En falleret pornostjerne eller rim fra Casablanca – hvem går priserne i Cannes til?

Lørdag aften uddeles priserne på årets filmfestival i Cannes. Det er svært at forudsige, hvilke film der vil vinde – kritikerne og juryen er sjældent enige. Her løfter Informations filmredaktør sløret for sine favoritter, der alle gerne må vinde en pris
Anmelder Christian Monggaard vil ikke brokke sig, hvis Guldpalmen går til amerikanske Sean Bakers (i midten) vidunderlige Red Rocket, der både er et portræt af en falleret pornostjerne, fantastisk spillet af Simon Rex (til højre). Her er de to til pressekonference i Cannes.

Anmelder Christian Monggaard vil ikke brokke sig, hvis Guldpalmen går til amerikanske Sean Bakers (i midten) vidunderlige Red Rocket, der både er et portræt af en falleret pornostjerne, fantastisk spillet af Simon Rex (til højre). Her er de to til pressekonference i Cannes.

John Macdougall

Kultur
17. juli 2021

»Det er noget værre vrøvl. Det er en sensationshistorie,« siger Jeremy Thomas og ser trodsigt på mig.

»Filmkunsten er stadig i sin vorden. Den er kun 120 år gammel. Den visuelle fortælling er kun lige kommet i gang. De prøver på at slå os ihjel, men det vil aldrig lykkes dem.«

Med »dem« mener han lige nu streamingtjenesterne, ikke mindst Netflix. For et af de store emner på filmfestivalen i Cannes i år har været filmkunstens tilstand: Er den ved at dø? Eller har den blot ligget i dvale under coronanedlukningen af verden og er nu ved at vågne op igen?

Da jeg stillede spørgsmålet til den 71-årige, britiske filmproducent, så han et øjeblik ud, som om han havde lyst til at gå sin vej. Og jeg forstår ham sådan set godt. Jeremy Thomas har viet sit liv til film og har igennem sin 50 år lange karriere produceret hyldede og udfordrende film af blandt andre Nicholas Roeg, Bernardo Bertolucci, Takashi Miike og David Cronenberg. Han er i Cannes for som sædvanlig at møde nye filmskabere at arbejde sammen med og så for at tale om en ny film om sig selv, The Storms of Jeremy Thomas, lavet af den britiske dokumentarist Mark Cousins og optaget på en fem dage lang køretur fra England til netop filmfestivalen i Cannes.

Nærmest katarsis

Jeg talte med Jeremy Thomas tidligt på festivalen. Siden har jeg i skrivende stund set 25 film, de fleste af dem i hovedkonkurrencen, og jeg er sikker på, at hvis producenten havde set de samme film som mig, og vi mødtes igen, ville han sige: »Sagde jeg det ikke nok? Filmkunsten lever og har det godt!«

Og det ville han så altså have ret i. Som sædvanlig har årets filmfestival – der jo er den første siden 2019 – været en regulær rutsjebanetur af følelser og visuelle indtryk, og selv om det måske ikke har været den bedste årgang, jeg i mine 22 år i Cannes har set, så er jeg om noget blevet bekræftet i, at (nogle) film i dén grad bør ses i en biograf med stort lærred og stor lyd og sammen med andre, der gyser, græder, griner eller brokker sig på samme måde som mig. Og så har der været i hvert fald en håndfuld eller mere virkelig gode film, som på forskellig vis har skubbet til mig og vist mig, hvad filmmediet kan, når der står modige, visionære mennesker bag.

Det gælder for eksempel franske Leos Carax’ længe ventede åbningsfilm, operamusicalen Annette, der handler om det stormomsuste forhold mellem en komiker og en operasanger, og som er så fuld af originale visuelle og dramaturgiske idéer, at det til en vis grad kompenserer for det manglende følelsesmæssige engagement. Det er en film lavet til biografen. Det samme kan man sige om Wes Andersons opfindsomme The French Dispatch, der handler om en amerikansk avis i Frankrig. Den hører ikke til blandt hans bedste, men sprænger alligevel rammerne for, hvad man kan på film, og efter et år foran en tv-skærm er det ikke bare velgørende at se, men nærmest en katarsis.

Neorealistisk palmekandidat

Hverken Annette eller The French Dispatch synes dog at have en chance for at vinde en pris, når de uddeles lørdag aften. Der er for mange andre, mere velformede film at vælge imellem på en festival, hvis anden halvdel har vist sig at byde på adskillige brillante værker af instruktører fra hele verden. Men det er notorisk svært at forudsige, hvordan en Cannes-jury, der består af en halv snes meget forskellige kunstneriske temperamenter, vælger at fordele priserne – ikke kun Guldpalmen, men også priser for instruktion, manuskript og skuespil og særpriser.

Som IndieWires Eric Kohn skrev forleden: »Selv om præsidenten (i år er det den amerikanske filminstruktør Spike Lee, red.) har retten til at tale højest ved bordet, så har alle i sidste ende én stemme, og nogle gange går de uventede steder hen.«

Desuden spiller det ind, at en film kun kan vinde én pris, så får en skuespiller i en film en pris, kan samme film ikke vinde Guldpalmen.

Personligt ville jeg ikke brokke mig, hvis Guldpalmen gik til amerikanske Sean Bakers vidunderlige Red Rocket, der både er et portræt af en falleret pornostjerne, fantastisk spillet af Simon Rex, og af det USA, der kunne finde på at vælge Donald Trump til præsident. Og hvis juryen ikke kan blive enige om at give den topprisen, vil det være på sin plads med en skuespilpris til Rex, der i en alder af 46 år har fået sit livs rolle i Bakers neorealistiske film.

Blandt de internationale kritikere, der giver stjerner til konkurrencefilmene i branchebladet Screen er Red Rocket dog ikke ligefrem en topscorer, hvilket igen understreger det noget nær umulige i at forudsige årets Cannes-vindere.

Fuld af attitude

Mellem mine øvrige favoritter finder man også norske Joachim Triers Verdens værste menneske, der fuldender den Oslo-trilogi om unge mennesker i vildrede, som han påbegyndte med Reprise og Oslo, 31. august. Hovedpersonen er denne gang en kvinde, Julie (Renate Reinsve), der selv synes, at hun er verdens værste menneske, fordi hun ikke kan finde ud af, hvad hun vil med sit liv – eller hvem hun vil dele det med. Filmen er fuld af smukke billeder fra Oslo og er fortalt med et sjældent overskud og humør.

Det er Haut et fort – på dansk: Højt og stærkt – af franskmarokkanske Nabil Ayouch også. Filmen har den marokkanske rapper Anas i rollen som en tidligere rapper, der også hedder Anas, der får arbejde som lærer på et kulturcenter for unge mennesker i Casablanca. Her møder han en broget skare musik- og danseinteresserede drenge og piger, og han lærer dem, hvordan de kan udtrykke sig via rap og hiphop.

Fra filmen ’Haut et Fort’.

Fra filmen ’Haut et Fort’.

Det fører til nogle spændende og livlige diskussioner om religion, politik og ligestilling i et land, hvor den slags dikteres oppefra, og bølgerne går højt, hvis især kvinder tillader sig for meget. Rappen bliver et refugium for de unge mennesker, Anas møder, og det er svært ikke at blive revet med, især når pigerne har lige så megen attitude som drengene og sætter dem på plads både verbalt og med rytmer og rim. Haut et fort, der har fået den engelske titel Casablanca Beats, er en livsbekræftende film om at finde sin stemme og modet til at bruge den.

Ødelæggende medier

Samme tema slås på sin vis an i Mahamat-Saleh Harouns Lingui, the Sacred Bonds, som foregår i Chad og handler om en enlig, muslimsk mor, der kæmper for, at hendes store datter kan få en abort. Det er ikke helt nemt eller ufarligt i et land, hvor den slags er forbudt, men så er det jo godt, at moren er handlekraftig, og at gode mennesker vil hjælpe. Lingui er ikke en nyskabende film, men den har noget på hjerte om kvinders rettigheder og liv, og den formidler det på stærk og usentimental vis.

Fra filmen ’Lingui’.

Fra filmen ’Lingui’.

Iranske Asghar Farhadi formår noget af det samme – men med mere visuelt overskud – i sin konkurrencefilm, En helt. I den er et godt menneske, Rahim, endt i gældsfængsel og kæmper nu en desperat kamp for at komme ud og komme videre med sit liv – samtidig med at han genetablerer sin ære. Blot er det ikke så nemt, når mennesker med et horn i siden på én både lyver og spreder ubehagelige rygter om én på sociale medier. Farhadi formår med enkle midler at fortælle en universel historie om at være fanget i andre menneskers bedrageriske spind.

Den franske veteran Bruno Dumont beflittede sig engang med at lave langsomme, deprimerende film om den franske provins, han selv stammer fra. Nu er han i højere grad optaget af at indfange publikum med anderledes kulørte fortællinger – en art burleske eller komedier, der dog ikke ligner ret mange andre film i genren og bestemt ikke er for alle. Jeg har det generelt svært med ham, men jeg morede mig faktisk over hans nye film, France, der ligesom Farhadis film beskæftiger sig med sociale medier og massemediers ødelæggende sider.

Ufine metoder

Léa Seydoux spiller i France tv-værten France de Meurs, der er hele Frankrigs darling, og som ikke er bleg for at iscenesætte sine tv-reportager fra alverdens brændpunkter – og udsætte sig selv og sit hold for fare – for at gøre dem så dramatiske og effektive så mulige. Med sin assistent/manager som ivrigt heppekor går France i kødet på selveste præsident Macron og dirigerer koldblodigt ophedede debatter på tv – alt sammen for at få flere klik og seere og helt uden at afsløre, hvor hun selv står politisk.

Fra filmen ’France’.

Fra filmen ’France’.

Men da hun en dag ved et uheld kører ind i et motorcykelbud – hun rammer ham nærmest ikke, hvilket er en del af pointen – afføder det en eksistentiel krise hos France, der beslutter sig for at forlade tv og være mere sammen med sin mand og sin søn. Spørgsmålet er dog, hvor dybt hendes pludselige anger og selvindsigt stikker, ikke mindst da France bliver offer for ufine journalistiske metoder, der minder om dem, hun selv benytter sig af.

France er alt, alt for lang og uregerlig, men Léa Seydoux er meget morsom som selvglad tv-diva uden skrupler – en mulig prisvinder? – og det har tydeligvis moret Bruno Dumont at give medierne, både de trykte, elektroniske og sociale, et ordentlig drag over nakken. Og så kan jeg ikke frigøre mig fra tanken om, at France som person i virkeligheden også inkarnerer selve Frankrig, og at filmen derfor også er en bidsk kritik af et land, der lader, som om det tager hensyn til flygtninge og indvandrere, mens det bare er ren overflade.

Deler vandene

Og nu vi er ved både det groteske og det satiriske: Hvor ville jeg dog elske, hvis Paul Verhoevens Benedetta vandt en pris af de større. Filmen foregår i et kloster i 1600-tallets Italien og handler både om seksuel og religiøs ekstase og er samtidig et angreb på overtro, politisk manipulation og den katolske kirkes grådighed. Filmen har måske ikke vakt den opsigt, man havde forventet hernede – katolikkerne har ikke bandlyst den endnu – men det er dog stadig en film, som deler vandene med sine sexscener og latterliggørelse af kirkens mænd og kvinder, og som sikkert også vil dele juryen.

Jeg tror heller ikke, at Sean Penns gribende far-datter-drama Flag Day vinder noget som helst – der er for mange, som ikke kan lide filmens melodrama og store følelser, som jeg ellers lappede i mig. Men der kunne godt være en mindre pris til en tidligere palmevinder, Jacques Audiard, der med Les Olympiades i stemningsfuld sort-hvid fortæller om nogle af beboerne i titlens kvarter i det 13. arrondissement i Paris.

Fra filmen ’Les Olympiades’.

Fra filmen ’Les Olympiades’.

Filmen er baseret på tegneserien Killing and Dying af amerikanske Adrian Tomine og handler om fire yngre mennesker, en mand og tre kvinder, som alle jagter kærligheden, mens de forsøger at finde en retning i deres liv. Det er et genkommende tema i flere af årets konkurrencefilm i Cannes, og det er godt og smukt forløst i Audiards humoristiske skildring af, hvordan de fire mennesker snubler rundt i egne og andres liv, inden de, måske, finder et fundament at stå på.

Filmfestivalen i Cannes har allerede et solidt, 74 år gammelt fundament at stå på, og årets konkurrencefilm viser, at den kunstnerisk set er lige så stærk, som den altid har været. Jeremy Thomas har ret: Filmkunsten lever.

Priserne på filmfestivalen i Cannes bliver uddelt lørdag den 17. juli om aftenen. Mere fra Cannes på festival-cannes.fr og her i avisen og på information.dk

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Junø

Gad vide hvor megen spalteplads Cannes festivalen får om 10 år?
Mvh Peter Junø