Jeg hedder Douglas Coupland, og jeg er 59 og et halvt år. I dag identificerer jeg mig ikke længere som menneske. I stedet er jeg blevet til en app. Et ordfilter. Jeg filtrerer verden, som jeg erfarer den.
Identitet og identifikationer har altid været til diskussion. Sidst i 1980’erne blev jeg kaldt baby boomer. Og jeg hadede det så meget, at jeg blev nødt til skrive mig ud af det. I år er det så 30 år siden, jeg udgav min debutroman, Generation X: Fortællinger for en accelererende kultur.
Hvad mente jeg med ’accelererende’? Jo, sidst i 1980’erne og først i 1990’erne var det, som om historien omsider blev taget ud af dybfryseren. Sovjetunionen faldt fra hinanden, og den liberale kapitalisme triumferede. Musikken ændrede også totalt karakter. I reklamer blev det en kliché at vise klip af en eller anden, der bankede løs på Berlin-muren med en forhammer. Men så var der også en ny gruppe af unge mennesker, som ikke rigtig passede ind i nogen af de eksisterende kategorier. Hvem var de? Medieteoretikeren Marshall McLuhan sagde engang, at forsimplede generaliseringer fascinerer. Det var præcis, hvad der skete for ’Generation X’. Udtrykket blev et meme i en tid, da samfundet kun havde fem-seks memer om året.
Jeg kan af egen erfaring røbe, at intet er mere tåkrummende end at blive præsenteret som en generations talsperson. I de tidlige 90’ere røg jeg ustandselig ind og ud af tv-studier, hvor forvirrede interviewere sagde ting som: »Men alle I unge er da boomere, er I ikke?« Når vi taler om sammenfattende termer som Gen X, har alle deres egen definition, og folk har altid ønsket, at jeg skulle bakke op om lige netop deres. På et tidspunkt måtte jeg så bare konstatere, at X blev en helt anden betegnelse, end jeg havde forestillet mig. Begrebet fik sit eget liv.
Jeg blev født i det 20. århundrede og på et bestemt tidspunkt i menneskets historie, hvor min hjerne blev udsat først for tv og film og fra slutningen af 80’erne efterhånden også for de nye digitale teknologier. Markedsstrateger elsker at kulstofdatere generationer. Men det kan aldrig blive en ekskakt videnskab. Nu hvor jeg er gået over til at se mig selv som app, kan jeg konstatere, at en af mine bundne opgaver er at forklare den gamle æra for den nye æra, men der er ikke noget så mikroydmygende som at komme med subtile hentydninger til 70’er-sitcom’en Brady Bunch og opleve, hvordan alle andre i rummet er helt uforstående og tavse. Generationerne samles og deles i langt højere grad efter sentimentale markører end efter fødselsår.
Dæmonisering af unge
Den forfejlede idé om fasttømrede menneskelige identitetsfælleskaber er den afgørende ingrediens i alle generationsdiskussioner. Uden den kan man ikke dæmonisere unge mennesker. Og der er masser af penge at tjene på at dæmonisere unge mennesker. Det har moret mig at se, hvordan præcis den samme type giftigheder, som blev slynget efter Gen X, nu også rammer Millennium-generationen. Jeg tror, at generations-bashing må være en form for konstant i den menneskelige adfærd – i tidligere tider var der bare ikke mange, som levede længe nok til at få øje på gentagelsesmønstrene.
Det er tre årtier, siden jeg udgav Gen X. Hvad har ændret sig? Tja, nu er Millennium-generationen selv ved at blive gammel. Der findes endda et mikrodemografisk udtryk for mennesker, der er født først i 1980’erne: ’geriatriske millennials’. I disse dage har popantropologien bevæget sig over i at afdække mysterierne i Generation Z, mens Gen Z i mellemtiden er blevet gammel nok til at kaste sig ud i slagsmål med Gen Y. De ting, der bliver symbolske for den ene stamme, kan den anden stamme ofte være helt uvidende om. For X var det flannelstrøjen. For Y var det avocadotoasten. For Z er det at føle foragt over for avocadotoasten og over for skinny jeans. For næste generation bliver det måske et industrielt bad fyldt med det angstdæmpende middel diazepam.
I dag spekulerer jeg over, hvor meget af det, vi kalder en generation, reelt bare er et spørgsmål om en hvilken som helst tidsmæssig kohortes teknologiske eksponering under sin præpubertære neurale netværksdannelse – samt eksponering for globale økonomiske cykler.
Diskussionen af hjerner og generationer er væsentlig. Også fordi min egen hjerne omkring 2010 begyndte at føles helt anderledes. Dengang så jeg i øjnene, at jeg aldrig igen ville kunne vende tilbage til min gamle hjerne fra tiden før internettet: Mine neurale netværk var blevet omkonfigureret totalt. Ti år senere kan jeg ikke engang huske, hvordan min hjerne føltes i tiden før internettet. Jeg kan dog finde trøst i den omstændighed, at andre hjerner over hele planeten er blevet omkonfigureret på samme måde som min. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at vores art aldrig har været neuralt homogeniseret, som den er blevet nu. Så i det neurale perspektiv er generationsbegrebet muligvis blevet en forældet idé.
Generation C
Hvad bliver det næste? Babyer, der er blevet født under pandemien, kaldes allerede for »Generation C« – C for COVID eller corona. Et par år før det foreslog Jordan Hall at tage hul på et helt nyt klassifikationssystem ved hjælp af græske bogstaver i stedet. Han foreslog ’Generation Omega’ som den sidste generation, der lyder glamourøs og cool, men så vil hver ny generation tro, at den er nået til vejs ende. Om ikke andet må Gen Z undre sig over, hvilke professionelle kompetencer der vil kunne fremtidssikres mod total automatisering. Stod det til mig, begyndte vi at navngive generationer på samme måde, som amerikanerne døber orkaner: Start alfabetisk med skiftevis drenge- og pigenavne.
I min nye bog, The Extreme Self, som jeg har skrevet med Shumon Basar og Hans Ulrich Obrist, undersøger vi, hvordan individualiteter smelter ind i at blive noget andet, i første omgang på grund af de nye teknologier og dernæst som en konsekvens af pandemien. Hvis følelser hele tiden bliver skabt af maskiner, hvilken betydning vil det så få at føle sig som en person, der hører til en generation? Her følger nogle fingerpeg.
Autofobi
Autofobi er ’frygten for at være et individ’. Lad os bare se det i øjnene: At være en individuel person er et ekstremt hårdt arbejde, og i dag er jeg ikke længere så sikker på, at mennesker er gearet til at klare jobbet. Individualitet er blevet nogenlunde lige så sjovt som tandtråd. Det er derfor ikke så sært, hvis mange synes, det er nemmere bare at udlicitere deres identitet til QAnon eller Antifa. Man får muligvis ikke en million hits på sin egen instagramprofil, men den skøre ekstremistbevægelse, man har ladet sig opsluge af, får dem så på ens vegne. Og på den måde bliver det lettere både at føle sig helt alene og som del af en planetomspændende bevægelse.
Personlighedspatologier
Jeg har altid undret mig over, hvornår vi dog vil nå til det punkt, hvor personlighed begynder at blive anerkendt som en sindslidelse. Hvornår går nogen fra at være overstadig til overspændt til nervevrag og videre herfra til at blive diagnosticeret med en så skræmmende benævnelse? Måske skulle vi hellere begynde at beskrive folk omvendt. Så i stedet for at sige »Sheila er en tilbagelænet type, der samler på uglenipsfigurer«, vil vi sige »Sheilas hjerne oplever en jævn strøm af dopamin, og hun står mildt på spektret for tilbøjelighed til hamstring.« I det mindste ville vi så vide, hvor vi stod. Man kunne også have et arv/miljø-indeks og så et tal, der kan fortælle folk, hvor stor en procentdel af andres adfærd, der kan forklares ud fra for eksempel dårlige forældre eller opvækst i en lille by.
Netværksindivider
Og hvorfor blev alle så overraskede, da mørket sænkede sig i 2016? Sandt at sige burde dette være sket langt tidligere. Nogle gange spekulerer jeg på, om Donald Trump stille og roligt er ved at opbygge et nyt internet, parallelt med de blockchain-byggere, der er ved at konstruere Web 3.0. På et tidspunkt var Trump det mest værdifulde netværksindivid i verden. Han påviste, hvordan en enkeltperson kan overskride højtidelige institutioner, hvis bare vedkommende er netværksmæssigt velforbundet nok. Jeg spekulerer på, hvem der nu er verdens mest velforbundne menneske. Vladimir Putin? Elon Musk? Hvordan skal vi måle det? Hvordan skal vi belønne det? (Måske er det stadig Kevin Bacon og vil altid være Kevin Bacon. Hi. I’m Kevin Bacon. You may remember me from such films as JFK or Footloose).
Demokratinivellering
En besynderlig bivirkning af implosionen i individualitet er udjævningen af demokratiet, hvis dynamik kan sammenfattes således: »Internettet har fortalt mig, at jeg er utrolig speciel, så hvis jeg ikke kan være med i flertallet og få verden styret efter mit hoved, så kan ingen få verden styret efter deres hoved.« Har demokratiet måske en slags indbygget selvmordspille, der før eller siden altid vil blive brugt? Og nu da vi ser ud til at have demonteret den konsensusbaserede virkelighed – hvad skal så træde i stedet for konsensus?
Krænkelseskrige
Nu til dags er alle oprørt over alt, selv når de ikke engang er specielt oprørte. Og det er for det meste forstillet forargelse – det følelsesmæssige svar på Diet Coke. Måske vil vi en dag opfatte både det ekstreme venstre og det ekstreme højre som de racistiske bedsteforældre, man kun orker at se en eller to gange om året. Uanset hvad du gør, må du aldrig nævne Greta Thunberg eller vacciner.
Mig. Du. Os. Dem.
Jeg spekulerer på, hvornår folk holder op med at være mennesker, den eksakt omvendte proces af, når vi ser nyfødte blive voksne. Jeg har meget mere at gøre med ældre mennesker i dag, og jeg lever i frygt for den dag, hvor nogen tæt på mig ikke længere kan huske, hvem nogen er. Måske forholder det sig på samme måde med generationer. Vi ved ikke rigtig, hvornår den ene generation slutter, og den næste begynder. Vi forsøger at forudsige de glæder og genvordigheder, de bliver nødt til at udholde, men det er de utilsigtede konsekvenser af nutiden, der dikterer fremtiden.
Jeg har zoomet meget i år, som alle andre, og jeg afslutter altid mine opkald ved at lukke låget på min bærbare computer. Måske er det alt, hvad døden er: Den bærbare computer, der lukkes ned. Intet kosmisk, bare et let klik, når vi holder op med at bruge vores app.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
