Interview
Læsetid: 15 min.

Alexandre Nsoni: »Jeg føler mig mere elsket, end jeg nogensinde har gjort før, når jeg læser«

Digteren Alexandre Nsoni er debuteret under stor mediebevågenhed med en bog om en opvækst med flugt, traumer og vold. For Nsoni blev litteraturen en måde at leve på og vejen til et nyt fællesskab. Informations udsendte tog med Nsoni hjem til barndommens Vrå til et genbesøg med den by, som hans skrift udspringer fra
Tidligere har Alexandre Nsoni ikke kunne fortælle om sin opvækst. Fra barnsben blev det fra forældrenes side indpodet, at det personlige ikke var noget, der skulle deles og siges højt. Mødet med poesien har givet ham modet og muligheden.

Tidligere har Alexandre Nsoni ikke kunne fortælle om sin opvækst. Fra barnsben blev det fra forældrenes side indpodet, at det personlige ikke var noget, der skulle deles og siges højt. Mødet med poesien har givet ham modet og muligheden.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
26. juli 2021

»Vrå, et godt sted at bo.« Sådan står der på byskiltet på Jernbanegade. Røgen stiger fra DanAgro-fabrikkens skorsten. Hovedgaden er tom, og i det fjerne høres flere plæneklippere. De blå regionaltog tøffer regelmæssigt ind på stationen, og 9.41 ankommer et som planlagt fra Aalborg. Alexandre Nsoni stiger ud.

For godt to uger siden debuterede han med digtsamlingen I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd. Her i avisen kaldte Kamilla Löfström Nsoni for »et nyt digterhåb«. Tidligere på ugen har han været i København for at medvirke i Go’ morgen Danmark.

Denne fredag er vi taget tilbage til Vrå for at gå en tur igennem hans fortid og den by, han og resten af familien i 2003 ankom til fra Angola efter flugten fra Den Anden Congokrig. En by, der spiller en helt central rolle i digtsamlingen og Alexandre Nsonis liv.

»Hør efter

Og læg mærke til

Hvor normalt og roligt

Jeg kan fortælle min historie«

Sådan lyder de indledende strofer i samlingens andet digt. Med en henvendelse til læseren, der giver mindelser om klassisk, episk fortællekunst. Herefter følger 120 siders digte i næsten kronologisk rækkefølge, der opruller en barndom præget af flugt, vold og død. Et par linjer længere nede i digtet hedder det:

»Gud brugte syv dage på at skabe verden

Og jeg brugte hele min barndom

På at overleve«

Som Alexandre Nsoni siger det, efter en kort introduktion ved stationsbygningen, så kan jeg egentlig bare tænde for diktafonen. For det er her på Jernbanegade, at historien om familiens ophold i Danmark rigtigt begynder.

Det var her, Alexandre Nsoni og hans to yngre brødre sammen med forældrene flyttede ind. Herfra fortæller og guider Alexandre rundt i byen med en ro, som han senere forklarer, poesien har givet ham.

»Før digtsamlingen kom ud, snakkede jeg med min mor. Hun mener, at jeg har ødelagt hendes liv ved at dele hendes privatliv. Hun læser digtene, men kun dem, der handler om hende selv. Jeg håbede på, at hun ville læse hele samlingen og sige undskyld,« siger Alexandre Nsoni.

»Før digtsamlingen kom ud, snakkede jeg med min mor. Hun mener, at jeg har ødelagt hendes liv ved at dele hendes privatliv. Hun læser digtene, men kun dem, der handler om hende selv. Jeg håbede på, at hun ville læse hele samlingen og sige undskyld,« siger Alexandre Nsoni.

Emilie Lærke Henriksen
Tidligere har Alexandre Nsoni ikke kunnet fortælle om sin opvækst. Fra barnsben blev det fra forældrenes side indpodet, at det personlige ikke var noget, der skulle deles og siges højt. Mødet med poesien har givet har givet ham modet og muligheden.

Bygningerne

Over for stationen i et af de tre etager høje rødstenshuse fik familien Nsoni deres første rigtige hjem i Danmark. Det var i 2003, og Alexandre Nsoni var seks år gammel. Gennem barndommen nåede familien at bo tre steder i den lille gård, der gemmer sig bag en porthvælving mod gaden.

»Min far havde ikke så langt til arbejde. På det tidspunkt havde min mor ikke arbejde, hun var hjemmegående, og det var på det tidspunkt, Jehovas Vidner bankede på,« forklarer Alexandre. Faren arbejdede på et nu nedlagt slagteri 100 meter nede ad vejen, og moren brugte det meste af tiden i hjemmet.

»Min mor var meget ensom. Vi var nye og fremmede for alt. Jehova bankede på, og de kom jævnligt på besøg. Der er mange, der siger, at det er for galt. At det er gale kvinder og gale troende, men jeg så det som en god ting for hende. Hun fandt et fællesskab,« fortæller Alexandre Nsoni.

Farens arbejde på slagteriet og morens forhold til Jehovas Vidner er begge beskrevet grundigt i digtene. Mens vi begiver os rundt i Vrå, udpeger Alexandre de præcise steder, hvor scener fra digtene har udspillet sig.

»Men det var også her, min mor første gang forsøgte at begå selvmord, da jeg var ni år gammel,« forklarer Nsoni. Vi står i den rødmalede port ind til baggården. »Efter selvmordsforsøget stoppede jeg altid her på vej hjem fra skole og bad til Gud for, at det ikke ville være noget forfærdeligt, jeg gik i møde.«

I bygningen mod gaden forsøgte moren at tage sit liv. I et lavt baghus var en brand ved at tage livet af Alexandre Nsoni og hans far, fordi faren havde glemt en gryde på blusset. På kvisten på den anden side af gården fortalte faren for første gang om sine selvmordstanker. Ligeledes reelle begivenheder, som Alexandre Nsoni, som han selv siger det, forsøgte at gengive så præcist og poetisk som muligt.

Barndommen var præget af vold og et strengt kodeks om, at det, der skete i hjemmet, aldrig måtte slippe ud. Som det hedder et sted i digtsamlingen, hvor bogens ’jeg’ bliver udskiftet med et ’vi’ mellem brødrene: »Vi har vænnet os til det uforståelig.«

Har du brug for hjælp?

Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Råbet

Vi går langs skinnerne og under en viadukt. To minutter væk ligger skolen, hvor Alexandre Nsoni fik plads tre uger efter ankomsten til byen. »Alt i Vrå er tæt på hinanden,« fortæller Alexandre, da vi kommer ud af viadukten og kan se den sommertomme skole lige foran os. »Det er også derfor, at jeg ikke forstår, hvorfor der ikke var nogen pædagoger eller andre, der spurgte til, hvordan det gik derhjemme.«

»Jeg sloges meget på skolen og kastede rundt med stole. Det var min måde at sige ’Hallo, der er noget galt’. Min tunge var skåret over, og jeg forsøgte at finde en anden måde at kommunikere det på. »De så det bare, som om der var kommet en galning til landet,« siger Nsoni tørt konstaterende.

Før ankomsten til Danmark havde han ikke gået i skole. Han var to, da familien flygtede fra krigen i Congo. Minderne er mudrede, men dukker op i glimt. Synet af de døde kroppe hænger fast. Som Nsoni siger det: »Jeg husker det, jeg ikke skal huske.«

Forældrene talte aldrig om tiden før. At moren var 19, da hun fik ham, og faren et par år ældre, ved han. Ligesom han ved, at faren arbejdede i en lufthavn, og moren formentlig gik hjemme. Og så er han sikker på, at de kom fra hjem, »hvor der ikke fandtes omsorg«. Det var kun gennem forældrenes skænderier om fortiden, at børnene kunne sammenstykke bidderne.

I digtsamlingen dukker krigen og tiden i Angola hele tiden op. Som traumer, der vender tilbage. Erindringer, der er psykiske, men også helt konkrete og fysiske. Ikke noget, der hører fortiden til, men noget, der hele tiden manifesterer sig.

Da vi lidt senere går igennem højt og morgenvådt græs, gør Alexandre mig opmærksom på sine ben, der ikke kan strækkes ud, og som han må slæbe gennem græsset. Akillessenerne nåede aldrig at vokse, fordi han rent bogstaveligt skulle løbe fra døden i Congo.

I barndommen udviklede han en speciel løbestil, der ikke lignede de andre børns. Men det var ikke det eneste, der fik ham til at stikke ud.

Da jeg spørger ham om det første møde med de andre elever, griner han:

»Jeg kom ind i en bygning, hvor der kun var hvide mennesker. Min hjerne gik i forsvarsmode. I Angola var vi bange for hvide mennesker og kaldte dem albinoer og heksebørn. Vi holdt os altid for navlen, når vi så dem, for at beskytte os selv. Det lyder mærkeligt, når jeg tænker på det nu, men det var sådan, jeg havde det.«

Men som Nsoni tilføjer:» »De andre børn var lige så bange for os, som vi var for dem. Vi var de første sorte i byen. Det var det fremmede mod det fremmede. Det var totalt kaos.«

I Alexandre Nsonis digtsamling dukker krigen og tiden i Angola hele tiden op. Som traumer, der vender tilbage. Erindringer, der er psykiske, men også helt konkrete og fysiske. Ikke noget, der hører fortiden til, men noget, der hele tiden manifesterer sig.

I Alexandre Nsonis digtsamling dukker krigen og tiden i Angola hele tiden op. Som traumer, der vender tilbage. Erindringer, der er psykiske, men også helt konkrete og fysiske. Ikke noget, der hører fortiden til, men noget, der hele tiden manifesterer sig.

Emilie Lærke Henriksen
»Når du læser bogen, handler det i høj grad om det fremmede mod det fremmede. Det fremmede, der ikke vil omfavne det fremmede. Jeg ville heller ikke omfavnes af det fremmede dengang, og jeg ved stadig ikke, om jeg vil omfavnes af det. Nu har jeg omfavnet noget fremmet, jeg har omfavnet poesien.«

Sprog

Vi står i skolegården mellem lave rødstensbygninger. Et tre etager højt kastanjetræ troner i midten. Alexandre Nsoni peger op. Næsten gemt bag kronen kan skolebiblioteket helt oppe under tegltaget skimtes.

Det var her, Nsoni første gang stiftede bekendtskab med litteraturen. Her lærte han at læse gennem Jakob Jensens børnebøger. Ved at lytte til lydbøger og forbinde lydene med ordene i de fysiske bøger.

Det var en flugtvej og et terræn at undersøge. Dengang havde Nsoni intet begreb om, hvad poesi var. Det var først i de tidlige 20’ere, poesien rigtig kom ind i hans liv. Han havde altid skrevet ting ned, men ikke gjort mere ved det.

For to år siden ændrede det sig. Nsoni var i Horsens og havde mødt en pige, der introducerede ham til Vita Andersen. Derfra læste han sig videre. Fra Vita Andersen til Michael Strunge, F.P Jac, Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum, Inger Christensen og Pia Tafdrup.

At han endte i Horsens var med hans egne ord et udslag af »vanvid«. Han havde holdt alt inde i 23 år, og så eksploderede det.

»Jeg prøvede at begå selvmord nede ved togsporene på Jernbanegade. Jeg var ved at springe ud dernede, men togchaufføren dyttede i hornet, og så stoppede jeg selvmordsforsøget. Jeg kunne ikke være i min krop, og jeg kunne ikke være i mit hoved. Efter det vidste jeg godt, at der var noget vanvittigt galt.«

Efter episoden hjalp en veninde Nsoni med at flytte hans ting til Horsens, hvor han fandt et kollegieværelse og fik plads i psykiatrien. Han sagde farvel til de fleste af sine tidligere venner og til Vrå. Han skiftede sit navn til Alexandre og forsvandt fra landkortet. Hver morgen vågnede han op til en følelse af, at alt var meningsløst. I psykiatrien blev han sat i behandling, fik stillet en diagnose og fik piller.

»I psykiatrien kiggede de lige igennem mig. De forstod mig. Eller de ville i hvert fald gerne forstå mig. Men når jeg snakker med dem, så sætter jeg stadig min facade op. Jeg skal ikke være den svage mand. Jeg ved, at jeg sætter facaden op, og de ved det også godt.«

Selv om han følte sig set, havde han ikke noget sprog til at fortælle om sit liv. I sessionerne med psykiateren undveg han spørgsmålene. I stedet begyndte han at skrive. Han vendte tilbage til barndommen og ungdommen gennem skriften.

Villaen

Vi har forladt skolegården og er gået igennem en lille samling træer, som Nsoni forklarer, er det sted, der i digtsamlingen bliver kaldt Helvedesstien, og som leder lige ned til Vrå Højskole. Et navn, stien fik, fordi den førte tilbage til hjemmet, hvor afstraffelsen ventede. På højskolen sov familien i de første tre uger efter ankomsten.

På ti minutter passerer vi familiens andet hus, børnehaverne, hvor de yngre brødre gik, og kirkegården, hvor en af hans tidligere venner ligger begravet. Vi er på vej tilbage til Jernbanegade i en lille cirkel.

I forhaverne kører robotplæneklippere rundt. Det er idyllisk, som fotografen bemærker. Alexandre Nsoni nikker. Villavejen, hvor familiens andet hus ligger, kunne være alle steder i landet, udenfor ånder der ro. 

I hjemmet, en murermestervilla i to etager, var det langtfra det samme. Alexandre Nsoni passede på de to yngre brødre og skærmede dem fra forældrene. Da jeg spørger, om han indtog en forældrerolle, er svaret et klart ja. Og det gør han stadig.

Volden, som faren havde mødt, blev givet videre til drengene. Som det står i digtsamlingen, så gik den i arv. Drengene skulle være mænd. Som Alexandre forklarer det, så blev volden også en udvej for ham selv. På byture i Aalborg opsøgte han den:

»Jeg fik en følelse i kroppen efter en slåskamp. Jeg var helt tom, fordi jeg havde efterladt de andre, som jeg blev efterladt af min far. Det er mærkeligt at snakke om. Jeg har det dårligt over det nu, men dengang var det befriende og en måde at finde ro på.«

Alexandre Nsoni genfortæller historien bag et af digtene i samlingen. Om en slåskamp, der fik tiden og familiehistorien til at spinne:

»Oppe i mit hoved blev det hele rodet sammen. Jeg var oppe at slås. Jeg så min far i dem, jeg slog, og i min kærestes skrig kunne jeg høre min mors stemme, der råbte, bliv ved, bliv ved. Efter jeg gik, var det mig selv, jeg så. Det var mig selv, jeg havde tæsket.« Scenen er en af flere, der er gengivet i digtsamlingen, hvor traumernes genkomst giver en følelse af, at tiden er gået af led.

I dag er moren gældsat på grund af lån i villaen. Når Alexandre Nsoni skal forklare, hvorfor hun købte huset, er svaret simpelt: »For hende var det vigtigt, at danskerne så os som ligeværdige. At vi kunne bo i et hus, som de gjorde.«

Alligevel ville moren ikke have, at Alexandre Nsoni skulle opføre sig som en dansker, og Alexandre forstår også kravet om ikke at lade et ord slippe ud fra hjemmet som et ønske fra forældrenes side om ikke at tabe ansigt til den kultur, de kom fra.

For Alexandre Nsoni har det gennem hele livet været en splittelse, han har levet med.

»Selv hvis jeg kun vil være dansker, så bliver jeg aldrig dansker i danskernes øjne. Men hvis jeg går hen og bliver afrikaner, så har jeg ikke taget Danmark til mig i danskernes øjne.«

Mani

Digtningen har givet Nsoni en måde at bearbejde fortiden på. Men det betyder ikke, at det har været en kur. Traumerne og de maniske perioder er der stadig. Når han er inde i sådan en, kører alt rundt.

»Det hele kører rundt, og ordene vælter frem. Der er ikke noget, der er større end mig, og der er ikke noget under mig. Nogle gange varer det en uge, andre gange to. Der er digte i slutningen af bogen, som er skrevet i maniske perioder.«

Pillerne lægger en tung dyne over ham. De hjælper på søvnen, men de lukker også en del af ham ned, som er helt central for hans måde at møde verden på. »Jeg er jo mig, når mine tanker bare kører. Så selv om det hjælper, så bliver jeg også fremmed for mig selv og for verden,« som han forklarer det, mens vi igen nærmer os togstationen, hvor vi mødtes et par timer tidligere.

Læsning

Læsningen var med til at give Nsonis tanker form. Vita Andersens sætninger om kærlighed vækkede genklang hos Nsoni, der så sin ekskæreste, der i lange perioder udgjorde en moderskikkelse for hans brødre, i Andersens skrift.

»Og så så jeg et interview med Strunge, hvor han skabte sig helt vildt. Og tænkte, han er da rimelig cool ham dér. Så kastede jeg mig over hans digte.«

Specielt én linje fra Strunges debut Livets Hastighed satte sig fast: »Jeg vil ændre mit liv, før de ændrer mig. Jeg lever kun med livets hastighed.« Igen var der en genklang i indholdet. Men også et arbejde med sætningernes opbygning.

»Senere kastede jeg mig over Charles Bukowski, som siger, at hans far har lært ham betydningen af smerte uden begrundelse. Det føler jeg også, mine forfædre har gjort.« Bukowskis ord blev en form for mantra. En kerne, som han blev nødt til at nærme sig gennem skriften.

»Jeg er nødt til at blive ved med at opsøge begrundelsen og forståelsen. Bogen er en dannelsesrejse, det er en jagt på de spørgsmål: Hvorfor har jeg fået de her forældre, hvorfor gjorde de, som de gjorde, og hvorfor er det mit vilkår at være så forskellig fra de andre?«

Digtsamlingen og dannelsesrejsen går fra flugten til Nsonis performative mord på det barn, han aldrig føler, han har fået lov til at være, og ønsket om at fortsætte livet uden forældre: »Jeg fraskriver mig historien ved at have skrevet den ned. Den er ude, og vi kan tale om den.«

Forsoning

Vi er tilbage ved parkeringspladsen ved Vrå Station. Mellem togskinnerne og familiens første bolig. Alexandre Nsoni forklarer, at han havde håbet, at digtsamlingen kunne skabe forsoning i familien. At moren ville læse bogen og forstå, hvordan han havde haft det. Det blev ikke tilfældet.

»Før digtsamlingen kom ud, snakkede jeg med min mor. Hun mener, at jeg har ødelagt hendes liv ved at dele hendes privatliv. Hun læser digtene, men kun dem, der handler om hende selv. Jeg håbede på, at hun ville læse hele samlingen og sige undskyld.«

Når Nsoni prøver at forstå sin mor, lyder svaret sådan her »Mest af alt tror jeg, hun er ked af, at jeg kan huske det. Der er så mange ting, hun gerne vil have, jeg skulle være fri for at huske.«

Vi maser os ind på bagsædet af Informations lille Citroën og sætter kursen tilbage mod Horsens og Nsonis nye hjem. Jeg spørger, om der var tidspunkter indimellem, der mindede om en normal barndom. Svaret falder kontant: »Hverdagen var katastrofer. Der var ikke noget, du ville synes var normalt.«

I Horsens er hverdagen anderledes. Den er rolig. Som han fortæller det: »Jeg arbejder som handicaphjælper et par gange om måneden og læser mine bøger, slapper af og snakker med de andre på kollegiet. Prøver bare at passe mig selv og finde plads til mine følelser i min krop.«

Udover Bukowskis ord, så går en anden forfatters ord igen i Nsonis debut. I digtet »Poesiens dør« bliver det konkret, »jeg meldte mig ind i krigen sammen med krigerne uden våben,« lyder det med en direkte reference til linjerne fra Morten Nielsens debut af samme navn.

Jeg spørger, om det var bevidst, og Nsoni bryder ud i et begejstret smil på bagsædet af bilen: »Ja! Du regnede den ud. Ham mødte jeg gennem Tove Ditlevsens Gift. Fuck, hun er dygtig mand.«

I litteraturen har Nsoni fundet et andet fællesskab og en måde at leve med sig selv og sin fortid på.

»Jeg føler mig mere elsket, end jeg nogensinde har gjort før, når jeg læser,« som han kort efter forklarer mig.

Sammenligninger

I pressen har sammenligningerne til Yahya Hassan allerede været mange. For Nsoni er det et irritationsmoment, selv om han har læst Hassan intensivt. »Yahya Hassan var den første. Jeg vælger at sige, hey, her kommer mit bidrag fra en afrikansk opvækst. Hans historie var unik, og jeg er unik. Vi er helt forskellige. Han er født heroppe, jeg er flygtet hertil med døden i hælene. Vi har begge to mødt poesien, men vores historier er helt forskellige. Det eneste, du kan sammenligne, er opdragelsen.«

Om sin ankomst til Danmark fortæller Alexandre Nsoni: »De andre børn var lige så bange for os, som vi var for dem. Vi var de første sorte i byen. Det var det fremmede mod det fremmede. Det var totalt kaos.«

Om sin ankomst til Danmark fortæller Alexandre Nsoni: »De andre børn var lige så bange for os, som vi var for dem. Vi var de første sorte i byen. Det var det fremmede mod det fremmede. Det var totalt kaos.«

Emilie Lærke Henriksen

Som han ser det, er sammenligning et udtryk for, »at man bare venter på den næste i rækken med en historie, man kan trække frem og sammenligne.« Men for Nsoni har modtagelsen af hans digte alligevel været overvældende: »Jeg synes, det er smukt, at der er nogen, der gerne vil læse om noget, der er så fjernt fra deres hverdag. Der er jo folk, der er interesserede i at møde det, de ikke kender.«

Den første, der rigtig var interesseret i Nsonis digte var Pelle Hvenegaard, som Nsoni bare kalder Erobreren på grund af hans rolle som børneskuespiller i Bille Augusts film Pelle Erobreren. De mødte hinanden tilfældigt i Horsens og aftalte at udgive bogen.

Derfra gik det hurtigt. Der var folk, der mente, at Nsoni burde give bogen mere tid. Men for ham var det tid til, at digtene kom ud. Det var en byrde, der skulle lettes. Som han selv siger det, så skal han videre.

Nat

En nat, et par dage efter gåturen i Vrå, tikker en besked fra Nsoni ind på min telefon. Det er et nyskrevet digt, der popper op på skærmen. Uret siger 01.46.

»min digtsamling har såret

de sårende«

Sådan lyder et par af linjerne fra digtet, som har fået arbejdstitlen Voodoo med en slet skjult reference til Nsonis forældre. Nsoni skriver videre og digtene har indhentet nutiden. I bilen til Horsens et par dage forinden fortalte han om sine fremtidsplaner.

Han vil længere tilbage i sin egen og familiens historie for at prøve at forstå forældrene. Som han ser det, er den eneste løsning at følge familiens spor tilbage til Angola og Congo, hvor Nsoni flygtede fra. Hvis der skal komme en toer, så er det dér, den må tage sit udspring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henny Stouby

Tak for denne gode artikel om endnu et ungt menneske, som litteraturen giver stemme.
Ja, litteraturen kan meget.

Morten Kjerulf, Frederik Nissen, Ulla Jensen, Johan á Rogvi, Irene Clausens og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Sikke et ansigt. Respekt. Tilbyd Alexandre er kontrakt asap.