Feature
Læsetid: 7 min.

I den vestlige kunsthistorie er kvinder, der sover, noget af det mest gådefulde

Den vestlige kunsthistorie er fuld af sovende kvinder. Vi har fået en kunsthistoriker til at guide os gennem motivets historie fra antikkens og renæssancens belurede skønheder til dengang i 1800-tallet, da malerne for alvor blev interesserede i, hvad der foregår inde bag de lukkede øjenlåg
Frederic Lord Leighton: ’Flaming June’ (1895)

Frederic Lord Leighton: ’Flaming June’ (1895)

Wikimedia Commons

Kultur
11. juni 2021

Man ved, man har at gøre med en markant tendens i den vestlige kunsthistorie, hvis der er blevet gjort nar ad fænomenet på den legendariske satirehjemmeside The Toast, som excellerer i sarkastiske billedtekster til klassiske malerier. En af de morsomste billedserier på siden hedder (oversat til dansk) »Kvinder, der uden held prøver at sove i den vestlige kunsthistorie« og er en parade af ældre malerier af sovende kvinder, der bliver gloet på, forsøgt vækket eller får løftet et slør eller tæppe af sig. Billedteksterne harcelerer over de typisk mandlige voyeurer på billederne, der stirrer betaget på kvinder, som ligger sensuelt henslængt i søvne, og er stort set en variation over temaet: »Det er uhøfligt at stirre på folk, der sover, gå ud og find en vågen at stirre på i stedet.«

Moraliseren med flere hundrede års forsinkelse over ting, der sker i malerier, er komisk i sig selv, men billedserien er også en tilfredsstillende omgang fis, fordi den gør opmærksom på et helt almindeligt kunsthistorisk motiv på en måde, der får det til at fremstå let absurd og på den måde rejser et helt godt spørgsmål. For hvorfor har malere gennem tiden brugt så meget tid, maling og lærred på at afbilde sovende kvinder? Og hvad handler søvnbillederne om?

Rosanna Tindbæk er kunsthistoriker og interesserer sig for, hvordan det intime og private i menneskelivet kommer til udtryk i ældre billedkunst. Et af de steder, hvor det gør det, er netop i billederne af sovende kvinder, som hun har undersøgt som motiv tilbage i sit speciale og senere i en tidsskriftsartikel. Billeder af sovende skikkelser interesserer hende, fordi de altid på en eller anden måde handler om, hvad man kan se og vise, og hvad man ikke kan, fortæller hun.

»Den sovende skikkelse er meget synlig. Vi kan kigge ubehersket på vedkommende, fordi der ikke er et blik der gengælder vores. Men samtidig er der noget, den sovende gemmer på, som vi ikke kan få at se, og som den sovende ikke engang selv har en bevidst adgang til.«

Komiske mænd, nuttede børn og gådefulde kvinder

Kvinder har selvfølgelig ikke monopol på at sove i den vestlige kunsthistorie, men når det er mænd og børn, der ses sovende i den klassiske malerkunst, udtrykker det som regel noget andet, end når kvinder gør det. Når motivet er et sovende barn, er udtrykket som regel fredfyldt og nuttet – og sandsynligvis malet i 1700- eller 1800-tallet, hvor man for alvor begyndte at interessere sig for børn som andet end halvbagte voksne. 

Når det er en mand, der sover i den ældre billedkunst, er søvnen ofte forbundet med noget sårbart, noget komisk eller simpelthen begge dele. 

»Det komiske består i at udpensle det kontroltab, det er ikke at være ved bevidsthed,« fortæller Rosanna Tindbæk. »Det kan både være gamle romerske statuetter af sovende vagter, der ligger med bar røv og ikke er i stand til at passe deres arbejde, og malerier fra den hollandske guldalder i 1600-tallet, hvor spøgefulde mennesker driller sovende mænd.«

I den italienske renæssancemaler Botticellis maleri Venus og Mars er det den mandlige krigsgud, der er faldet i søvn og bliver drillet af små satyrer med lodne gedebukkeben og horn i panden, mens kærlighedsgudinden formår at holde sig vågen. Satyrerne fjoller rundt med hans lanse og hjelm og blæser den mægtige krigsgud i øret med en konkylie. Ved siden af slænger Venus sig helt klar og ovenpå og signalerer noget om styrkeforholdet mellem kærlighed og krig. 

Sandro Botticelli: ’Venus og Mars’ (omkring 1485)

Sandro Botticelli: ’Venus og Mars’ (omkring 1485)

Wikimedia Commons

Mens de sovende børn er nuttede og mændene sårbare, har de sovende kvinders bevidstløshed op gennem det meste af kunsthistorien understreget forestillingen om dem som gådefulde og dermed både dragende og forførende. »Det er især den gådefulde og dragende sovende skikkelse, jeg interesserer mig for,« siger Rosanna Tindbæk. »Og den gådefulde og dragende er i kunsthistorien meget ofte en kvinde,« fortæller hun og præsenterer fire højdepunkter i den kategori.

Af med sløret

Antonio da Correggio: ’Venus og cupido med satyr’ (1524-25)

Antonio da Correggio: ’Venus og cupido med satyr’ (1524-25)

Wikimedia Commons
En vellystig satyr har i renæssancemesteren Corregios maleri fundet kærlighedsgudinden Venus sovende ude i en skov. Han løfter et klæde eller et slør af hende, så man rigtig kan se selve det øjeblik, hvor hun åbenbarer sig for ham i al sin blottede skønhed og bevidstløshed. Den ene arm er koket bøjet over hovedet, og ved siden af sig har hun sin søn, Cupido, der er gud for erotik og begær, liggende.

Den mandlige voyeur, der belurer en smuk kvinde, som ligger på jorden og sover, tæt forbundet med den spirende natur som hun regnedes for at være, er et motiv, der går tilbage til den græske oldtid. Efter en middelalder med fokus på andre – ofte religiøse – motiver kom den slags mytologiske søvnbilleder på mode igen i renæssancen, her endnu mere æstetiseret med et lys, der falder blødt på hendes hud og især rammer hende fra kravebenet og ned. Sløret, der løftes, er også et fast element i den slags billeder.

De klassiske billeder af beluring af sovende kvinder kan ses som en fantasi om begærsobjektet befriet for besværlig bevidsthed. »Men samtidig fremstiller det også kvinden og hendes seksualitet som noget særligt gådefuldt og mystisk, der ligesom skal afsløres,« siger Rosanna Tindbæk.

Henslumret søster i sofa

En kvinde er dejset om på en sofa og ligger med sit lidt sløret malede ansigt begravet i en pude. Håret er sat op i knold, og hendes brune hverdagskjole breder sig ud over sofaen. Den tyske maler Adolph Menzel har malet sin søster, og der er langt fra Corregios mytologiske fremstilling af et besnærende og bevidstløst begærsobjekt. Vi befinder os i stedet i privatsfæren, billedet er malet med løse strøg og ligner en spontant skitseret hverdagssituation fra dagligstuen.

Adolph von Menzel: ’Emilie Menzel, sovende’ (1848)

Adolph von Menzel: ’Emilie Menzel, sovende’ (1848)

Wikimedia Commons

På det her tidspunkt midt i 1800-tallet blomstrede der en interesse for intimsfæren og privatlivet, og Rosanna Tindbæk ser Menzels billede som et forsøg på at komme tæt på motivet og faktisk formidle den tilstand, søvnen er. Hun fremhæver det tunge skørt som en måde at afbilde søvnens tyngde på og den måde, kvinden bare er faldet i søvn på. »Hun slænger sig ikke på nogen kunstfærdig måde som Venus, hun ligger bare med armene hulter til bulter under sig.«

Samtidig er kunstneren tydeligvis bevidst om, at man i søvnen er uden for rækkevidde, og at han med sit realistiske maleri ikke kan vise alt.

»Det, jeg synes er særlig genialt i Menzels forsøg på at give et intimt indtryk af den sovende, er den måde, han slører hendes ansigt på. Ansigtet er som regel det, der formidler et indre liv, men her er der ikke noget klart defineret ansigt, bare nogle løse strøg. Det får den uklarhed, som søvnen er, til at træde tydeligere frem.«

Drømmelignende billeddannelse

En ung rødhåret kvinde er faldet i søvn, mens hun sad og spandt ved sin spinderok. Ligesom Menzels søster befinder hun sig i et løst skitseret indemiljø, men blomstermønstret på hendes kjole og på stolens betræk understreger sammen med en buket blomster, der hælder parallelt med den sovende kvindes hoved, hendes forbindelse til en natur af en art.

Gustave Courbet: ’Den sovende spinderske’ (1853)

Gustave Courbet: ’Den sovende spinderske’ (1853)

Wikimedia Commons

Kvinder, der falder i søvn midt i den daglige trummerum, vandt frem som motiv i 1600-tallet, da den vestlige billedkunst fattede interesse for hverdagslivet. At der så i 1800-tallet blev malet særligt mange sovende kvinder har nogle kunsthistorikere forklaret med det samfundsforhold, at kvinden var begyndt at vågne lidt for meget op, hvilket genererede en længsel efter passive, sovende kvinder. Rosanna Tindbæk er dog mere optaget af den nysgerrighed efter, hvad der foregår i den sovendes hoved, hun ser i billedet.

»Det spændende ved Courbets maleri af kvinder, der får sig en lur og sikkert sidder og drømmer, er, at han tager den billeddannelse, der finder sted i drømme, med ind i maleriet ved at lade dets overflader være blomstrede og knopskydende som et billede på hendes vegeterende, spirende liv. Den spiren finder så sted i blomsterne på hendes kjole, betrækket på stolen og buketten bag spinderokken.«

Kitschet billede af indre glød

Kvinden på engelske Frederic Leightons maleri Flaming June sover sammenrullet på en bænk i et arkaisk bygningsværk med et vildt strålende og gyldent hav bag sig, massevis af lette, draperede tekstiler omkring sig og iført en kjole, der er helt hysterisk orange.

Frederic Lord Leighton: ’Flaming June’ (1895)

Frederic Lord Leighton: ’Flaming June’ (1895)

Wikimedia Commons

I bedste neoklassicistiske stil har maleren placeret sit motiv i den klassiske periode, men der er ikke meget klassisk over farveholdningen. Fredric Leighton var stor i sin samtid, men neoklassicismen blev regnet for uddateret, da den modernistiske kunst kom frem. Ifølge BBC (der understreger, at ingen har formået eller nænnet at faktatjekke historien) blev Flaming June i 1962 solgt til en skrammelbutik i London af en bygningsarbejder, der havde fundet det i et hus, der skulle rives ned. Det var svært at sælge billedet, så skrammelhandleren nøjedes først med at sælge rammen. I dag er maleriet så ikonisk, at det kan fås på kaffekopper og parafraseres på magasinforsider.

Rosanna Tindbæk hæfter sig ved den vildskab, søvnen skildres med.

»Det er et maleri, som i det kunsthistoriske establishment er blevet set som lidt kitschet og for meget. Faldet i kjolestoffet fremstår for eksempel ikke naturligt, men er påfaldende kunstfærdigt draperet og på den måde over the top. Jeg synes netop, det er det herlige ved det, at han gør kjolestoffet til noget, der formidler hendes indre glød. Glød er næsten for lidt, det er jo en ild, der brænder. Der er noget manieret over maleriet. Det har ikke samme alvorstyngde som hos Menzel, men er mere legende og sprælsk. På den måde formidler maleriet også det utæmmelige ved drømmenes verden og det indre liv.«

Serie

Drømmen om søvn

Mange har sovet elendigt og drømt vildt under nedlukningen. Og generelt taler vi mere om søvn end nogensinde før og bruger utrolige summer på aggregater, der kan optimere den. God søvn er blevet et af tidens vigtigste statussymboler. Informations kulturredaktion stiller gennem nedslag i bl.a. litteratur og ny og gammel kunst skarpt på menneskets døde timer i døgnet.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Tak for spændende artikel med virkeligt interessante links:)

Thomas Østergaard

Men kronhjorte er trods alt noget mere fascinerende.

Sören Tolsgaard

Uden adgang til artiklen googlede jeg på emnet, og konstaterede med forbløffelse, at Sir Frederic Leighton's 'Flaming June' forsvandt i flere årtier - efter modernismens gennembrud - og at genren i tiden omkring billedets genfund i 1960'erne var så lidet værdsat, at det blev solgt for en slik!

https://en.wikipedia.org/wiki/Flaming_June

Pre-Raphaelitterne, især de 'mytiske' motiver, har dog i høj grad gjort come back siden, og nu er et maleri som dette vel nærmest uvurderligt. Den flammende gul-orange kulør henviser antagelig til foråret og det spirende liv, som fostres af den drømmende, kvindelige urform. Tør man mon overhovedet tolke den slags anno 2021, eller at mandens urform - lig sædcellens - er agiterende, penetrerende og konsumerende?

Apropos kultur og sprog kaldes myten om den sovende skønhed 'Sleeping Beauty' på engelsk og tilsvarende på mange syd- og østeuropæiske sprog, mens vi betegner skønheden som 'Tornerose' på dansk og andre nordgermanske sprog. Kan det mon dække over en kulturel forskel?

Angelsakserne har kredset meget om emnet, også med fokus på kvindens perspektiv, jvf. nærliggende temaer som 'The Lady of Sharlott' og *Damsel in Distress'. Der kan vi knap være med, og man må nok medgive, at engelsktalende har meget foræret i et poetisk sprog og en righoldig litteraur, som lever videre i populærkulturen, uden at publikum nødvendigvis aner ret meget om baggrunden.

The Band Perry - If I Die Young
https://www.youtube.com/watch?v=7NJqUN9TClM

Og om end foræringen naturligvis også omfatter en masse sludder og sladder ;-)

Thomas Østergaard

Joh, men jeg synes nu stadig at artiklen skylder at sandsynliggøre at vestlige kunstnere i højere grad end alt mulig andet har fundet sovende kvinder et fascinerende emne, i højere grad end f.eks. sovende mænd.

Grundlaget for at erklære det for en "markant tendens" synes at der er blevet gjort grin med det på et obskurt ukendt website, som var aktivt i 3 år inden det blev lukket p.g.a manglende interesse, under det grundlæggende motto "We strive to be intersectionally feminist. We are pro-choice. We are pro-queer. We are pro-trans. We strive to feature writing from women of all ethnic backgrounds"

Alt i alt forekommer trenden med de Bragolinske grædende børn i 70'erne ganske betydeligt mere forstyrrende. Også fordi den gennem masseproduktion blev bakket op af forbrugerne, der vel alt andet lige er en betydeligt bedre indikation af samfundstendenser end de der skøre kunstner-boheme-weirdos. Og lur mig om mænd var den drivende kraft bag ophængningen af de rædsler.

Apropos skøre kunstner-boheme-weirdos burde der vel være et grundlag for en artikel om de her croquis-kurser hvor man betaler en fattig studerende for at være model, hvorved der opstår et ansættelsesforhold. Jeg er ret sikker på at kursisterne er overvejende til spindesiden, men ligesom artiklen hiver jeg mit datagrundlag ud af en vis legemsdel.

Sören Tolsgaard

Thomas Østergaard -

Kender man sine klassikere, er man næppe i tvivl om, at den sovende (kvindelige) skønhed har fyldt meget i europæisk mytologi og folklore.

Googling på Dornröschen, Sleeping Beauty, La Belle au Bois Dormant, og hvad hun ellers kaldes, kan i hvert fald hurtigt anskueliggøre, at denne historie har haft vid udbredelse i eventyr og folkesang. Tornerose var et vakkert barn ;-)

Også Schneewittchen, Snow White, Blanche-Neige, og hvad hun ellers kaldes, faldt i en dødlignende søvn, og mange andre historier har lignende motiver.

Nu er det desværre sådan, at Walt Disney's fortolkning popper op overalt på nettet og overskygger de mange andre kompositioner, malerier, tegninger og raderinger, som findes af disse eventyr.

Men sjovt nok fik netop Tornerose/Sleeping Beauty, som var Disneys hidtil største tegnefilm, meget begrænset succes. Da den udkom i 1959 var motivet ved at være passé. Nu var kvindens frigørelse på dagsordenen, også i borgerlige kredse. Pigerne gik i stramme jeans eller lårkort og tidens hits var 'Do the Locomotion' og 'Tag med ud og fisk' ...

Viktoriatidens sovende skønheder har dog gjort comeback og er højt estimerede, hvor som helst der endnu findes mænd, som tør være ved Torneroses gådefulde tiltrækning.