program fra 2009, hvor Mikael Bertelsen flyttede ind på statsfængslet Søbysøgård, red.) og Rungsted Havn Arkivet (et lignende portræt af Rungsted Havn fra 2003, red.) og også senere, men der er bare aldrig noget, der når P1 på plejehjems niveau. Der er noget specielt ved stedet og menneskene, der svæver mellem liv og død. Når jeg selv laver radio, så er det et program, jeg tænker på som det ultimative forbillede. Det giver mig en trøst. Hvis DR engang har sendt noget, der var så godt, så kan det også ske igen – at man kan sende noget, der kræver så meget af lytteren.«

Efter en kort fotoseance har vi bevæget os ind på den del af Sølund, der endnu står uberørt. Mikael kan genkende det meste, og flere fra plejepersonalet stikker hovedet forbi og siger hej. Han fortæller om den omvæltning, det var at forlade DR-byen i 2001. Bertelsen gik fra at lave De uaktuelle nyheder, »satire, som var ren sammenbidt vrede« til lige pludselig at »stå i Skjoldhøj og helt grundlæggende interessere mig for andre mennesker. Det kom bag på mig«.

Og det kan høres. Ironien er til stede i Skjoldhøj Arkivet, men det er helt væk i fængslet og på plejehjemmet. Her er det en anden Bertelsen, der stiller sig frem.

Hos Kim

Et par uger før jeg møder Mikael Bertelsen på Sølund, har jeg inviteret mig selv på kaffe hos klipper og producer Kim G. Hansen. Vi sidder i hans lejlighed under taget på Istedgade. Det er solskin, men Kim G. Hansen har trukket gardinerne for, så vi kan koncentrere os om lyden og se sporene i klippeprogrammet, som han har åbnet på sin computer.

Jeg spørger Kim G., om han er enig i, at det er en anden udgave af Mikael Bertelsen, man møder i P1 på plejehjem. Det er han: »Mikael er bredt kendt som en gøgler. Sådan en, der siger: ’Nu står jeg her og er midtpunkt og underholder’.« Kim efteraber Bertelsen, med en let hånlig stemme, før han forsætter: »Men han er meget poetisk af natur. Det, der skinner igennem, når han laver P1 på plejehjem, er, at han får afløb for sin kunstneriske åre.«

Ifølge Mikael Bertelsen er det et spørgsmål om at gå i ét med stedet og lade det åbne sig for én. Så kommer historierne.

Ifølge Mikael Bertelsen er det et spørgsmål om at gå i ét med stedet og lade det åbne sig for én. Så kommer historierne.

Kim G. Hansen fik den åre til at træde frem. Det var ham, der gav programmerne deres form, efter at Mikael Bertelsen havde afleveret råbåndene. Over sommeren klippede han, komponerede musikken og formgav serien – og drømte om den om natten, alt sammen i sin fritid. Der var heller ikke nogen inde over efterfølgende. For som han siger: »Hvis man skal deale med en mellemleder, så forsvinder al radiomagien, al poesien, hele mystikken.«

Et særkende for P1 på plejehjem er, at der ikke er nogen elementer udefra. Der er ingen efteroptaget speak, der skaber historien eller konteksten for lytteren. Med Kim G.’s ord: »Man er i reportagen, i scenen og på stedet hele tiden.«

Den formel, Kim G. udviklede for at skabe fremdrift i hverdagsfortællingerne, var simpel: Der blev klippet skiftevis mellem forskellige interviewpersoner i godt et kvarter, før et nyt element eller tema blev præsenteret for lytteren. Og så kunne formlen gentages. Det var en tilgang, Kim G. senere tog med sig i sit arbejde på Radio24syv.

Kunst

Tilbage på plejehjemmet kommer en ældre herre drønende forbi langs søerne på en trehjulet cykel. Han er sur. Så snart han får øje på os, begynder han at råbe og peger ind på Sølund. »Luk det pis, luk så det fucking pis.«

»Er det en af de andre, der er sluppet væk? Eller er han arkitekturanmelder,« griner Bertelsen. »Han bor henne i de beskyttede boliger og har haft sin gang her. Han er ikke altid helt ligevægtig,« forklarer centerchefen forlegent. 

Vi tager det som en anledning til at gå indenfor igen, og centerchefen siger tak for i dag. Kort efter bliver i forbifarten inviteret til ’Herreklub’ af en ansat, der arbejdede på plejehjemmet, dengang programmet blev lavet. Sådan en klub kunne Bertelsens far også være blevet en del af. Han skulle have boet på plejehjemmet, men nåede det aldrig. Møblerne og hans malerier havde Mikael ellers flyttet ind, og visitationen fra kommunen var underskrevet. Han havde ført farens hånd med kuglepennen over papiret. Dagen før indflytningen gik han bort.

Som Kim G. fortalte mig nogle uger før, så betød det meget for, hvordan programmet endte med at tage sig ud: »At Mikael gik rundt og ledte efter sin egen far, og hvordan det ville havde været, hvis hans far var flyttet ind, og han skulle have besøgt ham. Jeg hørte også min egen far i de her mennesker,« siger Kim G. Hansen, der også havde mistet sin egen far et par år før.

Flere gange under vores samtale påpeger Kim G, at han tænker programmet som fiktion. Han kalder det også flere gange kunst. »Jeg skaber en illusion om virkeligheden, fordi det lyder så uklippet. Men det er ikke virkeligheden. Det er en fortælling, jeg laver, ellers gider jeg det ikke.«

Ensomhed, død og alderdom var temaerne, som Kim G. klippede efter, og under afsnittenes umiddelbare tilfældighed ligger flere narrative spor. I sjette afsnit, ved seriens slutning, træder Bertelsen ud af plejehjemmet og ånder lettet op. Tidligere i afsnittet er virkeligheden brudt ind på plejehjemmet, da Fukushima-kræftværket sprænger i luften i beboernes tv-apparater. Virkeligheden bryder ind, og Bertelsen bryder ud.

Kim G. påpeger, at han har svært ved at tro, at Bertelsen ikke havde tænkt på det symbolske i, at hans sidste program på DR handlede om flugten fra et plejehjem: »Med sin digterhjerne har han kunnet se den fantastiske symbolik i, at han gik ind i døden og dødsstedet i form af plejehjemmet og P1 og kom ud på den anden side. Så det også blev et portræt af P1. Da han slipper ud, er det også DR, han slipper ud af.«

Rosa Marie Frang om ’P1 på plejehjem’

Rosa Marie Frang er billedkunstner og dokumentarist. Har tidligere lavet 24syv Dokumentar. Senest kendt for den prisvindende og kritikerroste podcast ’Rosas Reality Radio’ om kunstneres vilkår

»Hører man de radioprogrammer og podcasts, der bliver lavet af mainstreammedier i dag, så er det uhyrligt, hvor lidt lyd bliver brugt som et medie, der kan noget i sig selv. Dem, der arbejder dokumentarisk eller historiefortællende, bliver inde i et speak-rum. Poesien, stofligheden, eksperimentet og det kunstneriske potentiale forsvinder. DR er i dag en dødssejler, når det kommer til at lave seriøse, kunstfærdige dokumentarer. P1 på plejehjem og lignende programmer kunne noget andet. Samtidig er det også karakteristisk for Mikael Bertelsen, at de ting, han laver, er utroligt iscenesatte og showman-agtige. Det kan give et lag af distance og kontrol, men også nye perspektiver. At flytte ind et sted og bruge lang, som i rigtig lang tid, på at skabe gode optagelser, er noget, der mangler i dag.«

Midtpunktet

I Midtpunktet, et mødelokale med udsigt til ’papegøjenæbet’, der står og smadrer én af Sølunds andre bygninger, er Herreklubben allerede i gang. Kiksekage og kaffe bliver budt rundt. Seks mænd sidder om bordet. Mikael Bertelsen begynder naturligt at styre samtalen. Stille og roligt begynder de ældre at fortælle deres livshistorier.

I lejligheden på Vesterbro beskrev Kim G. Hansen Bertelsens interviewteknik for mig som en langsom ’charmering’ af den interviewede, en nogle gange lidt vampyragtig kvalitet, som han også bevidst klippede efter. Som vi sidder i Herreklubben, kan jeg godt forstå, hvad han mener. Men noget, Bertelsen fortalte om sin egen tilgang, inden vi gik ind i Midtpunktet, vækker også genklang: »I det øjeblik, man stopper med at jagte noget, begynder der at komme nogle ting. På et eller andet tidspunkt, lige meget hvem du snakker med, så giver de et hint eller et tegn. De siger et ord, hvor man skal lytte efter og slå til.«

På TV ville plejehjemmets indretning eller krummerne på bordet have fanget blikket. Men havde man hørt beboeren Pers historie på radio, så »ville du være tilbage i 1979«, siger Bertelsen. Radioen giver en anden anonymitet, der er velegnet til, at folk fortæller deres inderste.

På TV ville plejehjemmets indretning eller krummerne på bordet have fanget blikket. Men havde man hørt beboeren Pers historie på radio, så »ville du være tilbage i 1979«, siger Bertelsen. Radioen giver en anden anonymitet, der er velegnet til, at folk fortæller deres inderste.

Til Herreklubben er det ordene ’post’ og ’bodybuilding’, der får antennerne til at rejse sig hos Bertelsen. Et pensioneret postbud har fortalt os om Post Danmarks forfald, hvordan tiden med borgerne blev mindre og mindre, kulminerende med Post Nord. Det viser sig også, at vi har fået Danmarksmesteren i Bodybuilding fra 1979, den første i historien, til bords. Han sidder for bordenden i kørestol med en New York City t-shirt og fortæller om dengang, han så det første billede af Steve Reeves og rev sine Arnold Schwarzenegger-plakater midt over.

Hvis vi var i gang med at lave en ny radiodokumentar, så ville Bertelsen have skrevet bodybuilderen og postbuddets navne ned, så han efterfølgende kunne opsøge de to beboere og have længere tid til deres historier, fortæller han mig, efter at vi har sagt tak for kaffe og sat os ud i solen i plejehjemmets have igen.

I radioen ville bodybuilderen og postbuddets historier have talt for sig selv. Hvis et kamera havde været med, var det formentlig andre ting, man ville have lagt mærke til. På TV ville plejehjemmets indretning eller krummerne på bordet have fanget blikket. Men havde man hørt Pers historie på radio, så »ville du være tilbage i 1979«, siger Bertelsen. Radioen giver en anden anonymitet, der er velegnet til, at folk fortæller deres inderste.

»Alle mennesker bliver smukke i radioen.«

For Bertelsen var det en fundamental fejl, at radio og tv i første omgang blev lagt sammen på DR, fordi tv altid vil tage opmærksomheden. Internt i DR blev der altid set ned på radioen i forhold til det mere prestigefyldte billedmedie. Men for Bertelsen er radioen et overlegent medie.

Montagetraditionen

Montage og radiodokumentar havde en stolt tradition i DR. Stephen Schwartz, hvis montage Snigskytter er ikonisk, Torben Brandt, hvis evner som tilrettelægger kan høres i Jagten på vogn 144, og Lisbeth Jessen, der excellerer i montagen Finnebørn, er blandt pionererne. Bertelsen fremhæver Christian Steentoft, der særligt er kendt for dokumentaren Afslag på et kys, som den han har lyttet mest til af DR-koryfæerne, da jeg spørger ham til DR’s historie.

Ifølge ham adskiller de sig på flere punkter fra det, han og Kim G. havde gang i: »Jeg lyttede meget til dem, men de arbejdede med nogle helt andre virkemidler.« Christian Steentoft mente for eksempel, at det først var »efter ottende interview, at du kunne begynde at komme om bag anekdoterne, som bare er plader, man sætter på. Hvis du portrætterer et menneske, så tager du ud og laver et interview. Så tager du hjem og lytter. Og sådan bliver du ved. Det var en vild metode til at lave dybdepsykologiske dokumentarer.«

En klassisk radiomontage kunne tage halve og hele år at lave og munde ud i 45 minutters lyd. I P1 på plejehjem var aftrækket kortere og programmerne betragteligt længere.

Ifølge Kim G. Hansen er der ikke længere nogen, der laver programmer af samme karakter som dem, han og Bertelsen lavede: »Det er feinschmeckeri for de få. DR og alle andre går efter det store oplag. Der skal være mange downloads, og så er der ikke økonomi til det i den slags. Så der er nogen, der skal gøre det con amore.« Som Hansen selv gjorde det.

Han understreger flere gange, at der selvfølgelig stadig bliver lavet god radio: »Der er masser af dygtige folk, der producerer, men de er professionelle.« De bliver nødt til at arbejde ud fra, hvad radiokanaler, museer og fonde vil give penge til, og det er med til at bestemme, hvad der bliver produceret.

Anne Pilegaard Petersen om ’P1 på plejehjem’

Anne Pilegaard Petersen er journalist og producer på Filt, der blandt andet producerer for DR. Derudover er hun klipper qf Radio Information og har stået bag den Prix-Europa vindende podcastserie ’Blackout’

»Programmet emmer af klipper og producer Kim G. Hansen med de hurtige og metaforiske krydsklip. Når vi på Filt laver reportager, arbejder vi mere med efterspeak end speak lavet direkte på stedet under optagelse. P1 på plejehjem har en meget ren form. Der er meget lidt musik og rigtig god tid. Klipningen er kold i røven på en fed måde, hvor der er tillid til, at lytteren kan regne et forløb ud. Jeg tænker også, at det er, fordi det er Mikael Bertelsen, der holder mikrofonen, at programmet var muligt. Han bærer programmet som en persona, man kender og har en interesse i og en tillid til – både som lytter og medvirkende. Men for mig at se fungerer det særligt på grund af klipningen. Jeg er ikke sikker på, man i dag ville lave en så lang serie fra kun et sted. Der er en tiltro til, at stedet og personerne, der bor der, kan bære hele seks timers radio. Programmet minder ikke om noget andet, man kunne høre på den tid, hvor det kom ud, og står stadig som en vigtig del af den danske radioreportagehistore.«

Bertelsen vil helst ikke tale alt for dårligt om DR, men som han siger, så er han ligesom postbuddet fra ’Herreklubben’ til dels bare: » Et bud, der har mistet sin rute, som er blevet overtaget af Post Nord.« Alligevel anfægter han mediebranchen og DR’s forsøg på på forhånd at gætte, hvad der vil blive en succes: »Man bliver ved med at bilde sig ind, at nu: NU, har vi formlen. Indtil det viser sig, at, nå nej, sådan var det heller ikke.«

Med P1 på plejehjem var idéen en anden. Det var at »kaste et anker ud i fremtiden,« som han kalder det. At lave radio til arkivet om de ting, der ellers vil forsvinde.

»På den måde omgår man alle de krav, forventninger og den angst, der er, for at noget skal blive kedeligt eller langtrukkent. Du omgår det ved at tænke: Det her er noget, vi lægger ned i arkivet for, at folk om 400 år kan høre, hvordan de fleste mennesker levede deres liv. I forstæder, parcelhuse eller på plejehjem med de dagligdagsting, man nu engang tumler med, men også alle de eksistentielle tanker.«

Ifølge Mikael Bertelsen er det et spørgsmål om at gå i ét med stedet og lade det åbne sig for én. Så kommer historierne. »Man kan jo også mærke på sig selv, når man lige kommer ind, at man lige skal falde til ro. Du kommer ind i en anden verden, og hvis du så forestiller dig, at du ikke kan forlade matriklen, så begynder du altså at smelte sammen med murstenene. Og så bliver man opmærksom. Du begynder at registrere vindens susen i elevatorskakten,« siger han med en reference til lyden af vinden i elevatorskakterne på Sølund, som var et gennemgående lydligt tema i programmet. En hjemsøgelse.

Snart er der ikke flere spor tilbage af plejehjemmet Sølund, hvor programmet blev lavet.

Snart er der ikke flere spor tilbage af plejehjemmet Sølund, hvor programmet blev lavet.

For Bertelsen personligt havde programmerne også en anden funktion: »Radioreportagerne har afgiftet mig for de arbejdsskader, jeg har pådraget mig.« Arbejdsskader, der, som han lettere forlegent forklarer, kom af at være på tv: »Der var mange, der sagde, ’Mikael, det er enormt interessant, når du løfter øjenbrynet. Du har en måde lige at løfte det ene øjenbryn på’. Det kan man godt blive lidt smigret af, og tænke ’okay, fortæl mere om det’. Men det er jo fuldstændig latterligt, altså. Det ligger meget tæt på det patetiske.« Programmerne fra velfærdsinstitutionerne var en modgift.

Vi har været på plejehjemmet i et par timer, og ligesom i radioprogrammet er historierne allerede begyndt at komme: en gravko med papegøjenæb, en pensioneret bølle på en trehjulet og den første danmarksmester i bodybuilding.

Snart er der ikke flere spor tilbage af plejehjemmet, hvor programmet blev lavet. Og til min rædsel forsvinder programmet fra DR’s smartphone-app, mens jeg skriver artiklen. P1 i Pattaya, Kolonien – om danskerne på Costa del Sol og Rungsted Havn Arkivet er allerede pist borte fra internettet, men heldigvis genfinder jeg P1 på plejehjem på DR’s hjemmeside.

Vi står nu tilbage i Ryesgade foran Sølund. Murbrokker falder mod jorden, og støv rejser sig. Jeg beder igen Bertelsen om at beskrive sceneriet. »Det er det modsatte af at komme tilbage til sit barndomshjem. Jeg kommer tilbage til mit alderdomshjem, og så ser jeg, det forsvinder. Man kan godt føle sig udødelig af det. Den bygning, som man var sikker på ville få krammet på én, bliver tilintetgjort, og man er selv i fuld vigør,« siger Bertelsen med et grin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her