Velkommen til Informations jazzskole: Vi begynder med historie – om rasende nazister og frie unge

Det her skal jo egentlig handle om dansk jazzhistorie. Men eftersom den historie alligevel ikke kan fortælles uden også at fortælle om amerikanerne, der bragte musikken hertil, så lad os begynde med en enkelt anekdote om én af dem.

Vi befinder os i Greenwich Village, New York, i slutningen af 50’erne. Scenen er en mennesketom café. Albert Ayler, på det tidspunkt en ung og ukendt saxofonist, spiller for håndører og døve øren. Pludselig går døren op, og ind træder ingen ringere end John Coltrane, den store saxofonist og Aylers idol. Han er kommet for at høre den unge jazzprovenu spille. Albert Ayler blæser, som gjaldt det livet, han lader sig føre med af tonerne, og da han stopper med at spille, springer John Coltrane op og møder ham i en omfavnelse.

»That was amazing! I wish I could play like you!« udbryder Coltrane.

»Oh, but it wasn’t me playing, man!« fremstammer Albert Ayler, mens han forsvinder i mesterens favn. »It was the spirit playing through me.«

Det er filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen, der fortæller historien. Han har den fra Aylers egen mund. Det er jazzkenderens yndlingsanekdote, fordi han synes, at Aylers ydmyge ord indfanger essensen af, hvad jazzen går ud på.

»Når det virkelig kører for en musiker, er han på en måde ikke selv til stede. Der er noget andet, der kører af sted med ham. Det gælder muligvis også andre kunstarter, men det gælder i særlig grad en improviseret kunstart som jazz,« siger Christian Braad Thomsen, som har lavet flere film og bøger om jazz.

Måske kan man endda sige, at jazzen er lidt ligesom anekdoten, der vandrer fra mund til mund og antager nye former og betydninger. Jazzen er mund-til-mund-musik, som ikke kan reduceres til et nodeark, men lever, opstår og udvikler sig i mødet mellem mennesker med rytme i blodet.

»Jazzhistorie er også idéhistorie,« siger jazzmusiker Kresten Osgood, som har brugt de sidste par år på at gennemtrawle 100 års dansk jazzhistorie i forbindelse med DR-podcasten Farlige toner. »De amerikanere, som kom til Danmark med musikken, kom også med deres idéer.«

Derfor – og så fordi jazzen er uløseligt forbundet til sine rødder i New Orleans – er dansk jazzhistorie også historien om Albert Ayler, Dexter Gordon, Ben Webster, Bud Powell, Stan Getz og de andre amerikanere, som i 1960’erne valfartede til den mytiske jazzklub Montmartre i Store Regnegade. I København blev de feteret som de stjerner, de var, fri for den racisme, som var så voldsom i 60’ernes USA. Og med deres tilstedeværelse skolede de en generation af danske jazzmusikere og gjorde København til et epicenter for jazzens farlige toner.

Det kan hovedstaden blive igen i den kommende måned. Med aflysningen af de store festivaler har den 43. udgave af Copenhagen Jazz Festival mulighed for at blive sommerens store musikbegivenhed for dem, der ellers skulle have været på Roskilde eller Northside. Derfor går Dagbladet Information i de kommende uger tæt på jazzens historie, instrumenter, legender og anekdoter i et forsøg på at åbne den lidt esoteriske genre op for et nyt publikum. Vi begynder med denne swingdans gennem 100 års dansk jazzhistorie.

Kongelig velkomst

Det var ikke just åbenhed og tolerance, der karakteriserede modtagelsen, da jazzen kom til Danmark i 1920’erne. Den nye musik, der blev omfavnet af en hård kerne, blev af parnasset og pressen udsat for ringeagt og ugenert racisme. Hvis man vil vide, hvor langt sprogets grænser har flyttet sig på 100 år, skal man bare læse datidens jazzomtaler og lade sig forarge. Se blot, hvad en anmelder fra Ekstra Bladet – vel at mærke en af de positivt stemte anmeldere – skrev, da jazzpianisten Sam Wooding gav koncert i København i 1925: »Aftenens store sejr blev Jazz-Orkestret under Ledelse af Sam Wooding, en pragtfuld Negertamp [...] Den Koncert, de sorte Bæster lavede, kan man aldrig glemme [...] Man skulde slaa dem ihjel, men maa omfavne Dem!«

Og da selveste Louis Armstrong otte år senere gæstede Tivoli, skrev aviserne om musikkens »negroide Primitivitet« og »Urskovsrytmer«, når der da ikke ligefrem blev lavet abevittigheder på Armstrongs bekostning. Det gjorde der i filmen med den mærkværdige titel København, Kalundborg og -?, som blev optaget i forbindelse med Armstrongs besøg og rummer de første koncertoptagelser af legenden. Her optræder Ib Schønberg med ansigtet malet sort af sod som en parodi på Louis Armstrong, der af filmmanden Ludvig Brandstrup præsenteres med dette digt:

»Det er Tropenat i Junglen, og den sorte Brøleabe med de store hvide Tænder og de stærke Gribehænder kravler rundt i Skovens Kroner, brølende i stygge Toner. Styrter med et Hyl fra Grenen: Louis Armstrong er på Scenen!«

Men så er der også en anden fortælling om Louis Armstrongs besøg. På det tidspunkt havde danske pionerer som Valdemar Eiberg, Kai Ewans og Peter Rasmussen allerede grundlagt en gryende fascination for den nye musik. En fascination, hvis omfang blev tydeligt, da Armstrong arriverede på Københavns Hovedbanegård. 10.000 mennesker, plus/minus, var mødt op på banegården for at tage imod trompetisten. Nogle kravlede op på togene for at få et glimt af mesteren. Andre brød politiets afspærring for at overrække ham en overdimensioneret blomstertrompet. »Jeg tror, det var den største velkomst, i antal af mennesker, jeg nogensinde havde fået,« skrev Louis Armstrong om besøget i sin selvbiografi ifølge Erik Wiedemanns bog om Jazzen i Danmark i Tyverne, Trediverne og Fyrrerne. »Man skulle have troet, at jeg var en slags nationalhelt for dem.«

Guldalderen

Besøgene fra Wooding og Armstrong blev formative for det unge danske jazzmiljø. De sorte musikere viste danskerne, hvordan trompeten skulle trutte og flyttede dansk jazz væk fra en mere rigid og »hvid« fortolkning mod en mere improviseret og loose, der swingede næsten som i New Orleans.

»Jazz er noget, du lærer indefra. Orkestre og bands er som små konservatorier, som opdrager og oplærer nye musikere. At lære af dem, der ved og kan noget, har altid været en integreret del af jazzen,« siger Tore Mortensen, der er leder af Center for Dansk Jazzhistorie.

Og lektierne fra Wooding og Armstrong skulle tjene de danske jazzmusikere godt i besættelsestiden. Her blev der lukket for impulser fra USA, da hverken plader eller musikere kunne komme ind i landet. Alligevel – og måske også lidt derfor – blomstrede dansk jazz i den golde besættelsestid, som skulle blive jazzens gennembrud herhjemme. Nye jazzsteder og orkestre skød op og tiltrak et entusiastisk publikum, som gjorde besættelsen til en indbringende og inspirerende tid for musikere som Leo Mathisen, Svend Asmussen, Kai Ewans, Kjeld Bonfils og Børge Roger Henrichsen. Selv om 60’erne er det mest omtalte årti i dansk jazzhistorie, er det besættelsestiden, der betragtes som dansk jazz’ guldalder.

Før krigen var jazzen en del af en ungdomsbevægelse, som af etablissementet blev modtaget, som den slags til alle tider er blevet: med fnysende foragt og fordømmelse. Jazzen repræsenterede for DR’s første driftschef, kammersangeren Emil Holm, intet andet end »forfærdende Kasserollestøj«, og så sent som i 1998 kunne man stadig finde jazzplader mærket med røde dødningehoveder i statsradiofoniens musikarkiv.

En anden klassisk musiker, der gik i rette med jazzmusikken, var Carl Nielsen. »Aldrig før har Musikkens Kunst været så ilde stedt som i dette øjeblik,« skrev han i forordet til bogen Levende Musik fra 1931. »Fra at være en åndelig værdi, som vi alle samledes om, er den blevet en Skøge, som tilbyder sig fra aabne Døre og Vinduer, fra Kælderhalse og stinkende Jazzbuler.«

Budskabet var ikke til at misforstå: »Negermusikken«, som den kaldtes, tålte ingenlunde sammenligning med den høje, klassiske musik, som talte til hovedet og ånden, hvorimod jazzen alene talte til kroppen – og i særdeleshed den nedre halvdel.

Forbudte toner

Men i 30’erne og 40’erne forstummede en del af disputten. Under Anden Verdenskrig modnedes jazzens oprørskhed fra en ungdomsbevægelse til en bredere protest rettet mod besættelsesmagten, og måske blev det mindre appellerende at være erklæret jazzmodstander, nu hvor det bragte én på hold med nazisterne.

For besættelsesmagten repræsenterede jazzen alt det forbudte: Den var sort, den var amerikansk, den var kropslig, den var sensuel, den var rebelsk, og den talte til folks frihedstrang. Det var den dansable swing- og dixielandmusik, der trak de såkaldte swingpjatter – som i trods mod tyskens soignerede småborgerlighed var uklippede og iøjnefaldende klædt i kæmpejakker og korte nederdele eller smalle stumpebukser – til diverse københavnske spillesteder og kælderknejper. Tidens store navn var pianisten Leo ’The Lion’ Mathisen, en slagterhund med slikhår og cigar i rapkæften, som bød det unge publikum at »take it easy, boy, boy«.

»Nazisterne afskyede alt, jazzen stod for, og det, den gjorde ved dem, der hørte den,« siger Kresten Osgood. »Folk følte sig jo fri, når de hørte det. Det er musik, som appellerer til fritænkning, og det var en modgift til den fascistoide verdensopfattelse. Og så havde vi bare nogle virkelig gode musikere i blandt andre Leo Mathisen og Svend Asmussen.«

Forstadie til ungdomsoprøret

Ny anekdote. Vi har sprunget efterkrigstiden over, hvor besættelsestidens opblomstring blev fulgt af en brat og uventet nedtur. Nu er vi i Montmartre i Store Regnegade, det er 60’erne, og det swinger på ny, både her og rundt om i Jazz-Danmark, hvor unge i islandske sweatre strømmer til de mange jazzklubber. Mens der i krigsårene blev danset til Leo Mathisens traditionelle swingjazz, er det en dødssynd at danse i Montmartre. Her sidder man ned, ryger smøger og lytter til musikken, som er af den rappere moderne slags, bebop og cooljazz.

Det er en slags forstadie til ungdomsoprøret, og der bliver også røget andet end smøger på Montmartre, hvor den sorte tobaksrøg slørede udsynet. En aften, da den unge trommeslager Alex Riel er på, sidder et band, der er på besøg fra USA, og fyrer en hel del fede lige ved siden af scenen. Riel, der aldrig har rørt en smøg, kan mærke rusen flimre i sine næsebor. Han bliver afslappet, for afslappet, åbenbart, for lige så stille falder han i tempo. Den aften får Alex Riel sit livs skideballe af bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Hvad i helvede ligner det, at han sidder dér og er skidefuld på scenen? Riel, som dårligt nok drikker, bliver såret over beskyldningen. Da det går op for dem, hvad der er foregået, får han en undskyldning.

»Jeg havde det skidegodt og kunne pludselig bedre forstå, hvorfor de sad dér og røg og var totalt afslappede og lykkelige. Du kan bare ikke tro, at den går, når du skal sidde og spille trommer,« siger Alex Riel, en af dansk jazzhistories største trommeslagere, mere end 50 år senere.

Paradis på jord

Og spille trommer skulle Alex Riel. Som en del af husets rytmegruppe sad den uddannede damefrisør – »damefrisør, det hed det sgu!« – aften efter aften på scenen sammen med nogle af tidens største amerikanske musikere – Ben Webster, Bud Powell, Stan Getz og ikke mindst Dexter Gordon, saxofonisten, der bosatte sig i Valby og blev Montmartres lyd og sjæl.

»Det var fantastisk, helt utroligt,« siger Alex Riel. »Jeg kunne bare sidde og suge til mig. Dexter Gordon ville gerne have tingene på en bestemt måde, og jeg kunne sgu ikke rigtig høre det i begyndelsen, jeg buldrede bare derudad. Så begyndte han at spille for mig i lokalet ovenpå. Han sang nogle riffs: ’babadabadaba-babadoo’, og pludselig gav det mening: Gud, der er et sprog her, noget matematik, det er ikke bare at spille højt og hurtigt. Tonerne har en mission på rytmikkens vegne.«

For de unge danske musikere, som delte scene med de store navne, blev Montmartre en slags jazzkonservatorium, længe før Rytmisk Konservatorium fandtes. Og for de amerikanske solister, der spillede – og for en dels vedkommende boede – i København, blev Montmartre et fristed.

»København blev et paradis på jord for de musikere, som derhjemme blev diskrimineret og dårligt behandlet,« siger Tore Mortensen fra Center for Dansk Jazzhistorie. »Som sort jazzmusiker i USA var man røven af 4. division, men i Danmark blev de behandlet som kunstnere, og folk var begejstrede for deres aura. Og så er der dem, der mener, at de danske kvinder nok også har været en faktor.«

Fraktioner

Men det var ikke kun i Montmartre og København, at der var gang i den. Også i provinsen var der grøde i jazzen, særligt revivaljazzen, der med trombonisten Papa Bue og hans Viking Jazzband som vigtigste eksponent genopvakte den gamle New Orleans-jazz. Jazzklubberne skød op alle vegne, miljøet forgrenede sig, og der opstod fraktioner mellem dem, der var til den traditionelle jazz, og dem, der var til den moderne, husker saxofonisten og klarinettisten Jesper Thilo. Han havde selv et ben i hver lejr på henholdsvis Cap Horn i Nyhavn og Vingården på Nikolaj Plads.

»Der var to lejre: Dem, der var vilde med Louis Armstrong, og dem, der var vilde med Charlie Parker. Og de kunne ikke fordrage hinanden. Cap Horn var Armstrong-holdet, og i Vingården spillede man moderne, som det blev kaldt. Jeg var til begge dele. Men jeg plejede at holde det hemmeligt for dem, jeg spillede med på Cap Horn, at jeg også gik over og spillede på Vingården indimellem. Ellers risikerede jeg at blive smidt ud af orkestret!« siger Jesper Thilo.

Det var to forskellige slags ungdomsoprør, der udspillede sig simultant på jazzklubberne, siger Kresten Osgood.

»Du havde arbejderklassens ungdomskultur i Nyhavn på Cap Horn, hvor folk drak nogle øl, hørte noget traditionel jazz og scorede nogle damer. Og ved siden af det havde du overklasseopgøret blandt børn af arkitekter og bymennesker, som lyttede til noget mere eksperimenterende musik,« lyder det.

I dag er det nok ikke ungdomsoprør, som de fleste forbinder jazzen med. Og da det rigtige ungdomsoprør kom i 1968, ville de fleste efterhånden hellere høre beatmusik og rock’n’roll, som havde overtaget jazzens plads som den unge, frække og farlige musik, mens jazzens niche skrumpede ind. Da Montmartre i 1976 måtte lukke i Store Regnegade, blev begravelsesfesten et monument over en æra, som var forbi.

A man’s world

Men hvis man tror, at jazzens bedste dage hører fortiden til, så tager man fejl, lyder det fra flere, som er lidt trætte af at se 60’er-tiden romantiseret og de seneste 50 år gjort til en parentes i jazzhistorien.

En af dem er Kresten Osgood, som mener, at jazzens tredje storhedstid er i fuld swing.

»Vi befinder os midt i en ny guldalderperiode, som har varet i over ti år,« siger han.

Det er en guldalder, som er kendetegnet ved en eksplosion af eksperimenter, hybrider og stilarter, som har gjort jazzen til et langt mere flydende og flygtigt begreb. Og så er den domineret af nogen, som hidtil har været skammeligt fraværende i denne artikel, fordi de også har været det i store dele af jazzhistorien. Nemlig kvinder.

Jazzen var i mange årtier en man’s world. USA havde ganske vist store sangerinder som Billie Holiday og Ella Fitzgerald, men de kvindelige instrumentalister lod vente på sig, også i Danmark. Men siden 1980’erne har en række kvindelige jazzmusikere markeret sig stærkt både nationalt og internationalt, anført ikke mindst af slagstøjsspiller Marilyn Mazur og komponist og saxofonist Lotte Anker.

»Jeg ligger selv i slipstrømmen på de feministiske bevægelser i 70’erne. Og jeg tror bare, der var en generel stemning af, at det kunne vi da også finde ud af,« siger 63-årige Lotte Anker.

Hun mindes ikke, at det var særligt svært at være kvindelig jazzmusiker, da hun kom ind i miljøet. Til gengæld kunne det sommetider være svært at være en af de eksperimenterende unge, når man var på et jazzspillested.

»Dengang talte vi om jazzpolitiet. Det var de lidt ældre generationer, som var vokset ud af det første Montmartre i Store Regnegade. En del yngre musikere, og det gjaldt vist både mænd og kvinder, havde sommetider oplevelsen af at være til eksamen hos dem, mens de sad oppe i baren med korslagte arme og nogle gange rynkede brynene, for var det nu rigtig jazz?« siger hun.

I 80’ernes København, som var præget af tidens smalhals og bz-bevægelsens undergrundsmiljø, spillede Lotte Anker både i besatte huse og på regulære spillesteder. Hun kom fast på det nye Montmartre i Nørregade, som var opstået, da det gamle i Store Regnegade lukkede.

»Vi fik tit lov at komme gratis ind til det sidste sæt, fordi der var nogle søde damer i døren, som kendte os,« husker hun.

»Jeg og andre i min og yngre generationer kan godt blive lidt trætte af, at det gamle Montmartre altid bliver fremhævet som det her fantastiske sted, og at alt efterfølgende ikke var ’rigtig jazz’. Det var givetvis fantastisk i 60’erne for den generation, men for mig var 80’erne overhovedet ikke sørgelige. Montmartre i Nørregade blev en ny generations spillested, både hvad angik publikum og musikerne, og musikken favnede både moderne jazz, avantgardejazz og de hybrider, der kom i 80’erne. Der var også et flot internationalt program. Stedet kom til at betyde meget for mig. Jeg lærte virkelig meget af at sidde dér og lytte.«

Det, der ikke er noget andet

Som ung var Lotte Anker inspireret af amerikanske musikere som John Coltrane, Miles Davis og Ornette Coleman, men også af danske musikere som John Tchicai og orkestre som New Jungle Orchestra og Six Winds med blandt andre Marilyn Mazur og Alex Riel. På grund af de mange stileksperimenter og hybridformer, der er dukket op siden 80’erne, er jazz i dag blevet så vidt et begreb, at det for noget af musikken næsten har mistet sin betydning, mener hun.

»Meget af det, jeg spiller i dag, vil jeg måske ikke kalde jazz, selv om det hviler på historiske jazzkvaliteter som improvisation, frihed og elastisk puls. De seneste år har jeg til tider tøvet med at bruge ordet jazz, når jeg har skullet beskrive det område af min musik, som er improvisationsmusik. Ordet jazz giver folk nogle associationer, som ikke altid har noget at gøre med det, jeg laver. Jazzen er blevet et kæmpestort, flydende landskab,« siger Lotte Anker.

Kresten Osgood har sin egen definition: Jazz er alt det, der ikke er noget andet. Han nævner nyere navne som Kasper Tranberg, Laura Toxværd, Qarin Wikström, Simon Toldam, Anders Filipsen, Peter Bruun, Jeppe Zeeberg og Henrik Olsson som eksempler på musikere, der har taget jazzen i nye retninger de seneste 20 år.

»Fælles for dem er, at de laver spændende personlig og original musik, som refererer til forskellige inspirationskilder fra moderne klassisk musik over afrikansk musik til rock, hiphop og techno. Og improvisationen er i højsædet og er en metode, der har udviklet sig eksplosivt gennem jazzens 100 år herhjemme,« siger han.

Anker og Osgood peger begge på Rytmisk Musikkonservatorium i København som et afgørende eksperimentarium for de formeksperimenter, som har givet jazzen en ny puls. Konservatoriet blev oprettet i 1986, og dermed var jazzen endegyldigt blevet omfavnet af de institutioner, som plejede at vrænge ad den. DR havde allerede i 60’erne stiftet Danmarks Radios Jazzorkester, senere DR Big Band, og i 2002 skulle jazzen få sin egen radiokanal, den nuværende P8 JAZZ. Dermed var det definitivt slut med at finde dødningehovedmærkede jazzplader i statsradiofoniens diskotek. Det skulle også kun tage 80 år.

Man skal dog ikke tro, at den 100 år gamle rebelmusik er blevet dydig og domesticeret, siger Kresten Osgood. Tværtimod mener han, at jazzen, og de, der lytter til den, er ved at finde tilbage til musikkens rebelske rødder.

»Jazzen er igen ved at blive et modstandsområde. Fordi jazzen er real i en tid, hvor sandhedsbegrebet er udflydende. Jazzen er direkte kontakt, det er ægte, og folk har brug for at have en personlig relation til noget, der definerer deres værdier som mennesker. Det er alle aldre og sociale klasser, der kommer nu, men det er folk, som vil noget med deres liv, vil gå op i noget, vil mærke sig selv. Musikken kan ikke blive mærkelig nok for det nye publikum. Jeg spillede koncert med mit band forleden, og hver gang vi spillede noget virkelig mærkeligt, begyndte folk at råbe og skrige. Det var udtryk for en frihed, som de havde hungret efter.«

Det er 100 år siden, at amerikanerne bragte den nye og mærkelige musik til landet. Men jazzen er, som Jesper Thilo siger det, »ikke sådan at slå ihjel.«

Copenhagen Jazz Festival 2021, 1. - 24. juli på spillesteder i hele København, jazz.dk

Aarhus Jazz Festival 2021, 10.-17. juli på spillesteder i hele Aarhus, jazzfest.dk