Essay
Læsetid: 14 min.

En bølge af amerikanske abortfilm viser konsekvenserne af et samfund uden fri abort

I film er abort ofte blevet fremstillet som traumatiserende, og specielt den danske og europæiske filmhistorie er fuld af skildringer af illegale aborter og psykiske eftervirkninger. Mens amerikanske stater indskrænker regler for fri abort, viser også en bølge af nyere amerikanske film og serier konsekvenserne af et samfund uden fri abort
Bruce Millers dystopiske dramaserie ’The Handmaid’s Tale’ gør op med stigmatiseringen omkring abort og tilbageslaget mod kvinders frie valg.

Bruce Millers dystopiske dramaserie ’The Handmaid’s Tale’ gør op med stigmatiseringen omkring abort og tilbageslaget mod kvinders frie valg.

George Kraychyk

Kultur
30. juli 2021

Da 17-årige Veronica i Rachel Lee Goldenbergs ungdomskomedie Unpregnant fra 2020 opdager, at hun er gravid, er hun ikke i tvivl: Hun vil have en abort. Det forudsætter i delstaten Missouri samtykke fra forældre. Men da Veronica ikke har lyst til at dele sine planer med sin religiøse mor, overtaler hun i stedet sin gamle veninde Bailey til at køre hende til den nærmeste klinik i Alburqueque, New Mexico – 16 timer væk.

Turen går mildt sagt ikke som Veronica havde planlagt, og efter at veninderne med nød og næppe undslipper en biljagt, hvor en sindssyg abortmodstander har været efter dem, og strander i en ørken, får Veronica nok.

»Jeg burde ikke være her! Jeg burde kunne gå ned ad gaden, åbne døren, vade ind og sige: ’Hej, jeg hedder Veronica. Min kæreste er en røv. Her er 500 dollars.’ Men nej! I stedet skulle jeg køre 1.602 kilometer blot for at strande ude på Lars Tyndskids marker. Hvorfor fanden skal ens forældre skrive under på, at man kan få abort, men ikke på at føde et barn? Fuck dig, Missouris lovgivende forsamling!« råber hun mod himlen og stikker to fuckfingre i vejret.

Veronicas protest taler direkte ind i de snigende indskrænkelser af fri abort, der i disse år breder sig i USA: Republikanske delstater har lukket klinikker på stribe, så kvinder må rejse mange kilometer for at få en abort. Og til efteråret skal USA’s højesteret for første gang efter udnævnelsen af den konservative højesteretsdommer Amy Coney Barrett behandle en principiel sag om en lov i Mississippi, der vil forbyde abort efter 15. uge.

Mange republikanske stater står i kø for at indføre lignende stramninger, og for nylig har guvernøren i Texas underskrevet en lov, der forbyder abort efter blot sjette uge.

Tendensen får modspil af en bølge af nyere amerikanske film og serier som Unpregnant, Eliza Hittmans drama Never Rarely Sometimes Always, Alex Thompsons komedie Saint Frances, Paul Weitz’ komedie Grandma, Gillian Robespierres romantiske komedie Obvious Child og Bruce Millers dystopiske dramaserie The Handmaid’s Tale, der både gør op med den fortsatte stigmatisering omkring abort og tilbageslaget mod kvinders frie valg.

Filmene kan groft deles op i to kategorier: Den første type fortælling viser konsekvenserne af abortlovsstramninger gennem den kvindelige hovedpersons strabadser for at få det ønskede indgreb. Den anden fortælling har som dagsorden at aftabuisere og normalisere abort ved at vise, hvad indgrebet indebærer, og hvilke følelser, om nogen, det genererer hos kvinden.

De rige har en fordel

Den første kategori har rødder langt tilbage i specielt den europæiske filmhistorie, hvor illegal abort har optrådt som et hyppigt benyttet dramatisk omdrejningspunkt.

I tidlig amerikansk film forekom abort sjældent. Det var blandt de forbudte emner under Hollywoods selvcensur fra 1934 til 1968, men også inden da var eksemplerne på abortskildringer få og havde et klart antiabortbudskab.

Det gælder for eksempel Phillips Smalley og Lois Webers stumfilm Where Are My Children? fra 1916, hvor en advokat finder ud af, at hans egen kone har fået foretaget tre illegale aborter af den læge, som han forbereder en sag mod. Filmen fordømmer konen og de andre kvinder i byen, der får foretaget aborter af egoistiske grunde. Til gengæld er den mere progressiv i sin promovering af prævention.

The Road to Ruin, der blev skabt som stumfilm af Norton S. Parker i 1928 og talefilm af Dorothy Davenport og Melville Shyer i 1934, løfter også den moralske pegefinger i historien om en teenagepige, der får sit liv ødelagt af stoffer og sex. Hun dør som følge af en illegal abort efter at have bedt sin mor om tilgivelse på dødslejet.

Modsat Hollywood var uønsket graviditet en del af plottet i flere af de hverdagsrealistiske ’problemfilm’, der prægede dansk film i efterkrigstiden.

I Bjarne Henning-Jensens filmatisering af Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn fra 1946 bliver unge Ditte smidt ud fra sin tjenesteplads på en gård, fordi gårdejerens søn har gjort hende gravid. Ole Palsbos Diskret ophold fra 1946 følger en gruppe ugifte gravide kvinder, der indlogerer sig hos et jordemoderpar på landet for at føde og bortadoptere deres børn i hemmelighed. En af de unge kvinder forsøger at få den lokale læge til at foretage en abort på hende, og mens han først skoser hende for hendes umoral, erkender han senere, at en abort måske havde været den bedste løsning.

Abortspørgsmålet behandles mest eksplicit i Johan Jacobsens Soldaten og Jenny fra 1947, der peger på uretfærdigheden i, at utilsigtet gravide kvinder står alene med ansvaret og samfundets fordømmelse.

I filmen bliver ekspeditricen Jenny indhentet af sin fortid, da hun bliver stævnet for at have fået foretaget en illegal abort som følge af en affære med en rig mand, der ikke ville vide af hende. Selv om hendes nye kæreste Robert støtter hende, skammer hun sig så meget, at hun vil begå selvmord.

Lykkeligvis viser det sig, at sagen er forældet. I et sideplot bliver hustruen til den advokat, der kører sagen, gravid med mandens kollega. Hun insisterer på, at elskeren betaler for hendes abort, forsvarer de stævnede kvinder og stiller både over for sin mand og elsker ret progressivt spørgsmål ved, hvorfor ’fosterfordrivelse’ er ulovligt – 26 år før aborten bliver fri i Danmark.

Efter abortens frisættelse har abortforkæmpere i historiske værker i endnu højere grad indtaget helterollen.

I Lise Nørgaards Matador er sympatien hos Elisabeth Friis, da hun i afsnittet »I disse tider« fra 1979 bliver udskammet for at forsvare den danske abortlæge dr. Leunbach under et kvindesagsmøde. Her udråber hun medlemmer af Korsbæks borgerskab som hyklere i deres fordømmelse af abort og argumenterer for, at forbuddet bidrager til at holde ikke mindst de ringe stillede kvinder nede.

Mens Maude klager over, at Elisabeths meninger bliver »mere og mere frygtelige«, konsulinde Holm dejser om, og Elisabeth mister sine klaverelever, bliver hun hjemme i stuerne forsvaret af byens progressive borgere, Ingeborg Skjern, Røde og dr. Hansen.

At Elisabeth ligeledes har ret i sin diagnose af hykleriet understreges i næste afsnit, hvor Hans Christian Varnæs’ elskerinde, bankassistenten Ulla, bliver gravid, og han hjælper hende med at få en illegal abort. Aborten går fysisk set godt, fordi Hans Christian har penge til at betale en læge. Men psykisk er Ulla tydeligt mærket og er tavs og grå i ansigtet, da hun går tilbage i bilen og beder ham lade være med at tale til hende.

Klasseaspektet står også i centrum for britiske Mike Leighs drama Vera Drakes hemmelighed fra 2004, hvor titlens gæve arbejderkvinde i 1950’ernes London »hjælper unge piger« i smug ved at sprøjte sæbevand op i deres underliv.

Vera gør sit bedste, men en dag bliver en af kvinderne alvorligt syg og havner på hospitalet. Her sladrer hun om Veras illegale praksis til politiet, og Vera bliver idømt to års fængsel. Som kontrast til arbejderkvinderne, som må ty til Vera, følger vi også den unge overklassekvinde, Susan, der ved at bestikke en læge sikrer sig en diskret og sikker abort. Hun tvinges dog stadig på ydmygende vis til at besvare private spørgsmål om sin seksuelle historie og psykiske tilstand.

I Lasse Hallströms amerikanske drama Æblemostreglementet fra 1999 hjælper lægen og børnehjemsbestyreren dr. Larch (Michael Caine i en Oscar-vindende birolle) også ubemidlede kvinder ved at udføre illegale aborter.

Dr. Larch forsøger at få sin unge protegé, Homer, til at forstå vigtigheden af fri abort. Da de forgæves prøver at redde en ung kvinde, der har fået bughindebetændelse af et abortforsøg med en hæklenål, belærer han Homer om, at dette er konsekvenserne af at sige nej til at hjælpe: Så træder en anden, inkompetent person til.

Homer blev selv bortadopteret som spæd og er imod abort. Han tager afstand fra lægegerningen og rejser ud for at arbejde på en æbleplantage. Men da han finder ud af, at arbejdslederen har gjort sin datter, Rose, gravid, træder han i karakter.

»Jeg er læge. Jeg kan hjælpe,« siger han i filmens definerende øjeblik og udfører en abort på Rose.

Op og ned ad trapper

Ikke alle kvinder er så heldige at møde en dr. Larch eller Homer, og illegal abort skildres ofte på film som en farlig og traumatiserende oplevelse.

I Emile Ardolinos Dirty Dancing fra 1987 er en kvaksalver lige ved at gøre det forbi for danseren Penny, der bliver reddet af Babys lægefar. I en skrækindjagende scene i Bille Augusts ungdomsklassiker Tro, håb og kærlighed fra 1984 får hovedpersonen Bjørns kæreste, Anna, en illegal abort, hvorefter hun bliver sat til at løbe op og ned ad trapper, indtil hun skrigende og svedende presser fosteret ud. Og i Sam Mendes’ Revolutionary Road fra 2008 forbløder hovedpersonen April efter at have foretaget en abort på sig selv hjemme på badeværelsesgulvet.

Mest gruopvækkende er dog rumænske Christian Mungius guldpalmevinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage fra 2007. Filmen udspiller sig i Bukarest i 1987, hvor abort og prævention var forbudt under Nicolae Ceausescus styre.

Vi følger de to veninder Otilia og Gabita gennem en lang dag, hvor Gabita får foretaget en illegal abort. Det er dog Otilia, der tager ansvar for situationen: Hun skaffer penge og hotelværelse og mødes med den svinske dr. Bebe, der tager sig ekstrabetaling i naturalier, ligesom hun i en nervepirrende scene ender med at være den, der skaffer fosteret af vejen.

Mungiu lader de mest uhyggelige scener udfolde sig uden for billedet, blandt andet i en uudholdeligt lang indstilling, hvor Otilia sidder bænket til fødselsdagsmiddag hos sin svigerfamilie, mens hun kun tænker på, om Gabita ligger på hotelværelset og forbløder.

Filmene viser et realistisk skræmmebillede af en verden uden fri abort. Men også i moderne filmskildringer er abort blevet fremstillet som en traumatiserende oplevelse, hvor kvinden påvirkes psykisk af oplevelsen eller fortryder i sidste øjeblik.

Således er det romantiske klimaks i Susanne Biers Den eneste ene fra 1999, da Niller slår døren ind til operationsstuen og afbryder Sus’ abort. Og i Jason Reitmans ungdomsfilm Juno fra 2007 vælger den 16-årige titelkarakter at bortadoptere sit barn i stedet for at få abort, fordi en abortmodstander fortæller hende, at fosteret allerede har fingernegle.

I Pernille Fischer Christensens En familie fra 2010 beslutter Ditte – lidt hen over hovedet på sin kæreste, Peter – at få en abort, fordi hun er blevet tilbudt sit drømmejob i New York. Da hendes far bliver terminalt syg, vil hun ikke rejse alligevel, og de fortryder begge aborten, der splitter dem ad.

Og i Lars von Triers Nymphomaniac Directors Cut fra 2013 ser vi i en voldsom grafisk scene Jo udføre en abort på sig selv med en metalbøjle, fordi hun nægter at underlægge sig sin læges krav om en terapeutisk samtale. Efterfølgende insisterer hun på at udpensle sin selvoperation over for Seligman, der vrider sig i stolen.

Ingen mellemvej

Måske har filmkulturen været med til at forstærke den offentlige opfattelse af, at mange kvinder er kede af deres aborter, som den nyslåede kristendemokrat Jens Rohde for nylig repræsenterede i en heftig Twitter-debat. Rohde udtrykte ønske om at nedbringe antallet af aborter i Danmark og skrev blandt andet:

»Vi taler politisk om det, som om det er ingenting. Mange kvinder er efter en abort dybt ulykkelige.«

Udsagnet fik radiovært Sandie Westh til at pege på, at det ifølge en undersøgelse fra Mødrehjælpen kun er ti procent af kvinder, der får en provokeret abort, der får psykiske eftervirkninger.

»De fleste kvinder føler sig lettede efterfølgende og tænker kun indimellem på aborten, selv om det var en alvorlig beslutning for dem. Inklusive mig selv,« skrev Westh.

Debatten fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at skrive et indlæg på Facebook, hvor hun understregede, at kvinders frie valg ikke stod til diskussion, hvis det stod til hende, og at det ikke er »nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort«.

»Enten er vi for. Eller også er vi imod. Der er ikke en mellemvej,« skrev Frederiksen.

I lyset af statsministerens opslag efterlyste initiativtager til antologien Abortfortællinger, Laura Kristensen, her i avisen netop flere nuancer i debatten:

»Enten bliver man præsenteret for fortællingen om, at det er meget hårdt, og kun hårdt, eller det helt modsatte, at det er meget nemt, og at ingen skal betvivle, hvor nemt det er,« sagde hun om abortdebatten i Danmark.

Abort uden traumer

Både opgøret med abort som utvetydigt traume og pladsen til nuancer kan man faktisk finde i filmens verden. I 2014 blev Gillian Robespierres Obvious Child epokegørende som en romantisk komedie om abort, hvor aborten ikke er ødelæggende for hovedpersonens liv.

Da den retningsløse standupkomiker Donna (Jenny Slate) bliver gravid af et alkoholtåget engangsknald, er hun ikke i tvivl om, at hun vil have en abort. Men hun er i tvivl om, hvorvidt hun skal involvere fyren, Max, der viser sig som en sød potentiel kæreste. Hun er også bange for at skuffe sin strenge mor, der dog overrasker ved at fortælle, hvordan hun selv i sine unge dage fik en illegal abort.

Donna spørger sin veninde, hvordan det var for hende at få en abort, og om hun stadig tænker på det. »Nogle gange, og så bliver jeg trist på mit teenagejegs vegne. Men jeg fortryder det aldrig,« svarer hun.

Donna er også lettet over at få aborten. Hendes største følelsesudladning sker, da hun begynder at græde over, at aborten koster det samme som hendes husleje. Men selv om hun joker om sin forestående abort i sit standupset, tager hverken hun eller filmen let på indgrebet. I filmens bittersøde slutning føler hun sig både lidt sårbar og trykket, da hun efter operationen på Valentins Dag sidder med benene oppe i sofaen sammen med Max.

I Paul Weitz’ komedie Grandma fra 2015 spiller Lily Tomlin den feministiske lesbiske digter Elle, hvis barnebarn Sage (Julia Garner) en morgen kommer forbi og spørger om penge til en abort samme eftermiddag.

Hun tør ikke fortælle sin skrappe advokatmor, at hun er blevet gravid. Elle har ingen penge, men tager sammen med Sage ud og besøger forskellige gamle bekendte, der skylder hende en tjeneste. Undervejs kommer kamplystne Elle i karambolage med både Sages ansvarsforflygtigende kæreste, en abortmodstanders lille datter og en tjener, der beder dem gå, fordi Elle taler for højt om abort – ironisk nok på en café, der har erstattet et nu lukket kvindecenter.

Filmen illustrerer den skam, der omgiver abort, også i frisindede miljøer. Sage bebrejder sig selv sin uforsigtighed, føler sig som »en luder« og er ramt af dårlig samvittighed, selv om hun egentlig er afklaret med sin beslutning: Hun vil gerne have børn, men ikke nu, fordi hun vil på universitetet.

Elle bakker barnebarnet op, mens Sages mor, som de ender med at gå til, som forudsagt bliver rasende. Da hun er kølet ned, kommer hun dog alligevel og støtter sin datter på klinikken, hvor de tre generationer af kvinder ender med at stå solidarisk sammen.

Bliver ved med at bløde

I Eliza Hittmans Sundance- og Berlin Film Festival-vinder Never Rarely Sometimes Always fra 2020 er 17-årige Autumn heller ikke i tvivl om, at hun vil have en abort. Oplevelsen bliver hård. Ikke på grund af aborten i sig selv, men omstændighederne omkring den, der er forårsaget af lovmæssige restriktioner.

Ligesom i Unpregnant har Autumn nemlig ikke lyst til at bede sine forældre om en underskrift og tager i stedet sammen med sin jævnaldrende kusine Skylar bussen til New York. I modsætning til den lokale klinik i Pennsylvania, hvor sygeplejersken kalder hendes graviditet et mirakel, er alle sundhedspersoner i New York respektfulde og omsorgsfulde. Men fordi Autumn er længere henne, end hun fik at vide på den anden klinik, og operationen derfor skal foregå over to dage, må hun og Skylar blive længere i New York.

Deres penge slipper hurtigt op, og pigerne driver derfor udmattede rundt i New Yorks subway, busterminal og gader hele natten, hvor de konstant er på vagt over for glubske mænd, mens Autumn døjer med smerterne fra de piller, der får hendes livmorhals til at udvide sig.

Den fysiske påvirkning af en abort fremhæves også i indiekomedien Saint Frances fra 2019, der er instrueret af Alex Thompson og skrevet af hovedrolleindehaveren Kelly O’Sullivan med inspiration fra sin egen abort.

34-årige Bridget bliver gravid med en fyr, Jace, hun ikke kender så godt, og beslutter sig straks for at få barnet fjernet. Hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv og bryder sig ikke særligt om børn. Vi er befriende tæt med på sidelinjen, da Bridget får en medicinsk abort og diskuterer størrelsen på blodklumper med Jace.

Efterfølgende vil Bridget bare gerne lægge aborten fra sig, men hendes krop bliver ved med at minde hende om den, da hun bliver ved med at bløde – og skammer sig over hele tiden at bløde igennem – i flere måneder.

Samtidig kompliceres hendes følelser omkring børn, da hun bliver barnepige for en seksårig pige, som hun efterhånden knytter sig til. Jace vil gerne tale om sine følelser om aborten, men Bridget afviser ham med, at hun ikke føler noget. Men det passer ikke helt, og på et tidspunkt lægger hun en lang telefonbesked til ham, hvor hun forsøger at forklare sine modsatrettede følelser:

»Jeg føler mig lettet, jeg er trist, og jeg er gal over, at du ikke var nødt til at gennemgå det. Du var der for mig, men din krop skulle ikke gennemgå det. Jeg tænker, at jeg ikke ved, om jeg overhovedet vil have børn, men jo, det vil jeg. Men jeg tror ikke, det var mit barn. Og jeg er vred over, at nogen overhovedet vil have mig til at tro, at det var et barn.«

I Unpregnant vender Veronica tilbage til Missouri med fuldført mission, lidt klogere og modigere end før. Hun betror sig til sin mor, der ikke bifalder hendes handlinger, men siger, at hun elsker datteren ligegyldigt hvad. Hun er kommet af med sit fjols af en kæreste. Og hun dropper sine intrigante, populære veninder til fordel for solidariske Bailey. Ligesom for kvinderne i de andre filmeksempler, der hylder kvindens frie valg uden at negligere omkostningerne og alvoren ved at få en abort, ligger verden åben for hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

Det ville være cool, hvis man i stedet viste abort som noget LOL.

Ha ha, abort.

Hvis det nu ER så enkelt, så kan man vel bare få en abort, no problem.

Jeg har selv fået en. Det var hårdt. Jeg forstår sagtens dem, der kommer med det synspunkt, at man bør undgå. Jeg forstår sagtens dem, der mener, at det er blevet for let bare at kneppe uden konsekvenser, for lystens skyld., for frihedens skyld.

Karsten Baun

Den frie abort kan vi ikke undvære, selvom det er en dårlig løsning er den bedre end ingen.
Den bedste måde er at begrænse behovet ved oplysning, prevention evt. gratis prevention og ved at sikre at den gravide ikke bliver ramt på fremtiden ved at uddannelse og karriere skades eller ødelægges. Abort brugt som prevension er dårligt og bør undgåes. Der vil altid være en restgruppe, deres valg skal respekteres uden spørgsmål.

Dan Jensen, Herdis Weins og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Gid det dog var muligt, at læse en art i Inf. der havde andre referencer end det sædvanlige DK-USA.
Til oplysning: De er ca. 190 lande, der er medlemmer af FN. Fx. har katolske eller muslimske lande et noget andet syn på abort og familieplanlægning end i de to andedamme, hvor Inf færdes.
Hvad med at løfte blikket og se lidt på, hvad der sker her? - eller er det for meget for langt?

Inge Lehmann, Bjørn Pedersen, Herdis Weins og Kenneth Krabat anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

Information er stærkt USA-centristisk.