Analyse
Læsetid: 5 min.

Dette EM har taget et massivt skridt væk fra superstjernernes kult. Nu dominerer kollektivet

Danmark er videre til EM-semifinalen efter en kontrolleret defensiv indsats mod Tjekkiet på stegepanden i Baku. Men jo sværere modstanden bliver, jo tydeligere bliver det danske holds svagheder
Danmark er videre til EM-semifinalen efter en kontrolleret defensiv indsats mod Tjekkiet på stegepanden i Baku. Men jo sværere modstanden bliver, jo tydeligere bliver det danske holds svagheder

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kultur
5. juli 2021

Det er en gammel sandhed, at der ikke er nogen fodboldkampe, der er ens, og dén er blevet bekræftet til overmåde for det danske landsholds vedkommende ved dette EM.

Efter at have gennemlevet tre vidt forskellige puljeopgør hjemme i Parken – fra den traumatiske åbning mod Finland til den følelsesmæssige rutsjebane mod Rusland - og efter at have kørt waliserne baglæns ud af klædet på en halv dansk hjemmebane i Amsterdam, skulle det danske landshold lørdag aften bevise, at de også kunne levere varen på en ægte udebane, nemlig godt 4.000 kilometer fra fædrelandet i Aserbajdsjans hovedstad Baku på vestbredden af Det Kaspiske Hav.

Her blev kvartfinalen mod Tjekkiet afviklet på Baku Olympic Stadium; et monstrum af en sportsarena, der med sine overdimensionerede forhold og opulente arkitektur bragte tankerne hen på de arkitektoniske rædsler fra Sovjetæraen.

Og nede i bunden af denne veritable smeltedigel løb aktørerne fra Tjekkiet og Danmark altså rundt i temperaturer, der nærmede sig hedebølgeforhold, mens spredte grupper af tilskuere fra de to nationer forsøgte at synge lidt stemning ind i matchen.

Endnu en eksamen bestået

Det kan på den baggrund ikke undre, at kampen i lange stræk var en underligt tam og stemningsforladt affære, hvor spillerne tydeligvis savnede den energi fra tribunerne, der har løftet især danskerne i de tidligere kampe.

Men man må samtidig konstatere, at endnu en eksamen er klaret for Hjulmand og hans rød-hvide drenge. Lørdag aften demonstrerede de, at de var i stand til at håndtere varmen, de fremmedartede spilleforhold og det fysiske pres, som tjekkerne kom med.

Og nu venter en semifinale på Wembley onsdag aften!

Når det er sagt, må det dog også indrømmes, at vi var langt fra det flydende angrebsspil, som har kendetegnet det danske nationalmandskab i de seneste runder. Kampens højdepunkter, set gennem rød-hvide briller, var naturligvis de to mål af Delaney og Dolberg – samt ikke mindst Mæhles brillante aflevering med højre yderside i opspillet til 2-0 målet.

Men derudover udformede opgøret sig hovedsageligt som et forsvarsopgør, hvor vi fra et dybtliggende udgangspunkt forsøgte at holde fast i vores føring – og så i øvrigt søgte at ramme tjekkerne i omstillingsspillet, hvis muligheden bød sig.

Den plan lykkedes som bekendt. Ikke mindst fordi tjekkerne viste sig at være et mere primitivt mandskab, end man umiddelbart havde kunnet forvente på baggrund af deres hidtidige indsatser i slutrunden.

Deres pasningsspil var langsomt og omstændeligt; og da de for alvor havde ryggen mod muren, bestod deres Plan B i at sende et par garderhøje angribere op i frontlinjen, hvor de forsøgte at rage indlæg og nedfaldsbolde til sig.

Mit der Brechtstange kalder tyskerne dén strategi. Den er sjældent særligt effektiv på allerhøjeste internationale niveau, og det var den heller ikke her.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Simon Kjær og Jannik Vestergaard håndterede uden de store problemer tingene i slutfasen inde foran eget mål. Og med undtagelse af de første ti minutter af anden halvleg var det Danmark, der havde kontrol over begivenhederne på grønsværen.

Tjekkerne havde simpelthen ikke den spillemæssige kvalitet til at udfordre Danmarks defensive struktur over særligt lange stræk ad gangen. Og i kampens slutfase fremstod de som et mandskab, der var løbet tør for både kræfter og ideer.

Det var det bedste mandskab, der sejrede lørdag aften i Baku! (Også selv om opgøret måske har kedet de fleste af tv-seerne på kontinentet halvt til døde.)

Slutrunden belønner kollektiverne

Set i et større perspektiv var kampen mellem Danmark og Tjekkiet imidlertid også interessant, fordi den repræsenterede en tendens, der har været fremherskende ved dette Europamesterskab, nemlig at det har været domineret af de nationalmandskaber, der har fremtrådt som stærke kollektiver – i modsætning til de hold, der lider an på momentvise genialiteter fra deres superstjerner.

Det var en pointe, som den engelske fodboldskribent Rory Smith fra New York Times frembragte i en podcast op til kvartfinalerne.

Her anførte han, at hvor de seneste EM- og VM-turneringer er blevet vundet af mandskaber som Portugal og Frankrig, der havde superstjerner, som leverede varen i momenter - men så sandelig også tog sig nogle lange pauser undervejs – så er denne slutrunde domineret af de landshold, der formår at optræde som slagkraftige enheder på grønsværen.

Væk er superindividualister som Ronaldo, Luca Modric og Mbappé. Men til gengæld er kollektiver som Schweiz, Tjekkiet og Danmark nået langt i turneringen. Og måske også længere end deres individuelle kvaliteter berettiger dem til.

Berømthedernes kult

Og The Guardians sportskommentator Barney Ronay var inde på samme spor i en analyse af det nuværende EM, da han skrev, at det signalerer ”et skridt væk fra berømthedernes kult.”

Eller som han selv formulerede det:

»Her på kanten til kvartfinalerne må vi konstatere, at flertallet af de fodboldspillere, der tilhører den internationale A-liste; altså dem, som er kommercielle magtfaktorer i deres egen ret, og som driver deres metier i den etablerede fodboldelite, er ude af turneringen: Ronaldo, Gareth Bale, Paul Pogba, Kylian Mbappé, Robert Lewndowski, forskellige tyskere og stort set alle andre, der nogen sinde har stået på et Ballon d´Or podie.«

Men tilbage er altså danskerne.

Vi er stadig med – eller rettere sagt: Vi er videre, for nu at citere det Olsen Banden-klip, der er blevet så populært.

Skal vi komme endnu længere og gå hele vejen til finalen, kræver det dog, at Hjulmand får styr på de svagheder, som bliver mere og mere tydelige, jo hårdere modstanden bliver.

I kvartfinalen mod Tjekkiet lod det sig ikke længere skjule, at vi har et akut problem med kvalitetsniveauet i offensivens højre side, hvor især Martin Braithwaite ligner en mand, der er tømt for selvtillid. Han gled gennem anden halvleg som blind passager; og landstræneren har nogle dage til at pumpe en ny tro på tingene ind i angriberen fra Barcelona. Ellers skal han måske til at tænke i andre løsninger.

Til gengæld er det betryggende, at Hjulmand inde på midten ligesom en ishockeylandstræner har en A- og en B-kæde, som han uproblematisk kan skifte imellem.

Således er både Mathias Jensen og Christian Nørgaard veritable plug-and-play løsninger, der uden problemer glider ind i deres roller på midtbanen, når de skiftes ind i stedet for Thomas Delaney og Pierre Emile Højbjerg.

Der er altså både lys og skygger over det danske landshold – og trods alt mest lys. Vi er jo i en EM-semifinale for første gang siden den berømte sommer for 29 år siden.

Og nu starter nedtællingen til opgøret under den berømte bue på Englands nationalstadion i London.

Kom så, Danmark!

 

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Chr. Nielsen

Braithwaite lignede nu også momentvis en spiller med lidt for meget selvtillid. Der var flere situationer, hvor han med fordel kunne have afleveret frem til at prøve at afslutte eller drible videre.

Hannibal Knudsen

Men midt i jubelen over at det danske hold er gået videre, skal vi ikke glemme, at jubelscener som vi ser stribevis af billeder af, netop også har været jubelscener for den forbandede virus - især i den nu herskende deltavariant. Vi har set mange steder i verden (Indien, Australien osv) hvordan feststemning har ført til voldsomme smitteudbrud selv hvor det ellers (som i danmark) har set fredeligt ud.
Alle, der har deltaget i de store jubelscener bør selvisolere dog og blive pcr-testet

Pietro Cini, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Jan Fritsbøger og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Med sved løbende ned i øjnene allerede under nationalsangen, med flere tidszoner i benene, var Braithwaite den eneste angriber fra de to hold, der var på banen i 2. halvleg. Og han spillede fint, holdt på bolden osv. Han tog et par dårlige beslutninger. Det gjorde de alle. Men ingen havde vel rigtig forestillet sig at danskerne ville score endnu et mål.

Flemming Olsen

Jeg er bange for, at England bliver endestationen for landsholdet. Indtil nu har vi primært mødt knoldesparkerhold som Finland, Rusland, Wales og Tjekkiet. Det eneste klassemandskab, vi er løbet ind i, var Belgien - og der tabte vi som bekendt. Det ville være lidt synd, hvis en ellers heroisk dansk indsats skulle ende med en ordentlig afklapsning på Wembley, men jeg frygter det.

Margit Johansen

Vi ser frem til at fodboldanalysen holder mål og udvikler sig i samme takt. Ja, fx at medtænke de screeninger der i de fleste tilfælde betyder at målscoren får plads til at sætte hovedet eller foden på. Og som de fleste træningspas går ud på at gentage og gentage, for at omgå hjernens evne til at fokusere på det mest akutte.

Sjovt nok var der stor forskel på hvorvidt en dansk fan på stadion var beruset, når øjnene der vurderede tilhører Baku-officials og UEFA og når danske DBU...sjusser...sig frem til hans tilstand!

Det minder om em 2004 da Grækenland blev europamester, der er selvfølgelig stadig Spanien Italien som bliver den moralske finale.

Bruno Petersen

Kan et EM tage skridt eller belønne? Nej vel. Artiklens brødtekst beskriver da også fakta og laver nogle vurderinger, som så sammenlignes med andre mediers og personers vurderinger. Men overskriften tildeler EM en bevidsthed og det hår ikke?

Søren Fosberg

Der har været rigtig mange gode kampe til denne turnering. Især efter pausen. Meget bedre end vi er vandt til fra den slags turneringer. Specielt VM plejer at være fyldt med dræbende kedsommelige kampe.

Boris Johnson tænker mere på engelsk succes end på værtskabets fairness: Flere tilskuere ind trods corona ude af kontrol, men ingen tilrejsende danskere, som ellers kunne ordnes med en hurtigt ind og ud af landet igen-aftale. Jeg håber, at alle danskere i England trækker i rødt-hvidt og tager til Wembley.

Det danske publikum har været en stor del af den danske succes, og det ved Bange Boris. Men vi har også nogle ømme røde knapper, vi kan trykke på.

Så Hjulmand og danske spillere, hør her: Harry Maguire bør være en spiller I tildeler særlig opmærksomhed. Vi husker hans ophidselse over for især Yussuf Poulsen i Nations League, hvor han blev vist ud. Fra kampens start skal vi gå i en aggressiv overfaldstaktik, for at få England til at glemme alt om at presse Danmark i defensiven fra først fløjt til sidste minut på et begejstret Wembley. Jo før de glemmer det, jo bedre. Især Harry Maguire skal mærke agressiviteten: ind og prikke, støde og sparke til ham ved enhver given lejlighed. Især Martin Braithwait skal være over ham hele tiden. Yussuf Poulsen skal skrige ham ind i hovedet over småting, der blæses op. Men også spillere som man ikke forventer den slags aggressiv adfærd fra. Det vil overraske Harry Maguire, hvis han pludselig har en vred aggressiv Dolberg eller Damsgård i benene, mens de skriger, at han lige skal prøve styre sit temperament. De danske spillere skal ikke hidse sig op, men køre dette skuespil i forhold til Harry Maguire. Målet er at få ham til at miste hovedet, eller ligefrem at få ham vist ud igen. Helt anderledes med Harry Kane, ham skal man ikke angribe på den måde. Han er en mester i at omsætte vrede til synergi.

Hvis England bruger dirty tricks, så kan Danmark også.