Andreas Christensen er noget af det bedste, vi har. Vi skal jo ikke hjem. Vi skal videre

Landstræner Kasper Hjulmand tilbød ham ellers at tage et par dage fri. Andreas Christensen – ’AC’ blandt venner og fans – havde lige løftet Champions League-pokalen højt i luften sammen med Chelsea-kammeraterne efter sejren over Manchester City. Ferie ville Christensen ikke have noget af. Sammenholdet blandt de danske landsholdsspillere var mere tillokkende end at hvile en lille stund på laurbærrene.

Det er AC i en nøddeskal, siger dem, der kender ham.

Spol frem til det 79. minut mod Rusland i Parken, den 21. juni. Thomas Delaney afleverer bolden ind i russernes målfelt, og Martin Braithwaite header til den. Matvei Safonov, Ruslands målmand, parerer hovedstødet. Jens Stryger Larsen får fat i bolden og puffer den videre til Simon Kjær. Endnu en redning fra Safonov. Nu triller bolden ud af det russiske målområde.

En dansk spiller kommer stormende fra dybet af banen for at møde den. Det er Andreas Christensen. Han tordner til kuglen – »et dommedagshug«, brøler DR’s Andreas Kraul – og den smasker op i nettaget uden chance for Safonov. Danmark er foran 3-1 over Rusland. Og festen er kun lige begyndt.

Christensen har aldrig scoret for sin klub Chelsea. Faktisk har han kun forsøgt sig med tre skud uden for feltet, siden han trådte ind på seniorholdet i oktober 2014.

Man kunne se skrigende, måbende tilskuere på lægterne i Parken, der rev sig i ørerne. Som Liam Twomey og Simon Johnson bemærkede i deres klumme i The Athletic den 3. juli, var det ikke for at gøre nar af Christensen. Det var selvfølgelig en reference til Champions League-pokalen. Dén med de store ører, som Chelsea havde vundet, og hvor Christensen havde afløst en grædende Thiago Silva.

På pressemødet efter opgøret mod Rusland lovpriste Kasper Hjulmand Christensen:

»AC er bare en af de bedste forsvarere, der findes. Han har alt, hvad der skal til, og hans præstation i aften var fantastisk.«

»Det begyndte ikke så godt,« beretter AC til Twomey og Johnson fra The Athletic.

Chelsea havde skiftet træner midt i sæsonen. Det var januar 2021. Thomas Tuchel, der tidligere havde stået i spidsen for Paris Saint-Germain, tog over for en udskældt Frank Lampard i London-klubben. Tuchels første prøve var mod Wolverhampton, og Christensen var ikke i nærheden af start-11’eren.

Men så trak Tuchel AC til side:

»Han kom hen til mig og sagde, at han lige var kommet til klubben, og at det var svært at ændre på noget,« fortalte Christensen.

»Tuchel havde ligesom sit hold inde i hovedet og den måde, han gerne ville spille. Men så sagde han: ’Efter dét, så skal du bare bevise dig selv’. Jeg arbejdede stenhårdt, og han holdt sit ord.«

Tuchel ændrede Chelsea-truppen. Spillerne fik selvtillid, de løb for hinanden, og sejrene fulgte på stribe. Forvandlingen var forbløffende. Der var ikke de allerstørste stjerner at plukke fra – og slet ikke som i Jürgen Klopps Liverpool og ’Pep’ Guardiolas Manchester City – men den 47-årige træner fik alligevel skabet et dynamisk og offensivt hold.

Rygterne ville, at Tuchel var gode venner med den brasilianske veteran Thiago Silva, som havde fulgt med ham fra PSG.

AC greb chancen

Men da sæsonen 2020/21 gik ind i den afgørende finale, brød Silvas krop sammen. Så vendte Tuchel sig mod Christensen.

Den danske forsvarsspiller greb chancen med kyshånd. Chelsea holdt nullet i vigtige kampe mod Tottenham, United og Liverpool – og mod Atletico og Real Madrid i Champions League. AC var en klippe i forsvaret. Og endnu bedre: Tuchel kunne rykke rundt med ham.

Han kunne spille ham i en 4-2-3-1-opstilling som den ene af de to centerforsvarere. Han kunne rykke ham op i en form for ’hængende 2’er’ på den defensive midtbane, når Chelsea stillede i en 4-3-3. Han kunne stole på ham som ydermanden i et tremandsforsvar – Chelseas største øjeblikke var med 3-5-2-formationen som rygrad. Han kunne sågar spille ham som højre back.

AC tog imod dessinerne og fyldte opgaven ud. Rankrygget, store, fejende skridt og et roligt blik.

Væk var den usikkerhed og ranglede kejtethed, som Christensen ofte havde haft, mens Antonio Conte var træner i Chelsea fra 2016 til 2018.

Så kom finalen i Champions League mellem Chelsea og Manchester City, 29. marts 2021 på Estádio do Dragao i Porto, Portugal.

Tuchel lagde ud med en 5-4-1 med Thiago Silva som sweeper, lige over målmanden og flankeret af fire defensiver.

Efter 39 minutter kunne Silva ikke mere. En grædende, helt færdig brasilianer blev afløst af Christensen.

AC lagde sig ned ved siden af Antonio Rüdiger. Systemet lignede en 3-4-3. Tit så man AC indtage midtbanen, mens den evigt arbejdsomme N’Golo Kanté gled ned i defensiven.

Der foregik alt muligt på grønsværen. På et tidspunkt spillede Tuchel med en 4-1-4-1, som nok er Chelseas historisk set mest gennemprøvede system.

Kasper Hjulmand så selvfølgelig alt det hér. Når Danmark er bedst, spiller vi lige så flydende og lige så omstillingsparat som netop Chelsea. I hjertet af det hele står Andreas Christensen. Manden, der er den brik på banen, der kan få overgangen fra 3-4-3 til 4-3-3 til at klikke. Fra tre mand i forsvaret til fire. Fra AC i defensiven til AC på midtbanen.

Der er løbet meget vand i pen siden barneårene i IF Skjold Birkerød, senere Brøndby IF, og dengang i 2012, da Chelsea kom til Danmark og skrev kontrakt med AC for næsen af konkurrenter som Arsenal og Manchester City. Siden fulgte et toårigt lejeophold hos tyske Borussia Mönchengladbach, hvor han dannede forsvarspar med Jannik Vestergaard. Sommeren 2017 vendte han tilbage til Chelsea.

I 2014 forudså Chelsea-legenden John Terry eventyret:

»Tro mig, Christensen vil blive én af de bedste fodboldspillere i verden. Han er fremtiden for Chelsea,« udtalte Terry til TV 2 Sporten.

Lige nu, onsdag den 7. juli 2021, er Andreas ’AC’ Christensen noget af det bedste, vi har. Vi skal jo ikke hjem. Vi skal videre.

England – Danmark. Semifinale. Onsdag den 7. juli klokken 21 på DR1.