Interview
Læsetid: 8 min.

Brian Mørk siger, at Comedy Zoo er blevet truet med boykot, hvis han optræder. Men det genkender spillestedet ikke

Spillesteder er blevet truet med boykot, hvis Brian Mørk kommer på scenen igen, lød det fra komikeren hos Kontrast og Deadline. Men Comedy Zoo, som Mørk henviser til, husker det ikke, og beviset er forsvundet. Urimeligheden i den shitstorm, han er udsat for, består ifølge ham i, at den er organiseret
Spillesteder er blevet truet med boykot, hvis Brian Mørk kommer på scenen igen, lød det fra komikeren hos Kontrast og Deadline. Men Comedy Zoo, som Mørk henviser til, husker det ikke, og beviset er forsvundet. Urimeligheden i den shitstorm, han er udsat for, består ifølge ham i, at den er organiseret

Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

Kultur
27. juli 2021

Efter at have læst DR’s historier, hvor fem kvinder fortæller om seksuelle krænkelser og overskridende adfærd fra politikeren Naser Khader, lavede standupkomikeren Brian Mørk et tweet, der antydede, at hele den affære viser, at unge piger ikke altid får sagt nej, når de støder på overgrebsmænd.

»De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er o.k. at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død,« lød det fra komikeren på Twitter.

Det sendte ham ud i en shitstorm, hvor han blandt andet anklages for victim blaming – at fortælle ofre, at de selv er skyld i, at noget slemt er overgået dem. Tweetet har affødt en modbevægelse i form af et nyt hashtag, #dajegsagdefra, hvor kvinder deler deres oplevelser med, hvordan det at sige fra har eskaleret en overgrebssituation. Det har også sendt Brian Mørk rundt i mediemøllen, og han er blandt andet blevet interviewet af det borgerlige medie Kontrast og Deadline på DR2. Her fortalte han, hvordan hans tweets har fået personlige konsekvenser for ham:

»Der er grupper af de her mennesker, der har kontaktet spillestederne. Comedy Zoo er blevet kontaktet af de her mennesker, der har sagt, at de vil boykotte stedet, hvis jeg nogensinde kommer på scenen igen. Der er bookere, der siger, de ikke tør booke mig, fordi de er bange for, at der vil komme woke-repressalier på Twitter (...) Og det er teknisk set det samme som at få mig fyret fra et job,« sagde Brian Mørk til Kontrast. Noget tilsvarende gentog han senere over for Deadline.

På den måde skrev det sig ind i en større tendens, cancel culture, hvor fortrinsvist berømte personer fordømmes eller udelukkes fra professionelle kredse eller mister social kapital – både på internettet eller i virkeligheden – for at have udtalt sig eller handlet på en mere eller mindre kontroversiel måde. 

Men Comedy Zoo er ikke blevet kontaktet med trusler om boykot, fortæller medejer af Comedy Zoo, komikeren Michael Schøt.

»Jeg har tjekket vores forskellige indbakker på SoMe – og der er ikke nogen trusler af nogen art. Det er generelt aldrig noget, vi har oplevet,« skriver han i en mail til Information.

Hans bedste gæt er, at Mørk henviser til en »meningsudveksling«, som Michael Schøt har haft på sin Twitter-profil med to-tre andre brugere af det sociale medie. Her bliver der sat spørgsmålstegn ved, at man som spillested booker Brian Mørk.

»Det er ganske fredeligt, og der er ingen trusler. Det er tre mennesker, og der er ingen organiserede angreb på Comedy Zoo,« skriver Schøt. »Men jeg kan forestille mig, at den tråd ikke er så sjov at læse, hvis man hedder Brian Mørk.«

Det forsvundne skærmbillede

Den trussel om boykot, forklarer Brian Mørk til Information, som han henviser til i de to interview, er kommet efter en anden shitstorm af ældre dato, som han var i som følge af nogle andre udtalelser. Hvilken shitstorm, det var, kan han ikke huske. Men dengang – husker Mørk – fik han tilsendt et skærmbillede fra Michael Schøt, som dokumenterede, at en person havde skrevet, at hun og »hendes mennesker« ville boykotte Comedy Zoo, hvis han kom på scenen igen.

Men da Brian Mørk, efter Information har kontaktet ham, henvender sig til sin komikerkollega, kan Schøt ikke huske det. Og skærmbilledet kan ingen af dem finde.

»Jeg var inde i går og kigge efter det, men jeg har kun Schøts beskeder fra tre måneder tilbage. Jeg kan så regne ud, at det må være før det,« fortæller Brian Mørk.

– Så det er forsvundet?

»Ja, hvis Schøt ikke har det, så er det. Han kan huske, at nogle skrev noget om Martin Nørgaard (en anden standupkomiker, red.) på et tidspunkt, men han kan ikke huske mig.«

Hvad angår direkte trusler om boykot mod spillesteder, hvis han optræder igen, kender Brian Mørk kun til det ene tilfælde med skærmbilledet. Han kender dog til flere tilfælde, hvor hans kollegaer er blevet forsøgt presset på internettet til ikke at skulle optræde med ham igen.

– Men til Kontrast siger du: »Der er grupper af de her mennesker, der har kontaktet spillestederne«. Altså i flertal.

»Ja.«

– Men ret beset ved du ikke, om det er andre end Comedy Zoo?

»Nej, nej. Overhovedet ikke.«

– Men hvorfor siger du det, hvis du ikke ved det?

»Fordi det var en talemåde. Det var bare noget, jeg sagde. Jeg ved, at der er grupper, der har kontaktet Comedy Zoo. Det er det eneste, jeg ved. Men hvis nogle har kontaktet Comedy Zoo, ville det være mærkeligt, hvis ingen andre havde oplevet det.«

Internetkommentarer

Ud over tilfældet med skærmbilledet henviser Brian Mørk også til det, Michael Schøt kalder en »meningsudveksling«, og siger, at han synes, det er »næsten det samme« som at ringe eller skrive og true med boykot. Blandt kommentarerne til Schøt på hans Twitter-profil kan man læse:

»Hvad skal Brian komme op og ’skændes’ over på Twitter, før det har konsekvenser for for eksempel om han kan optræde på zoo?« lyder det fra en person på Twitter.

»Det suger at stå med noget reel indflydelse og bare gerne ville kunne favne alle – men som ejer af privat, stort venue HAR du jo mere end gennemsnitlig indflydelse. Og næste gang Brian (...) står på scenen, føler ofre for overgreb nok ikke et kram særligt tydeligt,« lyder det fra en anden.

– Men Michael Schøt skriver i mailen, at han ikke opfatter det som hentydninger til boykot?

»Ja, det gør Schøt altid,« siger Mørk og bryder ud i et grin.

»Det er typisk Michael Schøt. Der er aldrig problemer. Ingenting er galt. Det driller vi ham meget med. Men jeg synes, det er en trussel at sige, at ’du har et stort ansvar, når du sætter Brian Mørk på scenen’. Vi ved jo godt, hvad de mener med det.«

– Men tror du ikke, at nogle af dem, der ifølge dig har »misfortolket« dit oprindelige tweet, vil sige det samme? At de jo godt ved, hvad du egentlig mener?

»Nej, for de her mennesker har jo ikke sagt, at de ikke mener det sådan. Jeg har sagt hundredvis af gange, hvad jeg egentlig mener. Og der er ingen af de her mennesker, der har sagt, at de mener noget andet.«

Organiseret hetz

Ingen af de bookere, han har talt med, har modtaget trusler om boykot, fortæller Brian Mørk. De har alene advaret ham om, at det er blevet sværere at sælge billetter til shows med ham eller at få ham booket til firmajob, fordi man er bange for eventuelle repressalier på internettet.

– Du siger, at det rammer dit levebrød og henviser til, at bookerne kontakter dig og siger, at du er ved at ødelægge dit navn. Men er det ikke et vilkår i den offentlige debat, at hvis du siger noget, som folk ikke kan lide, møder de ikke op til dine shows?

»Helt klart! Hvis folk ikke kan lide et show, skal de ikke købe billet til det.«

– Er der en forskel mellem aktivt at kontakte et spillested med en trussel om boykot – og så at spillesteder ikke vil booke på grund af en stemning i en bestemt del af befolkningen?

»Der er en meget stor forskel. Men ingen af delene er i og for sig fair. Det er to unfair ting. Både at true med at boykotte et spillested og at skabe så dårlig stemning omkring en person, som ikke er Hitler, børnemorder eller Naser Khader for den sags skyld, som skader personens levebrød.«

– Men er det ikke vilkårene?

»Hvis jeg havde opfordret folk til at tæve deres børn eller spise flere pandaer, ville jeg godt kunne forstå, at de blev sure. Men alle mennesker skal have lov til at skrive et tweet, uden det på nogen tænkelig måde kan gå ud over levebrødet. Det er en demokratisk debat, og der skal man have lov til at sige sin mening.«

– Tilkendegiver de her personer ikke bare deres holdning på samme måde som dig i den offentlige debat, hvor der så er tilpas mange til, at det skaber en stemning, der så gør, at der er færre, der vil møde op til dine shows, som så gør det sværere for bookerne?

»Det store problem er, at det ikke bare er private mennesker. Det er jo organiseret. Det er det, der gør det modbydeligt, når det bliver en organiseret hetz mod en person. Hvis de alle sammen ringer rundt og siger ’Lad os prøve at gøre det svært at være Brian Mørk’.«

– Hvad siger dig, at det er organiseret?

»Der er sådan nogle woke-grupper på Facebook. Det er faktisk også dem, der har skabt de andre shitstorms. I den her, som har været voldsommere end nogen anden, er jeg blevet kontaktet af forskellige mennesker, som synes, det var gået over grænsen, og de kendte til mennesker, der var i de her woke-grupper, og så fik jeg lækkede skærmbilleder af, hvordan det foregik derinde. Det var helt organiseret.«

– Så det er vigtigt at skelne imellem, om det er organiseret eller ej, når man skal vurdere, om det er okay eller ej?

»Ja. Der er blevet taget en beslutning om at lave den her hetz imod mig for at statuere et eksempel, og det er jo det, der gør det til en uhyggelig ting i debatten.«

Information har set de lækkede skærmbilleder fra en af Facebook-grupperne, hvor brugerne til kommentarerne og opslagene er anonymiserede. Af dem fremgår det, at personer skriver i en forholdsvis hård tone om deres uenighed med Brian Mørks udtalelser internt i gruppen. Der bliver i kommentarer og opslag opfordret til, at man går ind og giver sin uenighed til kende på Mørks Facebook-opslag eller liker kommentarer på Mørks opslag fra andre i gruppen.

»Jeg har været inde og kommentere på en håndfuld kommentarer. Det kunne være fedt, hvis flere gjorde det (...) Det nytter, hvis vi er mange nok,« skriver en i gruppen.

»Brian er en fucking idiot, og det må han gerne få at vide. Del endelig jeres perspektiver med ham,« skriver en anden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alvin Jensen

Igen en der ikke kan klare den virkelige verden og gør sig selv til offer. Og for at gøre det være lyver han så vidt jeg ved om Schøt, der i sine ugentlige taler ravser alt med magt.

Elisabeth Andersen, Kasper Lorentzen, Sus johnsen, Carsten Wienholtz, June Beltoft, Tina Hedegaard Poulsen, Bjørn Pedersen, erik pedersen, Per Klüver, Eva Schwanenflügel, Benjamin Bjerre, Charlotte R. og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard
Brian W. Andersen, Kasper Lorentzen, John Johansen, Steen Obel, Sus johnsen, Tina Hedegaard Poulsen, ingemaje lange, Amanda Engelhardt, erik pedersen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Rikke Nielsen og Benjamin Bjerre anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Måske ikke så heldigt, men på den anden side, hvis han var kvinde #believewoman, case closed.

Rikke Nielsen

Han fortjener da højest en dummebøde...

Niels Thomsen

Brians selv- og verdensopfattelse ligger 100% på linje med geniet Jordan Peterson. Jeg ved dog ikke, om Brian også er hummerekspert.

Poul Simonsen

Skal da love for, at agurketiden har indfundet sig på Information.

Jens Christensen, Michael Gyes, Søren Dahl, Peter Tagesen, Steen Voigt, Hans Larsen, Mads Greve Haaning, Irene Clausens og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Dyreborg

Det er da en på alle parametre ringe artikel
Gammel nyhed. Bringer intet nyt til sagen. Forventelig tilgang, hvor journalistens frygt eller egne kvababbelser udstilles. Der er åbenbart en læserskare, der skal pleases.

Louise Hansen

Brian Mørk sagde noget uigennemtænkt, og så blev han kaldt ud, forsøgte at forsvare, men kunne ikke rigtig.

Det sker for alle. Det sker af og til for selv mig. Heldigvis har jeg den luksus, at jeg kan trække mig tilbage og tænke "hey, det sku' jeg måske ha' tænkt lidt mere over", og så er den skid slået.

Jeg tror ikke helt, Brian Mørk har forstået konsekvenserne af, at man ytrer sig kontroversielt, når man i forvejen lever af at ytre sig (offentligt).

Det fik han så en reminder over i en alder af 50 (eller hvad han nu er, jeg dømmer ham ikke).

Måske er han 14. I så fald er det synd for ham. Ingen 14-årig fortjener at blive mødt med så stor modstand, blot fordi man har sagt noget, enhver 14-årig kunne risikere at sige i en brandert.

Elisabeth Andersen, Kasper Lorentzen, Michael Gyes, Sus johnsen, Asiya Andersen, June Beltoft, Susanne Kaspersen, Benjamin Bjerre og Tina Hedegaard Poulsen anbefalede denne kommentar
Carl Chr Søndergård

Jeg synes at denne debat, blev afsporet af andre end Brian Mørk.

Evt kunne han have formuleret sig mere præcist på skrift..

Mange vil gerne tillægge Brian Mørk udsagn, der ikke er hans eget. Det er synd for rigtig mange - os alle, at der skal startes en hetz - på et falsk grundlag.

Man skylder sig selv, at læse JM Strid’s kommentar:

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=10159425631317368&id=6723873...

Vh

Tobias Rasmussen, Jane Jensen, Nicolaj Ottsen og Malte Nielsen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Pointen i historien er ikke, hvad Brian har sagt eller ej. Pointen er at man skal passe på som komikker, for ellers kommer man ikke i radio eller tv. Ligesom at spillesteder også filtrerer efter politisk holdning. Denne tendens er kendt i andre lande også. Har lige set et interview, hvor en stand-up komiker blev fortalte om at blive sortlistet.

Og ikke nok med det, EU er lige kommet ud med en rapport om hvordan man skal foreholde sig komik og vittigheder:
https://ec.europa.eu/home-affairs/sites/default/files/what-we-do/network...

Så kan man enten vælge at grine af det, eller blive rystet over humor nu også skal styres politisk. Vi er næsten tilbage i Østeuropæiske tilstande nu, hvor selv det at grine af det forkerte var strafbart.

Louise Hansen

@Carl Chr. Søndergård, Strids allegori kan ved første øjekast virke rimeligt nok. Problemet er, at præmissen for den er fejlagtig.:

INGEN påstår, at det ikke er sikrere at gå over for grønt med åbne øjne end med lukkede.

ALLE piger (m/k) kender ordet "nej" og kan udtale det, og gør det. ALLE piger (m/k) er på vagt i rimelig grad.

Lad os sige, at nogen var blevet kørt hensynsløst ned af en spritbilist. Ville Brian Mørk så have tweetet, at nok var spritbilisten idiot og havde det fulde ansvar, men kunne man ikke også fokusere lidt på at lære folk at bevæge sig lidt mere årvågent i trafikken, så de minimerede risikoen for at blive kørt ned af spritbilister?

Det ville han ikke have tweetet, nej. Hvorfor? Af en eneste grund: Det ville være at flytte fokus fra forbryderen til offeret på en måde, folk ville gennemskue var fuldstændig tåbelig, al den stund at ALLE i forvejen ved, at man kan køre nok så godt bil og være nok så opmærksom i trafikken, uden at det hjælper.

Så når Brian Mørk tweeter, at kvinder/piger bør være bedre til at sige fra, udstiller det ham lynhurtigt som en, der simpelthen ikke har fattet, at de allerede siger fra i den grad, det er muligt. Og Strid udstilles i samme grad med sin kommentar: Han har heller ikke fattet, at vi allerede kigger os til højre og venstre og op og ned, når vi går over for grønt.

Vi ER faktisk klar over, at spritbilister og voldtægtsmænd findes.

PS: I virkeligheden var Brian Mørks tweet jo ikke andet end et forsvar for Naser Khader. Det glemmes af og til lidt i skyndingen. Han mente, at kvinderne, Khader forgreb sig mod, burde have sagt nej lidt mere, lidt bedre - eller bare have sagt det i det hele taget. Victimblaiming i sin pureste form.

Elisabeth Andersen, Ruth Sørensen, Martin Lau, Kasper Lorentzen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Kære @Louise Hansen. Apropos fejlagtige premisser.

Du siger »Så når Brian Mørk tweeter, at kvinder/piger bør være bedre til at sige fra ...« Brian Mørk sagde »Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? .... »

Ligger der et implicit "bør" i "kan" ? Det kan der da godt gøre, men det har han jo så været ude og præcisere at der ikke gjorde. Lad dog tvivlen komme ham til gode.

Dit »spritbilist« argument er for mig at se et ad absurdum argument. BM har jo igen gentagende gange været ude og understrege, at det ikke er de ekstreme situationer han taler om, at ingen piger/kvinder kan stille noget som helst op i mod mænd der hiver dem ind i på et toilet og voldtager dem. Vi snakker om folk der kender hinanden, kollegaer etc, ikke amagermanden.

»PS: I virkeligheden var Brian Mørks tweet jo ikke andet end et forsvar for Naser Khader. « Fejlagtig premis. BM er Far til to døtre, han ser situationen i gennem en praktisk mands øjne, fra et ""Stop ulykken" perspektiv. Du ser den samme situation igennem et, fuldt forståeligt frustreret "ulykken skal aldrig ske" perspektiv.

Jeg syntes vi skal parkere Brian Mørk og konstruktivt snakke om hvad vi kan gøre på kortsigt (stop ulykken) og langsigt (forhindre ulykken) i stedet for bare at slippe damp ud.

Carl Chr Søndergård og Tobias Rasmussen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Den er vist til det yngre segment af Informations læsere
Jeg er i hvertfald hægtet af her

/O

Carl Chr Søndergård

Ja.

Det er åbenbart en tabt diskussion over for visse typer..

Jeg tænker i hvert fald ikke, at der er noget som helst, end ikke Brian Mørk, der forsvarer en konservativ klovn, i at forgribe sig på kvinder.

Men inden da, ville jeg måske ‘gætte’ på, hvad Brian Mørk mener om spritbilister generelt og hvordan han måske ville udtale sig…

Ja tak - vi må have nogle klare nedskrevne linjer, vedrørende retningslinjerne, der drejer sig om humor. Gerne fra EU!!!

Jatak

Jadak

Jadak

Daniel Joelsen

@Søndergård Nogle mennesker har det fint med det frie ord og debat. Andre kan have det svært at danne egen mening, og læner sig derfor gerne op ad flertallet eller sågar vejledninger. Sådan er vi forskellige. Men det er helt forkert, når den ene gruppe vil bestemme over / styre den andens ytringer.

Carl Chr Søndergård

@Joelsen

JA.

Det er dybt forkasteligt, at mindre grupper, skal have lov til at fordreje tingene i deres eget billede. De gør det sikkert i bedste mening, men det er voldsomt forskruet.

Jeg siger Gerne - nej tak, til EU - så lad dem endeligt forsøge sig, med den galskab det er, at meningsstyre befolkningerne, så må vi tage endnu en kamp til den tid..

Louise Hansen

@Nicolaj Ottsen, jeg synes bestemt også, at vi skal parkere Brian Mørk. Jeg parkerer i samme ombæring dig.

Gunilla Kurdahl

Kunne Brian Mørk have sagt 'Undskyld, der fik jeg sgu formuleret mig ret dumt og vist også ret så naivt. Jeg er med på at kvinder siger fra og at der er rigtig rigtig gode grunde til at de ikke gør det, når de ikke gør det.' Ville det have gjort en forskel for shitstormen?