Forfatterhonorar
Læsetid: 9 min.

Er 200 kroner for et digt bedre end nul kroner? Det mener redaktører bag nyt magasin

Det nye magasin Tydelige Tegn vil revolutionere aflønningen af forfattere og kritiserer tidsskrifterne for ikke at honorere bidrag. Redaktør for poesitidsskriftet Hvedekorn og Gyldendals skønlitterære chef afviser kritikken, mens næstformand i Dansk Forfatterforening mener, at debatten kan bidrage til en generel holdningsændring
Det nye magasin Tydelige Tegn vil revolutionere aflønningen af forfattere og kritiserer tidsskrifterne for ikke at honorere bidrag. Redaktør for poesitidsskriftet Hvedekorn og Gyldendals skønlitterære chef afviser kritikken, mens næstformand i Dansk Forfatterforening mener, at debatten kan bidrage til en generel holdningsændring

Mia Mottelson

Kultur
12. juli 2021

Siden det kom frem, at Claus Meyers virksomhed ikke ville betale mere end et måltid for, at forfattere skulle komme forbi til et Meyer-arrangement og læse op fra deres værker, har debatten om aflønningen af forfattere ulmet. Og dermed også diskussionen om, hvad litterær kunst egentlig er værd.

10.000 kroner pr. bidrag, lød det i Kulturen på P1 fra Lars Bukdahl, redaktør for det Gyldendal-ejede poesitidsskrift Hvedekorn. Men forfattere aflønnes i virkeligheden ikke for deres bidrag i det 100 år gamle tidsskrift, fordi, forklarer Bukdahl også i en kommentar i Weekendavisen, der ikke er økonomi til at betale det, poesien faktisk er værd.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det offentlige bør selvfølgelig ikke støtte kulturelle aktiviteter, der ikke lønner professionelle kunstnere. Ideen med støtten må jo netop være at muliggøre honorering, mens man må forvente, at udgivelsen i sig selv klarer sig på det salg, der tilsiger, at det er en nødvendig udgivelse - eller placere det i et institutionelt regi, hvor en egentlig offentlig finansiering udgør et solidt økonomisk grundlag, som med forskningstidsskrifter.

Martin Lau, Alvin Jensen og Arne Würgler anbefalede denne kommentar
Arne Würgler

Der altid skal finde en betaling sted, uanset niveauet. Det er byder respekten for kunstnerisk arbejde.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen, Franz Nitschke, Alvin Jensen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Louise Hansen

@Arne Würgler, betalingen er den, at digtet - eller hvad der nu er tale om - bliver offentliggjort.

Det er en betaling i sig selv.

Man bør komme ud over den primitive forestilling om, at betaling foregår ved at stikke folk en lap papir påtrykt en ansigt af et gammelt koryfæ.

Betaling er SÅ meget andet, og det foregår blandt andet ved at offentliggøre det shit, folk siger.

Jeg føler mig fx betalt ved at se dette skriv offentliggjort.

Søren Christensen

Hvis det princip skal gælde for resten af samfundet, hvor er vi så?

stephan durhaupt

Nul kroner er, hvad det er: ingen betaling; 200,- kr. er en forhånelse.

Steffen Gliese

Nej, Louise Hansen. Hvis vi levede i en verden, hvor lønarbejdet var afskaffet - og man f.eks. udførte funktioner, fordi man kunne, og fordi det i sig selv udgjorde en faglig stolthed at kunne, var det noget andet - eller omvendt en verden, hvor alle bidrog til løsningen af de nødvendige, men ikke så spændende opgaver for fællesskabets skyld for at kunne hellige sig det interessante og udviklende - i en sådan verden kunne man henvise til stoltheden over at få noget antaget og trykt.
Men sådan er det ikke, og der tjenes penge på det, man leverer gratis, som man ikke selv belønnes for. Derfor skal der ske betaling, medmindre konditionerne er, at ingen direkte tjener penge på skribentvirksomheden, som med pov.international, hvor konditionerne ligesom er kendte og accepterede.

Pia Hansen, Jens Christensen og Martin Lau anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er også et eminent eksempel på, at markedsmekanismen ikke virker: enhver kan vælge - og med potentiel meget større udbredelse - gratis at publicere et større eller mindre værk og dermed sikre sig, at andre ikke sætter aftryk på det med deres små pølsefingre.
Nå man alligevel vælger at stille det til rådighed for et betalingsmedie og dermed medvirke til, at dette kan blive mere attraktivt for et købedygtigt publikum, skal der selvfølgelig betales ved kasse ét.
Ligesom elektroniske medier høster en fordel af at kunne tiltrække lyttere og seere i kraft af de medvirkende, ikke i kraft af mediet i sig selv.

Steffen Gliese

Betaling er et princip, og jeg har såmænd også skrabet bunden med 200 kr. i honorar. Det værste var dog, da et teater snød mig for selv skaldede 200 kr. for en artikel, jeg for få år siden ikke ville have skrevet for mindre end 1.000 og stadig følt mig relativt generøs.

Søren Kristensen

Hvis jeg var professionel kunstner og ikke selv i stand til at forhandle acceptable kontrakter hjem ville jeg gøre ét af to: enten finde en god agent eller et andet erhverv. Var jeg (og det er jeg faktisk) amatør-kunstner ville jeg slet ikke bekymre mig om betaling, men ligesom Louise Hansen glæde mig over at mine udladninger ikke nødvendigvis behøver tilfredsstille andre end mig selv. Imellem de to stationer kan der selvfølgelig for en kunstner in spe være en position hvor man er overladt til andres nåde og nødt til at gå på kompromis. Men det er nu engang den pris novisen må betale for at sandsynliggøre et gennembrud, hvis hun ikke er selvskrevet med en overordentlig gunstig, for nu ikke at sige nærmest nepotistisk proveniens eller i bedste fald et helt særligt og åbenlyst talent. Det eneste der med garanti ikke kaster noget af sig er jammer.

Jens Christensen

Jeg vil have det helt fint med, hvis det på nogle områder er muligt at arbejde med nogle minimumssatser og ordninger. Sådanne satser kræver ingen evalueringer, og at de skulle 'slå hul i markedet' holder ikke. Men problemet er vel, at strukturerne og organiseringerne ikke er der til at gennemføre det andet end måske lige i det offentlige regi.

Tilbage står stadig, at kvalitetskrav fra brugerne skal være der. Et konkret eksempel fra et helt andet fagområde er fotografiet, hvor håbefulde og dygtige fotografer søger at leve af geschæften. Især siden digitaliseringen af fotoet/kameraet er der sket en veritabel folkeliggørelse af mediet og fint nok for det (!), men den førnævnte ambitiøse fotograf har ingen anden jordisk chance for at overleve, endsige bare finansiere sit udstyr, end ved simpelthen at levere noget, der til fulde kan konkurrere på kvaliteten.