Analyse
Læsetid: 5 min.

England er ikke længere en vittighed

EM-guldet gik fortjent til et pragtfuldt italiensk mandskab, men England demonstrerede under slutrunden, at de skal tages alvorligt på den internationale scene
Efter en chokstart kom italiernerne tilbage i kampen mod England, der måtte se sig slået i straffesparkskonkurrence.

Efter en chokstart kom italiernerne tilbage i kampen mod England, der måtte se sig slået i straffesparkskonkurrence.

Laurence Griffiths/Reuters/Ritzau Scanpix

Kultur
12. juli 2021

Hovedfortællingen om den engelske landstræner, Gareth Southgate, handler om, at han er prototypen på den moderne, inkluderende og empatiske fodboldleder.

Og det er også rigtigt langt hen ad vejen. Man skal bare huske én ting:

Hans tid på posten startede med en henrettelse, i hvert fald i sportslig forstand.

Det var tilbage i efteråret 2016. Gareth Southgate havde lige overtaget ansvaret for et engelsk landshold, der befandt sig på sit sportslige og moralske lavpunkt efter at være blevet ekspederet ud af EM af Island i ottendedelsfinalen tidligere på året. Og hans første opgave – før han overhovedet kunne drømme om at høste fremgang med truppen – var at demonstrere at det her var hans landshold, og at han kun tillod plads til aktører, der var villig til at respektere de værdier, som han ønskede at bygge holdet op omkring.

Og til at illustrere den pointe udså han sig det største dyr på den engelske landsholdssavanne i de år, nemlig holdets anfører og topscorer, Wayne Rooney fra Manchester United.

Rooney havde kort forinden blameret sig ved at tage på druk iført sit landsholdskostume. Og da Southgate skulle stille hold til sin tredje officielle landskamp mod Skotland efter et par måneder i jobbet, var Rooney væk.

Ikke bare væk som i udskiftet eller fravalgt for en kortere periode.

Men helt væk.

Og bortset fra en optræden til en officiel farvelkamp et par år senere kom Rooney aldrig til at spille for det engelske landshold igen.

Kill one

Southgate havde gennemført sin første magtdemonstration efter det princip, som amerikanerne kalder ’kill one, calm the rest’, og lige siden har han med uafrysteligt fokus opbygget en trup, der først og fremmest hviler på kollektive dyder.

Hvor hans forgængere som Fabio Capello og Sven-Göran Eriksson nærmest så det som en del af deres jobbeskrivelse at befolke landsholdets startopstilling med så mange stærke og dominerende individualister fra den såkaldte Golden Generation som muligt, så er det nærmest blevet et varemærke hos Southgate konsekvent at fravælge såkaldte flair-spillere som Jadon Sancho, Jack Grealish og Phil Foden og i stedet bygge holdet op omkring en defensivt orienteret midtbane med relativt ordinære løbemaskiner som Declan Rice og Kalvin Phillips.

Han demonstrerede sin brutale side så sent som i semifinalen mod Danmark, hvor han både skiftede Jack Grealish ind og ud af opgøret.

Ikke alle landstrænere havde turdet behandle en af Fodboldenglands darlings på den måde, men Southgate rystede ikke på hånden, da han skulle forsvare et resultat hjem mod danskerne i slutminutterne.

Den engelske landstræner er i det hele taget ikke den karikatur på en velfriseret public school boy, han nogle gange bliver fremstillet som.

Han er en hærdet professionel, der overlevede mere end ti år som midterforsvarer i Premier League, dengang spillet var langt hårdere end i dag – og hvor han blandt andet udsatte Manchester Uniteds tidligere midtbanekriger Roy Keane for en flyvende stempling, der nærmest skar den iltre irer midt over og ifølge Keane ville have indbragt Southgate »et par måneder i fængsel«, hvis det var sket i dag.

Og søndag aften var han altså en tabt straffesparkskonkurrence fra at føre England til Europamesterskabet.

Ikke længere en vittighed

At England overhovedet stod i en international finale er ret beset en imponerende bedrift, når man tænker på den rygende ruinhob af et landshold, Southgate overtog.

Og selv om de fodboldgale englænderne nu må fordøje skuffelsen over endnu en tabt straffesparkskonkurrence, så bør de samtidig kunne glæde sig over, at de for første gang i umindelige tider har et nationalmandskab med en klar, spillemæssig identitet, der dikterer, hvordan de agerer på banen.

Det er et hold, der lider an på en solid, defensiv organisation og en ubrydelig holdånd. De er ikke det bedst spillende mandskab i Europa. Men de har under EM-slutrunden i lange træk været de bedste til at nulstille modstanderne. Og i fodbold er det også en kunst!

The Three Lions anno 2021 er et hold, hvor alle spillerne kender deres opgaver og er villige til at ofre sig for fællesskabet. Der er ingen oppustede egoer eller stjernenykker i startopstillingen. Og set i det lys går der en direkte linje fra fyringen af Rooney tilbage i efteråret 2016 og til søndag aftens finaledeltagelse på det britiske nationalstadion.

Southgate har taget syvmileskridt med sit mandskab på fem korte år. Og med henholdsvis en VM-semifinale og en EM-finale i de sidste to slutrunder har han og hans tropper demonstreret, at de skal regnes med i favoritfeltet fremover.

De dage, hvor England var en vittighed på den internationale scene, er forbi.

For afventende

EM-finalen viste dog også begrænsningerne i landstrænerens spillemåde, nemlig at den har en tendens til at blive for reaktiv og afventende.

I fodbold gør det ikke noget, at man overlader hovedparten af boldbesiddelsen til modstanderne, hvis bare man beholder den overordnede kontrol med begivenhederne på banen.

Men i finalen mod Italien afgav England både initiativet og kontrollen. Og de inviterede dermed italienerne til at iværksætte det pres, der endte med at føre til udligningen – og som i øvrigt også gav de azurblå flere pæne chancer i kampens slutfase.

Og når regnebrættet skal gøres op, er det fuldt fortjent, at EM-pokalen havner i Rom.

Italien kom blæsende ud af startblokkene med 3-0 i deres første kamp mod Tyrkiet, og de har stort set ikke sat tempoet ned siden. Tværtimod har de haft modet og den taktiske fleksibilitet, der har gjort dem i stand til at holde fast i deres grundlæggende spilkoncept, når de har mødt skiftende udfordringer gennem turneringen.

Mod Belgien i kvartfinalen stødte de langt op på banen for at lægge pres på den aldrende, belgiske forsvarskæde. Mod afleveringsmaskinerne fra Spanien stod de ti meter længere tilbage på banen – men demonstrerede stadig deres angrebslyst gennem lynhurtige kontrastød – eller contropiede, som man kalder denne klassiske spilleform i Støvlelandet.

Og mod England holdt det hovedet koldt på et hujende Wembley Stadium og arbejdede sig tilbage efter englændernes chokstart og endte som fortjente vindere.

Kulturbærere i alle kæder

De italienske EM-mestre er et hold, der har ledere og kulturbærere i alle kæder på banen, lige fra Donnarumma i målet over Bonucci og Chiellini i forsvaret og til Chiesa i angrebet.

Og man kan ikke lade være med at synes, at det er velgørende for fodboldsporten, at det – efter et omtumlet år med coronapandemi og skrottede Super League-planer – er sådan et udtryksfuldt og karakterstærkt fodboldhold, der ender med at løbe med guldet.

Forza Italia!

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Godt ord igen.

Burde Southgate ikke have forudset at tre af hans meget unge straffesparksskytter - dem ham skiftede ind to minuter før tid, de to unge sorte forwards 21-årige Jardon Sancho og 23-årige Marcus Rashford, og unge sorte 19-årige kantspiller Bukayo Saka, som misbrugte kampens sidste straffespark - ville blive udhængt racistisk på de sociale medier i tilfælde af at italienerne ville vinde straffesparkskonkurrencen.

Asger Brandt

Hvis en nation efter 27 tabte slutrunder i træk stadig mener at ethvert trofæ retteligt tilhører den, så er den en vittighed.
Desværre handler det om meget mere end fodbold. Det er den slags megalomani, der fører til nationale katastrofer som Brexit. Måske yderligere 55 års smerte kan føre til en realistisk selvforståelse.

Lars F. Jensen, Tim Toftegaard, Eva Schwanenflügel, Jeppe Bundgaard, Inger Pedersen, Jan Fritsbøger og Kristian Spangsbo anbefalede denne kommentar

Det er en bedrift, at England kom helt frem til straffesparkskonkurrence om EM-guldet. Og måske kunne de, ufortjent, have vundet, hvis det var nogle mere rutinerede spillere, der skulle skyde, end de unge knøse ,der slet ikke havde nerverne til det.

Jan Fritsbøger

jeg har ikke forstand på fodbold og har derfor ingen mening om udfaldet fra et sportsligt synspunkt,
men jeg glæder mig alligevel over at England ikke vandt,
først og fremmest på grund af den engelske attityde, og på grund af de efter min mening alt for fanatiske engelske fodboldfans, som virkelig fortjente skuffelsen som jeg ser det.

Eva Schwanenflügel og Per Christiansen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Når hooliganernes rablen har lagt sig, må Englands andenplads efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence vel siges at være noget af en præstation efter mange års fadæser.

Jeg har ingen forstand på fodbold, men artiklen beskriver overbevisende, hvor meget trænerens evner og autoritet har at sige. Gareth Southgate har luget ud, så store egoer som bøllen Wayne Rooney blev erstattet af pålidelige "ordinære løbemaskiner" med 100 pct. kollektiv indstilling.

Kampen blev afgjort på marginaler ligesom DKs semifinale. Og i hvert fald har Gareth Southgate lagt an til en ny attitude på banen, - og hvem ved, måske vil det i længden også smitte af på tilskuerne ..

Alvin Jensen

Jeg har hørt om læserlys og andre fadæser så...

Per Christensen

Jan Jensen,
Skal en landstræner / statsminister / etc. sætte hold efter hvad der evt. måtte ske på de sociale medier?
Sikke noget vrøvl!

Jørn-Erik Rasmussen

Nej, England er ikke en vittighed. Desværre kunne man sige - for det er derimod en tragedie.
En tragedie for et land for, der har været anerkendt for eller haft ry for sportslig indstilling og fairness, som nu er endt ud i bølleoptøjer, overfald og vold - også mod kvinder og børn.
Laserlys mod modspillere, buuh-en mod det gæstende holds nationalmelodi. Tilskuere må der være på tribunerne trods corona - bare det er britiske tilskuere, osv., osv.
Hjemmepublikum undlod ved finalen mod alle traditioner, at medvirke på sportslig og fair måde at fejre afslutningen på en stor turnering plus vinderne af denne.
Det er lige før, at man kunne ønske et Brexit version 2.
England ikke blot ud af EU - nu ud af UEFA.

Jan Fritsbøger, Jørgen Mathiasen, Per Christensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar