Det her skal jo egentlig handle om dansk jazzhistorie. Men eftersom den historie alligevel ikke kan fortælles uden også at fortælle om amerikanerne, der bragte musikken hertil, så lad os begynde med en enkelt anekdote om én af dem.
Vi befinder os i Greenwich Village, New York, i slutningen af 50’erne. Scenen er en mennesketom café. Albert Ayler, på det tidspunkt en ung og ukendt saxofonist, spiller for håndører og døve øren. Pludselig går døren op, og ind træder ingen ringere end John Coltrane, den store saxofonist og Aylers idol. Han er kommet for at høre den unge jazzprovenu spille. Albert Ayler blæser, som gjaldt det livet, han lader sig føre med af tonerne, og da han stopper med at spille, springer John Coltrane op og møder ham i en omfavnelse.
»That was amazing! I wish I could play like you!« udbryder Coltrane.
»Oh, but it wasn’t me playing, man!« fremstammer Albert Ayler, mens han forsvinder i mesterens favn. »It was the spirit playing through me.«
-og ikke en lyd om Adrian Bentzon. Helt ærligt . . . .