Essay
Læsetid: 6 min.

At være eneste gæst på et fortryllet museum en sommerdag i byen kan hurtigt bringe ens fantasi på vingerne igen

Forfatter Niels Barfoed fordyber sig i byens dybe stille ro
Forfatter Niels Barfoed fordyber sig i byens dybe stille ro

Patrick Ralph Bentley

Kultur
25. juni 2021

Jeg kender ingen, der ikke har prøvet det. Man sørger for at være i god tid. Det er en regel, man får mere og mere glæde af, jo ældre man bliver. Man når derfor frem behageligt og uden at være stakåndet. Man får lige undret sig over, at der ikke er flere deltagere, der er på vej, hvoraf nogle i reglen er bekendte og hilser. Ikke flere cyklister med skråtaske, der står af geden og parkerer den. Nej, der er ikke alene påfaldende utrafikeret omkring nr. 10, hvor det skulle ske om cirka et kvarter (men – det vil ikke ske). Der er tomt. Og døren er låst.

Det er den forkerte dag. Det er ikke i dag, det er næste søndag.

Aha, men hvad så nu? Hvad gør man, når man skal ligne en, der ved, hvad han vil, og ikke står og måber på et tilfældigt gadehjørne. Beslutsomt retter man blikket mod ingenting og sætter af med stokken. En avant!

Det er et København, jeg kender godt: Gammel Strand, Nybrogade. Deromkring. Alt er søndag eller mere; alt ligner en tredobbelt helligdag. Der er nogle førstesalsvinduer, som er uløseligt forbundet med den tids chiantiflasker – den tid, det vil sige 50’erne. For deroppe lå en italiensk restaurant, muligvis en af de første af slagsen i byen. Jeg kom der engang for at foretage en bordbestilling, og der hang tomme bastflasker overalt. Om middagen blev til noget, husker jeg ikke, men det gjorde den næppe. Jeg var vist for ung og for uflatterende at ses i byen med. I kælderen er der i dag en våbenhandel, hvor du kan købe alle slags forsvars- og afstraffelsesredskaber, når der er åbent. Også den er ganske stille, men måske er hver hane spændt.

Det magiske sted

I al fald, dér stod jeg. Mine skridt vendte sig på egen hånd mod Stormbroen, overskred den og havde nu udsigt til kanalen under mig og foran mig til de to små, eventyragtige pavilloner for enden af Marmorbroen ind til Christiansborgs ridebane.

Det er et ganske magisk sted; de to kagedåseagtige klodser står helt uforstyrret af moderne bygninger og biler, kun glider med mellemrum en motorfærge med stille turister ind under broen og videre ned til Højbro Plads. Inde i dem er der en nøgen stenbænk. Hvem sidder dér andre end nøjsomme kærestefolk, der søger ly?

Men er det ikke sådan, at Marmorbroen i sin tid var selve hovedadgangen til det gamle slot, og var portpavillonerne, som jeg også har hørt dem blive kaldt, ikke derfor en art checkpoints?

Nå, skygge! – det er en af de allerførste dybtstikkende sommerdage, hed indtil det lumre. Skyggen langs Ridehuset er en fristelse i sig selv. Her vil jeg krybe og føle mig som en skitse af Eckersberg. Der svajer en bus forbi uden at standse ved det tomme stoppested. Nå, jeg ville alligevel ikke have nået den. Der er et bassin, dovent, støvet, fuldt af skod og andet skrald. Vandet flugter helt med omgivelsernes brosten og har ikke antydning af friskhed at byde på. End ikke en flad bænk har konceptet tilladt, så den trætte må videre og søge trappen op til Højesteret med udsigt til fire kæmpestatuer, der alle betyder noget og vogter de kongelige repræsentationslokaler inde i slottet. Ud ad døren til Statsministeriet henne i hjørnet, der mere ligner opgangen til en tandlæge, kommer en ung dame ud med en cykelkurv over armen. Der stikker et par ringbind op, men før jeg har tænkt: gad vidst om det er noget med Grønland, som forsvinder dér, er hun gennem Kongeporten og væk, og ikke en bagskærm har raslet. Det gør bagskærme i det hele taget ikke længere.

Det mytiske sted

Gudskelov, jeg ikke glemte museet, Thorvaldsens. Dér viser det sig, at man er velkommen, at dømme efter det diskrete skilt:

Open
Åben!

Det er man, men hvor er der mørkt – selv om alle statuerne er hvide og store, for ikke at tale om hestene. I grupperne foregår der sære mytiske ting, som har med ære og styrke, død og guder at gøre, og de intetsigende figurer er tit nøgne, dog med hjelm, som for eksempel ham Ganymedes, der giver en kæmpeørn noget at drikke af en skål uden at være bange. Og det er ikke engang surrealisme, tværtimod nyklassicisme. Eller de står med en kølle i hånden og skindet af en løve over armen. Egentlig ser de meget ens ud. Det er ikke det, de indeholder, der tæller, men det, de repræsenterer.

Byron skal have været utilfreds med Thorvaldsens buste, som han sad model til i Rom. Thorvaldsen prøvede forgæves at få digteren til at lade være med lave grimasser hele tiden, så han endte med bare at gøre, som han selv ville. Men det færdige udtryk blev ikke nær »ulykkeligt« nok til Byron.

Oehlenschläger ville også gerne have sin buste lavet. Thorvaldsen, der mellem venner kaldte nationalskjalden for en »Nar«, var uvillig, men lod nåde gå for ret i sit atelier på Nysø, som hans gode fe, en vis baronesse Stampe, havde indrettet til den hjemvendte mester. Der er imidlertid en detalje, man må lede forgæves efter på det færdige portræt af Oehenschläger. Nok var Thorvaldsen nyklassicist ind til benet og en dyrker af de store rene linjer, men her var en vorte, som Thorvaldsen ikke overså, lige dér på Oehlenschlägers kind. Den mente digteren ikke var nødvendig. Men »saagud« skulle den med! Kunstneren stod fast. Baronessen sneg sig imidlertid til at fjerne gevæksten en sen aften – men blev opdaget. Vorten kom på igen! De har haft noget at se til på Nysø. Her ender historien dog ikke.

Enhver, der bevæger sig op ad Gyldendals blå trappe i Klareboderne og dermed passerer busten i en vinduesniche, må konstatere: Vorten er borte! Hvad er der sket? Det lykkedes baronesse Stampe i al hemmelighed at bortoperere den umiddelbart før støbningen!

At være eneste gæst på et fortryllet museum en sommerdag i byen kan hurtigt bringe ens fantasi på vingerne igen, så meget mere som et ark papir fløj fra mig, da jeg trådte ud i museets indre gårdrum, hvor vinde har ord for at boltre sig sært, og rigtignok: Mit ark tog flugten i vilde manøvrer, snart oppe, hvor murenes malede palmer når taget, snart nede ved Thorvaldsens efeudækkede sarkofag i midten. Gården tjener som bekendt som den døde kunstners gravmæle.

Men ikke kun.

Det sidste sted

Damen fra den lille kiosk, der er kommet for at sige et høfligt: »Der lukkes!« og får mig til at tømme glasset med isvand, fortæller efter en tænkepause, at nu venter hun snart vipstjertparret.

Hun bliver stående med det tomme glas i hånden og kigger hen på graven, der endnu skinner i sin struttende forårsgrønne pels. Det fejler ikke, at de kommer og bygger rede på graven et sted, hvor efeuen er tæt, fortæller hun. Hver sommer. Nej, vel? Hvor kan de være mere i fred? Her i denne lukkede gårds sikkerhed kan intet ondt ramme deres unger under deres flyveøvelser, selv om vinden kaster nok så meget med dem.

Og her kan intet heller ramme os andre undtagen et blidt: Der lukkes …

Thorvaldsen selv døde i sin stol i Det Kongelige Teater i en alder af 74 år under opførelsen af et ubetydeligt tysk skuespil, som Oehlenschlæger ikke gad se og H.C. Andersen ikke havde fribilletter til, men Thorvaldsen var aldrig blasert, han var nysgerrig. Han ville gerne se, hvad tyskerne havde at byde på, men fik en blodprop i hjertet og faldt »forover i stolen«. Forestillingen blev (ifølge Bjarne Jørnæs’ bog Billedhuggeren) ­ikke afbrudt – til offentlighedens forargelse, da dødsfaldet rygtedes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henriette Lund

Hvilken henrivende tur - som om man selv var med. Tak!

Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen, Christian Mondrup og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tak for nogle gedigne anekdoter - og for at understrege, og så understrege nok engang, at Thorvaldsen var kunstner i den i dag ofte oversete periode, der er nyklassikken.
Udenfor landets grænser har man forlængst opdaget det spændende i kunsten, der udfoldede sig dér, ikke mindst i operaen; men den står så langt fra den i Norden så sejersæle romantik, at vi helt har mistet sansen for denne arkitektoniske renhed, som København ellers stadig er så godt repræsenteret med.
I musikken er det selvfølgelig ikke mindst Rossini, der skaber former i overensstemmelse med billed- og digterkunsterne.